Vi kørte hjemmefra lille Enslev søndag aften 19/7 kl 20 (i virkeligheden var den 20.37, men det er en bagatel, som vi ikke behøver nærme os yderligere) og satte kursen mod Hamborg Lufthavn. Og ja - fam. Thrane forsøgte for en gangs skyld at være i EKSTRA god tid ved at køre 12 timer før flyets afgang (!!!). Mor havde igennem kollegaer hørt om et kæmpe vejarbejde omkring Hamborg, hvor folk havde siddet mange timer i kø - og vores fly skulle for alt i verden IKKE misses, så afsted det gik. Til trods for styrtende regn og vandpytter på motorvejen, så gik det faktisk strygende. Vi kom dog ikke langt ned i Tyskland før vi bremsede brat op og sad fast.. Hurra for kø 90 km før lufthavnen, (som jo egentlig først skulle komme 80 km før), men der sad vi jo pænt. Der gik dog ikke mange minutter før de tyske biler fik sig smøget ud af køen og i bakgear kørte ad nødsporet til den afkørsel, som var nogle få meter bagved os. Og selvom der stadig var 9 timer til afgang, så skulle vi ikke sidde der og hænge i Gud-ved-hvor-lang-tid. Bakgear afsted, og efter tyskerne! Tyskere er bare så forba**** hurtige, så de var jo snart væk - og den ene bil vi fik os hægtet på fik os ned i et sommerhusområde med cykelstier som veje. Årh - så meget for en smutvej! Vi kunne dog se ud over motorvejen, at der var tale om et uheld, så vi fik fiflet lidt med GPS'en, så den førte os udenom, og snart var vi på rette spor igen. Kl 1.45 var det blå lyn på plads på parkeringspladsen ved lufthavnen og vi kunne alle tage os et par timers lur inden vi mandag morgen skulle med det første fly. Med mellemlandinger i München, Abu Dhabi og Manila havde vi en ret lang rejse foran os. München-stoppet gik ok-hurtigt, og vi kom på et 6-timers fly mod Abu Dhabi installeret med en tv-skærm til hvert sæde med frit valg af film. Rart! Abu Dhabi-stoppet var en del længere og med jeg-har-fået-fly-mad-i-et-døgn-mave og fedtet hår, så var det ikke smil, der kom frem på de 4 pigers ansigter, da det blev meddelt, at flyvet fra Abu Dhabi var en time forsinket. Og oveni i forvejen 7 timers ventetid... Ja - det blev til et nej tak. Tiden blev dog brugt fornuftigt med besøg på Burger King og en mission om at få fanget et hemmeligt foto af en politimand i fuld burka og en politi-vest udover. Ha! Tiden gik da, og der ventede 9 timers fly til Manila. Her ventede så endnu 5 timers ventetid inden vi skulle med det sidst af de fire fly mod den lille paradis-ø Boracay.
Det sidste fly fløj os til Kalibo, hvor vi ankom sent tirsdag aften. Her overnattede vi, inden vi onsdag formiddag (mor påkrævede at skønhedssøvnen skulle passes) tog en taxa til byen Caticlan. Her ventede os et gedemarked af folk der ville bære vires bagage (for et mindre beløb selvfølgelig) blandet med koreanske turister. Hurra. Vi endte da i en båd, som sejlede os ud til den lille ø Boracay. På den anden side ventede så igen en flok, der ville bære vores kufferter samt (heldigt nok) en chauffør, som skulle køre os til vores hotel. Vi ankom (endelig!) til vores hotel hen på eftermiddagen i dag onsdag.
