tirsdag den 11. august 2015

Tunge kufferter

Så kom dagen: Dagen før dagen hvor vi skulle hjem. Ikke lutter smil over den statement, men dagen måtte jo komme. Mandag var som sagt fastlagt og bestemt til shopping i et kæmpe center i Manila. Vi fik lokal morgenmad (ris til morgenmad er stadig ikke vores favorit), og gik derefter mod centret. Det skulle kun ligge 15 minutters gang fra hotellet, så vi kunne ligeså godt "opleve" den lille del af Manila, som vi nu kunne nå ved at gå. Vi kunne selvfølgelig også være gået af det kulturelle spor og have brugt dagen på at se diverse seværdigheder i Manila, men vi havde efterhånden hørt fra en del, at det ikke var dét værd, og at det var svært, når man slet ikke kender byen. Shopping var dog et ganske udemærket alternativ, og vi havde alle armene over hovedet! Eller... Mor var ikke begejstret, men det blev da ændret op af dagen i takt med, at "wow-jeg-er-glad-for-mit-køb"-følelsen blev flerdoblet.
Vi gik afsted og stødte på vejen på en masse boder på et marked, som solgte alverdens lort til nul penge - men selvom klokken ikke var mere end 9, så var der allerede langt over 30 grader og Hanna er gået på pension, så vind var der ikke noget af. Børnene svedte... Meget. Vi fik spurgt om vej til centret, men de der 15 minutter virkede i varmen som 150. Men vi klarede den og følte alle, at vi havde løbet et marathon, da vi gik igennem den forfriskende mur af aircon-luft på vej ind i centret. Og så var det faktisk bare at gå i krig med de mere end 1000 butikker - men først: Mango-shake! Hvis der er noget, som for alvor bliver ført med hjem (bortset fra de mange mange kilo sovuniers), så er det mango-shakes/frugt-shakes! Wow! Efter optankningen gik vi i krig! Mor var ikke helt tilfreds, når vi nåede op over de 45 minutter pr butik, men det er jo også svært for os, når nogle af butikkerne er større end en stor H&M, og man ikke må prøve mere end 6 ting af gangen! Æj altså... Vi stødte dog også på en KÆMPE butik FYLDT med al mulig ragelse (også kaldet sovuniers), hvor mor hurtigt fik brugt 45 minutter - hvis ikke også en time. Alt fra øreringe med sten, armbånd, fletkurve og træ-ting (omg), mor var i himlen. De yderst ansvarlige børn måtte dog ofte pænt fortælle og forklare hende, når hun fik revet noget ned fra hylden af ren udenlands-begejstring og ikke fordi hun nogensinde ville komme til at bruge det eller overhovedet kigge på det hjemme i DK. Godt at hun havde os med! Dankortet fik en kort pause under frokosten, men derefter kørte det ellers på højtryk igen. Nøj hvor fik vi købt MEGET! Alle sammen. Jeg har ikke engang tal på, hvor mange par sko, vi har købt tilsammen. Men det var lækkert, og nu er kufferterne RIGTIG tunge - ikke kun fysisk, men også af helt fantastiske minder og oplevelser! Det kan godt være, at 3 uger både kan lyde af meget og af lidt, men når vi sidder og tænker tilbage, så er det jo HELT VILDT så meget som vi har set, hørt og oplevet på "bare" 3 uger, og tiden på Boracay synes flere måneder tilbage - men set fra den anden side, så er tiden gået enormt stærkt og 3 ekstra uger ville være blevet taget i mod med kyshånd, men nok også med spørgsmålet "kan vi få 5?". 7 øer er blevet trådt på af Thrane-fødder, så der er lang vej igen for at nå de over 7000 øer. Filippinerne er et helt specielt land. Selvfølgelig er de "ekstra" venlige i turistområderne, men mod betaling til sidst - men ude i udkantsområderne, er de bare ægte flinke og vil hellere end gerne hjælpe de dumme turister. Vi kommer i dén grad til at savne de små filippinere, deres bountyhvide strande, det blå vand og self. det fantastiske koralrev. Hvad vi ikke kommer til at savne er at køre i tricycle på grusveje (det har som charme 1. gang - IKKE 2. gang) og tyfonen Hanna. Men åh kære Fili - du har været GOD ved os!
Nå, tilbage til mandag! Da vores fødder og mors gamle ryg ikke længere kunne slæbe os rundt længere tog vi tilbage til hotellet - ikke helt let eftersom vi gik fat i en taxachauffør der havde sin første dag, og vi ikke var heeeelt sikre på, hvad vores hotel egentlig hed. Men vi fandt det! Vi fik alle et bad inden vi tog mod lufthavnen (i mor-god-tid-selvfølgelig). Og heldigt at vi var i god tid! Ikke nok med at trafikken var fuldstændig sindssyg (så vild at Frede flere gange rykkede tættere ind mod midten fordi en bus kom lige lovligt tæt på i en af de 100.000 sammenfletninger, vi var vidner til. Da vi ankom til lufthavnen (i live og endda også uden buler i bilen) blev vi også her mødt af kø. Den time vi brugte på at checke ind blev trukket fra aftensmads-tiden, øv... Alle overlevede dog og ingen blev helt udsultet før vi nåede flyet til Abu Dhabi. Turen fra Abu Dhabi mod München, (München, hvor vi kun havde en time til at skifte fly) blev lidt ekstra spændende, da en passager pludselig fik det dårligt og skulle af og derved forsinkede flyet næsten en time... Da vi kom til München, havde vi lige godt en halv time til at komme til flyet - som selvfølgelig afgik fra den anden ende af lufthavnen samt bagved en kæmpe kø for at komme igennem paskontrollen. Og vores lunter var korte! Vi løb og nåede hen til gaten i tide - MEN her fik vi blot beskeden at flyet var fyldt, og at vi ikke kunne komme med. Say what?! Efter en masse senden-frem-og-tilbage fik vi dog løst problemet og blev ombooket til et fly 4 timer senere. Ikke så fedt... Så nu sidder vi hér i München og lytter på tyskere! Men mon ikke, at vi når hjem engang - om Frede og Josse er udsovet til skole i morgen er dog ikke helt sikkert. 
Til slut skal der lyde verdens største TAK til vores elskede mor for at tage os med på denne tur! Hun knokler sin røv i laser med vikartimer hver eneste weekend i Norge for at tage os med på sådanne ture, og dét fortjener en klapsalve. Bedre mor kunne man jo faktisk ikke ønske sig❤️
Over and out for nu - på "genlæsning" når min næste rejse nærmer sig.

