lørdag den 19. juli 2014

Back to Bali - Back to DK

Fredag morgen (tillykke til min kære far!) måtte jeg tage afsked med den skønne Gili T og stige på båden til Bali. Heldigvis kunne vinden arte sig lidt mere end på vejen hertil, så jeg kunne modtage en tør rygsæk på havnen på Bali! Jeg blev herfra kørt til Sanur, hvor den stod på hostel-jagt. IKKE let! Sanur er åbenbart ikke lige backpacker-stedet og da slet ikke med backpacker-priser. Så jeg måtte bide i det sure æble og tage det billigste jeg kunne finde - dobbelt så dyrt som i Kuta! Hmm. Så i morgen drager jeg atter mod Kuta for at tilbringe mine sidste dage der. 
Eftermiddagen blev ikke brugt på så meget - vejret var ikke noget at råbe højt om, så jeg gik lidt rundt i området og kiggede. Ikke meget at skrive hjem om faktisk. Dog har de en lækker strand her! Vandet er stille og roligt og hele vejen langs med sandet har de en sti, hvor det bugner med boder og restauranter!

Lørdag morgen fik jeg presset en taxachauffør så langt ned i pris, som jeg ville til Kuta, hvilket dog endte ud i en aftale om, at jeg skulle gå "50 m", for det ville være lettest for chaufføren. Noget med en ensretning! Det var bare ikke 50 m, men nærmere 500. Og det sted, hvor jeg ville have ham til at køre mig hen var yderligere  3-400 m fra hotellet. Æj. 
Resten af dagen blev brugt på stranden og på at kæmpe med alle surfborad-udlejerne og strand-sælgerne om IKKE at ville have deres ting. Kun én sælger med armbånd slap igennem... Eftermiddagen var meget overskyet, så den blev brugt ved poolen sammen med min bog.

Søndag, som var min sidste hele dag på min rejse, tillod jeg mig selv at sove helt til kl 9! Efter morgenmaden gik jeg ned mod stranden, og på vejen ind for at købe en flaske vand, er der pludselig én der råber: "Hej Nadia!". Det var svenske Jonathan, som jeg mødte sidst, jeg var i Kuta! Han var selvfølgelig ikke kommet videre trods planer om at skulle til Thailand. Men skide hyggeligt! Vi gik sammen ned på stranden, hvor vi mødtes med to svenske piger, som han havde mødt dagen før. Efter at have pruttet en hel del om prisen fik vi lejet surfboards og hoppede i vandet! Og jeg kunne rent faktisk huske noget af det - jeg fangede da den aller-første bølge! Wuhuu. Men efter at være blevet slået om kuld af lidt for mange bølger, fik jeg nu nok og tog mig en velfortjent pause efter et par timer i vandet. Ellers blev dagen ikke rigtig brugt på andet end afslapning, surfing  og lidt pakning sidst på eftermiddagen. Til aften tog de 3 svenskere og jeg ud at spise på den såkaldte "Skygarden". Et stort diskotek/spisested, som blev bygget i stedet for det, der i 2002 blev sprængt i luften af terrorister. Ens tasker bliver tjekket og man skal igennem en metaldetektor for at komme ind! Her serverer de en KÆMPE buffet for den nette sum af 25 kr - hvorfor opdagede jeg ikke dette sted noget før?! Åh det var lækkert! Skide hyggelig aften som blev afsluttet med stjernekigning ved pigernes pool og en magnum til en 5'er! 
Men ja, det lakker mod enden nu, og i morgen omkring 16-tiden sætter jeg mig ind i en taxa og vinker farvel til dejlige Bali og til min rejse. SÅ trist!

Mandag morgen var jeg mrs. Earlybird - jeg skulle have noget ud af min sidste tid! Jeg gik lidt rundt i butikkerne for at få fat i nogle "morning-prices" - de lokale tror nemlig på, at hvis de starter dagen med at sælge noget, så vil det gå dem godt resten af dagen - så typisk er tingene lidt billigere indtil middagstid. Derefter kaldte stranden og den sidste omgang Bali-sol, inden jeg hen på eftermiddagen gik tilbage til hotellet og fik mig et bad inden afgang.

Åh ha... Så er det godt nok lige om lidt - hjem mod lille Danmark. TAK til mig selv for at have givet mig denne utrolige rejse og TAK til alle, der har været en del af den, og som jeg har mødt undervejs. Jeg kan slet ikke sætte nok beskrivende ord på, hvor meget disse 5 måneder har lært mig samt alle de fantastiske oplevelser jeg har med hjem. Men der er helt klart overvægt i min rygsæk på oplevelses-fronten. Jeg kan i hvert kun anbefale ALLE at tage ud at rejse - men pas på - man bliver afhængig af det, og pludselig er et halvt år bare ikke nok - og pludselig er verdenen større end man først lige troede. Verdenen er bestemt ikke lille - jeg har i hvert stadig en helt masse "miles to go". Jeg er i hvert fald ikke færdig med dig, verden - du har jo alt for meget at byde på! Én ting er jeg dog sikker på: En tur som denne er ikke den sidste, og jeg glæder mig allerede til den næste! Cambodia, Laos, Vietnam, Filipinerne måske? Nu ser vi!
Ses i Danmark!!!!!!!!!!!

mandag den 14. juli 2014

Åh Gili T, din dejlige ø!

