tirsdag den 11. august 2015

Tunge kufferter

Så kom dagen: Dagen før dagen hvor vi skulle hjem. Ikke lutter smil over den statement, men dagen måtte jo komme. Mandag var som sagt fastlagt og bestemt til shopping i et kæmpe center i Manila. Vi fik lokal morgenmad (ris til morgenmad er stadig ikke vores favorit), og gik derefter mod centret. Det skulle kun ligge 15 minutters gang fra hotellet, så vi kunne ligeså godt "opleve" den lille del af Manila, som vi nu kunne nå ved at gå. Vi kunne selvfølgelig også være gået af det kulturelle spor og have brugt dagen på at se diverse seværdigheder i Manila, men vi havde efterhånden hørt fra en del, at det ikke var dét værd, og at det var svært, når man slet ikke kender byen. Shopping var dog et ganske udemærket alternativ, og vi havde alle armene over hovedet! Eller... Mor var ikke begejstret, men det blev da ændret op af dagen i takt med, at "wow-jeg-er-glad-for-mit-køb"-følelsen blev flerdoblet.
Vi gik afsted og stødte på vejen på en masse boder på et marked, som solgte alverdens lort til nul penge - men selvom klokken ikke var mere end 9, så var der allerede langt over 30 grader og Hanna er gået på pension, så vind var der ikke noget af. Børnene svedte... Meget. Vi fik spurgt om vej til centret, men de der 15 minutter virkede i varmen som 150. Men vi klarede den og følte alle, at vi havde løbet et marathon, da vi gik igennem den forfriskende mur af aircon-luft på vej ind i centret. Og så var det faktisk bare at gå i krig med de mere end 1000 butikker - men først: Mango-shake! Hvis der er noget, som for alvor bliver ført med hjem (bortset fra de mange mange kilo sovuniers), så er det mango-shakes/frugt-shakes! Wow! Efter optankningen gik vi i krig! Mor var ikke helt tilfreds, når vi nåede op over de 45 minutter pr butik, men det er jo også svært for os, når nogle af butikkerne er større end en stor H&M, og man ikke må prøve mere end 6 ting af gangen! Æj altså... Vi stødte dog også på en KÆMPE butik FYLDT med al mulig ragelse (også kaldet sovuniers), hvor mor hurtigt fik brugt 45 minutter - hvis ikke også en time. Alt fra øreringe med sten, armbånd, fletkurve og træ-ting (omg), mor var i himlen. De yderst ansvarlige børn måtte dog ofte pænt fortælle og forklare hende, når hun fik revet noget ned fra hylden af ren udenlands-begejstring og ikke fordi hun nogensinde ville komme til at bruge det eller overhovedet kigge på det hjemme i DK. Godt at hun havde os med! Dankortet fik en kort pause under frokosten, men derefter kørte det ellers på højtryk igen. Nøj hvor fik vi købt MEGET! Alle sammen. Jeg har ikke engang tal på, hvor mange par sko, vi har købt tilsammen. Men det var lækkert, og nu er kufferterne RIGTIG tunge - ikke kun fysisk, men også af helt fantastiske minder og oplevelser! Det kan godt være, at 3 uger både kan lyde af meget og af lidt, men når vi sidder og tænker tilbage, så er det jo HELT VILDT så meget som vi har set, hørt og oplevet på "bare" 3 uger, og tiden på Boracay synes flere måneder tilbage - men set fra den anden side, så er tiden gået enormt stærkt og 3 ekstra uger ville være blevet taget i mod med kyshånd, men nok også med spørgsmålet "kan vi få 5?". 7 øer er blevet trådt på af Thrane-fødder, så der er lang vej igen for at nå de over 7000 øer. Filippinerne er et helt specielt land. Selvfølgelig er de "ekstra" venlige i turistområderne, men mod betaling til sidst - men ude i udkantsområderne, er de bare ægte flinke og vil hellere end gerne hjælpe de dumme turister. Vi kommer i dén grad til at savne de små filippinere, deres bountyhvide strande, det blå vand og self. det fantastiske koralrev. Hvad vi ikke kommer til at savne er at køre i tricycle på grusveje (det har som charme 1. gang - IKKE 2. gang) og tyfonen Hanna. Men åh kære Fili - du har været GOD ved os!
Nå, tilbage til mandag! Da vores fødder og mors gamle ryg ikke længere kunne slæbe os rundt længere tog vi tilbage til hotellet - ikke helt let eftersom vi gik fat i en taxachauffør der havde sin første dag, og vi ikke var heeeelt sikre på, hvad vores hotel egentlig hed. Men vi fandt det! Vi fik alle et bad inden vi tog mod lufthavnen (i mor-god-tid-selvfølgelig). Og heldigt at vi var i god tid! Ikke nok med at trafikken var fuldstændig sindssyg (så vild at Frede flere gange rykkede tættere ind mod midten fordi en bus kom lige lovligt tæt på i en af de 100.000 sammenfletninger, vi var vidner til. Da vi ankom til lufthavnen (i live og endda også uden buler i bilen) blev vi også her mødt af kø. Den time vi brugte på at checke ind blev trukket fra aftensmads-tiden, øv... Alle overlevede dog og ingen blev helt udsultet før vi nåede flyet til Abu Dhabi. Turen fra Abu Dhabi mod München, (München, hvor vi kun havde en time til at skifte fly) blev lidt ekstra spændende, da en passager pludselig fik det dårligt og skulle af og derved forsinkede flyet næsten en time... Da vi kom til München, havde vi lige godt en halv time til at komme til flyet - som selvfølgelig afgik fra den anden ende af lufthavnen samt bagved en kæmpe kø for at komme igennem paskontrollen. Og vores lunter var korte! Vi løb og nåede hen til gaten i tide - MEN her fik vi blot beskeden at flyet var fyldt, og at vi ikke kunne komme med. Say what?! Efter en masse senden-frem-og-tilbage fik vi dog løst problemet og blev ombooket til et fly 4 timer senere. Ikke så fedt... Så nu sidder vi hér i München og lytter på tyskere! Men mon ikke, at vi når hjem engang - om Frede og Josse er udsovet til skole i morgen er dog ikke helt sikkert. 
Til slut skal der lyde verdens største TAK til vores elskede mor for at tage os med på denne tur! Hun knokler sin røv i laser med vikartimer hver eneste weekend i Norge for at tage os med på sådanne ture, og dét fortjener en klapsalve. Bedre mor kunne man jo faktisk ikke ønske sig❤️
Over and out for nu - på "genlæsning" når min næste rejse nærmer sig.

søndag den 9. august 2015

Moalboal

Lørdag stod vi op til (ja, gæt?) - ganske vist ikke regn - men blæst og skyer... Hanna var ikke i godt humør. Vi fik en gigantisk gang morgenmad (vi skulle selvfølgelig være grådige og opgradere vores i forvejen med-i-prisen-morgenmad). Og som vi sad der og spiste dukkede solen frem?! Vi var nærmest i chok - og jeg skal lige love for, at der blev skiftet til bikini i rekordfart! Vi smed os på solsengene og stegningen af 4 stk Thraner var påbegyndt. Mor og Josse begyndte dog hurtigt at kede sig, så de tog ud for at kigge efter de skilpadder der skulle bo lige neden for hotellet. Revet startede dog helt inde ved kanten, så sko på i vandet var påkrævet. Da de kom tilbage havde mor en sovuniers med i form af en pig fra et søpindsvin inde i sin lilletå. Æj! Eller - frem med en nål og igang med at lege kirug - det passede mig jo FINT! Hvad der ikke passede nogen af os særlig fint var, at solen nu allerede var væk igen. Godt forsøgt Thraner - men sol giver Hanna altså ikke ud af ved dørerne.
Vi havde om morgenen snakket med dem fra hotellet om en tur ud til Pescador Island, hvor vi kunne snorkle og se en KÆMPE stime med sardiner. Og det ville vi jo gerne, så den fik vi arrangeret til kl 13. Kl 13 sad vi så klar og ventede, men efter et kvarters tids venten kom kromutter (konen til ejeren) og meddelte, at vi ikke kunne komme afsted før det blev højvandet, fordi båden lå på land (pga tyfonen). Og det så ikke ud til at blev højvandet lige med det samme! Hmm, nå! Vi blev dog smidt på en tricycle mod Pagnamsam, hvor vi kunne snorkle med de sardiner fra kysten af. Og sikke en stime!! Det var HELT vildt at se - og endnu vildere at svømme ned i mellem dem. Vi snakker mange millioner fisk samlet på et sted! Når de bevægede sig hurtigt gav det genlyd i vandet! Vildt fed oplevelse! 
Herefter fik vi en velfortjent bananasplit med udsigt ud over vandet, og derefter tog vi tilbage til hotellet. Vi fik aftensmad (en times ventetid er efterhånden normalt nu), og gik tidligt i seng. Vi havde nemlig aftalt, at de skulle smide båden i vandet, så snart de kunne, og så ville vi sejle ud søndag morgen kl 6 og prøve at finde delfiner i stedet for de sardiner. Sardiner havde vi jo set nu - delfiner, GO'!
Jeg skal da ærligt indrømme (og Josse med), at delfiner kunne rende mig et vist sted, da mors vækkeur ringede kl 5 (kvinden kan ikke stå op med mindre hun har haft gerne 45 minutter til at vågne i, omg). Vi tog afsted og sejlede ud. Og vi sejlede og sejlede og sejlede... Og lige som vi troede, at båden skulle til at vende hjem, så hoppede en delfin op af vandet ude i horisonten. Fuld fart fremad, kaptajn! Vi nåede hurtigt derud og så til vores vilde begejstring, at der var en hel flok af dem. Måske 10 stk! Og de hoppede og sprang foran båden et par gange - FEDT! Og herfra gik det kun op af bakke. Flokkens medlemmer steg i antal (50-60 stk) og deres lege foran båden blev længere og længere. Vi var fuldstændigt blæst bagover - OPTUR!!! Vi sejlede rundt i næsten en time før delfinerne ikke gad lege mere og vi sejlede tilbage - morgenmads-maverne var begyndt at rumle. Efter morgenmaden pakkede vi vores sidste ting sammen, da vi søndag aften skulle flyve fra Cebu City (ca 3 timers kørsel væk) mod Manila, hvor vi har en enkelt overnatning. Vi lagde os efter pakningen udenfor i håb om at Hanna ville forbarme sig lidt, og kaste en solstråle eller to på os inden vores farvel til Fili. Men ingen barmhjertighed der. Vi kunne få lidt regn og en masse blæst i stedet! 
Ved middagstid kørte vi mod Cebu (i aaaalt for god tid). Vi ankom til lufthavnen næsten 4 timer før afgang og havde lidt tid at slå ihjel. Ikke så fedt, når Wifi'en er super langsom! Én ting skulle vi da lige have tjekket - nemlig lige vores reservation i Manila. Og godt at vi gjorde det! Fjolset der styrer bookninger (mig) har booket to forkerte datoer, 4.-6. august, så ikke nok med, at vi ingen booking havde - vi kunne heller ikke få pengene retur. Kanon. Rart. Nice. Vi tjekkede om de havde værelser ledige (det sagde bookingsiden i hvert fald at de havde) og krydsede fingre for, at de ville forbarme sig over os, når vi ankom.
Vi fløj til Manila (med filippiner-forsinkelse, selvfølgelig) og skulle nu finde hotellet. Vi kom med taxa derhen, men mødte et "fuldt" booket hotel. Pis... Nå, vores søde chauffør kørte os til at andet, hvor vi fik et helt udemærket værelse.
Mandag er fastlagt som shopping-dag. Et af Asiens største shoppingcentre ligger lige på den anden side af gaden - og vi glæder os! Og ja, i mandag aften lige over midnat går vores 1. af 3 fly hjemad mod lille Enslev... MEN der er stadig en hel dag endnu, så hjemrejsen skubber vi lige i baghovedet! Vi vil ikke hjeeeeeem

fredag den 7. august 2015

HVALHAJER!!!