søndag den 9. august 2015

Moalboal

Lørdag stod vi op til (ja, gæt?) - ganske vist ikke regn - men blæst og skyer... Hanna var ikke i godt humør. Vi fik en gigantisk gang morgenmad (vi skulle selvfølgelig være grådige og opgradere vores i forvejen med-i-prisen-morgenmad). Og som vi sad der og spiste dukkede solen frem?! Vi var nærmest i chok - og jeg skal lige love for, at der blev skiftet til bikini i rekordfart! Vi smed os på solsengene og stegningen af 4 stk Thraner var påbegyndt. Mor og Josse begyndte dog hurtigt at kede sig, så de tog ud for at kigge efter de skilpadder der skulle bo lige neden for hotellet. Revet startede dog helt inde ved kanten, så sko på i vandet var påkrævet. Da de kom tilbage havde mor en sovuniers med i form af en pig fra et søpindsvin inde i sin lilletå. Æj! Eller - frem med en nål og igang med at lege kirug - det passede mig jo FINT! Hvad der ikke passede nogen af os særlig fint var, at solen nu allerede var væk igen. Godt forsøgt Thraner - men sol giver Hanna altså ikke ud af ved dørerne.
Vi havde om morgenen snakket med dem fra hotellet om en tur ud til Pescador Island, hvor vi kunne snorkle og se en KÆMPE stime med sardiner. Og det ville vi jo gerne, så den fik vi arrangeret til kl 13. Kl 13 sad vi så klar og ventede, men efter et kvarters tids venten kom kromutter (konen til ejeren) og meddelte, at vi ikke kunne komme afsted før det blev højvandet, fordi båden lå på land (pga tyfonen). Og det så ikke ud til at blev højvandet lige med det samme! Hmm, nå! Vi blev dog smidt på en tricycle mod Pagnamsam, hvor vi kunne snorkle med de sardiner fra kysten af. Og sikke en stime!! Det var HELT vildt at se - og endnu vildere at svømme ned i mellem dem. Vi snakker mange millioner fisk samlet på et sted! Når de bevægede sig hurtigt gav det genlyd i vandet! Vildt fed oplevelse! 
Herefter fik vi en velfortjent bananasplit med udsigt ud over vandet, og derefter tog vi tilbage til hotellet. Vi fik aftensmad (en times ventetid er efterhånden normalt nu), og gik tidligt i seng. Vi havde nemlig aftalt, at de skulle smide båden i vandet, så snart de kunne, og så ville vi sejle ud søndag morgen kl 6 og prøve at finde delfiner i stedet for de sardiner. Sardiner havde vi jo set nu - delfiner, GO'!
Jeg skal da ærligt indrømme (og Josse med), at delfiner kunne rende mig et vist sted, da mors vækkeur ringede kl 5 (kvinden kan ikke stå op med mindre hun har haft gerne 45 minutter til at vågne i, omg). Vi tog afsted og sejlede ud. Og vi sejlede og sejlede og sejlede... Og lige som vi troede, at båden skulle til at vende hjem, så hoppede en delfin op af vandet ude i horisonten. Fuld fart fremad, kaptajn! Vi nåede hurtigt derud og så til vores vilde begejstring, at der var en hel flok af dem. Måske 10 stk! Og de hoppede og sprang foran båden et par gange - FEDT! Og herfra gik det kun op af bakke. Flokkens medlemmer steg i antal (50-60 stk) og deres lege foran båden blev længere og længere. Vi var fuldstændigt blæst bagover - OPTUR!!! Vi sejlede rundt i næsten en time før delfinerne ikke gad lege mere og vi sejlede tilbage - morgenmads-maverne var begyndt at rumle. Efter morgenmaden pakkede vi vores sidste ting sammen, da vi søndag aften skulle flyve fra Cebu City (ca 3 timers kørsel væk) mod Manila, hvor vi har en enkelt overnatning. Vi lagde os efter pakningen udenfor i håb om at Hanna ville forbarme sig lidt, og kaste en solstråle eller to på os inden vores farvel til Fili. Men ingen barmhjertighed der. Vi kunne få lidt regn og en masse blæst i stedet! 
Ved middagstid kørte vi mod Cebu (i aaaalt for god tid). Vi ankom til lufthavnen næsten 4 timer før afgang og havde lidt tid at slå ihjel. Ikke så fedt, når Wifi'en er super langsom! Én ting skulle vi da lige have tjekket - nemlig lige vores reservation i Manila. Og godt at vi gjorde det! Fjolset der styrer bookninger (mig) har booket to forkerte datoer, 4.-6. august, så ikke nok med, at vi ingen booking havde - vi kunne heller ikke få pengene retur. Kanon. Rart. Nice. Vi tjekkede om de havde værelser ledige (det sagde bookingsiden i hvert fald at de havde) og krydsede fingre for, at de ville forbarme sig over os, når vi ankom.
Vi fløj til Manila (med filippiner-forsinkelse, selvfølgelig) og skulle nu finde hotellet. Vi kom med taxa derhen, men mødte et "fuldt" booket hotel. Pis... Nå, vores søde chauffør kørte os til at andet, hvor vi fik et helt udemærket værelse.
Mandag er fastlagt som shopping-dag. Et af Asiens største shoppingcentre ligger lige på den anden side af gaden - og vi glæder os! Og ja, i mandag aften lige over midnat går vores 1. af 3 fly hjemad mod lille Enslev... MEN der er stadig en hel dag endnu, så hjemrejsen skubber vi lige i baghovedet! Vi vil ikke hjeeeeeem