Altså - i skrivende stund er jeg ankommet til Gili øen kaldet Trawangan (kaldes i daglig tale Gili T), og kan allerede sige, at det var det hele værd - men jeg vil i samme sætning skynde mig at sige, at turen hertil ikke var for hvem som helst! Først blev jeg hentet 40 min for sent, herefter kørt i halvanden time i verdens mindste og varmeste minibus med alt for mange mennesker og rygsække i! Vi blev sat af på havnen, hvor vi blev en del af et større gedemarked, som gik ud på at få byttet sin kvittering til den faktiske billet til båden. Flere havde allerede været der i flere timer, og var ikke kommet med båden endnu! Herefter blive vi dænget ned på havnen, hvor vi blandt 100 ivrige gadesælgere skulle vente i næsten en time på, at de fik læsset vores bagage oven på bådens tag. Endelig kom vi ind! De heldige var først og fik siddepladser (jeg havde heldigvis en heldig dag!), de resterende måtte sidde oppe på taget sammen med bagagen. Igen lidt mere ventetid inden vi ENDELIG begyndte at sejle. Klokken 2! Jeg skulle have været hentet kl 10 og allerede have tilbragt mere end en time på stranden på det tidspunkt!
Seljturen var dødsens! Åndssvagt høje bølger, og alt for mange folk, der måtte vende mavesækken med vrangen ud af. Man kunne endda se på personalet, at de heller ikke var helt trygge ved situationen - og da de løb tør for brækposer forvandlede dagen sig nok ikke ligefrem til deres bedste. Seriøst - der lå bræk og brækposer overalt inde på den færge, da vi endelig ankom til øen og kunne gå i land. Og her ramte bomben så... Da jeg så de folk, der havde siddet på taget, som var TOTALT gennemblødte og bare ikke så glade ud, så tænkte jeg egentlig ikke videre over det. Først da jeg fik udleveret min HELT gennemblødte rygsæk, blev jeg ret bitter. Omg!!! Det passer bare ikke ind i mit afslapningsprogram at skulle til at have ALT ud og tørre ting. Lort - rent ud sagt. 
Nå, første indtryk af øen var ellers ret lækkert! Her er ingen køretøjer - kun hestevogne og cykler, så her er totalt hyggeligt! Samtidig er her heller ikke så turistet som i Kuta, hvor der er butikker overalt - her er mere en laided-back stemning, som jeg allerede er ret stor fan af. Tilmed kan man cykle øen rundt på blot halvanden time! 
Jeg fandt efter lidt tids søgen et ret lækkert sted at bo, hvor jeg igen har mit eget kæmpe værelse med terrasse og inkluderet morgenmad - og så ligger det 150 m fra vandet. SKØNT! De sidste få timer jeg havde tilbage af eftermiddagen brugte jeg på en lur på stranden - det er vel afslapning! 
Her på øen går de meget op i seafood, og ved alle restauranterne vælger du din egen fisk i disken, som ligger og er helt frisk, og den griller de så til dig. Lidt dyre end andre ting, men stadig - jeg gav den aften 55 kr for et stort spyd med forskellige fisk på, pommes frites og fri salatbar. Ikke til at klage over! Og vildt lækkert mad!

At få serveret morgenmaden på terrassen tirsdag morgen var ikke noget jeg klagede synderligt over! Derefter kunne jeg bevæge mit afslappede legeme ned på stranden, indtage en afslappet stilling og bare slappe af! Ah! I min middagapause fik jeg booket et dyk til om onsdagen og et madlavningskursus til i aften. Det skal nok blive spændende!
Ja, der er ikke meget at skrive hjem om fra min tirsdag eftermiddag - jeg lå på stranden (mest i skyggen, bare rolig), eller befandt mig i det turkise vand. Sidst på eftermiddagen trak jeg i mine ny-indkøbte falske nikesko (jeg kunne ikke lade være!), og gik ca 20 min rundt langs vandet og op til et udsigtspunkt for at se solnedgangen. Og wow! Helt perfekt - ud over vandet, og endda med et højt bjerg, som blev totalt lyserødt lige til venstre for solen. Rigtig smukt! 
Jeg gik tilbage til min lille bungalow, tog et bad og gik hen til madlavningskurset. 7 indonesiske retter kom vi igennem - helt utroligt mad, de har. Alle er selvfølgelig med chili! Desserten var den eneste, der ikke faldt i nogens smag. Det var en form for dej, som egentlig mest mindede om noget tyggegummi-halløj, da vi smagte på det, og indeni var der noget brun sukker af en art - palmesukker kaldte de det. Det blev rullet til en kugle og kogt og derefter rullet i kokos. Og ja, det smagte bare ikke særlig godt. Det var mest konsistensen tror jeg. Min ynglingsret var helt klart Mie Goreng. Jeg har fået den alt for mange gange på restauranter nu - og det bedste er næsten, at det er vildt let at lave! Blot nudler, chili, løg, kål, gulerødder og bønner - altsammen stegt på en pande sammen med soja- og østerssovs. Andre retter at nævne var fx tofu dyppet i peanutcreme, noget kogt salat mikset med peanut-kokoscreme og fisk sammen med krydderier og tomat kogt i et bananblad. Vildt lækkert, og rigtig søde kokke, der lærte os det hele. 
Og puha, så var det også bare i seng, for i morgen tidlig står den på dykning! 
Og nå ja - jeg har nu passeret mindre-end-en-uge-til-jeg-er-hjemme-dagen. Åh altså... Gili T er altså ikke lige en ø, man vil hjem fra!

Først og fremmest skal der lyde et kæmpe stort tillykke til min bedste veninde Lotte, som i dag, onsdag, fylder 20 år. Tillykke!
Jeg stod op, spiste min morgenmad og gik ned til dykkercentret. Her blev jeg mødt af min dykkerinstruktør, som skulle lede dykket. Efter at have prøvet udstyr osv. sejlede vi sammen med en masse andre 5-10 min langs stranden hen til dykkersitet. Her gik vi ned på ca 20 m, hvor vi så en masse koraller og rigtig mange fisk. Vi så også 3 hajer, 2 stingrays(den slags, der slog krokodillemanden ihjel!!!) og en enkelt skildpadde. Rigtig fedt dyk med en masse at se på! 
Efter dykket lejede jeg en cykel og cyklede øen rundt - ikke den mest fysiske udfordring efter det kun tager en lille times tid, hvilket er inklusiv fotostops og træk af cyklen igennem de steder, hvor vejen er for dyb af sand til at cykle i. Rigtig fin tur! Og jeg fik set alle de dyre hoteller - wow! Herefter lagde jeg mig ned i skyggen på stranden med en is i hånden og slappede godt af! Jeg havde jo været alt for aktiv i løbet af dagen, haha! 
Til aften havde jeg bestemt mig for at prøve det såkaldte street-food, som fås på øens natmarked. Er står en masse boder klar med deres friturestegte alt-muligt og køerne til boderne er overraskende lange! Det handler om at vælge de steder med længst køer, så man er sikker på, at maden er nogenlunde frisk og på den måde undgå både dårlig mave og madforgiftning. Men det smager jo himmelsk! Ægte indonesisk mad - skide stærkt, men rigtig godt! En masse ris, nudler og kylling - hvilket er hovedindgredienserne i alle deres retter - ja, i alle asiatiske retter! 
Og ja, så ender jeg nok med at være her på Gili T i 4 dage i stedet for 3, som jeg først havde planlagt. Her er simpelthen for lækkert!