Kl 5 fredag morgen holdte den bestille tricycle klar til at køre os mod havnen, så vi kunne komme til øen Cebu. Og til dem, der stadig ikke har googlet, hvordan en tricycle ser ud, så er den knapt så bekvem, knapt så stor og knapt så hurtig. Men med hjælp fra taget og en form for bagagebærer, så fik vi læsset både 4 stk bagage, 4 stk håndbagage, 4 stk trætte turister og 1 stk chauffør-filippiner. Afsted! Vi var faktisk i okay-god tid taget i betragtning af, at båden først sejlede kl 6 - men at vi var i så god tid, at der var absolut INGEN at spotte på havnen i de tidlige morgen-solstråler var alligevel ualmindeligt. En vagt kom dog også hurtigt hen til os sagde "no trip". Vores første tanker var ikke ligefrem positive, men han fik os dog hurtigt guidet til den næste havn, hvor båden gik fra. Flot arbejde til research-holdet (mig) - vi skulle selvfølgelig sejle fra den lidt større havn i Larena. Men vi kunne sagtens nå det! Et kvarter på tricyclen igen. Halvanden times sejlads senere ramte vi Dumaguete på øen Negros. Her skulle vi igen med en tricycle - lige så prop-læsset som den forrige - mod Sibulan, hvor vi skulle sejle i 20 minutter for at komme til Cebu. I Sibulan mødte vi et skilt med "no trip" og en mand, der forklarede noget med en "warning". Ingen forstod helt hvad han sagde (inklusiv vores chauffør), men vi forstod da, at vi kunne komme med en anden båd et stykke derfra. Der ligger åbenbart havne for hver 15.-20. kilometer heromkring! Afsted igen! Vi blev læsset på færgen, som i stedet for 20 minutter tog 45. Godt nok havde vi været tidligt afsted, men hvalhaj-stedet lukkede kl 12, så vi havde ikke oceaner af tid. Og da vi var nogle af de første ombord, så vidste vi godt, at der ville gå lidt tid, før der var afgang. Hernede kører man ikke efter tidsplaner, men efter hvornår-er-skibet/bussen-fyldt-op-planer. Men kl 9.20 var vi på farten. Vi ankom til byen Baton, hvor vi var lidt på herrens mark. Vi ville egentlig godt have lejet en minivan for en halv dag, der både kunne køre os til hvalhaj-stedet og derefter til vores hotel i Moalboal. Men sådan en var ikke ligr i sigte. I stedet fandt mor en bus, der kørte lige forbi hvalhajerne. Købt! Vi blev smidt af foran er resort, som da havde en masse skilte med hvalhajer. Vi vidste på forhånd godt, at stedet var en smule turistet, og at de fodrer hvalhajerne for at lokke dem til (de er stadig frie - bare rolig), så vi var forberedt på en masse turist-hejs. Vi kom ind og blev hurtigt instrueret i at få betalt, få skiftet tøj og komme afsted. Kufferter og tasker kunne vi sætte inde bagved. Hu-hej og skift til badetøj - alt skulle helst gå i dobbelt-tempo, for vejret var lige ved at skifte og havet var ved at blive uroligt. I intet andet end bikini blev vi smidt bagpå en ladvogn og kørt et stykke ned af vejen. Her fik vi en hurtigt instruks i, at vi ikke måtte svømme for tæt på de store fisk, ikke røre osv. Videre til næste post, hvor vi fik redningvest og snorkel stukket i hånden. Videre til robåden, som sejlede os lidt væk fra stranden og ud til det angivelige hvalhaj-sted. Og vi havde da ikke roet længe, før vi så den første hajfinne stikke op af vandet! Vandet var ganske rigtigt en del uroligt, men se de store fisk, dét skulle vi altså! På hovedet i, og DER! 1 stk HVALHAJ lige for snuden af os! Wow! Vi kunne kæmpe os lidt rundt igennem bølgerne og kigge på de kæmpe store fisk, der svømmede rundt både under os og lige ved siden af. Nogle gange også faretruende lige imod os! Det var så VILDT! På et tidspunkt svømmede hele 3 af dem rundt om os!!! Den største vi så var omkring 10 meter, og ikke længere end en halv meter fra os - klart på top 10 over højdepunkter i mit liv!!!  Efter en lille halv time blev vi alle gejlet op fra vandet pga bølgerne, som nu var ret store... Ikke mere hvalhaj-kigning for i dag - HELDIGT at vi nåede den sidste tur! Vi blev sejlet ind og kørt tilbage til vores ting, hvor vi kunne skifte og få noget frokost inden vi skulle videre mod Moalboal, hvor vi skal være de næste 2 dage. Igen: Ingen tidsplan for bussen, så vi måtte jo stille os ud til vejen og blomstre indtil en bus kom forbi. Og selvfølgelig begynder det at regne - det er da klart! Heldigvis gik der ikke længe før en kom forbi. Vi blev kørt til byen Baron, hvor vi skulle skifte til den, der kører mod Moalboal. Vi kunne vælge mellem aircon bussen, der først gik en time senere eller standardbussen, der gik med det samme. Ja ja - på med standard og afsted - det tager nemlig godt 3 timer at komme til vores hotel. Men med deres små filippinersæder (vi snakker 40-45 cm brede) og en fyldt bumle-bus, så var det ikke rejsens mest behagelige tur! Ved ankomst til Moalboal skulle vi have en tricycle helt ned til vires hotel, som vi godt vidste lå lidt langt ude - men alligevel ikke så langt ude, som vi kom! Diverse grusveje, bakker og vandhullerne blev krydset - og Josses og mors tricycle måtte endda forsøge sig et par gange for at komme op over en af bakkerne. Kufferterne er fyldt med saltvandshåndklæder og muslingekaller... Men Filippinerne er søde - stige af og gå op over, dét skulle de i hvert fald IKKE! Et tilløb og ekstra gas var nok. 
Altså, vejret er godt nok stadig ikke noget at skrive hjem om (og alligevel gør jeg det). Tyfonen ødelægger lidt vores "lad-os-få-den-sidste-sol"-tid og giver os i stedet regn og blæst... Men vi er kommet til et rigtig fedt sted! Sea Turtle House er navnet, og som navnet antyder, så findes der koralrev og skildpadder lige udenfor huset (ja, det ligger helt ned til vandet). Hvis så lige blæsten kunne lægge sig, så det var muligt at snorkle, så kunne det være rigtig fint. Men ja, hvad der skal ske i morgen afhænger lidt af tyfonen Hanna (Hanne, haha!) og hendes humør. Søndag går turen til Cebu City hvorfra vi (forhåbentlig) skal flyve mod Manilla. Her har vi en overnatning og en dag, hvis dagsorden allerede nu er bestemt: Et af Asiens største centre med over 1000 butikker! Og ja, så lakker turen faktisk mod enden... Men lad os ikke snakke om det! Kryds fingre for godt vejr i morgen og send lidt af solen fra DK til Fili, tak!

Billeder af hvalhajerne








torsdag den 6. august 2015

Regn, regn, regn og tørvejr?!

Tirsdag gik vi i seng til lyden af regn og onsdag stod vi op til lyden af regn. Og jeg kan allerede nu afsløre, at vi også gik i seng til lyden af regn onsdag aften... Ja, så løb vi for alvor ind i regn/tyfon-sæsonen. Onsdag havde vi faktisk ikke rigtigt andre planer end at ligge på den enormt dejlige strand, der er her på vores hotel, og i mens vi spiste morgenmad (med udsigt ud over stranden selvfølgelig), så holdte den plan faktisk også stik. Men lige som vi havde lagt bestikket fra os, så kom den første byge. Den blev hurtigt afløst af den anden byge, som faktisk bare aldrig stoppede. Så vi brugte formiddagen på den flade og med hver vores bog eller telefon i hånden - stadig med den gode udsigt, så det kunne da holdes ud. Da bygen et godt stykke over middag endnu ikke var stoppet, så måtte vi jo finde på alternativer til strand-dagen. Vi gik i receptionen for at høre, hvor vi kunne købe regnslag. En tricycle kunne køre os til supermarkedet! Vi tog vores snart mange kilo tunge strandhåndklæder under armen (i håb om at det lovede vaskeri kunne få det færdigt hurtigere end de andre vaskerier, vi har mødt) og kørte afsted i den IKKE helt så vandtætte tricycle. Intet held på Siquijor heller - 2-3 dage er åbenbart deres rush-time for at få vasketøj færdigt. Suk! Nå, på jagt efter regnslag, som sjovt nok er lette nok at finde. Herfter begyndte hangry-generne at komme til udtryk hos de sultne børn, og vi måtte finde noget frokost. Men efter Fredes bræk-omgang er de andre nu bange for at spise nærmest alle steder, så det er lettere sagt end gjort at finde et sted at spise, der lever op til "100%-fri-for-madforgiftning"s-kravene... Og Josse var da forresten også nede og kramme kummen i går aftens efter at have fået en noget mærkeligt bøf i går aftens. En gang diarré fik hun vist også lige med i farten. Vi fandt da til sidst et sted, der serverede grillede kyllinger, som vi kunne se i deres ovn, og de så ret welldone ud - og sammen med ris kunne det jo ikke gå helt galt. 45 kr alt i alt - og ja, det var for os alle 4 MED drikkevarer. 
Herefter gik vi lidt rundt i byen og kiggede i alle deres små "her-sælger-vi-falske-Nike-sko"-butikker - og vi faldt da også for lidt af deres skrammel. Og et par poser Chips eller 3 røg da også ned i posen - det er hårdt med alt det regnvejr! 
Tilbage på hotellet var det ved at være tid til aftensmad skønt ingen af os var synderligt sultne - og det viste sig da også på Josses og mors tallerkner! Der bor et par hunde og nogle katte her - alle tynde som bare pokker - og siden de 3 andre alle er medlem af diverse red-dyrerne-sider/lad-os-adoptere-denne-udsultede-kat-facebookgruppe, så kan de jo ikke dy sig for at donere halvdelen af deres mad til de tikkende dyr. Omg. Men alle blev mætte - inklusiv dyrerne. Herefter stod den igen på ægte ferie-afslapning og kiks- og chips-spisning. Ahhh.
Ja, så kom vi jo til at tjekke vejret for i morgen, torsdag, som ikke kun siger 90% regn (som vejrudsigten for i dag gjorde), men 100%. Hurra... Det viste sig, efter en del søgning, at en stor tyfon lige nu passerer lige nord for det nordlige Filippinerne, og som er skyld i al den regn, som vi oplever lige nu. Altså - heldigt nok, at den ikke havde valgt sin bane bare 500 km mere sydligt, men kunne den ikke have ventet bare en uge?! Æj... Især på den her ø, som ikke rigtigt byder på andet end falske mærkesko og strand. En strand som ser helt åndssvagt lækker ud - hvis der bare lige var lidt sol... Eller - bare ingen regn i det mindste. Men nu har vi da regnslagene, så mon ikke at vi kan foretage os lidt mere fornuftige ting i morgen.

