torsdag den 30. juli 2015

Velkommen til paradis! Og bræk-syge...

Onsdag morgen stod i op kl møg om natten for at komme med bussen mod Dumaguete kl 5.30. Vi kørte igen i 7 timer  og nåede ved middagstid byen. Herfra tog vi med en anden bus med Duain, hvor vi skulle af ved det lokale marked og herfra finde vej ned til Bongo Bongo Divers, som er det hostel, som danskeren Magnus er med til at styre. Og alt gik skide fint og hamrende let! Vi ankom ved 13-tiden og blev straks indlogeret i de mest idylliske bambus hytter i en lille fin have. Vinduer, døre, vægge - alt er lavet af bambus. Så smukt! Toiletter og bad deles vi alle om og ligger i den ene ende af haven. SÅ hyggelige med en sten-sti derinde og trægulv i badet. Rigtig naturligt og lækkert. Og selvfølgelig er alt smykkeseret med muslinger og koraller. Wow! 
De sultne unger skreg hurtigt på mad, så vi måtte snart på jagt efter frokost - og heldigvis ligger der en lille cafe næsten lige rundt om hjørnet. Og hvor er Dauin bare en dejlig by at gå rundt i! I stedet for at stirre eller råbe sære ting efter os, så er filippinerne her bare rigtig flinke. De hilser pænt og de stirrer ikke. Stemningen er bare helt anderledes her end i Bacolod - og det er skønt! 
Vi fik frokost på den lille cafe, som er ejet af en englænder, så de har en masse lækkert (og kendt) mad. Og vi fik for første gang baguette til vores sandwich i stedet for tør toast. Yes! 
Bongo Bongo Divers ligger lige ved siden af stranden, hvor der 5 meter ude i vandet er et 9 hektar stort koralrev. Bliver det bedre?! Næppe. Så eftermiddagen blev brugt med hovedet under vandet. Jeg er ret sikker på, at vi får tilbragt et par timer eller ti på snorkling her. Og koralrevet er virkelig smukt! Og det vrimler med fisk - og efter sigende også havskilpadder, men de lader vente på sig. 
Til aften spiste vi på en anden restaurant ejet af en anden englænder. Også her var maden virkelig lækker! Frede og mor kastede sig ud i noget lokalt sammenkogt, mens Josse og jeg var på pasta-vognen. Klogt med pasta - altså set i bakspejlet? Ja. Mor og jeg havde lige lagt os til at sove i vores hytte, da vi kunne høre én løbe igennem haven, ud på toilettet og brække sig. Frede... Åh nej. Mor gik ned med poser og vand og smed Josse over til mig, så mor kunne passe det syge barn. Nødvendigt! 12 bræktur blev det til i løbet af natten - og noget kom vist også ud den anden vej. Så meget for at prøve den lokale mad... Fredes dag torsdag var derfor simpel: Ligge i sengen under blæseren og sove. Et par toastbrød kom vist også ned i ny og næ. De lokale der er med til at køre stedet her er virkelig søde! De stod straks klar i aftens til at hjælpe og kom med vand og saftevand. Og de os spurgte til hvordan "sister" havde det hele dagen. Søde! De var også med nede og "vise os" rundt på koralrevet og er virkelig søde til at snakke med os og vil rigtig gerne arrangere ture for os og med os.
Men ja torsdag - mens mor var sygepasser gik Josse og jeg på markedet for at handle ind til morgenmad. Vi fandt både æg, ost, bananer og brød, som vi tilberedte i det lille udendørs køkken. Så hyggeligt! Efter morgenmaden tog mor sig en lur (hun havde jo været pose-og-hår-holder hele natten), mens Josse og jeg tog snorklen under armen og gik mod vandet.
Frede fik det ikke rigtigt bedre, men hun kastede i det mindste ikke op længere. MEN så begyndte mor at få kvalme... Åh nej! Nå, vi kunne da også godt finde ud af at underholde os selv. Der bor en dansk pige her, som skal studere hernede i et halvt år - så hun bor her på hostlet indtil hun har fundet en lejlighed - og hende tog vi med ned til vandet. 
Til aften blev vi igen sendt på marked. Vi måtte jo finde ud af, hvad vi ville have at spise, for de andre to ville jo bare aflevere det i toilettet bagefter... Så vi gik i lokalt-mode og handlede grøntsager, ris og dåse-tun ind. Ikke tale om, om vi turde købe deres kød! Det ligger bare fremme - uden køl eller noget som helst. Nej tak til madforgiftning til os. 
Vi fik smækket lidt forskelligt sammen i køkkenet og spiste med stor velbehag, mens de to andre fik bananer og cola. Vi fik dog puttet lidt rigtig føde i Frederikke! 