Torsdagen blev egentlig ikke brugt på så meget andet end afslapning. Jeg lejede fra morgenstunden noget snorkelydstyr, eftersom der er et rev lige ud for stranden. Ellers lavede jeg ikke rigtig andet end at drikke smoothies og spise is - skønt! 
Hen mod aftenen besluttede jeg mig for at løbe en tur - simpelthen! Long time no see - og det kunne mærkes! Men jeg fik da en flot solnedgang ud af det! 


I morgen efter morgenmaden drager jeg atter tilbage mod Bali - denne gang til et andet område kaldet Sanur. Et sørgmodigt farvel til Gili T, men helt klart med et "på gensyn" hægtet på! Her er simpelthen så lækkert, at selv det halve ville få mig til at komme tilbage! Og så krydser jeg lige fingre for, at min rygsæk kommer lidt mindre våd igennem turen tilbage til Bali. 
Ses i Sanur!

lørdag den 12. juli 2014

Bali baby!

Lørdag sov jeg for første gang i nogle dage længere end til kl 4 - faktisk tror jeg den blev over 9 - men det var tiltrængt! Jeg gik ned i restauranten, hvor morgenmaden blev serveret - inkluderet i værelsesprisen på 65 kr selvfølgelig! Selvom den ikke bestod af andet end en bananpandekage var det nu fint nok. Herefter stod den på standen! Åh jeg havde savnet havet, så det var bare skønt at blive dyppet! Dog er havet her ikke rigtig egnet til badning eftersom strømmen er meget stærk og bølgerne meget store - men det betyder så tilgengæld fantastisk surfing! Jeg regner da stærkt med at leje et board her en af dagene og teste mine skills fra surfingtimerne i Cape Town, som nu ligger godt 4 måneder tilbage. Det skal nok blive sjovt! For de andre at kigge på...
Jeg havde ikke ligget på stranden i mere end et par minutter før den første kom hen og spurgte, om jeg ville surfe - blot få minutter senere kom en anden og spurgte om jeg ville have is. Og sådan blev det ved! Utallige sælgere går rundt - og de er virkelig nærgående - kan finde på at sætte sig ned helt ved siden af mit ansigt og ikke gå før efter 3. eller 4. "nej". Her er virkelig turistet, men det giver det hele en smule charme. Det kan også blive for meget engang i mellem! Efter bare lidt over en time på stranden kunne jeg godt mærke, at det efterhånden var over 2 uger siden jeg havde været udsat for "rigtig" sol, så jeg gik tilbage til hotellet og købte en smoothie på vejen. Mit værelse er jo udstyret med overdækket terasse, så der kunne jeg pænt sidde og slappe af! Aaaahhh! 
Resten af eftermiddagen blev tilbragt ved poolen, hvor der til min huds held var blevet overskyet. Sidst på eftermiddagen gik jeg på udkig i de ca 1 million butikker, der ligger overalt! Altså, jeg nyder virkelig livet - det er totalt afslapning for alle pengene det her! Efter aften gik jeg igen rundt i butikkerne for at se, om de var blevet billigere. På vejen møder jeg en svensker, som også rejser alene. Han fortalte, at han nu havde rejst alene så længe, at han ikke kunne klare ikke at snakke med nogle længere. Han havde rejst alene i to dage... Haha! Jeg synes nu, at det er rart at have noget tid "alene" - man bliver "tvunget" ind i den lokale kultur på en anden måde, fordi man bare er nødt til at involvere sig noget mere, fremfor hvis man rejser sammen med en hjemmefra, og man nemmere kan "gemme" sig bag hinanden. Men ja, han kunne ikke klare det, så vi gik rundt og snakkede en times tid, inden vi satte os ned på stranden og nød bølgerne og fuldmånen. Skide romantisk, haha! Nogle lokale var helt vilde med os, og gav os colaer og friske nødder. De er nu søde de indonesere! Strømmen gik først på aftenen i hele området, hvilket åbenbart var meget normalt og kunne vare i op til en hel dag! Nogle af de dyre steder havde dog nødgeneratorer, så helt mørkt var der ikke. Den kom dog igen ved 24-tiden, så jeg kunne sove under min blæser - ellers ville jeg nok være druknet i sved inden i morgen tidlig! Nå, jeg skal tidligt op i morgen - svenskeren og jeg aftalte at mødes til en omgang surfing, wuhu!

Så blev det søndag - og det blev regnvejr... Okay, det regnede ikke hele tiden, så vi gik ned på stranden for at leje et surfboard. Der blev vi dog mødt af en masse turister, som stod oppe på stranden og en masse lokale, der lå i vandet. Pga af fuldmånen var tidevandet åbenbart højere, hvilket gjorde bølgerne alt for vilde til andre end halv-professionelle. Så vi måtte pænt gå igen! Dog har Kuta Beach en hel masse shopping muligheder, så vi gik i krig der i stedet for! Og igen kunne jeg ikke holde mig fra alle souveniresne... 
Efter aftensmaden tog jeg en lille lur, inden jeg kl lidt i 1 stod op for at mødes med de 4 tyske drenge og det canadiske par på den tyske restaurant for at se finalen. Virkelig en fed oplevelse - og hvilken stemning! Dog døde stemningen lidt hen, eftersom folk var ret trætte (kampen startede kl 3), men da Tyskland så scorede, skal jeg lige love for, at de vågnede op! Sikke en fest! Og ja, selvom klokken var 5.30, da kampen sluttede, så var det bare begyndelsen af festen! Det var i hvert fald ikke meget søvn, jeg fik, inden jeg skulle stå klar ude foran hotellet kl 10 - klar til at tage til Gili øerne!