Torsdag stod vi op til - hvad? Ingen regn-lyd udenfor?! Det var næsten for godt til at være sandt! Skyerne fortalte os dog, at vi ikke skulle føle os for sikre på det tørvejr dér... Vi fik vores morgenmad - med hvad de nu lige havde i køkkenet. Det er som om, at deres yndlings sætning her på hotellet er blevet "sorry we don't have". Godt nok er vi de eneste gæster på hotellet lige pt, men de kunne da godt købe lidt ind. Vi spiste, og så stadig ingen regn, men derimod bitte-små huller i skyerne! Og der gik da derfor heller ikke længe før vi lå som strandede hvaler i bikini på vores salt-våde håndklæder på standen. De øvre magter kvitterede dog hurtigt med at lukke HELT af for sol-posen... Nå! Lidt op af formiddagen besluttede vi at se noget af øen, inden vi allerede i morgen tidlig skal afsted igen til øen Cebu. Vores plan var at se den eftersigende flotte strand Paliton, spise frokost der og derefter tage op i nogle grotter/huler, som man kravle igennem med små filippinere som guider. Vi havde hørt, at turen ind i grotterne skulle være en smule barsk med både vand op til knæene og små passager, der kun passer til filippinere. Men vi glædede os faktisk lidt! 
Vi sagde til tricycle-chaufføren, at vi skulle til Paliton og gerne til en restaurant. Han så lidt forvirret ud, men fik os kørt ned til et resort - endda er dansker-resort kaldet the Danish Lagoon. Vi havde hørt om stedet fra Magnus (fra øen Negros på hostlet Bongo Bongo Divers), som havde fortalt, at de to danskere der ejer stedet er nogle værre tosser. Man skulle i hvert fald fange dem før kl 11, hvis man skulle se dem ædru! Okay... Men vi fik noget helt fantastisk mad der (KÆMPE burgere), og var faktisk på vej mod Paliton Beach - som vi havde fået at vide, at man kunne gå til derfra - da vi blev stoppet af den ene af resort-ejerne. Han spurgte til vores plan, og inviterede os ind i restauranten igen. Vi skulle da lige have en lille hjemme-brygget at gå på! Ej føj! Han skænkede gavmildt op til os alle til trods for vores afvisende ord og skålede straks. Mor sprang med på vognen, mens vi andre kun lige sippede - til danskerens store skuffelse. Han stilte os derfor et ultimatum: Tøm glasset og han kørte os til stranden eller gå. Efter protester fra os alle 3, så tog mor Josses glas, danskeren tog Fredes og så stod jeg der... Føj for den lede, hvor det smagte! Mor synes det var lækkert, og danskeren var allerede fuld. Ha! Og sikke en masse historier han kunne fortælle. Efter rundvisningen på resortet (som faktisk er ret lækkert) vidste vi allerede hvordan han som 14-årig var blevet smidt ud hjemmefra og siden ikke havde boet i DK, kendte alt til hans designer/bygge-evner (han havde selvfølgelig selv bygget og tegnet hele resortet) plus og en masse om hans kone. Men vi fik da et lift til stranden (som jo egentlig lå 2 km væk) og kunne sætte tjek ud for at have mødt en ægte ø-tosse! Vi gik lidt rundt på den ikke helt så impornerede strand, hvor der ikke var et øje, men rigtig meget tang. Den lå dog rigtig lækkert nede imellem nogle klipper og langt væk fra vejen. Gevinsten ved besøget var dog en masse VILDT flotte muslinger og konkylier. På vejen tilbage til hovedvejen fandt vi endnu en strand med endnu flere muslinger og flotte ting - Josse var i himlen, og vi samlede alle lige til, at vi ikke kunne bære mere. 
Da vi kom til hovedvejen skulle vi have fat i tricycle. Vi skulle ikke længere til grotterne, da den tossede dansker havde en pointe: Da det havde regnet så meget dagen før, så var der meget mudret på vej ned til grotten og sikkert også endnu mere vand indeni den. Så vi besluttede os for at tage til et gammelt træ, der skulle være værd at se samt et vandfald (endnu et). De lå dog begge ret langt væk (ca en halv times kørsel), og det er ret lang tid i en tricycle. Den hopper op og ned, og maximum to kan sidde bare nogenlunde godt - så vi ville gerne have fat i en bil - MEN det vrimler ikke lige frem med biler. Motorcykler er det nye. Vi blev af tricyclen kørt til byen San Juan, hvor vi forsøgte at finde en bil, der ville tage os på rundtur. Lettere sagt end gjort... Efter lidt søgen fik mor dog fat i en med en Jeepney, som ville køre os hele vejen, vente ved tingene og køre os hjem bagefter. Dygtig mor! Vi kørte først afsted mod det gamle træ (ca 400 år gammelt), men den virkelige attraktion her var deres fisk-spa foran træet. Her spiste en masse fisk (både små og op til 15 cm store fisk) af vores fødder eller hænder for kun 5 pesos (under 1 kr). Sjovt! Bagefter kørte vi til vandfaldet, men gjorde på vejen stop ved en stor katolsk kirke, som viste sig at være Filippinernes største. Ved vandfaldet skulle vi ned af en masse trapper for at komme dertil. Nøj hvor var vandfaldet flot! Det flotteste vi har set. Fede og jeg fik os tilmed et sving i en lian ud over vandfalds-søen og tilbage igen. Turen op af trapperne igen var knapt så sjov - især mor var ikke en særlig stor fan. 
Turen tilbage til hotellet var lidt lang, men vi blev underholdt af alle de filippinere, der vinker og smiler over hele ansigtet, når de opdager, at det er hvide, der sidder i bilen. Og endnu mere smiler de, når man vinker tilbage! Vi takkede pænt vores chauffør for turen og gik ind for at slappe lidt af inden aftensmad. Hotel-personalet havde tydeligvis øvet sig endnu mere på deres nye yndlingssætning, for halvdelen af hvad vi bestilte, havde de ikke. "Sorry, no have". Amen for dælen venner?! Nå, de havde oksekød, fisk, brød, ris og pasta. Aha! Vi fik da noget mad ud af det.

Imorgen skal vi så videre til et af de snart sidste stops. Vi skal med båden/færgen herfra kl 5.45 (zzzz) tilbage til Dumaguete på øen Negros (hvor vi kom fra), derfra med en tricycle til en by lidt nord for og herfra med en anden båd videre til Cebu. Herefter skal vi igen med en tricycle til byen Oslob, hvor vi FORHÅBENTLIG kan få hvalhajer at se. Kryds fingre allesammen - for jeg kommer ikke hjem, før jeg har set en! 

Billeder fra Josefines og Frederikke prøve-dyk: 



tirsdag den 4. august 2015

Farvel Bongo Bongo og hej Siquijor

Tirsdag morgen håbede og bad vi til, at vejret var godt nok til, at Frede og Josse kunne få deres prøvedyk. Vi stod tidligt op og spiste vores morgenmad, og fik at vide, at vejret var ok - selvom det blæste lidt. Regnen var ligemeget - de skulle jo være våde alligevel, ha ha. De så først en video og bagefter prøvede de alt udstyret på. Herefter gennemgik en divemaster en masse ting med dem, så de var klar til at komme i vandet. Josse var lidt bekymret for, om hun nu godt kunne trykudligne hendes ører nu når hun havde haft problemer med ørerne som lille. Men alt gik rigtig godt! De havde lavet nogle øvelser nede på bunden, som fx at tage regulatoren (den man får luft fra) ud af munden og tilbage igen samt at fylde vand i masken og få det ud. Bagefter kunne de svømme lidt rundt og kigge på koralrevet. De så en masse fisk, en stor moræne og en triggerfisk, som angreb den ene divemaster! Det havde været en rigtig fed oplevelse for dem begge. 
Hu-hej i gang med at pakke bagefter, så vi kunne checke ud og komme videre til næste ø, Siquijor. Vi skulle have noget hurtigt frokost, så vi hentede nogle "pizzaer" oppe i byen. Fy for dælen, hvor var de dårlige! En mærkelig sovs og skinke der havde en helt unaturlig rød farve. Godt vi kun havde givet lige godt 30 kr... Vi sagde farvel til vores lokale venner og Magnus (krammere og det hele) og tog afsted fra Bongo Bongo Divers.
Vi tog afsted mod Dumaguete hvor vores færge sejlede fra. Vi kom på færgen og fik at vide, at det skulle tage ca halvanden time. Men da der var gået lidt over to, og vi intet land kunne se, så blev vi lidt utålmodige... Men vejret var heller ikke det bedste - massere af bølger og regn. Men pludselig var vi i havn! I øs-regnvejr. Vi gik fra havnen og mod byen for at finde en taxa. Først forsøgte de at lokke os til at gage en tricycle og fyre bagagen på taget. Ellers tak til våde kufferter. Men pludselig fik en af de søde filippinere fixet os en rigtig taxa mod vores hotel. Fedt! Vi blev checket ind på et rigtig fint hotel, som ligger helt ned til vandet. Værelserne er ret meget bare en seng og et badeværelse, men restauranten og stranden ser super lækker ud! Og der er massere af små steder med borde og stole og terrasser ud over stranden med solsenge. Så nu krydser alle lige fingre for, at vi snart får noget sol og godt vejr, tak! Vi fik noget dejligt mad og gik tidligt i seng. Til lyden af regn...

mandag den 3. august 2015

På tur???