fredag den 7. august 2015

HVALHAJER!!!

Kl 5 fredag morgen holdte den bestille tricycle klar til at køre os mod havnen, så vi kunne komme til øen Cebu. Og til dem, der stadig ikke har googlet, hvordan en tricycle ser ud, så er den knapt så bekvem, knapt så stor og knapt så hurtig. Men med hjælp fra taget og en form for bagagebærer, så fik vi læsset både 4 stk bagage, 4 stk håndbagage, 4 stk trætte turister og 1 stk chauffør-filippiner. Afsted! Vi var faktisk i okay-god tid taget i betragtning af, at båden først sejlede kl 6 - men at vi var i så god tid, at der var absolut INGEN at spotte på havnen i de tidlige morgen-solstråler var alligevel ualmindeligt. En vagt kom dog også hurtigt hen til os sagde "no trip". Vores første tanker var ikke ligefrem positive, men han fik os dog hurtigt guidet til den næste havn, hvor båden gik fra. Flot arbejde til research-holdet (mig) - vi skulle selvfølgelig sejle fra den lidt større havn i Larena. Men vi kunne sagtens nå det! Et kvarter på tricyclen igen. Halvanden times sejlads senere ramte vi Dumaguete på øen Negros. Her skulle vi igen med en tricycle - lige så prop-læsset som den forrige - mod Sibulan, hvor vi skulle sejle i 20 minutter for at komme til Cebu. I Sibulan mødte vi et skilt med "no trip" og en mand, der forklarede noget med en "warning". Ingen forstod helt hvad han sagde (inklusiv vores chauffør), men vi forstod da, at vi kunne komme med en anden båd et stykke derfra. Der ligger åbenbart havne for hver 15.-20. kilometer heromkring! Afsted igen! Vi blev læsset på færgen, som i stedet for 20 minutter tog 45. Godt nok havde vi været tidligt afsted, men hvalhaj-stedet lukkede kl 12, så vi havde ikke oceaner af tid. Og da vi var nogle af de første ombord, så vidste vi godt, at der ville gå lidt tid, før der var afgang. Hernede kører man ikke efter tidsplaner, men efter hvornår-er-skibet/bussen-fyldt-op-planer. Men kl 9.20 var vi på farten. Vi ankom til byen Baton, hvor vi var lidt på herrens mark. Vi ville egentlig godt have lejet en minivan for en halv dag, der både kunne køre os til hvalhaj-stedet og derefter til vores hotel i Moalboal. Men sådan en var ikke ligr i sigte. I stedet fandt mor en bus, der kørte lige forbi hvalhajerne. Købt! Vi blev smidt af foran er resort, som da havde en masse skilte med hvalhajer. Vi vidste på forhånd godt, at stedet var en smule turistet, og at de fodrer hvalhajerne for at lokke dem til (de er stadig frie - bare rolig), så vi var forberedt på en masse turist-hejs. Vi kom ind og blev hurtigt instrueret i at få betalt, få skiftet tøj og komme afsted. Kufferter og tasker kunne vi sætte inde bagved. Hu-hej og skift til badetøj - alt skulle helst gå i dobbelt-tempo, for vejret var lige ved at skifte og havet var ved at blive uroligt. I intet andet end bikini blev vi smidt bagpå en ladvogn og kørt et stykke ned af vejen. Her fik vi en hurtigt instruks i, at vi ikke måtte svømme for tæt på de store fisk, ikke røre osv. Videre til næste post, hvor vi fik redningvest og snorkel stukket i hånden. Videre til robåden, som sejlede os lidt væk fra stranden og ud til det angivelige