fredag den 11. juli 2014

Gunung Bromo og Ijen Crater

Onsdag morgen kl 8.30 var der afgang mod Bromo. Turen skulle tage omkring 11 timer, så det var ikke min rejses mest spændende dag. Dog var der en masse andre turister med minibussen, som jeg kunne snakke med - for fx sove kunne man ikke, eftersom ALT kørsel her er wbykørsel. De bremser og gasser op konstant, overhaler, eller kører bare råddent. Så man bliver kastet noget rundt inde i sådan en minibus! Ved 18-tiden holdte vi ind ved et "bureau", hvor chaufføren skulle spise pga ramadan. Okay så! Her så vi, at der var nok 4-5 andre fyldte minebusser, også med turister, som skulle samme sted hen. Vi blev alle læsset af her og skulle herfra med andre busser den sidste times kørsel. Vi blev smidt ind i tilfældige busser og kørt afsted. Og det gik opad! Vi stoppede ved 5 forskellige hoteller på vejen op, hvor forskellige folk skulle af. Jeg skulle af som den anden sidste sammen med et andet par. Det var meget lokalt og ikke jordens lækreste hotel, men det var til at leve med - MEN de havde ingen restaurant, og vi var ude midt i ingenting. De havde dog en lille "cafe" lidt nede i gaden, så der gik vi ned. Vi blev mødt af en flok, som lige skulle tænke et par sekunder over, om de overhovedet havde åbent eller ikke, men de lukkede os da ind. Her blev vi serviceret af en gammel dame uden tænder, som knapt snakkede engelsk. Men vi fik da mad - ret god mad faktisk, så det var altid noget!
Oppe af bjerget var der hunde koldt! Som i omkring 10 grader - og den næste morgen, helt oppe ved vulkanen, skulle der kun være 4 grader! De bruger ikke ligefrem radiatorer her, så værelserne var iskolde! Jeg prøvede at tage et bad, og var fra start af overbevist om, at det var koldt vand, men efter et minut eller to, så blev det brandvarmt! Jeg skulle slet ikke røre ved det uden at blive brændt, så det var ikke fedt at stå der med indsæbet hår... Her skyller man ikke ud i toiletterne. Men lægger papiret i en kurv ved siden af og hælder efter ens afsluttede business en spand vand ned i toilettet - og hvis man har lavet nr. 2 og der sidder lidt fast, så bruger man ikke toiletbørste, men en lille bruser, som hænger ved siden af toilettet - så den måtte jeg så vaske mit hår med. Iskoldt vand! Så jeg lagde mig ned i soveposen iført både bukser og trøje og lagde det tykke tæppe, der lå på sengen over mig - og jeg frøs stadig! Æj... 
Nå, jeg stod op igen 3.30, klar til at tage mod et viewpoint, hvor man skulle kunne se solopgangen samt Bromo-krateret og en høj vulkan. Jeg turde dog ikke håbe på noget efter den anden morgens skuffelse. Vi blev hentet af jeeps og kørt en time opad. Herfra skulle vi gå et lille stykke, inden vi kom til pladsen, hvor det hele kunne ses fra. Der var så andre, der havde fået samme idé, så der stod nok 200 andre, da vi ankom - og ALLE udsigts- pladserne var selvfølgelig taget. Så det var bare frem med mase-genet og se, hvor tæt man kunne komme på hegnet, eller se, om man kunne få stukket kameraet ind i mellem nogle andres ben. HELDIGVIS var vejret klart, så jeg så rent faktisk solopgangen - og hvilket syn! Wow det var smukt! Samtidig kunne man kigge til højre og se et tykt lag af skyer ligge hen over jorden, og se krateret og vulkanen stikke op. Amen jeg siger jer folkens - WOW! Utroligt smukt - noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, faktisk. 

(Bromo krateret og vulkan)

Efter at have taget nok 200 billeder gik vi ned igen, fandt vores jeep blandt 100 andre og kørte mod selve krateret. Da vi kom ned af bjerget, kørte vi i en slags ørken af sort sand det sidste stykke - ret specielt. Vi parkerede og skulle herfra gå et godt stykke opad for at komme op på kanten af krateret, hvor man kunne kigge ned. En masse lokale stod dog klar til at tage én derop på hest, men her kunne jeg da spare nogle penge ved at gå. Føj, en gåtur! Ikke nok med, at hele gåturen vare i sand og derfor endnu hårdere, så fløj der kontant sand op fra hestene, der red forbi, så det var ikke fedt at trække vejret! Efter en del anstrengelser (formen er ikke, hvad den har været) nåede jeg toppen, og kunne kigge ned i krateret. Endnu mere specielt! Man kunne kigge ned og se et stort hul i jorden, hvorfra der konstant kom røg op nede fra jordens indre. Igen: Wow! 

(Bromo krateret)

(Udsigten fra Bromo-krateret)

Det er virkelig det bedste ord at beskrive den morgen på: WOW! 
Da vi kom tilbage til "hotellet" fik vi hver udleveret en lille kasse med vores morgenmad. Faktisk helt ok - der var da både toast, en slags ost, et æg og en banan. Man blev da mæt! Herefter ventede jeg en halv time på minibussen, som kørte mig tilbage til det sted, hvor vi skulle skifte bus dagen før, og igen her ventede vi en lille times tid på den næste minibus til det næste sted kaldet Ijen. Dertil var der 6 timers køretur i en skod-bus uden aircondition. Ikke fedt! 
Hen under aften ankom vi til stedet, hvor vi skulle overnatte. Et rigtig fint sted med rigtig fine værelser - og vigtigst af alt: Varmt bad! Jeg tog verdens længste bad - SKØNT! For her er der selvfølgelig også skide koldt, så det var virkelig tiltrængt - også selvom jeg havde svedt hele dagen på minibussens lædersæder! Vi fik serveret en kæmpe gang aftensmad, inden alle gik i seng allerede omkring kl 20 - vi skulle være klar til at stå op kl 3.30 igen i morgen! Et mindre problem var den moské lige i nærheden, som skreg deres meget højlydte bøn ud igenne højtalerne, som egentlig bare mest minder om en fuldvoksen mand, der bliver rykket i håret en "sang". Og at de blev ved til kl 23.30 gjorde mig da ikke ligefrem i godt humør. Møg ramadan...