Søndag havde vi snakket med den ene af dem, der ejer stedet her (den filippinske kro-fatter, kalder vi ham) om at tage ud på en trekkingtur. Hans første forslag var 12 km op til et vandfald i bjergene med en kylling under armen, som vi kunne slagte til frokost. Alt sammen gratis - for han savnede faktisk at trekke! Mor var knapt så klar på 12 km og Josse knapt så klar på at dræbe en høne. Nå, krofatter - andre forslag? Mor snakkede så med ham, hvor han i stedet foreslog en mildere tur, hvor man kørte til vandfaldet. Vi nåede dog ikke at fange ham, inden vi gik i seng søndag, så vi måtte jo spørge ham mandag morgen. Hmm, men pludselig var turen ikke heeeelt hvad vi havde forestillet os. Nu havde han bestilt en bil, som skulle køre os rundt til nogle forskellige steder. For ret mange penge... Og det var egentlig ikke fordi, at vi hungrede efter turen - men hvis de lokale skulle med, så kunne det jo have været sjovt! Men nu skulle vi altså alene rundt med en bil, som kørte os lige til døren til både vandfald, varm kilde og udsigtspunkt. Men vi kunne jo ikke tillade os at sige nej nu! Alle tingene var nu ret flotte, og vi så også et sted, hvor svovlgasser kom op fra jorden i en kæmpe sky. Efter vores lille køre tur fik vi frokost, hvor vi faktisk også fik styr på planen for de resterende af vores dage. Hurra! Planen inkluderede bare, at Frede og Josse kunne få deres prøvedyk den samme eftermiddag. Vores held var åbenbart taget i forvejen, for selvfølgelig havde vejret bestemt sig for at lege den 4. irriterende lillesøster og bringe os vind. Havet var for uroligt til at sende to helt nye i vandet. Øv! Ny plan... Så nu tager de prøvedyk i morgen tidlig, og så tager vi videre til Siquijor onsdag morgen.
Til aften forsøgte vi at gå op på den lokale internet-cafe, da nettet her på hostlet driller ret ofte. Vi skal nemlig have bestilt et fly fra Cebu City til Manila, når vi skal hjem. Men da vi havde siddet der i lige godt en time (manglede stortest kun at trykke godkend på ordren), så vælger siden at gå ned, og vi kunne pænt starte forfra. Glem det! Flyet må vente. Og hotel fik vi heller ikke bestilt, så igen må vi tage det lidt som det kommer. Så meget fik vi ud af den plan... Imens mor og jeg kæmpede med flybilletter, så gik Josse og Frede hjem for at lave mad. Efter maden havde vi besluttet os for at lave pandekager med is til til hele hostel-familien. Taget i betragtning af, at vi kun brugte banan, æg og sukker, så synes jeg faktisk at pandekage-resultatet blev meget godt! (og ja, vi også fik byttet mad-resten til en rigtig is-bøtte!). Og de spiste alle med - skide hyggeligt! Vi hørte om alt fra hane-kampe til de få danske gloser de kan. Deres yndlings er "lad os onanere", som de oprindeligt var blevet bildt ind betød "glædelig jul". Haha!

I morgen tidlig står den så på prøvedyk for Frede og Josse. Skide spændende!!

Her er lidt billeder fra vores sted. Bedre sendt end aldrig!

Stranden lige neden for vores hostel. Sandet er mørk, da det er en vulkan-ø - det er brændende varmt i solskinsvejr!

Det hyggelige udendørs køkken.

Josse og jeg bor her på øverste etage. Vores vindue kan ikke lukkes mere til end dette...

Mors og Frederikkes hytte. De er klar til at gå ned på stranden for at snorkle!

Et billede fra et af mine dyk.

Man kan næsten komme så tæt på skildpadderne her, som man vil!

Et flag til ære for vores kære farmor, som h
ar fødselsdag i dag. Stort tillykke farmor - vi er kede af, at vi ikke kan fejre dagen sammen med dig, men vi tænker på dig😊 Kæmpe knus fra os alle.

søndag den 2. august 2015

Besøg i Dumaguete

Lørdag aften efter aftensmaden skreg Josses og min mave på is - og siden det var os, der var trængende, så var det naturligt nok også os, der måtte afsted på indkøb. Og heldige var vi da også, at de i den første bod/kiosk/kald-den-hvad-du-vil-butik, vi kom til havde en kæmpe bøtte chokoladeis. KØBT! Og efter at have ventet to lange timer på vores takeaway mad (filippiner-tiden går ikke lige så hurtigt som europæer-tiden åbenbart), så var vi godt is-trængende efter aftensmaden. Jeg fandt skåle og Josse fandt isen frem. Straks beskylder hun mig for at have smug-smagt på den, fordi låget ikke var tæt. Ikke fordi jeg ikke kunne have fundet på det, men jeg benægtede blankt. Grunden til at låget havde været åbent var simpelthen fordi, at indholdet ikke var is, men en eller anden filippiner-families nedfrosne rester! Forestil jer skuffelsen i mit ansigt - stående klar med ske og skål i mine hænder. Jeg kunne seriøst have grædt! Og vi havde betalt næsten 40 kr for det møg. Ej! Det stod endda ned i lårfede stråler, så vi kunne/gad ikke engang gå op og bytte den. Ja, så blev vi jo nødt til at gå i seng i stedet for! ÆJ!

Søndag var en "lad-os-se-hvad-der-sker-dag". Vi startede (for god ordens skyld selvfølgelig) med morgenmad og så vejret an. Og i dag ville solen faktisk godt skinne på os (!!!), så vi tog på stranden. Det varede dog ikke længe før vi ikke kunne holde til at ligge der mere (og før skyerne kom), så vi besluttede at tage til byen Dumaguete for at få frokost og shoppe i et storcenter, vi havde hørt om. Vi tænkte, at vi lige ville være smarte og tage vores nu 10 kg tunge strandhåndklæder (godt fyldte med sand og salt) med op mod byen i håb om at finde et vaskeri. Men altså - midt på dagen og med 3 børn, der er i knapt så godt humør, når de er sultne - tja, så kan I selv tænke jer til stemningen, da et vaskeri ikke liiiige var til at finde. Vi tog en tricycle, som kørte os dertil. "Hvor lang tid tager det at få vasket", "Hmm 3 dage". What?! Nej tak så. Så måtte vi jo tilbage til hostlet med tøjet, før vi igen kunne bevæge os op mod byen for at tage en Jeepney ind mod Dumaguete. Endelig kom vi afsted! Og vi blev endda sat af lige foran centret, kanon! Vi gik ind og på jagt efter mad. Og mad fandt vi, og var så endelig klar til at kigge butikker. Der var dog også et danseshow kørende (til KÆMPE begejstring for de 13-14-årige filippinere) midt i centret, som lige skulle tjekkes os. 
Vi fik da købt nogle småting - sko hernede koster nærmest ingen penge, så der røg da et par par med hjem. Efter dette center kunne vi jo lige så godt tage det andet center i byen med også - så på en tricycle igen og afsted. Dette var dog lidt mere kineser-præget og meget af tøjet havde 1000 forskellige farver. De fik ikke vores pengepung at se. Derefter gik jagten ind på en hæveautomat, selvom mor egentlig bare IKKE gad mere. Så denne gang måtte ungerne slæbe den trætte mor med. Skæbnen ville selvfølgelig at lige præcis den eneste automat, der kan lide vores kort var i stykker... Ej! Nå, på jagt efter en ny. Mor var fan... Vi fandt den heldigvis hurtigt! Herfter op på en tricycle (igen) og mod busterminalen. Vi fangede lige bussen i farten, men fik uheld i heldet, da vi så fik den yderste røvballe på sæderne. Men vi kom da hjem! Og hvilken fest vi kom hjem til. Alle bordene på terrassen var skubbet sammen og de havde alle siddet og spist et kæmpe måltid sammen. Heldigvis var der rester til os.
En masse thailandsk mad, norske kødboller og kæmpe-rejer fra en af de lokales rejefarm. Og ja, så lige en åndssvagt god kage til dessert! Yes! Så kunne vi ellers godt pakke vores indkøbte kylling væk igen. 
I morgen ved vi heller ikke helt, hvad der skal ske. Måske et prøvedyk til Frede og Josse, eller måske den trekkingtur, som hostel-far så forfærdelig gerne vil have os med på?!

Vores videre færd er lidt på tegnebrættet i disse dage. Vi kan ikke helt beslutte os for - og egentlig heller ikke finde ud af, hvad der er mest smart. Men vi ender nok på øen Siquijor og til sidst på Cebu, hvor vi satser på at flyve fra Cebu City til Manilla, som vi skal flyve hjem fra natten til tirsdag d. 11. I må jo pænt vente med at høre videre!