hvalhaj-sted. Og vi havde da ikke roet længe, før vi så den første hajfinne stikke op af vandet! Vandet var ganske rigtigt en del uroligt, men se de store fisk, dét skulle vi altså! På hovedet i, og DER! 1 stk HVALHAJ lige for snuden af os! Wow! Vi kunne kæmpe os lidt rundt igennem bølgerne og kigge på de kæmpe store fisk, der svømmede rundt både under os og lige ved siden af. Nogle gange også faretruende lige imod os! Det var så VILDT! På et tidspunkt svømmede hele 3 af dem rundt om os!!! Den største vi så var omkring 10 meter, og ikke længere end en halv meter fra os - klart på top 10 over højdepunkter i mit liv!!!  Efter en lille halv time blev vi alle gejlet op fra vandet pga bølgerne, som nu var ret store... Ikke mere hvalhaj-kigning for i dag - HELDIGT at vi nåede den sidste tur! Vi blev sejlet ind og kørt tilbage til vores ting, hvor vi kunne skifte og få noget frokost inden vi skulle videre mod Moalboal, hvor vi skal være de næste 2 dage. Igen: Ingen tidsplan for bussen, så vi måtte jo stille os ud til vejen og blomstre indtil en bus kom forbi. Og selvfølgelig begynder det at regne - det er da klart! Heldigvis gik der ikke længe før en kom forbi. Vi blev kørt til byen Baron, hvor vi skulle skifte til den, der kører mod Moalboal. Vi kunne vælge mellem aircon bussen, der først gik en time senere eller standardbussen, der gik med det samme. Ja ja - på med standard og afsted - det tager nemlig godt 3 timer at komme til vores hotel. Men med deres små filippinersæder (vi snakker 40-45 cm brede) og en fyldt bumle-bus, så var det ikke rejsens mest behagelige tur! Ved ankomst til Moalboal skulle vi have en tricycle helt ned til vires hotel, som vi godt vidste lå lidt langt ude - men alligevel ikke så langt ude, som vi kom! Diverse grusveje, bakker og vandhullerne blev krydset - og Josses og mors tricycle måtte endda forsøge sig et par gange for at komme op over en af bakkerne. Kufferterne er fyldt med saltvandshåndklæder og muslingekaller... Men Filippinerne er søde - stige af og gå op over, dét skulle de i hvert fald IKKE! Et tilløb og ekstra gas var nok. 
Altså, vejret er godt nok stadig ikke noget at skrive hjem om (og alligevel gør jeg det). Tyfonen ødelægger lidt vores "lad-os-få-den-sidste-sol"-tid og giver os i stedet regn og blæst... Men vi er kommet til et rigtig fedt sted! Sea Turtle House er navnet, og som navnet antyder, så findes der koralrev og skildpadder lige udenfor huset (ja, det ligger helt ned til vandet). Hvis så lige blæsten kunne lægge sig, så det var muligt at snorkle, så kunne det være rigtig fint. Men ja, hvad der skal ske i morgen afhænger lidt af tyfonen Hanna (Hanne, haha!) og hendes humør. Søndag går turen til Cebu City hvorfra vi (forhåbentlig) skal flyve mod Manilla. Her har vi en overnatning og en dag, hvis dagsorden allerede nu er bestemt: Et af Asiens største centre med over 1000 butikker! Og ja, så lakker turen faktisk mod enden... Men lad os ikke snakke om det! Kryds fingre for godt vejr i morgen og send lidt af solen fra DK til Fili, tak!

Billeder af hvalhajerne








torsdag den 6. august 2015

Regn, regn, regn og tørvejr?!