Men ja - nu er vi rigtig kommet til det filippinske paradis. Vejret er ok, lidt skyer og regn ind i mellem, men generelt rigtig fint. Vandet er blåt og stranden lækker. Det er dog sort sand, da det er en vulkan ø, så det er godt varmt om dagen. Vores hytter er som sagt bare SKØNNE! Den eneste ulempe er de ca et tusinde forskellige dyr, der starter koncert så snart mørket falder på, og de haner, som vi har fået som naboer, der begynder at gale om kap ved daggry (kl 5). I går havde vi også fornøjelsen af at sove i hytte ved siden af et ungt og tydeligvis nyforelsket par... De havde vist ikke helt fanget, at man kan høre pretty much ALT eftersom væggen i mellem os består af ca to stykker tyndt bambus. De tog heldigvis afsted i dag! 
Men som sagt, så nyder vi det virkelig her i Dauin (i hvert fald Josse og jeg), og vi bliver her højst sandsynligt i nogle dage. En lille times sejlads væk fra os ligger Apo Island, som er er af de pæneste steder i verden både at dykke og snorkle, så der skal vi ud på lørdag - hvis alle mand er i stand til at holde væsker inde. I morgen står den vist på sygepasning... Og måske lidt snorkling. 

tirsdag den 28. juli 2015

Mambucal og møde med regntiden

Tirsdag morgen tog vi en taxa mod Mambucal-terminal, som vi havde fået instrukser i fra både Stig (som vi havde hørt om stedet fra) og turistinformationen her i Bacolod. Herfra skulle vi med en minibus mod selve Mambucal. Da vi kom til "terminalen" stod der fluks mindst 7 filippinere klar til at hjælpe os med hvilken bus vi skulle tage (de kørte alle sammen til Mambucal), men ja ja - sødt nok. Vi skulle dog først hæve penge, og gik derfor på udkig efter en automat. Bacolod er en ret stor by, men til trods for dette, så ser indbyggerne vist ikke turister hver dag... Alt fra tiggere til almindelig mennesker, der blot vil fortælle os, at vi er smukke, henvendte sig til os. Og selvfølgelig også de evige gadesælgere... De er overalt! Og oveni det, så stirrer ALLE på os, som om vi havde et kæmpe mælkeskæg til at sidde på overlæben eller en fuglelort midt i panden. Bacolod er fyldt med gademarkeder, som alle sælger omtrent det samme. Kyllingekød der ligger fremme på bordet med en vifte over sig (ikke til at køle, men til at holde fluer væk - klart det vigtigste...), halv-gråt oksekød, der ligeså godt kunne være det, der også havde ligget ude hele dagen i går og alverdens grøntsager og frugter. Nogle boder er dog specialiseret i fx bananer eller motorcykel-hjul. Vi fandt dog en hæveautomat og gik igen mod terminalen til minibussen der gik mod dagens destination. Her blev vi også ofre for alle de filippinere, der havde fået glosuppe til morgenmad. Men en sjov tur var det! Mærkeligt - men yderst effektivt - system de har! Bussen kører (med fuldt åbne døre og vinduer selvfølgelig) og en mand, der sørger for at trække kunder til ved at råbe og skrige igennem hele byen. To bank på stolpen eller taget betyder "sænk farten" efterfulgt at endnu et bank, der betyder "stop". Vil man med bussen, så vinker man blot lidt, og bussen stopper. Vi skulle med til endestationen og fik derfor en times sightseeing af det totalt lokale Filippinerne at se. 
Vi ankom til Mambucal omkring 11-tiden og begav os ind i området. Det ligger lidt oppe af i bjergene/junglen og er kendt for sine varme kilder, som man kan bade i. Vi havde gået rundt og kigget i 5 minutter før det begyndte at regne. Sikke en fest! Vi stod lidt i ly af nogle træer og fik øje på en hel masse kæmpe store flagermus, der hang oppe i træerne. Vi begyndte at gå lidt videre, men regnen tog bare til. Vi satte os derfor ned til "restauranterne" og fik en fruitshake indtil regnen stoppede. Vi havde lidt besvær med at komme i gang med at prøve mange af de forskellige aktiviteter, de havde derude, men lidt over middag besluttede vi os for at begynde med at gå op for at se vandfaldet, der lå en halv times gåtur væk. Vi blev stoppet af en filippiner-dreng, der fortalte os, at pga regnen var der lukket for det vandfald, som man normalt gik op til. Der lå dog et andet, men som tog en time at gå op til, og det holdte vores tidsplan ikke rigtigt til, da dem sidste minebus kørte tilbage kl 16.30. Men ham og nogle andre kunne på deres motorcykler køre os op mod et af de andre vandfald. Herfra skulle vi kun gå 15 min og han ville være vores guide. OK filippiner-dreng. Afsted! Alle mand op bagpå en scooter og derud'a. Det gik meget godt de første par minutter, men så kom vi til en "vej" fyldt med store sten, huller og vand fra vandfaldet. Igennem det?! Hmm... Om vores fingre nærmest var blodsprængte af at holde godt fast på de små håndtag bagpå scooteren? Det kan man vist godt sige ja til! Men vi overlevede, og besluttede i samme åndedrag, som vi stod af scooteren, at vi vist sagtens kunne GÅ vejen tilbage. Vi gik afsted i vores små klipklappere og måtte finde vores balanceevner frem. Vi krydsede floden op til flere gange og skøjtede rundt i mudder. Men ingen styrt, wuhu! Kun mudrede ben og svedige pander (faktisk bare sved overalt). Vi overlevede de 15 minutters gang og kom op til vandfaldet - og i det samme begyndte det at regne. Jamen?! Nå, vi tog lidt billeder og dyppede fødderne, inden vi begyndte nedstigningen. Jeg tror, at guiden havde fattet, at vi måske ikke var geparder på en bjergsti, så han foreslog hurtigt, om vi ikke skulle tage den hurtige vej ned. Jo. Vi krydsede igen floden nogle gange - og Josefine fandt her hurtigt ud af, at det var en god ide at smide klipklappere INDEN man gik i floden og ikke midt i. Vores guide var dog hurtig på fødderne og fik reddet den flygtende klipklap (som rent faktisk var helt ny-indkøbt!). Det sidste stykke af stigen var noget værre noget.. Fik man først mudder ind i klipklapperne, så var man solgt til du-falder-på-numsen-om-lidt-guden. Det var umuligt at stå fast og man gled bare rundt! Josse og jeg måtte se skæbnen i øjnene, at vi med mudder hele vejen op af benene nok ikke ville komme med uden at glide på bagdelen. Men vores guide var SÅ sød til at hjælpe os (mest josse - jeg var faktisk bare med... Hallo?!) - vi kom i hvert fald ned i et helt stykke og uden udtværret mudder på bagdelen. Succes! Vi fik skyllet ben og fødder og begav os mod frokost-stedet. Og bum, så faldt en kæmpe regnbyge ned. Timingen har aldrig fejlet noget! Herefter var klokken faktisk ved at være mange, men ikke tale om, om vi gik derfra uden at have været i en varm kilde! Badetøj på og ned i det 38-43 grader varme vand med os. Heldigt nok, at der ikke var de normale 33-35 grader i luften den dag. Det var skønt!
Vi tog minibussen tilbage og blev læsset af et helt andet sted end der, hvor vi steg på. 4 store spørgsmålstegn blev spottet i Bacolod (vi var faktisk ikke engang sikre på, at det var Bacolod, vi befandt os i) på udkig efter en taxa. Vi ramte dog hotellet inden mørket overtog - HELT flade og udkørte. Vi bor ikke i det mest hyggelige kvarter, og med 100 stirrende filippinere, så er vi blevet forbudt udgang efter mørkets frembrud af overboss-Hanne. Aftensmaden skulle derfor indtages på bistroen tilhørende hotellet. Og altså - de laver maden ved 16-17 tiden og stiller det an i nogle fade, og så kan man ellers tage det, som ser mindst ulækkert ud... Ingen varme under, nej nej. Kun mor gamblede med diarréen inden den 6 timers lange bustur i morgen og forsøgte sig med en lokale ret. Vi andre tog en sandwich - som jeg egentlig ikke er  sikker på var mere hygiejnisk. Men det var da mad! Godt at vi havde fået købt massere af chokolade og chips til spilaften bagefter.