lørdag den 1. august 2015

Dykning, snorkling, Apo Island og SKILDPADDER

Fredag var alle mand på benene igen MED appetit. Hurra! Dagen startede ud med sol og dejlig morgenmad. Vi nyder at kunne lave vores eget, så hver morgen er der både frugt, brød og æg. 
Jeg skulle have mit første filippiner-dyk fra morgenstunden af, og jeg glædede mig som et lille barn! Jeg så en kort video (for lige at få frisket det hele op) og så afsted mod vandet. Jeg havde to af de lokale dykkerguider med fra hostlet af, og de viste mig alle de gode steder. Vi kom ned på lige godt 27 meter, og vi så en hel masse! Inklusiv en kæmpe skildpadde! Den lå og spiste, og var egentlig totalt ligeglad med vores tilstedeværelse, så man kunne komme helt tæt på. En moræneål dukkede også op (bare rolig Lotte - jeg var på god afstand). Lækkert dyk - og dejligt at være tilbage under overfladen! Det havde jeg godt nok savnet. Da vi kom op havde vejret lige vendt 180 grader og de andre sad derfor hjemme på terrassen og spillede spil. Efter frokost gik vi på markedet og handlede ind. Det er virkelig en speciel oplevelse at gå der og se, hvordan det fungerer hernede. Når du går hen til en bod, så får du stukket en metalbakke i hånden, og så fylder du bare det i, som du gerne vil have. Og alt er frisk! Mere tvivl omkring friskheden har vi dog ovre ved kød-boderne, hvor kødet bare ligger. Men altså - dåsekød er vel også mad?! Da vi kom hjem gik vi i lazy-mode og lagde os i hængekøjerne, hvor vi egentlig lå og daskede i et par timer. Ferie! Jeg fik dog lokket Frede med ud at snorkle en sidste gang for denne dag hen på eftermiddagen. Vejret var dog ikke lige frem kanon, men vandet var jo stadig varmt (28 grader ca). Vi svømmede ud af og så igen en hel masse fisk og pludselig dukkede en skildpadde også op! Wuhu!!! Vi var ellevilde. På vejen ind så vi ovenikøbet også en moræne. Mere optur! Det første vi sagde til hinanden, da vi ramte bredden var dog, at de andre to garanteret ikke ville tro på os. Og ganske rigtigt - mistroiske ansigter var det vi mødte, da vi kom hjem. Men da vi begyndte at fortælle de lokale her på hostlet om det, så dukkede der lidt misundelse op i deres øjne. De måtte vente til i morgen, hvor turen går mod Apo Island.
Til aften fik Josse bikset noget sammen, der lignede pasta og kødsovs. NOGLE (host Frederikke) turde dog ikke smage på dåsekødet, eller "havde i hvert fald ikke lyst" - men det smagte ganske fint.
Lørdag skulle vi endelig ud til Apo Island! Og vi var blevet lovet skildpadder - så vi var klar! De andre skulle snorkle og jeg skulle dykke - hele 3 gange. Vi havde selvskab af en anden dansker fra hostlet, Maja, samt to hollændere, der også skulle dykke. Og så var der en hel hær af filippinere med på båden, så det eneste vi selv skulle sørge for var nærmest bare at trække vejret. Vi havde en lille times sejlads ud til øen og herfra hoppede dykkerne som de første i vandet, og derefter snorklerne. Der var en stærk strøm omkring øen, så efter vi alle var smidt i, sejlede båden videre, så den kunne samle os op længere henne. På dykket så vi en kæmpe søslange og to skilpadder - og koralrevet var noget af det smukkeste, jeg har set! Og ja - igen en hulens masse fisk. Og store fisk! De andre havde også set en masse fisk, men ingen skilpadder... Så det var ikke helt tilfredse ansigter, jeg mødte oppe på båden efter mit dyk. Vi skulle holde en times pause i mellem dykkene, så vi sejlede om på den anden side af øen, hvor der var mindre strøm og ingen vind. Her blev vi lige hurtigt tanket op med chokolade og bananer, inden jeg hoppede med de andre i for at finde de skilpadder. Og de skulle altså være her, blev vi fortalt! Men nææææ nej. Ikke skyggen af padder. Nå! Vi kom op på båden igen, og dykkerne blev sendt i på ny. De andre måtte jo så ellers forsøge sig med eftersøgningen endnu en gang. På dykkerturen så vi igen skildpadder - og jeg havde det næsten dårligt med at skulle op at fortælle det. Især fordi den sidste vi så svømmede op mod overfladen lige for næsen af os (altså jeg var måske 20 cm fra den) og lagde sig i vandoverfladen LIGE ved siden af båden og jeg bad til, at de ville se den og hoppe i. Ingen reaktion fra båden. Nå - vi kom op og kunne se, at de var langt væk den anden vej - i fuld gang med at finde skildpadder. Og minsandten om de ikke også havde set - ikke bare 1 - men 6! Og set 4 på én gang. De var ikke til at skyde igennem. En af mændene på båden havde hoppet i (efter deres tydelige utilfredse ansigter fra sidste snorkeltur) og vist dem en - og herefter var de bare dukket op på stribe. Alle var glade. Herefter fik vi serveret frokost og skulle nu vente lige godt halvanden time på, at dykkerne kunne komme i igen. Vi lå og slappede af på båden og nød livet. 
3. dyk var vildt! Der var massere af strøm, så vi gled bare med. Guiden havde inden dykket forklaret, at vi på et tidspunkt skulle gribe fast i nogle af de døde koraller, så vi kunne ligge og kigge på en KÆMPE stime af nogle KÆMPE fisk ude i havet. VILD oplevelse!! Og fiskene lå bare stille derude, mens de selv svømmede i mod strømmen. FEDT! Vi drev lidt videre og så en masse små-fisk og koraller, inden vi ramte båden. Så havde jeg vist også fået stillet min dykker-sult for den dag. Wow! Da jeg kom hen til båden og skulle til at kravle op af stigen kunne jeg dog høre, at noget var helt galt deroppe. Hollænderne var gået helt amok og skældte vores guide ud samtidig med at de råbte, at han var sindssyg og en idiot. Ingen forstod noget... De havde åbenbart ikke hørt efter, da vi fik at vide, at vi skulle holde ved og ligge og kigge, og var så svært utilfredse med guidens instruktionen under vandet. Jeg var - helt modsat - vildt importeret over, at han havde taget os med derned og hans måde at "føre os igennem" dykket på. Men ja ja - hollændere... Måske havde de fået hashkage til morgenmad, hvem ved. Så ja - stemningen var ikke ligefrem idyllisk på sejlturen tilbage, men vi andre kunne jo ikke rigtigt gøre andet end at grine af det, og jeg kunne da fortælle guiden, at han havde gjort, hvad han skulle/kunne og takke ham mange gange for de vilde oplevelser. 
Vi kom tilbage til endnu en omgang regnvejr (den der regntid har altså fundet os...), så resten af eftermiddagen blev brugt på afslapningen på terrassen og takeaway til aften.
So long guys

torsdag den 30. juli 2015

Velkommen til paradis! Og bræk-syge...

Onsdag morgen stod i op kl møg om natten for at komme med bussen mod Dumaguete kl 5.30. Vi kørte igen i 7 timer  og nåede ved middagstid byen. Herfra tog vi med en anden bus med Duain, hvor vi skulle af ved det lokale marked og herfra finde vej ned til Bongo Bongo Divers, som er det hostel, som danskeren Magnus er med til at styre. Og alt gik skide fint og hamrende let! Vi ankom ved 13-tiden og blev straks indlogeret i de mest idylliske bambus hytter i en lille fin have. Vinduer, døre, vægge - alt er lavet af bambus. Så smukt! Toiletter og bad deles vi alle om og ligger i den ene ende af haven. SÅ hyggelige med en sten-sti derinde og trægulv i badet. Rigtig naturligt og lækkert. Og selvfølgelig er alt smykkeseret med muslinger og koraller. Wow! 
De sultne unger skreg hurtigt på mad, så vi måtte snart på jagt efter frokost - og heldigvis ligger der en lille cafe næsten lige rundt om hjørnet. Og hvor er Dauin bare en dejlig by at gå rundt i! I stedet for at stirre eller råbe sære ting efter os, så er filippinerne her bare rigtig flinke. De hilser pænt og de stirrer ikke. Stemningen er bare helt anderledes her end i Bacolod - og det er skønt! 
Vi fik frokost på den lille cafe, som er ejet af en englænder, så de har en masse lækkert (og kendt) mad. Og vi fik for første gang baguette til vores sandwich i stedet for tør toast. Yes! 
Bongo Bongo Divers ligger lige ved siden af stranden, hvor der 5 meter ude i vandet er et 9 hektar stort koralrev. Bliver det bedre?! Næppe. Så eftermiddagen blev brugt med hovedet under vandet. Jeg er ret sikker på, at vi får tilbragt et par timer eller ti på snorkling her. Og koralrevet er virkelig smukt! Og det vrimler med fisk - og efter sigende også havskilpadder, men de lader vente på sig. 
Til aften spiste vi på en anden restaurant ejet af en anden englænder. Også her var maden virkelig lækker! Frede og mor kastede sig ud i noget lokalt sammenkogt, mens Josse og jeg var på pasta-vognen. Klogt med pasta - altså set i bakspejlet? Ja. Mor og jeg havde lige lagt os til at sove i vores hytte, da vi kunne høre én løbe igennem haven, ud på toilettet og brække sig. Frede... Åh nej. Mor gik ned med poser og vand og smed Josse over til mig, så mor kunne passe det syge barn. Nødvendigt! 12 bræktur blev det til i løbet af natten - og noget kom vist også ud den anden vej. Så meget for at prøve den lokale mad... Fredes dag torsdag var derfor simpel: Ligge i sengen under blæseren og sove. Et par toastbrød kom vist også ned i ny og næ. De lokale der er med til at køre stedet her er virkelig søde! De stod straks klar i aftens til at hjælpe og kom med vand og saftevand. Og de os spurgte til hvordan "sister" havde det hele dagen. Søde! De var også med nede og "vise os" rundt på koralrevet og er virkelig søde til at snakke med os og vil rigtig gerne arrangere ture for os og med os.
Men ja torsdag - mens mor var sygepasser gik Josse og jeg på markedet for at handle ind til morgenmad. Vi fandt både æg, ost, bananer og brød, som vi tilberedte i det lille udendørs køkken. Så hyggeligt! Efter morgenmaden tog mor sig en lur (hun havde jo været pose-og-hår-holder hele natten), mens Josse og jeg tog snorklen under armen og gik mod vandet.
Frede fik det ikke rigtigt bedre, men hun kastede i det mindste ikke op længere. MEN så begyndte mor at få kvalme... Åh nej! Nå, vi kunne da også godt finde ud af at underholde os selv. Der bor en dansk pige her, som skal studere hernede i et halvt år - så hun bor her på hostlet indtil hun har fundet en lejlighed - og hende tog vi med ned til vandet. 
Til aften blev vi igen sendt på marked. Vi måtte jo finde ud af, hvad vi ville have at spise, for de andre to ville jo bare aflevere det i toilettet bagefter... Så vi gik i lokalt-mode og handlede grøntsager, ris og dåse-tun ind. Ikke tale om, om vi turde købe deres kød! Det ligger bare fremme - uden køl eller noget som helst. Nej tak til madforgiftning til os. 
Vi fik smækket lidt forskelligt sammen i køkkenet og spiste med stor velbehag, mens de to andre fik bananer og cola. Vi fik dog puttet lidt rigtig føde i Frederikke! 

Men ja - nu er vi rigtig kommet til det filippinske paradis. Vejret er ok, lidt skyer og regn ind i mellem, men generelt rigtig fint. Vandet er blåt og stranden lækker. Det er dog sort sand, da det er en vulkan ø, så det er godt varmt om dagen. Vores hytter er som sagt bare SKØNNE! Den eneste ulempe er de ca et tusinde forskellige dyr, der starter koncert så snart mørket falder på, og de haner, som vi har fået som naboer, der begynder at gale om kap ved daggry (kl 5). I går havde vi også fornøjelsen af at sove i hytte ved siden af et ungt og tydeligvis nyforelsket par... De havde vist ikke helt fanget, at man kan høre pretty much ALT eftersom væggen i mellem os består af ca to stykker tyndt bambus. De tog heldigvis afsted i dag! 
Men som sagt, så nyder vi det virkelig her i Dauin (i hvert fald Josse og jeg), og vi bliver her højst sandsynligt i nogle dage. En lille times sejlads væk fra os ligger Apo Island, som er er af de pæneste steder i verden både at dykke og snorkle, så der skal vi ud på lørdag - hvis alle mand er i stand til at holde væsker inde. I morgen står den vist på sygepasning... Og måske lidt snorkling. 