Tirsdag gik vi i seng til lyden af regn og onsdag stod vi op til lyden af regn. Og jeg kan allerede nu afsløre, at vi også gik i seng til lyden af regn onsdag aften... Ja, så løb vi for alvor ind i regn/tyfon-sæsonen. Onsdag havde vi faktisk ikke rigtigt andre planer end at ligge på den enormt dejlige strand, der er her på vores hotel, og i mens vi spiste morgenmad (med udsigt ud over stranden selvfølgelig), så holdte den plan faktisk også stik. Men lige som vi havde lagt bestikket fra os, så kom den første byge. Den blev hurtigt afløst af den anden byge, som faktisk bare aldrig stoppede. Så vi brugte formiddagen på den flade og med hver vores bog eller telefon i hånden - stadig med den gode udsigt, så det kunne da holdes ud. Da bygen et godt stykke over middag endnu ikke var stoppet, så måtte vi jo finde på alternativer til strand-dagen. Vi gik i receptionen for at høre, hvor vi kunne købe regnslag. En tricycle kunne køre os til supermarkedet! Vi tog vores snart mange kilo tunge strandhåndklæder under armen (i håb om at det lovede vaskeri kunne få det færdigt hurtigere end de andre vaskerier, vi har mødt) og kørte afsted i den IKKE helt så vandtætte tricycle. Intet held på Siquijor heller - 2-3 dage er åbenbart deres rush-time for at få vasketøj færdigt. Suk! Nå, på jagt efter regnslag, som sjovt nok er lette nok at finde. Herfter begyndte hangry-generne at komme til udtryk hos de sultne børn, og vi måtte finde noget frokost. Men efter Fredes bræk-omgang er de andre nu bange for at spise nærmest alle steder, så det er lettere sagt end gjort at finde et sted at spise, der lever op til "100%-fri-for-madforgiftning"s-kravene... Og Josse var da forresten også nede og kramme kummen i går aftens efter at have fået en noget mærkeligt bøf i går aftens. En gang diarré fik hun vist også lige med i farten. Vi fandt da til sidst et sted, der serverede grillede kyllinger, som vi kunne se i deres ovn, og de så ret welldone ud - og sammen med ris kunne det jo ikke gå helt galt. 45 kr alt i alt - og ja, det var for os alle 4 MED drikkevarer. 
Herefter gik vi lidt rundt i byen og kiggede i alle deres små "her-sælger-vi-falske-Nike-sko"-butikker - og vi faldt da også for lidt af deres skrammel. Og et par poser Chips eller 3 røg da også ned i posen - det er hårdt med alt det regnvejr! 
Tilbage på hotellet var det ved at være tid til aftensmad skønt ingen af os var synderligt sultne - og det viste sig da også på Josses og mors tallerkner! Der bor et par hunde og nogle katte her - alle tynde som bare pokker - og siden de 3 andre alle er medlem af diverse red-dyrerne-sider/lad-os-adoptere-denne-udsultede-kat-facebookgruppe, så kan de jo ikke dy sig for at donere halvdelen af deres mad til de tikkende dyr. Omg. Men alle blev mætte - inklusiv dyrerne. Herefter stod den igen på ægte ferie-afslapning og kiks- og chips-spisning. Ahhh.
Ja, så kom vi jo til at tjekke vejret for i morgen, torsdag, som ikke kun siger 90% regn (som vejrudsigten for i dag gjorde), men 100%. Hurra... Det viste sig, efter en del søgning, at en stor tyfon lige nu passerer lige nord for det nordlige Filippinerne, og som er skyld i al den regn, som vi oplever lige nu. Altså - heldigt nok, at den ikke havde valgt sin bane bare 500 km mere sydligt, men kunne den ikke have ventet bare en uge?! Æj... Især på den her ø, som ikke rigtigt byder på andet end falske mærkesko og strand. En strand som ser helt åndssvagt lækker ud - hvis der bare lige var lidt sol... Eller - bare ingen regn i det mindste. Men nu har vi da regnslagene, så mon ikke at vi kan foretage os lidt mere fornuftige ting i morgen.