I morgen, onsdag, tager vi så videre mod Dumaguete på den syd-østlige del af øen Negros. Her skal vi finde byen Dauin, hvor en dansker er med til at styre et backpacker-hostel, der skulle være et besøg værd. Det ligger forholdsvist tæt på øen Apo Island, som skulle have noget af det pæneste dykning og snorkling. Vi er klar!

mandag den 27. juli 2015

Velkommen til backpacker-livet!

Mandag tidlig morgen stod vi op, og pakkede det sidste af vores grej sammen og forlod hotel Isla La Bonita og Boracay. Vi fik kastet al vores bagage op på taget af en tricycle og blev fragtet til havnen. Herfra til Caticlan og her videre med en bus mod byen Iloilo. Og hvis vi nogensinde har følt os uheldigt behandlet af højere magter, så var det i hvert fald ikke i dag! Vi kom hen til bussen 5 min før den gik - blev pakket sammen og satte os til rette. I airconditionings svalende kulde! Ahhh. Frem med morgenmaden og chaufføren satte en gammel film med Bruce Willis på. Alle var glade! Vi havde alligevel 5 og en halv time foran os. Vi kørte afsted og gjorde et par stop undervejs. Toilet-stoppet var ikke noget, der faldt i Fredes og Josses smag. Der var jo ikke noget bræt på toilettet og det kunne jo heller ikke skylle ud?! Velkommen til Asien gutter... Her får man gratis lårmuskel-træning på sine toiletbesøg, og når der skal skylles ud, så bruger man den fine bøtte med vand i ved siden af toilettet og hælder oveni. Papir? Det bruger de helst ikke - men hvis du absolut skal bruge det, så koster det gerne penge og skal helst smides i spanden ved siden af kummen. 
Videre med bussen! Som selvfølgelig var forsinket - alt andet ville jo være unormalt. Selve turen med bussen føltes slet ikke så lang (mest pga af filmen - ja), for at kigge ud af vinduet var som en film i sig selv. Her kunne vi virkelig se det ægte Filippinerne og fornemme lidt af deres hverdag. Det er godt nok ikke mange, der har et "rigtigt" hus at bo i - et lille skur flettet af bambus eller bygget af tagplader er mere normalt. Og får du øjenkontakt med en af dem, der sidder i en af de store her-slapper-vi-lige-af-grupper, så er du garanteret et smil! 
Vi ankom til Iloilo, hvor det jo nærmest lyste op med røde blik og sirener, at vi var turister, og straks havde vi 10 filippinere hængene, som SAGTENS kunne køre os derfra og til månen, hvis det skulle være! Ellers tak du. Vi fik fat i en rigtig taxa (med taxameter og det hele, uhauha), som kørte os til havnen. Her var vi igen svineheldige! Vi ankom ca 14.15 og så først til vores ærgelse, at færgen sejlede lige forbi os... Men da vi kom hen til skranken stod der, at 14.10-færgen var forsinket og først gik 14.30. FEDT! Dén kunne vi nå. Stik os nogle billetter (og da selvfølgelig også en omgang skatter oveni - dem er de helt vilde med) og ombord med os. Vi satte os tilrette og afsted det gik. Halvanden time senere ankom vi til Bacolod, hvor vi så stod så smukt igen - nu med endnu flere sirener og spotlys på turist-skiltet vi tydeligvis har klistret fast i panden - men uden et hotel. Hurra! Vi havde dog udset os et i vores Lonely Planet Guide bog, og vi fik en lokal Jeepney til at køre os dertil. De havde heldigvis et par værelser ledige til os, og også nogle ganske billige nogle. Men luksus-tiden var tydeligvis forbi... Senge med madrasser på tykkelse med en havehynde, kakerlakker (okay kun nogle enkelte) og en blæser til at lufte os (farvel aircon) er vel også en slags "hotel". Ren backpacker-mæssigt var det et helt fint hotel - men ren Josefine-mæssigt, så var det knapt så passende. Men hun overlever! Velkommen til backpacker-livet.
Vi blev i hvert fald indlogeret og gik herefter ud i byen. Vi har i morgen planer om at besøge nogle varme kilder i et område kaldet Mambucal, og vi opsøgte den lokale turist-information, som gav os et par foldere og et par fif. 
Byen Bacolod er ikke videre charmerende. MASSERE af trafik, tydelig os fra biler hængende i luften og 1000-vis af filippinere, der opfører sig som om, at hvide mennesker er rumvæsener. Så vi valgte den nemme løsning til aften: McD. Vi fik spist inden det blev mørk, for måske det ikke ville være så klogt at gå ad den lille sidevej, der fører til vores hotel, når mørket var faldet på. Vi købte nogle snacks med hjem og satte os på værelset og spillede yatzy. 
I morgen står den som sagt på tur til Mambucal, som virkelig skulle være et besøg værd. Vi glæder os i hvert fald og krydser fingre for, at vejrer holder! Regntiden mærkes der lidt mere til her, og vi har knapt nok set solen i dag.

søndag den 26. juli 2015

Man keder sig aldrig på Boracay

Lørdag morgen fik vi fikset, at vi kunne blive to ekstra nætter på det hotel, som vi bor på nu. Vi havde snakket en del om at tage et nyt sted hen, men øen er ikke mere end 7x1 km og vi besluttede derfor, at det ikke var besværet værd at flytte os. Vi fik alle mand op, spiste morgenmad og tog vores snorkler på nakken og gik langs stranden til det nærmeste snorkel-sted. Her snorklede vi en times tid, hvor vi så en masse småfisk, en ret stor kuffertfisk samt nogle helt blå søstjerner. Derefter placerede vi vores forbrændte kroppe i skyggen og tog en lur langs klipperne. I den her ende af stranden er der INGEN turister hvilket var super lækkert endelig at prøve. Til middag gik vi mod hotellet igen og fik på vejen arrangeret en bådtur rundt om øen med stop for at snorkle på Crocodile Island (ingen krokodiller - blot en klippe formet som en, øv). Vi er nu (rundt regnet) blevet spurgt 1000 gange om vi vil med en "saling boat", "island hopping" eller på "group tour", hvor vi enten har ignoreret dem eller bare svaret med et tørt "no", men i dag bar én af de små filippineres anstrengelser frugt! Vi pruttede da om prisen - selvfølgelig, så vi kom afsted billigt. 75 kr pr person for 3 timer i en privat båd må siges at være helt ok. 
Vi skyndte os at bestille noget frokost inden vi kl 14 mødte vores filippiner-ven på stranden og tog afsted. Disse sejlbåde er helt specielle. Selve båden er blot lang og smal og herudfra er bygget et træværk som både sørger for at båden ikke vælter, men også er passagersæder. Det betyder, at vi sad på et net spændt op mellem to træ-pinde. Spændende! Vi havde to sejler-filippinere med om bord som styrede båden med snilde! Første stop var på Puka-beach, som er en smuk-smuk strand! Helt hvidt sand og dejlig afslappet. Vi gjorde dog kun et hurtigt stop for at bade og tage nogle billeder. Pga årstiden så blæser det lidt, hvilket fik båden til at vippe. Det smarte træværk sørger dog for at afdæmpe dette, men det bremser jo ikke vandet. Dette resulterede altså i, at vi passagerere fik os en ordentlig skyller ind i mellem. Efter Pula Beach sejlede vi til Crocodile Island, hvor vi kunne snorkle. Vandet var rigtig klart, men der var ikke voldsomt meget at se. Vi så dog nogle små trompetfisk, "alm" fisk og søstjerner. På et tidspunkt kom Frede og jeg ind i en strøm, der hurtigt fik os ført et godt stykke væk, så vi måtte kæmpe en kamp for at komme tilbage! Vi fik også fornøjelsen af at blive brændt (kun lidt) af nogle små brandmænd, der er i vandt. De kan knapt nok ses - men er en knapt så behagelig overraskelse! 
Til aften så vi først en smuk solnedgang inden vi igen kom ind i gedemarked-land sammen med de ca 10.000 koreanere, der er hernede sammen med os og shoppede sovuniers. Og der er ganske simpelt ikke noget, man IKKE kan få! Og vi har da købt et par ting eller 10...