tirsdag den 28. juli 2015

Mambucal og møde med regntiden

Tirsdag morgen tog vi en taxa mod Mambucal-terminal, som vi havde fået instrukser i fra både Stig (som vi havde hørt om stedet fra) og turistinformationen her i Bacolod. Herfra skulle vi med en minibus mod selve Mambucal. Da vi kom til "terminalen" stod der fluks mindst 7 filippinere klar til at hjælpe os med hvilken bus vi skulle tage (de kørte alle sammen til Mambucal), men ja ja - sødt nok. Vi skulle dog først hæve penge, og gik derfor på udkig efter en automat. Bacolod er en ret stor by, men til trods for dette, så ser indbyggerne vist ikke turister hver dag... Alt fra tiggere til almindelig mennesker, der blot vil fortælle os, at vi er smukke, henvendte sig til os. Og selvfølgelig også de evige gadesælgere... De er overalt! Og oveni det, så stirrer ALLE på os, som om vi havde et kæmpe mælkeskæg til at sidde på overlæben eller en fuglelort midt i panden. Bacolod er fyldt med gademarkeder, som alle sælger omtrent det samme. Kyllingekød der ligger fremme på bordet med en vifte over sig (ikke til at køle, men til at holde fluer væk - klart det vigtigste...), halv-gråt oksekød, der ligeså godt kunne være det, der også havde ligget ude hele dagen i går og alverdens grøntsager og frugter. Nogle boder er dog specialiseret i fx bananer eller motorcykel-hjul. Vi fandt dog en hæveautomat og gik igen mod terminalen til minibussen der gik mod dagens destination. Her blev vi også ofre for alle de filippinere, der havde fået glosuppe til morgenmad. Men en sjov tur var det! Mærkeligt - men yderst effektivt - system de har! Bussen kører (med fuldt åbne døre og vinduer selvfølgelig) og en mand, der sørger for at trække kunder til ved at råbe og skrige igennem hele byen. To bank på stolpen eller taget betyder "sænk farten" efterfulgt at endnu et bank, der betyder "stop". Vil man med bussen, så vinker man blot lidt, og bussen stopper. Vi skulle med til endestationen og fik derfor en times sightseeing af det totalt lokale Filippinerne at se. 
Vi ankom til Mambucal omkring 11-tiden og begav os ind i området. Det ligger lidt oppe af i bjergene/junglen og er kendt for sine varme kilder, som man kan bade i. Vi havde gået rundt og kigget i 5 minutter før det begyndte at regne. Sikke en fest! Vi stod lidt i ly af nogle træer og fik øje på en hel masse kæmpe store flagermus, der hang oppe i træerne. Vi begyndte at gå lidt videre, men regnen tog bare til. Vi satte os derfor ned til "restauranterne" og fik en fruitshake indtil regnen stoppede. Vi havde lidt besvær med at komme i gang med at prøve mange af de forskellige aktiviteter, de havde derude, men lidt over middag besluttede vi os for at begynde med at gå op for at se vandfaldet, der lå en halv times gåtur væk. Vi blev stoppet af en filippiner-dreng, der fortalte os, at pga regnen var der lukket for det vandfald, som man normalt gik op til. Der lå dog et andet, men som tog en time at gå op til, og det holdte vores tidsplan ikke rigtigt til, da dem sidste minebus kørte tilbage kl 16.30. Men ham og nogle andre kunne på deres motorcykler køre os op mod et af de andre vandfald. Herfra skulle vi kun gå 15 min og han ville være vores guide. OK filippiner-dreng. Afsted! Alle mand op bagpå en scooter og derud'a. Det gik meget godt de første par minutter, men så kom vi til en "vej" fyldt med store sten, huller og vand fra vandfaldet. Igennem det?! Hmm... Om vores fingre nærmest var blodsprængte af at holde godt fast på de små håndtag bagpå scooteren? Det kan man vist godt sige ja til! Men vi overlevede, og besluttede i samme åndedrag, som vi stod af scooteren, at vi vist sagtens kunne GÅ vejen tilbage. Vi gik afsted i vores små klipklappere og måtte finde vores balanceevner frem. Vi krydsede floden op til flere gange og skøjtede rundt i mudder. Men ingen styrt, wuhu! Kun mudrede ben og svedige pander (faktisk bare sved overalt). Vi overlevede de 15 minutters gang og kom op til vandfaldet - og i det samme begyndte det at regne. Jamen?! Nå, vi tog lidt billeder og dyppede fødderne, inden vi begyndte nedstigningen. Jeg tror, at guiden havde fattet, at vi måske ikke var geparder på en bjergsti, så han foreslog hurtigt, om vi ikke skulle tage den hurtige vej ned. Jo. Vi krydsede igen floden nogle gange - og Josefine fandt her hurtigt ud af, at det var en god ide at smide klipklappere INDEN man gik i floden og ikke midt i. Vores guide var dog hurtig på fødderne og fik reddet den flygtende klipklap (som rent faktisk var helt ny-indkøbt!). Det sidste stykke af stigen var noget værre noget.. Fik man først mudder ind i klipklapperne, så var man solgt til du-falder-på-numsen-om-lidt-guden. Det var umuligt at stå fast og man gled bare rundt! Josse og jeg måtte se skæbnen i øjnene, at vi med mudder hele vejen op af benene nok ikke ville komme med uden at glide på bagdelen. Men vores guide var SÅ sød til at hjælpe os (mest josse - jeg var faktisk bare med... Hallo?!) - vi kom i hvert fald ned i et helt stykke og uden udtværret mudder på bagdelen. Succes! Vi fik skyllet ben og fødder og begav os mod frokost-stedet. Og bum, så faldt en kæmpe regnbyge ned. Timingen har aldrig fejlet noget! Herefter var klokken faktisk ved at være mange, men ikke tale om, om vi gik derfra uden at have været i en varm kilde! Badetøj på og ned i det 38-43 grader varme vand med os. Heldigt nok, at der ikke var de normale 33-35 grader i luften den dag. Det var skønt!
Vi tog minibussen tilbage og blev læsset af et helt andet sted end der, hvor vi steg på. 4 store spørgsmålstegn blev spottet i Bacolod (vi var faktisk ikke engang sikre på, at det var Bacolod, vi befandt os i) på udkig efter en taxa. Vi ramte dog hotellet inden mørket overtog - HELT flade og udkørte. Vi bor ikke i det mest hyggelige kvarter, og med 100 stirrende filippinere, så er vi blevet forbudt udgang efter mørkets frembrud af overboss-Hanne. Aftensmaden skulle derfor indtages på bistroen tilhørende hotellet. Og altså - de laver maden ved 16-17 tiden og stiller det an i nogle fade, og så kan man ellers tage det, som ser mindst ulækkert ud... Ingen varme under, nej nej. Kun mor gamblede med diarréen inden den 6 timers lange bustur i morgen og forsøgte sig med en lokale ret. Vi andre tog en sandwich - som jeg egentlig ikke er  sikker på var mere hygiejnisk. Men det var da mad! Godt at vi havde fået købt massere af chokolade og chips til spilaften bagefter.

I morgen, onsdag, tager vi så videre mod Dumaguete på den syd-østlige del af øen Negros. Her skal vi finde byen Dauin, hvor en dansker er med til at styre et backpacker-hostel, der skulle være et besøg værd. Det ligger forholdsvist tæt på øen Apo Island, som skulle have noget af det pæneste dykning og snorkling. Vi er klar!

mandag den 27. juli 2015

Velkommen til backpacker-livet!

Mandag tidlig morgen stod vi op, og pakkede det sidste af vores grej sammen og forlod hotel Isla La Bonita og Boracay. Vi fik kastet al vores bagage op på taget af en tricycle og blev fragtet til havnen. Herfra til Caticlan og her videre med en bus mod byen Iloilo. Og hvis vi nogensinde har følt os uheldigt behandlet af højere magter, så var det i hvert fald ikke i dag! Vi kom hen til bussen 5 min før den gik - blev pakket sammen og satte os til rette. I airconditionings svalende kulde! Ahhh. Frem med morgenmaden og chaufføren satte en gammel film med Bruce Willis på. Alle var glade! Vi havde alligevel 5 og en halv time foran os. Vi kørte afsted og gjorde et par stop undervejs. Toilet-stoppet var ikke noget, der faldt i Fredes og Josses smag. Der var jo ikke noget bræt på toilettet og det kunne jo heller ikke skylle ud?! Velkommen til Asien gutter... Her får man gratis lårmuskel-træning på sine toiletbesøg, og når der skal skylles ud, så bruger man den fine bøtte med vand i ved siden af toilettet og hælder oveni. Papir? Det bruger de helst ikke - men hvis du absolut skal bruge det, så koster det gerne penge og skal helst smides i spanden ved siden af kummen. 
Videre med bussen! Som selvfølgelig var forsinket - alt andet ville jo være unormalt. Selve turen med bussen føltes slet ikke så lang (mest pga af filmen - ja), for at kigge ud af vinduet var som en film i sig selv. Her kunne vi virkelig se det ægte Filippinerne og fornemme lidt af deres hverdag. Det er godt nok ikke mange, der har et "rigtigt" hus at bo i - et lille skur flettet af bambus eller bygget af tagplader er mere normalt. Og får du øjenkontakt med en af dem, der sidder i en af de store her-slapper-vi-lige-af-grupper, så er du garanteret et smil! 
Vi ankom til Iloilo, hvor det jo nærmest lyste op med røde blik og sirener, at vi var turister, og straks havde vi 10 filippinere hængene, som SAGTENS kunne køre os derfra og til månen, hvis det skulle være! Ellers tak du. Vi fik fat i en rigtig taxa (med taxameter og det hele, uhauha), som kørte os til havnen. Her var vi igen svineheldige! Vi ankom ca 14.15 og så først til vores ærgelse, at færgen sejlede lige forbi os... Men da vi kom hen til skranken stod der, at 14.10-færgen var forsinket og først gik 14.30. FEDT! Dén kunne vi nå. Stik os nogle billetter (og da selvfølgelig også en omgang skatter oveni - dem er de helt vilde med) og ombord med os. Vi satte os tilrette og afsted det gik. Halvanden time senere ankom vi til Bacolod, hvor vi så stod så smukt igen - nu med endnu flere sirener og spotlys på turist-skiltet vi tydeligvis har klistret fast i panden - men uden et hotel. Hurra! Vi havde dog udset os et i vores Lonely Planet Guide bog, og vi fik en lokal Jeepney til at køre os dertil. De havde heldigvis et par værelser ledige til os, og også nogle ganske billige nogle. Men luksus-tiden var tydeligvis forbi... Senge med madrasser på tykkelse med en havehynde, kakerlakker (okay kun nogle enkelte) og en blæser til at lufte os (farvel aircon) er vel også en slags "hotel". Ren backpacker-mæssigt var det et helt fint hotel - men ren Josefine-mæssigt, så var det knapt så passende. Men hun overlever! Velkommen til backpacker-livet.
Vi blev i hvert fald indlogeret og gik herefter ud i byen. Vi har i morgen planer om at besøge nogle varme kilder i et område kaldet Mambucal, og vi opsøgte den lokale turist-information, som gav os et par foldere og et par fif. 
Byen Bacolod er ikke videre charmerende. MASSERE af trafik, tydelig os fra biler hængende i luften og 1000-vis af filippinere, der opfører sig som om, at hvide mennesker er rumvæsener. Så vi valgte den nemme løsning til aften: McD. Vi fik spist inden det blev mørk, for måske det ikke ville være så klogt at gå ad den lille sidevej, der fører til vores hotel, når mørket var faldet på. Vi købte nogle snacks med hjem og satte os på værelset og spillede yatzy. 
I morgen står den som sagt på tur til Mambucal, som virkelig skulle være et besøg værd. Vi glæder os i hvert fald og krydser fingre for, at vejrer holder! Regntiden mærkes der lidt mere til her, og vi har knapt nok set solen i dag.