Fredag - på min kære lillesøsters fødselsdag, tilykke! - stod vækketuret igen til 3.30 - op og have morgenmad, inden vi blev kørt i halvanden time ud til Ijen Kraterets fod. Her ventede en noget hård hikingtur på 3 km op til en sø, som ligger i krateret. Hele vejen blev vi fulgt af en flok lokale, som gik med en masse kurve - de skulle op og hente sulfat, som blev dannet oppe i krateret. Efter en rigtig hård tur, kom vi op til udsigten, og ja, det var igen det hele værd! Wow! Vandet i søen var helt blåt og ved siden af, kunne man se røgen komme op fra krateret. 
Turen tilbage var mere til at overkomme - vi blev efter en times tid (de indonesere er lidt langsomme i det), delt ind i biler og kørt afsted. Igen stoppede vi ved et "kontor", hvor vi skulle skifte over til en stor bus - ikke ligefrem et godt byt! Den var bare gammel - ingen aircondition og rigtig mange mennesker og små sæder! Æj! Vi blev kørt til færgen, sejlet over, og endelig befandt jeg mig på Bali! Nu skulle en bustur på 3 timer til Denpaser bare lige overståes... I Denpasar stod ca 1 million taxachaufførere klar til at køre os hvorhen vi ville, og vi fandt da en til en god pris. Jeg fulgtes med 4 tyske drenge og et canadisk par, og eftersom vi alle havde en hel del bagage blev vi klemt en del sammen inde i minibussen - men vi havde også fået den billigt! Vi ankom en times tid senere til Kuta, som er hoved-turist stedet, så at finde et sted at sove var ikke svært - mig og tyskerne fandt endda et sted med pool! Som om vi havde brug for det - stranden er 5 minutter væk! 
Så i morgen står den bare på AFSLAPNING! Og måske lidt surfing - nu ser vi! Ses!

tirsdag den 8. juli 2014

Yogyakarta

Mandag morgen stod jeg så op kl lidt i 5, pakkede mine ting og vinkede farvel til Cianjur homestay. Mig, et spansk par og en hollandsk mand skulle alle med samme tog videre, så vi blev vist til "busstationen" af en af de ansatte på stedet. Vi blev så bare vist op til vejen, hvor vores lille guide stoppede den næste bus og fik os med. Denne bus skulle køre os til byen Bandung, hvorfra vi skulle med en taxa fra busstationen til togstationen og fra togstationen med et tog til Yogyakarta. Ret nemt faktisk! Vi kom med toget, fandt vores pladser og så frem til den 7,5 timers lange togtur. Puha! Problemet med disse toge er, at man betaler ekstra for at have aircondition, men den er bare så kold, at man nærmest har brug for en flyverdragt! Ikke sjovt at fryse i 7 timer... Lidt over 16 den eftermiddag nåede hollænderen og jeg Yogyakarta. Det spanske par stod af i en anden by omkring middagstid. Hollænderen (som forresten er ret godt tilfreds med sit fodboldlandshold pt) havde allerede booket er hotel, så jeg gik blot med derhen for at tjekke det ud. Jeg havde dog læst om et sted i min bog, som både var billigt og havde en pool - ulempen ved det var bare, at deres værelser var med squat-toilet, som jeg bare overhovedet ikke er fan af. Jeg har "squatet" nok i militæret! 
Nå, efter at have jaget indtil flere væk, der ville have os ind på deres sted (Yogyakarta er MEGET turistet!), fandt vi hans hotel. Det så ganske fint og billigt ud, så det tog jeg også - jeg fik skam det sidste værelse! 
Jeg fik booket en tur til dagen efter, hvor jeg tidligt-tidligt kører fra hotellet mod Borondur, for at gå op af en bakke og se solopgangen hen over er kendt tempel, der ligger i den by. Bagefter skal vi se endnu et kendt tempel. Jeg synes ellers, at jeg havde set nok templer, men disse to skulle været ret specielle og meget populære, så dem må jeg hellere se, nu når jeg er her! 
Jeg spiste aftensmad sammen med hollænderen, som er rigtig hyggelig, og som også selv har rejst rigtig meget! Dette er hans 44. land - wow! 

Tirsdag stod jeg så op kl 3.35 for at være klar til 3.45, hvor der var afgang mod Borobudur. Efter en times kørsel ankom vi til stedet, hvor jeg i totalt mørke gik op af en bakke for at være klar til at se solopgangen ud over templet og det nærliggende landskab. MEN... Skyerne havde lige bestemt, at det eneste bare lidt røde/orange jeg skulle se den dag, var den lille lampe, der lyser orange, når man fokuserer på mit kamera og hollænderens fodboldtrøje. Æj! Nå, men udsigten var da meget pæn alligevel - bare ret nederen at have siddet og ventet i en times tid på det. Herefter gik vi ned igen og kørte hen for at se selve templet. Det er vist verdens største tempel, og var vildt flot! Og stort! Slet ikke noget a la de andre buddhistiske templer, jeg før har set. Dog havde det efter flere vulkanudbrud i tidens løb taget en del skade, og stenene, det var bygget af, var helt sorte af aske. Selve templet blev først fundet ude midt i junglen engang i midten af 1800-tallet, så man ved ikke hvem der har bygget det eller hvornår. 
Efter at have gået rundt i området et par timer var det endelig tid til morgenmad! Herefter kørte vi igen lidt over en time hen til det næste tempel, som var et hindu-tempel kaldet Prambanan. Dette var blevet rigtig skadet af et jordskælv så sent som i 2005, hvor en masse af templerne var styrtet sammen og blokke var faldet sammen. Men de største af templerne stod stadig efter en del reparation og var rigtig flotte. Det er sjovt endelig at kunne bruge alt det man lærte i de selvfølgelig VILDT spændende religionstimer, jeg havde i gymnasiet. Jeg vidste hvem af guderne alle templerne tilhørte i hindutemplet samt kendte historierne - og ved det buddhistiske tempel havde jeg slet ikke behøvet en guide for at kunne fortælle historierne, der var indhugget i murerne! Det var jo ikke helt ubrugelig viden, han fyldte os med, ham LP. 
Efter at have kæmpet sig igennem alle de boder, der var sat op uden for templets udgang kørte vi tilbage til Yogyakarta - da vi kom tilbage var klokken kun 13! Utroligt hvor meget man kan nå, hvis man står tidligt op, haha.
Jeg tog mig lige en lille lur, da vi kom tilbage og gik derefter på markedet. Meget forvirrende marked i forhold til andre, jeg har været på! Og det endte da også hurtigt med, at jeg blev træt af det. Resten af eftermiddagen gik bare med afslapning og med at gå fra turistbureau til turistbureau for at få den bedste pris på min næste tur! Og det endte nu meget godt. I morgen tidlig tager jeg med en bus i 11 timer mod Gunung Bromo, som er en aktiv vulkan her på øen. Her skal jeg overnatte og morgenen efter prøver jeg igen med den solopgang! Derefter kører vi mod Ijen Crater, som er lidt samme historie: Overnatning og morgenen efter solopgang og trekking. Herefter bliver jeg læsset at på Bali og er klar på den strand! Ses!