Solnedgangen set fra White Beach.

Søndag er national familie-dag på Filippinerne, og mange filippinere holder fri - det kan man dog ikke mærke her på øen! Vi havde besluttet os for at skulle ud og parasaile (mormor, farmor og farfar: Man bliver spændt fast til en faldskærm som bliver foldet ud bagved en båd. Ved hjælp af et reb, der hænger fast på skærmen bliver man ført højt op i luften og flyver bagved båden). MEN da vi om morgenen kom ud fra hotellet kunne vi se et kæmpe uvejr og massere af skyer hænge inde over den anden ø, Panay, så vi besluttede os for at lægge os på stranden en times tid og se vejret an. Det er jo med at udnytte det gode vejr, mens det er her! Vi badede og slappede af - men uvejret blev hængende henne over Panay. Lækkert! Vi gik derfor mod den anden strand, Bulabog Beach, hvor al vandsport foregår, inklusiv vores parasailing. Vi fik på vejen dertil pruttet prisen i bund og vi blev fra stranden sejlet ud til et "hus" langt ude på vandet, hvorfra vi skulle med en anden speedbåd. En party-speedbåd. Højt disko-dasko musik - sikkert for at man ikke skulle kunne høre sine egne bekymringer omkring snoren, der måske ikke så så holdbar ud, og om der nogensinde bliver tjekket sikkerhed herude?! Men op kom vi - Jose og mig startede. Og højt kom vi op! Vi kunne se ud over hele Boracay og båden lignede blot en lille lejetøjsbåd. Det var FEDT! Bagefter blev sejlet tilbage til stranden. Her fandt vi et lille bitte lokalt sted, hvor vi fik frokost. Det lignede ikke et sted, der fik besøg hver dag, så om vi har diarré i morgen er nok 50/50. Herefter gik vi tilbage til "vores egen" strand. Her havde mor flere gange snakket med en filippiner, der ville give os massage, og nu gav hendes tålmodighed endelig pote for hende! Frede, Jose og mor blev ført om bag en masse bygninger og op af en skummel trappe. Heroppe var der dog et fint fint sted med aircon og hele svineriet, hvor de alle fik massage. Jeg lagde mig ned på stranden i skyggen af en palme og underholdte mig selv med at kigge på koreanere posere på 117 forskellige måder for kameraet. Seriøst - det kan man få timer til at gå med! 
Til aften gik vi igen rundt på de utallige markeder og fik igen-igen købt sovuniers med hjem... Overvægt på vej hjem? Måske.

I morgen forlader vi lille Boracay. Det har været et dejligt besøg! Lækker strand og god stemning! Hvis der bare være 9999 færre koreanere og lige så mange færre vil-du-købe-solbriller-eller-selfiestænger-filippinere, så ville det være det rene paradis. Men vi har fået prøvet en masse, men også slappet af. Og så har vi fået en hel masse fif fra Stig og hans venner, som vi helt klart kan bruge videre på turen! I morgen meget tidlig tager vi båden tilbage til "fastlandet", som folkene på Boracay kalder det (det er faktisk Panay, men ja ja) og skal herfra videre med en bus i 6 timer til bunden af øen, nærmere bestemt byen Iloilo. Herfra skal vi med en båd over til øen Negros til byen Bacolod. Det er dog ikke heeeelt sikkert at vi når den båd, men det ser vi på i morgen. Ovre i Bacolod skal vi se nogle varme kilder og derefter videre ned mod Dumaguete, hvor en dansker ved navn Magnus har et hostel, som vi skal være på i nogle dage. Herfra kan vi nemlig komme ud til Apo Island, hvor der skulle være fantastisk både at dykke og snorkle. Yes!
Nå, hyg jer med skybrud, og hvad den danske sommer ellers byder jer😉

fredag den 24. juli 2015

"Bare lad som om, du er lokal"