søndag den 26. juli 2015

Man keder sig aldrig på Boracay

Lørdag morgen fik vi fikset, at vi kunne blive to ekstra nætter på det hotel, som vi bor på nu. Vi havde snakket en del om at tage et nyt sted hen, men øen er ikke mere end 7x1 km og vi besluttede derfor, at det ikke var besværet værd at flytte os. Vi fik alle mand op, spiste morgenmad og tog vores snorkler på nakken og gik langs stranden til det nærmeste snorkel-sted. Her snorklede vi en times tid, hvor vi så en masse småfisk, en ret stor kuffertfisk samt nogle helt blå søstjerner. Derefter placerede vi vores forbrændte kroppe i skyggen og tog en lur langs klipperne. I den her ende af stranden er der INGEN turister hvilket var super lækkert endelig at prøve. Til middag gik vi mod hotellet igen og fik på vejen arrangeret en bådtur rundt om øen med stop for at snorkle på Crocodile Island (ingen krokodiller - blot en klippe formet som en, øv). Vi er nu (rundt regnet) blevet spurgt 1000 gange om vi vil med en "saling boat", "island hopping" eller på "group tour", hvor vi enten har ignoreret dem eller bare svaret med et tørt "no", men i dag bar én af de små filippineres anstrengelser frugt! Vi pruttede da om prisen - selvfølgelig, så vi kom afsted billigt. 75 kr pr person for 3 timer i en privat båd må siges at være helt ok. 
Vi skyndte os at bestille noget frokost inden vi kl 14 mødte vores filippiner-ven på stranden og tog afsted. Disse sejlbåde er helt specielle. Selve båden er blot lang og smal og herudfra er bygget et træværk som både sørger for at båden ikke vælter, men også er passagersæder. Det betyder, at vi sad på et net spændt op mellem to træ-pinde. Spændende! Vi havde to sejler-filippinere med om bord som styrede båden med snilde! Første stop var på Puka-beach, som er en smuk-smuk strand! Helt hvidt sand og dejlig afslappet. Vi gjorde dog kun et hurtigt stop for at bade og tage nogle billeder. Pga årstiden så blæser det lidt, hvilket fik båden til at vippe. Det smarte træværk sørger dog for at afdæmpe dette, men det bremser jo ikke vandet. Dette resulterede altså i, at vi passagerere fik os en ordentlig skyller ind i mellem. Efter Pula Beach sejlede vi til Crocodile Island, hvor vi kunne snorkle. Vandet var rigtig klart, men der var ikke voldsomt meget at se. Vi så dog nogle små trompetfisk, "alm" fisk og søstjerner. På et tidspunkt kom Frede og jeg ind i en strøm, der hurtigt fik os ført et godt stykke væk, så vi måtte kæmpe en kamp for at komme tilbage! Vi fik også fornøjelsen af at blive brændt (kun lidt) af nogle små brandmænd, der er i vandt. De kan knapt nok ses - men er en knapt så behagelig overraskelse! 
Til aften så vi først en smuk solnedgang inden vi igen kom ind i gedemarked-land sammen med de ca 10.000 koreanere, der er hernede sammen med os og shoppede sovuniers. Og der er ganske simpelt ikke noget, man IKKE kan få! Og vi har da købt et par ting eller 10...

Solnedgangen set fra White Beach.

Søndag er national familie-dag på Filippinerne, og mange filippinere holder fri - det kan man dog ikke mærke her på øen! Vi havde besluttet os for at skulle ud og parasaile (mormor, farmor og farfar: Man bliver spændt fast til en faldskærm som bliver foldet ud bagved en båd. Ved hjælp af et reb, der hænger fast på skærmen bliver man ført højt op i luften og flyver bagved båden). MEN da vi om morgenen kom ud fra hotellet kunne vi se et kæmpe uvejr og massere af skyer hænge inde over den anden ø, Panay, så vi besluttede os for at lægge os på stranden en times tid og se vejret an. Det er jo med at udnytte det gode vejr, mens det er her! Vi badede og slappede af - men uvejret blev hængende henne over Panay. Lækkert! Vi gik derfor mod den anden strand, Bulabog Beach, hvor al vandsport foregår, inklusiv vores parasailing. Vi fik på vejen dertil pruttet prisen i bund og vi blev fra stranden sejlet ud til et "hus" langt ude på vandet, hvorfra vi skulle med en anden speedbåd. En party-speedbåd. Højt disko-dasko musik - sikkert for at man ikke skulle kunne høre sine egne bekymringer omkring snoren, der måske ikke så så holdbar ud, og om der nogensinde bliver tjekket sikkerhed herude?! Men op kom vi - Jose og mig startede. Og højt kom vi op! Vi kunne se ud over hele Boracay og båden lignede blot en lille lejetøjsbåd. Det var FEDT! Bagefter blev sejlet tilbage til stranden. Her fandt vi et lille bitte lokalt sted, hvor vi fik frokost. Det lignede ikke et sted, der fik besøg hver dag, så om vi har diarré i morgen er nok 50/50. Herefter gik vi tilbage til "vores egen" strand. Her havde mor flere gange snakket med en filippiner, der ville give os massage, og nu gav hendes tålmodighed endelig pote for hende! Frede, Jose og mor blev ført om bag en masse bygninger og op af en skummel trappe. Heroppe var der dog et fint fint sted med aircon og hele svineriet, hvor de alle fik massage. Jeg lagde mig ned på stranden i skyggen af en palme og underholdte mig selv med at kigge på koreanere posere på 117 forskellige måder for kameraet. Seriøst - det kan man få timer til at gå med! 
Til aften gik vi igen rundt på de utallige markeder og fik igen-igen købt sovuniers med hjem... Overvægt på vej hjem? Måske.

I morgen forlader vi lille Boracay. Det har været et dejligt besøg! Lækker strand og god stemning! Hvis der bare være 9999 færre koreanere og lige så mange færre vil-du-købe-solbriller-eller-selfiestænger-filippinere, så ville det være det rene paradis. Men vi har fået prøvet en masse, men også slappet af. Og så har vi fået en hel masse fif fra Stig og hans venner, som vi helt klart kan bruge videre på turen! I morgen meget tidlig tager vi båden tilbage til "fastlandet", som folkene på Boracay kalder det (det er faktisk Panay, men ja ja) og skal herfra videre med en bus i 6 timer til bunden af øen, nærmere bestemt byen Iloilo. Herfra skal vi med en båd over til øen Negros til byen Bacolod. Det er dog ikke heeeelt sikkert at vi når den båd, men det ser vi på i morgen. Ovre i Bacolod skal vi se nogle varme kilder og derefter videre ned mod Dumaguete, hvor en dansker ved navn Magnus har et hostel, som vi skal være på i nogle dage. Herfra kan vi nemlig komme ud til Apo Island, hvor der skulle være fantastisk både at dykke og snorkle. Yes!
Nå, hyg jer med skybrud, og hvad den danske sommer ellers byder jer😉

fredag den 24. juli 2015

"Bare lad som om, du er lokal"

Torsdag sov vi længe for at komme os helt over jetlaget. Ved middagstid gik vi et kvarter ned af strandpromenaden mod Stigs sted og blev hurtigt enige om, at de ca 100 filippinernere der spørger os, om vi vil på sejlads, parasejle eller købe en forpu*** hat IKKE er charmerende mere. Vi mødtes med Stig, som i rask tempo fulgte os igennem byen og hen til en lokal tricycle. En tricycle er en motorcykel med en vogn på. I en sådan vogn kan der være op til 10 filippinere, men kun lige 4 europæere. Mere snakker vi ikke om dét! Vi kørte igennem byen og hen til havnen, som vi kom til øen fra. Her gik Stig igen bare lige igennem og fulgte os ned til en ledig båd. Men okay - efter 20 år lærer man nok at opføre sig som en lokal - og han har vist også taget den tur en gang eller 117. Båden sejlede og til Kalibo, hvor vi igen fik fat i en tricycle. Dog en med så lavt et tag, at europæere slet ikke kan være i den! I hvert ikke uden at få en bule eller to i hovedet. Vi blev kørt LANGT ud på landet. Herude steg vi af og gik et lille stykke hen til Stigs hus, hvor han også har sin orkide-farm. Og sikke et hus! Vi snakker et ægte træhus med terrasse hele vejen rundt og myggenet som vinduer. Et rigtigt drømmehus! Og for at det ikke skal være løgn, så ligger det klods op af en kildevands-flod. Ååååhhhh. Vi blev vist rundt i hans have, som havde en hules masse orkideer, ananas, vanilietræer, salat og alverdens andre ting. Hen på eftermiddagen blev vi (ret tiltrængt) dryppet i floden. Hen mod aften skulle vi mod Boracay igen, mens Stig skulle blive på farmen. Men hvordan kom vi lige tilbage? Stig bestilte en tricycle og forklarede os, hvordan vi skulle undgå at betale skatter for at komme med færgen engang til. Billetten til færgen udgør 25 pesos mens skatterne er 150. Nej tak til dem. "Bare lad som om, du er lokal, og se ud som om, du har gjort det 100 gange før". Roger that! Lettere sagt end gjort... Vi startede med at lade som om, vi bare ville gå igennem, men fandt så ud af, at vi skulle have købt billetten udenfor. Ej pis. Spottet som turister. Nå, vi købte billetten og prøvede igen: Gik pænt forbi skat-skranken og lige igennem. Der var en kø til gæster og en kø til beboere. Vi var selvfølgelig beboere! Men med Josefines og mors blege ben skulle der en filippiner dummere end en 6-årig til at hoppe på den. Men den gik sgu! Bare kig lige frem og se vigtig ud. Succes! Vi kom i en lokal båd og sejlede pænt tilbage til Boracay. 
Til aften gik vi ud og spiste og gik herefter på marked og købte frugt.
I morgen siger vejrudsigten sørme sol! Så gæt, hvad der skal ske der! 

Igen kom vi til at sove lidt længe... Men ved 10.30-tiden var vi bespist og klar til at gå mod stranden. Mor og Josse blev tilbage en times tid, hvilket nok var klogt nok set i bakspejlet. Altså, solcreme er jo  noget man først smører på, når man ER blevet rød, ikke? 4 stk krebsede (jeg mener, TOTALT krebsede) rejer blev set forlade White Beach kl 12.30. Shiiiiit vi blev lyn-stegt! Vi spiste lidt frokost og ville  herefter se, om vi kunne finde stranden på den anden side af øen. Det var dog ikke nogen fantastisk oplevelse... Vi sendte Josse i vandet for at tjekke, om det mørke, vi kunne skimte i vandet var koraller eller tang. Tang... PLUS skrald. Stranden var tilmed fyldt af koreanere, der alle skulle ud og lave vandsport. Og hvis der er noget der er mere irriterende end en filippiner, der for 9. gang forsøger at sælge dig en selfiestang eller vandtæt pose til din telefon, så er det koreanere/kinesere på gruppe-tur. Og de er OVERALT! Vestlinge er en sjælden race. En ønsket race! Filippinere der arbejder på restaurant ELSKER europæerer - især når vi bestiller fisk. Vi sparker nemlig ikke hovedet, som ifølge filippinere er det absolut bedste på en fisk! Øjnene især. De slås åbenbart om de såkaldte "rester" ude i køkkenet. Koreanere/kinesere spiser nemlig rub og stub - øv for de små filippinere.
Vi shoppede lidt på vejen hjem inden vi til aften igen spiste ude. At gå langs strandpromenaden om aftenen er en oplevelse i sig selv! Der ses alt fra danseshows i kokketøj til filippinere der maler på t-shits til gadesælgere der vil sælge dig alverdens skrammel til "really cheap price".