Torsdag stod vi op til - hvad? Ingen regn-lyd udenfor?! Det var næsten for godt til at være sandt! Skyerne fortalte os dog, at vi ikke skulle føle os for sikre på det tørvejr dér... Vi fik vores morgenmad - med hvad de nu lige havde i køkkenet. Det er som om, at deres yndlings sætning her på hotellet er blevet "sorry we don't have". Godt nok er vi de eneste gæster på hotellet lige pt, men de kunne da godt købe lidt ind. Vi spiste, og så stadig ingen regn, men derimod bitte-små huller i skyerne! Og der gik da derfor heller ikke længe før vi lå som strandede hvaler i bikini på vores salt-våde håndklæder på standen. De øvre magter kvitterede dog hurtigt med at lukke HELT af for sol-posen... Nå! Lidt op af formiddagen besluttede vi at se noget af øen, inden vi allerede i morgen tidlig skal afsted igen til øen Cebu. Vores plan var at se den eftersigende flotte strand Paliton, spise frokost der og derefter tage op i nogle grotter/huler, som man kravle igennem med små filippinere som guider. Vi havde hørt, at turen ind i grotterne skulle være en smule barsk med både vand op til knæene og små passager, der kun passer til filippinere. Men vi glædede os faktisk lidt! 
Vi sagde til tricycle-chaufføren, at vi skulle til Paliton og gerne til en restaurant. Han så lidt forvirret ud, men fik os kørt ned til et resort - endda er dansker-resort kaldet the Danish Lagoon. Vi havde hørt om stedet fra Magnus (fra øen Negros på hostlet Bongo Bongo Divers), som havde fortalt, at de to danskere der ejer stedet er nogle værre tosser. Man skulle i hvert fald fange dem før kl 11, hvis man skulle se dem ædru! Okay... Men vi fik noget helt fantastisk mad der (KÆMPE burgere), og var faktisk på vej mod Paliton Beach - som vi havde fået at vide, at man kunne gå til derfra - da vi blev stoppet af den ene af resort-ejerne. Han spurgte til vores plan, og inviterede os ind i restauranten igen. Vi skulle da lige have en lille hjemme-brygget at gå på! Ej føj! Han skænkede gavmildt op til os alle til trods for vores afvisende ord og skålede straks. Mor sprang med på vognen, mens vi andre kun lige sippede - til danskerens store skuffelse. Han stilte os derfor et ultimatum: Tøm glasset og han kørte os til stranden eller gå. Efter protester fra os alle 3, så tog mor Josses glas, danskeren tog Fredes og så stod jeg der... Føj for den lede, hvor det smagte! Mor synes det var lækkert, og danskeren var allerede fuld. Ha! Og sikke en masse historier han kunne fortælle. Efter rundvisningen på resortet (som faktisk er ret lækkert) vidste vi allerede hvordan han som 14-årig var blevet smidt ud hjemmefra og siden ikke havde boet i DK, kendte alt til hans designer/bygge-evner (han havde selvfølgelig selv bygget og tegnet hele resortet) plus og en masse om hans kone. Men vi fik da et lift til stranden (som jo egentlig lå 2 km væk) og kunne sætte tjek ud for at have mødt en ægte ø-tosse! Vi gik lidt rundt på den ikke helt så impornerede strand, hvor der ikke var et øje, men rigtig meget tang. Den lå dog rigtig lækkert nede imellem nogle klipper og langt væk fra vejen. Gevinsten ved besøget var dog en masse VILDT flotte muslinger og konkylier. På vejen tilbage til hovedvejen fandt vi endnu en strand med endnu flere muslinger og flotte ting - Josse var i himlen, og vi samlede alle lige til, at vi ikke kunne bære mere. 
Da vi kom til hovedvejen skulle vi have fat i tricycle. Vi skulle ikke længere til grotterne, da den tossede dansker havde en pointe: Da det havde regnet så meget dagen før, så var der meget mudret på vej ned til grotten og sikkert også endnu mere vand indeni den. Så vi besluttede os for at tage til et gammelt træ, der skulle være værd at se samt et vandfald (endnu et). De lå dog begge ret langt væk (ca en halv times kørsel), og det er ret lang tid i en tricycle. Den hopper op og ned, og maximum to kan sidde bare nogenlunde godt - så vi ville gerne have fat i en bil - MEN det vrimler ikke lige frem med biler. Motorcykler er det nye. Vi blev af tricyclen kørt til byen San Juan, hvor vi forsøgte at finde en bil, der ville tage os på rundtur. Lettere sagt end gjort... Efter lidt søgen fik mor dog fat i en med en Jeepney, som ville køre os hele vejen, vente ved tingene og køre os hjem bagefter. Dygtig mor! Vi kørte først afsted mod det gamle træ (ca 400 år gammelt), men den virkelige attraktion her var deres fisk-spa foran træet. Her spiste en masse fisk (både små og op til 15 cm store fisk) af vores fødder eller hænder for kun 5 pesos (under 1 kr). Sjovt! Bagefter kørte vi til vandfaldet, men gjorde på vejen stop ved en stor katolsk kirke, som viste sig at være Filippinernes største. Ved vandfaldet skulle vi ned af en masse trapper for at komme dertil. Nøj hvor var vandfaldet flot! Det flotteste vi har set. Fede og jeg fik os tilmed et sving i en lian ud over vandfalds-søen og tilbage igen. Turen op af trapperne igen var knapt så sjov - især mor var ikke en særlig stor fan. 
Turen tilbage til hotellet var lidt lang, men vi blev underholdt af alle de filippinere, der vinker og smiler over hele ansigtet, når de opdager, at det er hvide, der sidder i bilen. Og endnu mere smiler de, når man vinker tilbage! Vi takkede pænt vores chauffør for turen og gik ind for at slappe lidt af inden aftensmad. Hotel-personalet havde tydeligvis øvet sig endnu mere på deres nye yndlingssætning, for halvdelen af hvad vi bestilte, havde de ikke. "Sorry, no have". Amen for dælen venner?! Nå, de havde oksekød, fisk, brød, ris og pasta. Aha! Vi fik da noget mad ud af det.

Imorgen skal vi så videre til et af de snart sidste stops. Vi skal med båden/færgen herfra kl 5.45 (zzzz) tilbage til Dumaguete på øen Negros (hvor vi kom fra), derfra med en tricycle til en by lidt nord for og herfra med en anden båd videre til Cebu. Herefter skal vi igen med en tricycle til byen Oslob, hvor vi FORHÅBENTLIG kan få hvalhajer at se. Kryds fingre allesammen - for jeg kommer ikke hjem, før jeg har set en! 

Billeder fra Josefines og Frederikke prøve-dyk: 