lørdag den 5. juli 2014

Cianjur Homestay

Fredag morgen kl 7.00 stod jeg klar udenfor hostlet og ventede på mit lift til Cianjur. Som de altid er i udlandet, var de 25 min forsinket - men jeg kom da med! Jeg kørte sammen med ene af lokale, og jeg anede ikke, hvor langt der var til stedet. Efterhånden var der gået en time, og vi læssede den første af. Først næsten 3 timer efter jeg var blevet hentet havde vi læsset alle de lokale af, og jeg ankom til stedet. Her blev jeg modtaget med en velkomst-juice og en gang morgenmad, som bestod af ris kogt i kokosmælk, med lidt æg og noget virkelig stærkt ovenpå. Egentlig ret godt! Rigtig lokalt. Straks blev jeg også tilbudt at komme på en tur til en traditionel by den samme dag. Med det samme faktisk! Og eftersom jeg ikke lige havde nogle planer, så var det jo fint. Efter maden blev jeg sat på en scooter (denne gang med en hjelm på!), og kørt ca en halv time hen til et sted, hvorfra vi skulle gå. En fra homestayet fulgte mig hele vejen, indtil vi fandt gruppen, som allerede var taget afsted på turen kl 9. Så jeg svedte en hel del, da vi endelig fangede dem halvvejs oppe af bjerget! Vi havde spurtet! Der var en masse unge med på turen, som også er under det samme "program", som jeg er, så det var rigtig hyggeligt, og de var alle rigtig flinke.
Men vi gik og gik, og vi så en masse flotte udsigter udover rismarker og teplantager. Vi så også en masse huse på vejen, som tilhører folket, der lever traditionelt. Meget sjovt at se. Alle husene var bygget af bambus og havde ingen møbler. Men de så ud til at holde godt! Sidst på formiddagen ankom vi til en af guidernes hus, hvor vi blev serveret en frisk kokosnød med sugerør i. Himmelsk! Helt frisk kokosmælk. Efter vi havde drukket op, skar han nødden op, serverede hjemmelavet brun sukker - og dét blandet med den friske kokos var som en virkelig lækker dessert! Wow. Herfter blev frokosten serveret. Indenfor blev en runskreds af tallerkner sat op, og inde i midten stod maden. Så var det ellers at tage for sig af alle de lokale retter! Og at sidde på gulvet var også en del af charmen. Dog var det lidt synd at se de lokale, som pga af Ramadan, som er igang lige nu, ikke måtte spise. Efter frokost gik vi tilbage ned af bjerget og tilbage til homestayet. 
Jeg blev indlogeret på mit værelset, som bestod af ca 1 kvadratmeter gulv, en stor dobbeltseng og en fane. Toilettet kan som mange andre toiletter i Asien ikke skylle ud, så det gøres ved at hælde vand ned i det, indtil det man vil have væk er væk. Og papiret skal lægges i en spand. Der er ingen håndvask, men blot en hane, så vandet og sæben ligger bare på gulvet. Og ja, bruseren er også bare midt i det hele og afløbet er i det ene hjørne - så det er en oplevelse! 
Jeg bor hos en gut kaldet Yudi og hans familie, og det er Yudi, som arrangerer alt for sine gæster såsom turene rundt i lokalområdet. Der kan bo 5 i hans hus, og rundt omkring i byen kan der bo flere hos en anden familie eller i en bungalow, og så kommer alle hen til Yudi og spiser. Rigtig hyggeligt, for man møder en masse andre rejsende, og man kan tilmed snakke med folkene, der arbejder for Yudi, eller familien selv. Og alle er heldigvis vildt flinke! En sjov ting er dog, at alle de lokale vil have billeder med os. Man bliver tit stoppet på gaden for at få taget et billede med dem. Sært! Men det er kun 1 år siden, at dette sted kom i Lonely Planet bogen, så førhen kendte turister ikke til stedet, og derfor har mange af de lokale ikke set turister før. De er også helt vilde med at sige hej til en på gaden, og fniser og griner helt vildt tit, når de så endelig tør gøre det. Sjovt at se.
Der er bare lige den ting med den Ramadan der... De er vildt glade for deres kæmpe højtaler ovenpå moskeen, hvorfra de kl 4.30 om morgenen spiller HØJT "musik" - en bøn af en art, som fortæller dem, at de skal til at bede. De står op kl lort om natten for at spise, fordi de hverken må spise eller drikke, når solen er oppe, også om aftenen får de et kæmpe måltid. Især det med at de ikke må drikke - heller ikke vand - må godt nok være svært i den varme! Men at de så aflyser en masse af de ture, som jeg gerne ville bruge noget af min tid her på, kunne han godt lige have informeret mig om. Fx kan man ikke komme ud og se rismarkerne, eller en tur med noget traditionel dans... Så nu tager jeg måske herfra en dag eller to før end planlagt, for udover de her ture, så er der godt nok ikke meget at give sig til! Men det giver mig bare flere afslapningsdsge på Bali i sidste ende. Aaahhh.
Aftensmaden var også meget lokal, men vildt lækkert! Især desserten var spisciel. Vi fik en lille klump pakket ind i et blad. Indeni var der en klump klisterris, som var blevet grønne pga bladet og inden i dette var der kokos blandet med brunt sukker. Wow det smagte bare godt!! Jeg håber virkelig på, at kunne komme på madlavningskursus her, men damen som skal afholde det er desværre syg. Så kryds fingre for, at hun bliver rask snart!