Torsdag sov vi længe for at komme os helt over jetlaget. Ved middagstid gik vi et kvarter ned af strandpromenaden mod Stigs sted og blev hurtigt enige om, at de ca 100 filippinernere der spørger os, om vi vil på sejlads, parasejle eller købe en forpu*** hat IKKE er charmerende mere. Vi mødtes med Stig, som i rask tempo fulgte os igennem byen og hen til en lokal tricycle. En tricycle er en motorcykel med en vogn på. I en sådan vogn kan der være op til 10 filippinere, men kun lige 4 europæere. Mere snakker vi ikke om dét! Vi kørte igennem byen og hen til havnen, som vi kom til øen fra. Her gik Stig igen bare lige igennem og fulgte os ned til en ledig båd. Men okay - efter 20 år lærer man nok at opføre sig som en lokal - og han har vist også taget den tur en gang eller 117. Båden sejlede og til Kalibo, hvor vi igen fik fat i en tricycle. Dog en med så lavt et tag, at europæere slet ikke kan være i den! I hvert ikke uden at få en bule eller to i hovedet. Vi blev kørt LANGT ud på landet. Herude steg vi af og gik et lille stykke hen til Stigs hus, hvor han også har sin orkide-farm. Og sikke et hus! Vi snakker et ægte træhus med terrasse hele vejen rundt og myggenet som vinduer. Et rigtigt drømmehus! Og for at det ikke skal være løgn, så ligger det klods op af en kildevands-flod. Ååååhhhh. Vi blev vist rundt i hans have, som havde en hules masse orkideer, ananas, vanilietræer, salat og alverdens andre ting. Hen på eftermiddagen blev vi (ret tiltrængt) dryppet i floden. Hen mod aften skulle vi mod Boracay igen, mens Stig skulle blive på farmen. Men hvordan kom vi lige tilbage? Stig bestilte en tricycle og forklarede os, hvordan vi skulle undgå at betale skatter for at komme med færgen engang til. Billetten til færgen udgør 25 pesos mens skatterne er 150. Nej tak til dem. "Bare lad som om, du er lokal, og se ud som om, du har gjort det 100 gange før". Roger that! Lettere sagt end gjort... Vi startede med at lade som om, vi bare ville gå igennem, men fandt så ud af, at vi skulle have købt billetten udenfor. Ej pis. Spottet som turister. Nå, vi købte billetten og prøvede igen: Gik pænt forbi skat-skranken og lige igennem. Der var en kø til gæster og en kø til beboere. Vi var selvfølgelig beboere! Men med Josefines og mors blege ben skulle der en filippiner dummere end en 6-årig til at hoppe på den. Men den gik sgu! Bare kig lige frem og se vigtig ud. Succes! Vi kom i en lokal båd og sejlede pænt tilbage til Boracay. 
Til aften gik vi ud og spiste og gik herefter på marked og købte frugt.
I morgen siger vejrudsigten sørme sol! Så gæt, hvad der skal ske der! 

Igen kom vi til at sove lidt længe... Men ved 10.30-tiden var vi bespist og klar til at gå mod stranden. Mor og Josse blev tilbage en times tid, hvilket nok var klogt nok set i bakspejlet. Altså, solcreme er jo  noget man først smører på, når man ER blevet rød, ikke? 4 stk krebsede (jeg mener, TOTALT krebsede) rejer blev set forlade White Beach kl 12.30. Shiiiiit vi blev lyn-stegt! Vi spiste lidt frokost og ville  herefter se, om vi kunne finde stranden på den anden side af øen. Det var dog ikke nogen fantastisk oplevelse... Vi sendte Josse i vandet for at tjekke, om det mørke, vi kunne skimte i vandet var koraller eller tang. Tang... PLUS skrald. Stranden var tilmed fyldt af koreanere, der alle skulle ud og lave vandsport. Og hvis der er noget der er mere irriterende end en filippiner, der for 9. gang forsøger at sælge dig en selfiestang eller vandtæt pose til din telefon, så er det koreanere/kinesere på gruppe-tur. Og de er OVERALT! Vestlinge er en sjælden race. En ønsket race! Filippinere der arbejder på restaurant ELSKER europæerer - især når vi bestiller fisk. Vi sparker nemlig ikke hovedet, som ifølge filippinere er det absolut bedste på en fisk! Øjnene især. De slås åbenbart om de såkaldte "rester" ude i køkkenet. Koreanere/kinesere spiser nemlig rub og stub - øv for de små filippinere.
Vi shoppede lidt på vejen hjem inden vi til aften igen spiste ude. At gå langs strandpromenaden om aftenen er en oplevelse i sig selv! Der ses alt fra danseshows i kokketøj til filippinere der maler på t-shits til gadesælgere der vil sælge dig alverdens skrammel til "really cheap price".