De sultne unger ville jo snart have fyldt deres maverne, så vi gik på udkig på øen. En sti - lad os kalde det en strandpromenade - går langs med stranden og er FYLDT med hoteller, restauranter og butikker. Charmerende nok - men nok ikke i længden. Det er dog ikke så slemt som fx Thailand og andre turistede europæiske steder - det har sin charme her på Filippinerne. Nå - vi gik lidt frem og tilbage, fik en smoothie og gik langs vandkanten - ENDELIG FERIE! Lidt væk fra vores hotel lå restauranten Paradiso Grill, som er et sted, vi var på udkig efter. En af mors venner/kollega/hende-der-lavede-mad-til-vores-konfirmationer kender en fyr ved navn Stig, der har boet her i 20 år og ejer dette sted. Vi havde ikke kigget på skiltet til restauranten længe før end en mand kom hen og spurgte, om vi var danskere. Mor var hurtig og spurgte tilbage, om han hed Stig. Bingo! Vi blev budt på drinks, frugt, mad - alt hvad vi ville have! Vi ville selvfølgelig ikke trænge os på, og startede med vand og smoothies. Vi faldt hurtigt i snak med ham og hans to venner, der sad ved bordet - en dansk mand og filippinsk dame. Snart kom en anden dansk mand til, som også ejede et hotel her på øen. Misundelig? Ja, men mest mor.
En sælger kom forbi ude på "strandpromenaden" og Stig vinkede ham ind og spurgte os, om vi vil prøve en filippinsk snack. Ja da (det skulle vi aldrig havde sagt ja til). Der blev hevet 4 brandvarme æg frem af en flamingo-varmekasse, og vi fik forklaret, at det var andeæg. Spændende! Stig kaldte en af sine ansatte hen, som skal guide os trin for trin til, hvordan denne "delikatesse" spises. Balut kalder de det.
Trin 1) Bank hul i bunden, pil lidt af skallen af og drik det flydende indhold. Indholdet viste sig at være en grå/brunlig væske hvori der lå en ubestemmelig klump i midten. Som krydderi bruges eddike med chili i. Namme-nam?! De modige (mig og mor) drak væsken, mens de andre smagte.
Trin 2) Pil skallen af, krydder igen med eddike og spis klumpen. Klumpen viste sig at være et halvt-færdigudviklet andefoster (ja, du læste rigtigt) siddende sammen med en gullig klump, der kunne minde om en æggeblomme. Frederikke var her stået helt af vognen og josse havde givet sit videre til en lokal. Mor var færdig af grin og nægtede også. Ja, så var der jo mig tilbage... Og ned skulle det (smurt godt ind i chili-eddiken). Ikke slemt - men tanken og synet var knapt så tiltalende, det indrømmer jeg gerne!
Billede fra Google af delikatessen Balut. Jeg havde for travlt med ikke at kaste op til selv at tage billeder af situationen...
Det viste sig, at den ene af de 3, der startede med at sidde ved bordet også var en dansker, som havde boet her, og ejet et hotel. Han var nu flyttet til DK med sin filippinske kone og var nu på ferie her. Desværre var konen blevet syg og skulle tilses af en læge. Medicin-Nadia, vil du med og se, hvordan det foregår? Kæmpe -ja! Spændende besøg, som hurtigt viste mig, hvordan jeg IKKE skal være som læge! Konen kunne selv være med til at gætte på, hvad hun fejlede og kunne faktisk også selv bestemme sin medicin. Der skulle dog ikke mange hjerneceller til at opdage, at damen blot var dehydreret, hvilket lægen da også kom frem til til sidst, og gav hende et drop med væske. Dygtig filippiner-læge... Nej.
Vi vendte tilbage til selvskabet, hvor Stig insisterede på at give os aftensmad. Vi havde knapt nok kendt manden i to timer og var derfor naturligt tilbageholdende. Men ikke 10 vilde andeægs-spisende Filippinerne kunne få ham fra sin ide, så han trak mor med ind i sin restaurant for at bestille lidt af hvert. Og lidt af hvert kom på bordet! Alverdens fisk, rejer og blæksprutte - værs'go og spis! Tak tak Stig.
I morgen skal vi med Stig tilbage til den større ø (øen hvor Kalibo og Caticlan ligger) og se hans orkide-farm. Festlig fyr ham Stig!
Og ja, vejret... BAGENDE varmt, men "heldigvis" ingen sol. Overskyet og en smule regn.. Men ja, vi vidste jo godt, at der er regntid - og så længe der kommer et par solstrejf på vores strand-dage, så tror jeg at overskyet passer os ret godt, når vi skal ud og opleve!
Det var alt for nu. So long sunny-boys

Ingen kommentarer:
Send en kommentar