Lørdag morgen tillod jeg mig selv at sove længe eftersom jeg først skulle på tur ud til en flydende by kl 13. Den samme nat ved 2-3 tiden havde jeg hørt nogle nye komme til stedet, og da jeg stod op ved 9.30-tiden mødte jeg en af pigerne. En dansk en af slagsen! Hun var ude at rejse med sine forældre, og de ankom direkte fra DK og hertil. Så det var kørt den tur, der for mig tog 3 timer fra Jakarta på bare 2 timer. Vi fik alle 4 morgenmad sammen, og de er vildt søde! Kommer lidt syd fra Århus af. Vi snakkede en hel del og pludselig blev frokosten serveret! Jeg skulle jo nå at spise inden min tur. Under maden ankom et par mere fra Spanien og senere et andet par fra Tyskland - så der er gang i den! Frokosten bestod af noget klisterris (slet ikke som I kender det - det her hænger HELT sammen i små kugler) i noget sovs igen lavet på kokos sammen med en masse grøntsager. Jeg siger jer: jeg skal leve af store røde bøffer og bare generelt kød, når jeg kommer hjem - for kød, det bruger de godt nok sjældent her! Jeg har ikke fået kød i 3 dage nu. Hvad er det for noget?! Nå, jeg overlever nok. Jeg blev hentet sammen med nogle af de andre og kørt ud til den flydende by. Her sejlede vi rundt og så på husene, som virkelig ligger helt udeni vandet og blot er bygget ovenpå tønder og holdt sammen af bambus. Ret specielt. Vi steg af båden og fik lov til at gå på de mange bambus broer, der er mellem husene. De har også en masse små bassiner i mellem husene, hvor de har fisk. Både til akvarie og til spisning. Så det lever de fint af! Virkelig specielt at se sådan et samfund. Da vi kom tilbage gik jeg en tur rundt i området sammen med den danske familie - knapt så hyggelig en tur - ikke pga selvskabet - men der er bare rigtig mange køretøjer på deres veje, som virkelig larmer, og rundt i kanten af vejen ligger der uendelig mængder af skrald! Overalt. 
Aftensmaden var en god omgang nudler med grøntsager, som man kender det! Efter at alle havde fået booket hvilken tur de ville på dagen efter, sad vi og snakkede, da Yudi kommer og spørger, om nogle vil med ud at se er hospital. Og set kunne da være super fedt, så det sagde jeg ja til! Det var så bare ikke et hospital, men en mand, som sammen med nogle andre arbejde frivilligt for en organisation for at hjælpe psykisk syge, som rundt omkring i landet bare bliver låst inde af deres egne familier, fordi familien ikke ved, hvad de skal stille op med dem. Ret interessant at høre på, men da de 5 lokale, der var tilstede ville tage billeder sammen med os for 11. gang var jeg en smule irriteret! Stop nu! Og vi så også en lidt for lang film om det hele, som jeg sagtens kunne have undværet! Bagefter gik vi dog over og så hospitalet. Ikke just en opmuntrende oplevelse, men man kan da sige, at vi skal være glade for, hvad vi har i Danmark. Klokken blev så også halv tolv før vi kom tilbage, og jeg skulle på tur fra 8-17 ud for at se en botanisk have og et stort vandfald sammen med den danske familie dagen efter. Spændende!

Okay... Søndag morgen blev vi så først hentet kl 10. Indonesisk tid for kl 9! Men vi kom da afsted. Vi blev kørt i en lille minibus ca en time hen til den botaniske have, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på alle træerne og planterne. Guiden vidste så stortset intet om planterne, så det var faktisk ikke så meget værd. Det var dog en rigtig flot have! Vi gik til sidst ned og så vandfaldet, som var rimelig skuffende. Vi havde læst om nogle andres oplevelser af det, hvor de havde skrevet, at de var det største, de havde set udover Niagra Falls - og det var det bare IKKE. Nå, men vi så det da. Da vi kom tilbage til minibussen, var klokken ikke mere end 1.30, og turen skulle altså vare til kl 17. Det gjorde den så ikke. På vejen tilbage fik vi guiden til at stoppe bilen ved forskellige små boder, hvor de solgte en masse frisk og spændende frugt. Så vi prøvede en masse forskellige frugter, da vi kom tilbage til huset - vildt lækkert! Resten af dagen gik med afslapning og en lækker-lækker lokal aftensmad efterfulgt af en gåtur om aftenen.

Grundet Ramadanen og at der derfor er mange af turene, der ikke kan lade sig gøre, har jeg besluttet at tage herfra en dag før end forventet. Så jeg tager afsted mod Yogyakarta tirsdag virkelig tidlig morgen, hvor jeg gerne skulle ende tirsdag eftermiddag - Javaøen er åbenbart virkelig stor?! Det tager faktisk 60 timer at komme her fra Cianjur til Bali i bus! Fra Yogyakarta regner jeg med at tage mod en vulkan kaldet Bromo, som jeg vil bestige og derfra til Bali. På Bali regner jeg med at få slappet GODT og grundigt af, samt tage nogle dage på Gili øerne og Lombok for derfra at vende tilbage til Bali og mit fly hjem d. 21. Det ender jo næsten med, at jeg får travlt! Jeg havde faktisk været lidt bange for, at jeg havde FOR mange dage, men det kommer vist til at passe helt fint! Så sorry gyus, I må altså vente helt til d. 22.!

Nå, der kan så ske meget på bare de få timer, siden jeg skrev det sidste lille stykke indlæg! Nu tager jeg så afsted mod Yogyakarta i morgen tidlig kl 5! Ham gutten der har stedet her er lidt irriterende og kan ikke love mig, at jeg kan komme på en tur i morgen... Jeg ville gerne have været ude at se en risfarm - men det blev et nej pga af ramadan. Så ville jeg gerne på en lang hike i bjergene her - nej, fordi guiden, der kender bjergene, er i Jakarta. Lige pludselig! Som første prioritet ville jeg faktisk have været på et madlavningskursus, men hende damen, der skal afholde det er syg! Amen altså... Og der er virkelig bare ikke nok at lave her en HEL dag - det eneste man kan lave udover de ture der, er faktisk bare at gå rundt i byen, som egentlig ikke er særlig hyggelig. Så her til aften kl 21 fik ham der ejer stedet lige hu-hej arrangeret en togbillet. Sådan! 
Så farvel til Cianjur Homestay - det har været en blandet fornøjelse. Det lød af lidt mere end det lige var i min Lonely Planet bog, men sådan er det jo nogle gange. Altid noget, at jeg kunne komme videre herfra med så kort varsel.
Ses i Yogyakarta! Håber DK er fornøjelig!