I nat er vores officielt sidste "bestilte" overnatning her på øen, og pt er klokken 21.03 og vi ved stadig ikke, hvad vi skal. Spændende? Lidt. Vi ved dog, at vi bliver her på øen endnu et par dage, men hvor - det er pt en by i Rusland. Måske sover vi bare på standen?!

mandag den 20. juli 2015

FILIPPINERNE

Mange af jer har sikkert allerede læst om min tur i 2014 - og nu fortsætter de evigt lange indlæg med alt for detaljerede beskrivelser af både kultur, landskaber og sjove oplevelser - denne gang fra min rejse sammen med mor og mine to søskende Frederikke og Josefine. Turen går mod den længe over-aftensmaden-diskuterede destination: FILIPPINERNE. 
Som altid var vi i god tid (host host) og fik bestilt billetterne for bare 3 uger siden - det har dog ikke gjort jeg-glæder-mig-som-et-lille-barn følelsen mindre - blot mere komprimeret. Med fare for at lyde som en gammel H. C. Andersen kliché, så ER det virkeligt sandt at; "at rejse er at leve". Vi har alle glædet os som små hundehvalpe foran en fyldt madskål til de 3 ugers eventyr, der venter os forude! 

Jeg ville rigtig gerne kunne give jer en overordnet plan for turen, men den findes ganske enkelt ikke. Vi går backpacker-stil (nogle med kufferter, andre med rygsæk), og vi har kun bestilt de første 3 overnatninger. Disse finder sted på et lille hotel beliggende PÅ stranden på den lille paradis-ø Boracay. Herefter er planen at følge det gode vejr og vores hungrende oplevelses-geners drift. Og ja - vi skal da ærligt indrømme, at vi måske har flere steder/øer på ønskelisten end vi har dage derovre, så vi må prioritere. Det skal da også lige fortælles, at Filippinerne har regntid i danskernes sommerferie (kanon, rart, cool), og vi må derfor nok indfinde os med at blive skyllet væk af en tordensky eller to under turen (eller om dagen....). Men det slår os ikke ud! Vi føler os frem og tager derhen, hvor vi gider. RART!

VI SES DEN 11. AUGUST!

50 timers rejse - AFSTED

Lyder 50 timers rejse af meget? Okay, måske lidt... Men når man ender dér, hvor vi befinder os nu, så er den LANGE rejse hurtigt glemt!

Vi kørte hjemmefra lille Enslev søndag aften 19/7 kl 20 (i virkeligheden var den 20.37, men det er en bagatel, som vi ikke behøver nærme os yderligere) og satte kursen mod Hamborg Lufthavn. Og ja - fam. Thrane forsøgte for en gangs skyld at være i EKSTRA god tid ved at køre 12 timer før flyets afgang (!!!). Mor havde igennem kollegaer hørt om et kæmpe vejarbejde omkring Hamborg, hvor folk havde siddet mange timer i kø - og vores fly skulle for alt i verden IKKE misses, så afsted det gik. Til trods for styrtende regn og vandpytter på motorvejen, så gik det faktisk strygende. Vi kom dog ikke langt ned i Tyskland før vi bremsede brat op og sad fast.. Hurra for kø 90 km før lufthavnen, (som jo egentlig først skulle komme 80 km før), men der sad vi jo pænt. Der gik dog ikke mange minutter før de tyske biler fik sig smøget ud af køen og i bakgear kørte ad nødsporet til den afkørsel, som var nogle få meter bagved os. Og selvom der stadig var 9 timer til afgang, så skulle vi ikke sidde der og hænge i Gud-ved-hvor-lang-tid. Bakgear afsted, og efter tyskerne! Tyskere er bare så forba**** hurtige, så de var jo snart væk - og den ene bil vi fik os hægtet på fik os ned i et sommerhusområde med cykelstier som veje. Årh - så meget for en smutvej! Vi kunne dog se ud over motorvejen, at der var tale om et uheld, så vi fik fiflet lidt med GPS'en, så den førte os udenom, og snart var vi på rette spor igen. Kl 1.45 var det blå lyn på plads på parkeringspladsen ved lufthavnen og vi kunne alle tage os et par timers lur inden vi mandag morgen skulle med det første fly. Med mellemlandinger i München, Abu Dhabi og Manila havde vi en ret lang rejse foran os. München-stoppet gik ok-hurtigt, og vi