tirsdag den 4. august 2015

Farvel Bongo Bongo og hej Siquijor

Tirsdag morgen håbede og bad vi til, at vejret var godt nok til, at Frede og Josse kunne få deres prøvedyk. Vi stod tidligt op og spiste vores morgenmad, og fik at vide, at vejret var ok - selvom det blæste lidt. Regnen var ligemeget - de skulle jo være våde alligevel, ha ha. De så først en video og bagefter prøvede de alt udstyret på. Herefter gennemgik en divemaster en masse ting med dem, så de var klar til at komme i vandet. Josse var lidt bekymret for, om hun nu godt kunne trykudligne hendes ører nu når hun havde haft problemer med ørerne som lille. Men alt gik rigtig godt! De havde lavet nogle øvelser nede på bunden, som fx at tage regulatoren (den man får luft fra) ud af munden og tilbage igen samt at fylde vand i masken og få det ud. Bagefter kunne de svømme lidt rundt og kigge på koralrevet. De så en masse fisk, en stor moræne og en triggerfisk, som angreb den ene divemaster! Det havde været en rigtig fed oplevelse for dem begge. 
Hu-hej i gang med at pakke bagefter, så vi kunne checke ud og komme videre til næste ø, Siquijor. Vi skulle have noget hurtigt frokost, så vi hentede nogle "pizzaer" oppe i byen. Fy for dælen, hvor var de dårlige! En mærkelig sovs og skinke der havde en helt unaturlig rød farve. Godt vi kun havde givet lige godt 30 kr... Vi sagde farvel til vores lokale venner og Magnus (krammere og det hele) og tog afsted fra Bongo Bongo Divers.
Vi tog afsted mod Dumaguete hvor vores færge sejlede fra. Vi kom på færgen og fik at vide, at det skulle tage ca halvanden time. Men da der var gået lidt over to, og vi intet land kunne se, så blev vi lidt utålmodige... Men vejret var heller ikke det bedste - massere af bølger og regn. Men pludselig var vi i havn! I øs-regnvejr. Vi gik fra havnen og mod byen for at finde en taxa. Først forsøgte de at lokke os til at gage en tricycle og fyre bagagen på taget. Ellers tak til våde kufferter. Men pludselig fik en af de søde filippinere fixet os en rigtig taxa mod vores hotel. Fedt! Vi blev checket ind på et rigtig fint hotel, som ligger helt ned til vandet. Værelserne er ret meget bare en seng og et badeværelse, men restauranten og stranden ser super lækker ud! Og der er massere af små steder med borde og stole og terrasser ud over stranden med solsenge. Så nu krydser alle lige fingre for, at vi snart får noget sol og godt vejr, tak! Vi fik noget dejligt mad og gik tidligt i seng. Til lyden af regn...

mandag den 3. august 2015

På tur???

Søndag havde vi snakket med den ene af dem, der ejer stedet her (den filippinske kro-fatter, kalder vi ham) om at tage ud på en trekkingtur. Hans første forslag var 12 km op til et vandfald i bjergene med en kylling under armen, som vi kunne slagte til frokost. Alt sammen gratis - for han savnede faktisk at trekke! Mor var knapt så klar på 12 km og Josse knapt så klar på at dræbe en høne. Nå, krofatter - andre forslag? Mor snakkede så med ham, hvor han i stedet foreslog en mildere tur, hvor man kørte til vandfaldet. Vi nåede dog ikke at fange ham, inden vi gik i seng søndag, så vi måtte jo spørge ham mandag morgen. Hmm, men pludselig var turen ikke heeeelt hvad vi havde forestillet os. Nu havde han bestilt en bil, som skulle køre os rundt til nogle forskellige steder. For ret mange penge... Og det var egentlig ikke fordi, at vi hungrede efter turen - men hvis de lokale skulle med, så kunne det jo have været sjovt! Men nu skulle vi altså alene rundt med en bil, som kørte os lige til døren til både vandfald, varm kilde og udsigtspunkt. Men vi kunne jo ikke tillade os at sige nej nu! Alle tingene var nu ret flotte, og vi så også et sted, hvor svovlgasser kom op fra jorden i en kæmpe sky. Efter vores lille køre tur fik vi frokost, hvor vi faktisk også fik styr på planen for de resterende af vores dage. Hurra! Planen inkluderede bare, at Frede og Josse kunne få deres prøvedyk den samme eftermiddag. Vores held var åbenbart taget i forvejen, for selvfølgelig havde vejret bestemt sig for at lege den 4. irriterende lillesøster og bringe os vind. Havet var for uroligt til at sende to helt nye i vandet. Øv! Ny plan... Så nu tager de prøvedyk i morgen tidlig, og så tager vi videre til Siquijor onsdag morgen.
Til aften forsøgte vi at gå op på den lokale internet-cafe, da nettet her på hostlet driller ret ofte. Vi skal nemlig have bestilt et fly fra Cebu City til Manila, når vi skal hjem. Men da vi havde siddet der i lige godt en time (manglede stortest kun at trykke godkend på ordren), så vælger siden at gå ned, og vi kunne pænt starte forfra. Glem det! Flyet må vente. Og hotel fik vi heller ikke bestilt, så igen må vi tage det lidt som det kommer. Så meget fik vi ud af den plan... Imens mor og jeg kæmpede med flybilletter, så gik Josse og Frede hjem for at lave mad. Efter maden havde vi besluttet os for at lave pandekager med is til til hele hostel-familien. Taget i betragtning af, at vi kun brugte banan, æg og sukker, så synes jeg faktisk at pandekage-resultatet blev meget godt! (og ja, vi også fik byttet mad-resten til en rigtig is-bøtte!). Og de spiste alle med - skide hyggeligt! Vi hørte om alt fra hane-kampe til de få danske gloser de kan. Deres yndlings er "lad os onanere", som de oprindeligt var blevet bildt ind betød "glædelig jul". Haha!

I morgen tidlig står den så på prøvedyk for Frede og Josse. Skide spændende!!

Her er lidt billeder fra vores sted. Bedre sendt end aldrig!

Stranden lige neden for vores hostel. Sandet er mørk, da det er en vulkan-ø - det er brændende varmt i solskinsvejr!

Det hyggelige udendørs køkken.

Josse og jeg bor her på øverste etage. Vores vindue kan ikke lukkes mere til end dette...

Mors og Frederikkes hytte. De er klar til at gå ned på stranden for at snorkle!