I nat er vores officielt sidste "bestilte" overnatning her på øen, og pt er klokken 21.03 og vi ved stadig ikke, hvad vi skal. Spændende? Lidt. Vi ved dog, at vi bliver her på øen endnu et par dage, men hvor - det er pt en by i Rusland. Måske sover vi bare på standen?!

mandag den 20. juli 2015

FILIPPINERNE

Mange af jer har sikkert allerede læst om min tur i 2014 - og nu fortsætter de evigt lange indlæg med alt for detaljerede beskrivelser af både kultur, landskaber og sjove oplevelser - denne gang fra min rejse sammen med mor og mine to søskende Frederikke og Josefine. Turen går mod den længe over-aftensmaden-diskuterede destination: FILIPPINERNE. 
Som altid var vi i god tid (host host) og fik bestilt billetterne for bare 3 uger siden - det har dog ikke gjort jeg-glæder-mig-som-et-lille-barn følelsen mindre - blot mere komprimeret. Med fare for at lyde som en gammel H. C. Andersen kliché, så ER det virkeligt sandt at; "at rejse er at leve". Vi har alle glædet os som små hundehvalpe foran en fyldt madskål til de 3 ugers eventyr, der venter os forude! 

Jeg ville rigtig gerne kunne give jer en overordnet plan for turen, men den findes ganske enkelt ikke. Vi går backpacker-stil (nogle med kufferter, andre med rygsæk), og vi har kun bestilt de første 3 overnatninger. Disse finder sted på et lille hotel beliggende PÅ stranden på den lille paradis-ø Boracay. Herefter er planen at følge det gode vejr og vores hungrende oplevelses-geners drift. Og ja - vi skal da ærligt indrømme, at vi måske har flere steder/øer på ønskelisten end vi har dage derovre, så vi må prioritere. Det skal da også lige fortælles, at Filippinerne har regntid i danskernes sommerferie (kanon, rart, cool), og vi må derfor nok indfinde os med at blive skyllet væk af en tordensky eller to under turen (eller om dagen....). Men det slår os ikke ud! Vi føler os frem og tager derhen, hvor vi gider. RART!

VI SES DEN 11. AUGUST!

50 timers rejse - AFSTED

Lyder 50 timers rejse af meget? Okay, måske lidt... Men når man ender dér, hvor vi befinder os nu, så er den LANGE rejse hurtigt glemt!

Vi kørte hjemmefra lille Enslev søndag aften 19/7 kl 20 (i virkeligheden var den 20.37, men det er en bagatel, som vi ikke behøver nærme os yderligere) og satte kursen mod Hamborg Lufthavn. Og ja - fam. Thrane forsøgte for en gangs skyld at være i EKSTRA god tid ved at køre 12 timer før flyets afgang (!!!). Mor havde igennem kollegaer hørt om et kæmpe vejarbejde omkring Hamborg, hvor folk havde siddet mange timer i kø - og vores fly skulle for alt i verden IKKE misses, så afsted det gik. Til trods for styrtende regn og vandpytter på motorvejen, så gik det faktisk strygende. Vi kom dog ikke langt ned i Tyskland før vi bremsede brat op og sad fast.. Hurra for kø 90 km før lufthavnen, (som jo egentlig først skulle komme 80 km før), men der sad vi jo pænt. Der gik dog ikke mange minutter før de tyske biler fik sig smøget ud af køen og i bakgear kørte ad nødsporet til den afkørsel, som var nogle få meter bagved os. Og selvom der stadig var 9 timer til afgang, så skulle vi ikke sidde der og hænge i Gud-ved-hvor-lang-tid. Bakgear afsted, og efter tyskerne! Tyskere er bare så forba**** hurtige, så de var jo snart væk - og den ene bil vi fik os hægtet på fik os ned i et sommerhusområde med cykelstier som veje. Årh - så meget for en smutvej! Vi kunne dog se ud over motorvejen, at der var tale om et uheld, så vi fik fiflet lidt med GPS'en, så den førte os udenom, og snart var vi på rette spor igen. Kl 1.45 var det blå lyn på plads på parkeringspladsen ved lufthavnen og vi kunne alle tage os et par timers lur inden vi mandag morgen skulle med det første fly. Med mellemlandinger i München, Abu Dhabi og Manila havde vi en ret lang rejse foran os. München-stoppet gik ok-hurtigt, og vi kom på et 6-timers fly mod Abu Dhabi installeret med en tv-skærm til hvert sæde med frit valg af film. Rart! Abu Dhabi-stoppet var en del længere og med jeg-har-fået-fly-mad-i-et-døgn-mave og fedtet hår, så var det ikke smil, der kom frem på de 4 pigers ansigter, da det blev meddelt, at flyvet fra Abu Dhabi var en time forsinket. Og oveni i forvejen 7 timers ventetid... Ja - det blev til et nej tak. Tiden blev dog brugt fornuftigt med besøg på Burger King og en mission om at få fanget et hemmeligt foto af en politimand i fuld burka og en politi-vest udover. Ha! Tiden gik da, og der ventede 9 timers fly til Manila. Her ventede så endnu 5 timers ventetid inden vi skulle med det sidst af de fire fly mod den lille paradis-ø Boracay.
Det sidste fly fløj os til Kalibo, hvor vi ankom sent tirsdag aften. Her overnattede vi, inden vi onsdag formiddag (mor påkrævede at skønhedssøvnen skulle passes) tog en taxa til byen Caticlan. Her ventede os et gedemarked af folk der ville bære vires bagage (for et mindre beløb selvfølgelig) blandet med koreanske turister. Hurra. Vi endte da i en båd, som sejlede os ud til den lille ø Boracay. På den anden side ventede så igen en flok, der ville bære vores kufferter samt (heldigt nok) en chauffør, som skulle køre os til vores hotel. Vi ankom (endelig!) til vores hotel hen på eftermiddagen i dag onsdag. 
De sultne unger ville jo snart have fyldt deres maverne, så vi gik på udkig på øen. En sti - lad os kalde det en strandpromenade - går langs med stranden og er FYLDT med hoteller, restauranter og butikker. Charmerende nok - men nok ikke i længden. Det er dog ikke så slemt som fx Thailand og andre turistede europæiske steder - det har sin charme her på Filippinerne. Nå - vi gik lidt frem og tilbage, fik en smoothie og gik langs vandkanten - ENDELIG FERIE! Lidt væk fra vores hotel lå restauranten Paradiso Grill, som er et sted, vi var på udkig efter. En af mors venner/kollega/hende-der-lavede-mad-til-vores-konfirmationer kender en fyr ved navn Stig, der har boet her i 20 år og ejer dette sted. Vi havde ikke kigget på skiltet til restauranten længe før end en mand kom hen og spurgte, om vi var danskere. Mor var hurtig og spurgte tilbage, om han hed Stig. Bingo! Vi blev budt på drinks, frugt, mad - alt hvad vi ville have! Vi ville selvfølgelig ikke trænge os på, og startede med vand og smoothies. Vi faldt hurtigt i snak med ham og hans to venner, der sad ved bordet - en dansk mand og filippinsk dame. Snart kom en anden dansk mand til, som også ejede et hotel her på øen. Misundelig? Ja, men mest mor. 
En sælger kom forbi ude på "strandpromenaden" og Stig vinkede ham ind og spurgte os, om vi vil prøve en filippinsk snack. Ja da (det skulle vi aldrig havde sagt ja til). Der blev hevet 4 brandvarme æg frem af en flamingo-varmekasse, og vi fik forklaret, at det var andeæg. Spændende! Stig kaldte en af sine ansatte hen, som skal guide os trin for trin til, hvordan denne "delikatesse" spises. Balut kalder de det. 
Trin 1) Bank hul i bunden, pil lidt af skallen af og drik det flydende indhold. Indholdet viste sig at være en grå/brunlig væske hvori der lå en ubestemmelig klump i midten. Som krydderi bruges eddike med chili i. Namme-nam?! De modige (mig og mor) drak væsken, mens de andre smagte. 
Trin 2) Pil skallen af, krydder igen med eddike og spis klumpen. Klumpen viste sig at være et halvt-færdigudviklet andefoster (ja, du læste rigtigt) siddende sammen med en gullig klump, der kunne minde om en æggeblomme. Frederikke var her stået helt af vognen og josse havde givet sit videre til en lokal. Mor var færdig af grin og nægtede også. Ja, så var der jo mig tilbage... Og ned skulle det (smurt godt ind i chili-eddiken). Ikke slemt - men tanken og synet var knapt så tiltalende, det indrømmer jeg gerne!

Billede fra Google af delikatessen Balut. Jeg havde for travlt med ikke at kaste op til selv at tage billeder af situationen...

Det viste sig, at den ene af de 3, der startede med at sidde ved bordet også var en dansker, som havde boet her, og ejet et hotel. Han var nu flyttet til DK med sin filippinske kone og var nu på ferie her. Desværre var konen blevet syg og skulle tilses af en læge. Medicin-Nadia, vil du med og se, hvordan det foregår? Kæmpe -ja! Spændende besøg, som hurtigt viste mig, hvordan jeg IKKE skal være som læge! Konen kunne selv være med til at gætte på, hvad hun fejlede og kunne faktisk også selv bestemme sin medicin. Der skulle dog ikke mange hjerneceller til at opdage, at damen blot var dehydreret, hvilket lægen da også kom frem til til sidst, og gav hende et drop med væske. Dygtig filippiner-læge... Nej.
Vi vendte tilbage til selvskabet, hvor Stig insisterede på at give os aftensmad. Vi havde knapt nok kendt manden i to timer og var derfor naturligt tilbageholdende. Men ikke 10 vilde andeægs-spisende Filippinerne kunne få ham fra sin ide, så han trak mor med ind i sin restaurant for at bestille lidt af hvert. Og lidt af hvert kom på bordet! Alverdens fisk, rejer og blæksprutte - værs'go og spis! Tak tak Stig.
I morgen skal vi med Stig tilbage til den større ø (øen hvor Kalibo og Caticlan ligger) og se hans orkide-farm. Festlig fyr ham Stig!

Og ja, vejret... BAGENDE varmt, men "heldigvis" ingen sol. Overskyet og en smule regn.. Men ja, vi vidste jo godt, at der er regntid - og så længe der kommer et par solstrejf på vores strand-dage, så tror jeg at overskyet passer os ret godt, når vi skal ud og opleve! 

Det var alt for nu. So long sunny-boys