kom på et 6-timers fly mod Abu Dhabi installeret med en tv-skærm til hvert sæde med frit valg af film. Rart! Abu Dhabi-stoppet var en del længere og med jeg-har-fået-fly-mad-i-et-døgn-mave og fedtet hår, så var det ikke smil, der kom frem på de 4 pigers ansigter, da det blev meddelt, at flyvet fra Abu Dhabi var en time forsinket. Og oveni i forvejen 7 timers ventetid... Ja - det blev til et nej tak. Tiden blev dog brugt fornuftigt med besøg på Burger King og en mission om at få fanget et hemmeligt foto af en politimand i fuld burka og en politi-vest udover. Ha! Tiden gik da, og der ventede 9 timers fly til Manila. Her ventede så endnu 5 timers ventetid inden vi skulle med det sidst af de fire fly mod den lille paradis-ø Boracay.
Det sidste fly fløj os til Kalibo, hvor vi ankom sent tirsdag aften. Her overnattede vi, inden vi onsdag formiddag (mor påkrævede at skønhedssøvnen skulle passes) tog en taxa til byen Caticlan. Her ventede os et gedemarked af folk der ville bære vires bagage (for et mindre beløb selvfølgelig) blandet med koreanske turister. Hurra. Vi endte da i en båd, som sejlede os ud til den lille ø Boracay. På den anden side ventede så igen en flok, der ville bære vores kufferter samt (heldigt nok) en chauffør, som skulle køre os til vores hotel. Vi ankom (endelig!) til vores hotel hen på eftermiddagen i dag onsdag. 
De sultne unger ville jo snart have fyldt deres maverne, så vi gik på udkig på øen. En sti - lad os kalde det en strandpromenade - går langs med stranden og er FYLDT med hoteller, restauranter og butikker. Charmerende nok - men nok ikke i længden. Det er dog ikke så slemt som fx Thailand og andre turistede europæiske steder - det har sin charme her på Filippinerne. Nå - vi gik lidt frem og tilbage, fik en smoothie og gik langs vandkanten - ENDELIG FERIE! Lidt væk fra vores hotel lå restauranten Paradiso Grill, som er et sted, vi var på udkig efter. En af mors venner/kollega/hende-der-lavede-mad-til-vores-konfirmationer kender en fyr ved navn Stig, der har boet her i 20 år og ejer dette sted. Vi havde ikke kigget på skiltet til restauranten længe før end en mand kom hen og spurgte, om vi var danskere. Mor var hurtig og spurgte tilbage, om han hed Stig. Bingo! Vi blev budt på drinks, frugt, mad - alt hvad vi ville have! Vi ville selvfølgelig ikke trænge os på, og startede med vand og smoothies. Vi faldt hurtigt i snak med ham og hans to venner, der sad ved bordet - en dansk mand og filippinsk dame. Snart kom en anden dansk mand til, som også ejede et hotel her på øen. Misundelig? Ja, men mest mor. 
En sælger kom forbi ude på "strandpromenaden" og Stig vinkede ham ind og spurgte os, om vi vil prøve en filippinsk snack. Ja da (det skulle vi aldrig havde sagt ja til). Der blev hevet 4 brandvarme æg frem af en flamingo-varmekasse, og vi fik forklaret, at det var andeæg. Spændende! Stig kaldte en af sine ansatte hen, som skal guide os trin for trin til, hvordan denne "delikatesse" spises. Balut kalder de det. 
Trin 1) Bank hul i bunden, pil lidt af skallen af og drik det flydende indhold. Indholdet viste sig at være en grå/brunlig væske hvori der lå en ubestemmelig klump i midten. Som krydderi bruges eddike med chili i. Namme-nam?! De modige (mig og mor) drak væsken, mens de andre smagte. 
Trin 2) Pil skallen af, krydder igen med eddike og spis klumpen. Klumpen viste sig at være et halvt-færdigudviklet andefoster (ja, du læste rigtigt) siddende sammen med en gullig klump, der kunne minde om en æggeblomme. Frederikke var her stået helt af vognen og josse havde givet sit videre til en lokal. Mor var færdig af grin og nægtede også. Ja, så var der jo mig tilbage... Og ned skulle det (smurt godt ind i chili-eddiken). Ikke slemt - men tanken og synet var knapt så tiltalende, det indrømmer jeg gerne!