Et billede fra et af mine dyk.

Man kan næsten komme så tæt på skildpadderne her, som man vil!

Et flag til ære for vores kære farmor, som h
ar fødselsdag i dag. Stort tillykke farmor - vi er kede af, at vi ikke kan fejre dagen sammen med dig, men vi tænker på dig😊 Kæmpe knus fra os alle.

søndag den 2. august 2015

Besøg i Dumaguete

Lørdag aften efter aftensmaden skreg Josses og min mave på is - og siden det var os, der var trængende, så var det naturligt nok også os, der måtte afsted på indkøb. Og heldige var vi da også, at de i den første bod/kiosk/kald-den-hvad-du-vil-butik, vi kom til havde en kæmpe bøtte chokoladeis. KØBT! Og efter at have ventet to lange timer på vores takeaway mad (filippiner-tiden går ikke lige så hurtigt som europæer-tiden åbenbart), så var vi godt is-trængende efter aftensmaden. Jeg fandt skåle og Josse fandt isen frem. Straks beskylder hun mig for at have smug-smagt på den, fordi låget ikke var tæt. Ikke fordi jeg ikke kunne have fundet på det, men jeg benægtede blankt. Grunden til at låget havde været åbent var simpelthen fordi, at indholdet ikke var is, men en eller anden filippiner-families nedfrosne rester! Forestil jer skuffelsen i mit ansigt - stående klar med ske og skål i mine hænder. Jeg kunne seriøst have grædt! Og vi havde betalt næsten 40 kr for det møg. Ej! Det stod endda ned i lårfede stråler, så vi kunne/gad ikke engang gå op og bytte den. Ja, så blev vi jo nødt til at gå i seng i stedet for! ÆJ!

Søndag var en "lad-os-se-hvad-der-sker-dag". Vi startede (for god ordens skyld selvfølgelig) med morgenmad og så vejret an. Og i dag ville solen faktisk godt skinne på os (!!!), så vi tog på stranden. Det varede dog ikke længe før vi ikke kunne holde til at ligge der mere (og før skyerne kom), så vi besluttede at tage til byen Dumaguete for at få frokost og shoppe i et storcenter, vi havde hørt om. Vi tænkte, at vi lige ville være smarte og tage vores nu 10 kg tunge strandhåndklæder (godt fyldte med sand og salt) med op mod byen i håb om at finde et vaskeri. Men altså - midt på dagen og med 3 børn, der er i knapt så godt humør, når de er sultne - tja, så kan I selv tænke jer til stemningen, da et vaskeri ikke liiiige var til at finde. Vi tog en tricycle, som kørte os dertil. "Hvor lang tid tager det at få vasket", "Hmm 3 dage". What?! Nej tak så. Så måtte vi jo tilbage til hostlet med tøjet, før vi igen kunne bevæge os op mod byen for at tage en Jeepney ind mod Dumaguete. Endelig kom vi afsted! Og vi blev endda sat af lige foran centret, kanon! Vi gik ind og på jagt efter mad. Og mad fandt vi, og var så endelig klar til at kigge butikker. Der var dog også et danseshow kørende (til KÆMPE begejstring for de 13-14-årige filippinere) midt i centret, som lige skulle tjekkes os. 
Vi fik da købt nogle småting - sko hernede koster nærmest ingen penge, så der røg da et par par med hjem. Efter dette center kunne vi jo lige så godt tage det andet center i byen med også - så på en tricycle igen og afsted. Dette var dog lidt mere kineser-præget og meget af tøjet havde 1000 forskellige farver. De fik ikke vores pengepung at se. Derefter gik jagten ind på en hæveautomat, selvom mor egentlig bare IKKE gad mere. Så denne gang måtte ungerne slæbe den trætte mor med. Skæbnen ville selvfølgelig at lige præcis den eneste automat, der kan lide vores kort var i stykker... Ej! Nå, på jagt efter en ny. Mor var fan... Vi fandt den heldigvis hurtigt! Herfter op på en tricycle (igen) og mod busterminalen. Vi fangede lige bussen i farten, men fik uheld i heldet, da vi så fik den yderste røvballe på sæderne. Men vi kom da hjem! Og hvilken fest vi kom hjem til. Alle bordene på terrassen var skubbet sammen og de havde alle siddet og spist et kæmpe måltid sammen. Heldigvis var der rester til os.
En masse thailandsk mad, norske kødboller og kæmpe-rejer fra en af de lokales rejefarm. Og ja, så lige en åndssvagt god kage til dessert! Yes! Så kunne vi ellers godt pakke vores indkøbte kylling væk igen. 
I morgen ved vi heller ikke helt, hvad der skal ske. Måske et prøvedyk til Frede og Josse, eller måske den trekkingtur, som hostel-far så forfærdelig gerne vil have os med på?!

Vores videre færd er lidt på tegnebrættet i disse dage. Vi kan ikke helt beslutte os for - og egentlig heller ikke finde ud af, hvad der er mest smart. Men vi ender nok på øen Siquijor og til sidst på Cebu, hvor vi satser på at flyve fra Cebu City til Manilla, som vi skal flyve hjem fra natten til tirsdag d. 11. I må jo pænt vente med at høre videre!