Billede fra Google af delikatessen Balut. Jeg havde for travlt med ikke at kaste op til selv at tage billeder af situationen...

Det viste sig, at den ene af de 3, der startede med at sidde ved bordet også var en dansker, som havde boet her, og ejet et hotel. Han var nu flyttet til DK med sin filippinske kone og var nu på ferie her. Desværre var konen blevet syg og skulle tilses af en læge. Medicin-Nadia, vil du med og se, hvordan det foregår? Kæmpe -ja! Spændende besøg, som hurtigt viste mig, hvordan jeg IKKE skal være som læge! Konen kunne selv være med til at gætte på, hvad hun fejlede og kunne faktisk også selv bestemme sin medicin. Der skulle dog ikke mange hjerneceller til at opdage, at damen blot var dehydreret, hvilket lægen da også kom frem til til sidst, og gav hende et drop med væske. Dygtig filippiner-læge... Nej.
Vi vendte tilbage til selvskabet, hvor Stig insisterede på at give os aftensmad. Vi havde knapt nok kendt manden i to timer og var derfor naturligt tilbageholdende. Men ikke 10 vilde andeægs-spisende Filippinerne kunne få ham fra sin ide, så han trak mor med ind i sin restaurant for at bestille lidt af hvert. Og lidt af hvert kom på bordet! Alverdens fisk, rejer og blæksprutte - værs'go og spis! Tak tak Stig.
I morgen skal vi med Stig tilbage til den større ø (øen hvor Kalibo og Caticlan ligger) og se hans orkide-farm. Festlig fyr ham Stig!

Og ja, vejret... BAGENDE varmt, men "heldigvis" ingen sol. Overskyet og en smule regn.. Men ja, vi vidste jo godt, at der er regntid - og så længe der kommer et par solstrejf på vores strand-dage, så tror jeg at overskyet passer os ret godt, når vi skal ud og opleve! 

Det var alt for nu. So long sunny-boys