fredag den 4. juli 2014

Jakarta

Efter at have fået absolut intet søvn blev jeg kl 4 om natten hentet af taxaen og kørt til lufthavnen. Taxachaufføren måtte vække mig, da vi var der! Systemet i lufthavnen var ikke til at råbe hurra over, og alt virkede bare tilfældigt. Der stod ingen ved security, men folk kørte da deres ting igennem - og da jeg gik igennem med min telefon i lommen sagde den ikke en lyd. Nå, jeg kom da på flyet, og efter lidt forsinkelse kom vi afsted mod Jakarta. 
For at komme ind i Indonesien skal man åbenbart have visa! Og man skal også betale for det... Eftersom jeg ingen kontanter havde på mig, så måtte jeg lægge mig pas som "depositum", gå ud og hæve de over 200 kr det kostede (435.000 af deres - sindssyge beløb!) og komme tilbage og betale. Jeg kunne så endelig forlade lufthavnen! Jeg havde læst mig til, at når jeg kom ud, så skulle jeg blot gå til venstre og dér finde en bus, der kører til centrum. Jeg fandt da også stedet og købte en billet, men bussen måtte jeg vente i laaaaang tid på. Så lang tid, at en soldat-lignende mand og hans ven prøvede at score mig. De fortalte om alle de "seje" ting de lavede, men til sidst sagde jeg altså til ham, at jeg selv var soldat, og at vi faktisk var meget sejere i Danmark. Så gik de da heldigvis!
Efter at have kørt næsten halvanden time i bus endte jeg på en togstation midt i byen. Herfra havde jeg læst mig frem til, at jeg skulle tage en taxa de sidste to kilometer. Først kommer en scooterfyr hen - neeeeej! Jeg fandt heldigvis en almindelig taxa og endte rent faktisk det rigtige sted. Hurra! Jeg tjekkede ind, og da hun sagde, at værelset ikke var klart endnu var jeg lige ved at dø! Jeg var SÅ træt! Men efter hun havde ordnet papirerne, så var det pludselig klart alligevel. Yes - lur til mig! Jeg stod op til frokost, spiste og gik herefter ud i byen. Jeg gik først hen på et marked, men der solgte de kun brugte ting, og sælgerne var alt for nærgående. Så jeg gik det lidt lange stykke hen til det centrale shoppingcenter og centrum i byen. Her var jeg ved at blive kørt ned flere gange ved at krydse vejen - men jeg klarede den hele vejen ind i centret. Efter shoppingturen med Line i Kuala Lumpur, så måtte jeg beherske mig... Og jeg var god til det! Da jeg kom ud igen var det pludselig blevet mørkt! Og klokken var kun 18. Så jeg måtte jo med en taxa, for der var rimelig langt tilbage. Jeg fandt en lille tuk-tuk og fik ham forklaret, hvor jeg ville hen. Han kørte i 100 år, og jeg var ved at blive i tvivl, om han overhovedet vidste, hvor det var. Men han skulle selvfølgelig også slås med alle scooterne og bilerne på vejen. Ej hvor er der mange scootere! For hver bil er der nok 5 scootere. Men han fandt det da til sidst. Jeg fik noget mad, så lidt af en film, der kørte i lobbyen, også ellers bare i seng! Jeg skulle ligesom også hentes kl 7 næste morgen for at blive kørt til Cianjur. Her skal jeg bo i 5 dage hos en familie og på ture om dagen for at lære om den indonesiske kultur. Det skal nok blive spændende! Ses i Cianjur!

søndag den 29. juni 2014

Cameron Highlands og Kuala Lumpur

Lørdag sidst på eftermiddagen ankom vi til Cameron Highlands. Her var der pludselig koldt?! "Kun" 25 grader var altså ikke lige shortsvejr... Så da vi havde fundet et sted at overnatte, var det straks på med langbukserne og den varme trøje! Også da vi senere gik rundt ude i byen og kiggede, gik vi rundt i varmt tøj. Fy føj! 
Vi fik booket en tur til dagen efter, som skulle give et godt indblik i hele området, så det glædede vi os til.

Søndag stod vi så op, fik morgenmad og blev 8.45 hentet af vores guide i en rigtig jeep. Vi kørte først lidt op i bjergene, hvor vi fik en kanon udsigt udover en kæmpe teplantage. Vildt smukt! Herefter kørte vi lidt højere op af bjerget, som vist nok var et af de højeste i Malaysia, hvor vi oppe i et tårn havde en vild udsigt! Og heldigvis var vejret klart. Herefter kørte vi til The Mossy Forrest, som er en regnskovs-jungle, hvor der er nogle helt specielle økosystemer. Og en hel masse mos! Rigtig flot tur. Guiden var dog bare lidt for entusiastisk, så vi blev i den grad belært om global opvarmning og om regnskovens vigtighed. Han fik det nærmest til at lyde som om, at hvis vi trådte på mosset derinde, så var der snart ikke mere drikkevand! Han snakkede bare lige lidt for længe... 
Herefter besøgte vi selve tefabrikken, hvor vi selvfølgelig skulle have en kop te. Det var der bare også ca 1000 andre der skulle, så vi stod i kø i godt 45 min for den ski** kop te! Herfra så vi en sommerfugle-farm, inden vi fik lokal frokost. De sidste stop på turen var på en jordbær-farm(jeg var fan), på et ret kedeligt og meningsløst museum og ved et buddhistisk/kinesisk tempel. Og så var vi godt nok også færdige for den dag! Jeg sov to timer, da vi kom hjem, spiste aftensmad og gik nærmest direkte i seng igen! Træt!
I morgen tidlig skal vi med bus mod Lines sidste stop; Kuala Lumpur. Her skal vi være i 3 dage, inden hun flyver hjem natten til d. 3. juli, og jeg flyver videre til Jakarta. 

Mandag lidt over middag ankom vi til en busstation i Kuala Lumpur. Vi anede ikke hvilken busstation, eller hvor vi skulle gå hen. Så der stod vi med alt vores bagage i de 40 grader, og sukkede. Vi fandt dog hurtigt ud af, at de billige steder lå i Chinatown og gik derhen imod. Til alt held gik der ikke voldsomt lang tid (dog lang nok tid til, at vi var badet i sved), før vi fandt et sted. Endda et sted, hvor vi kunne få vores eget værelse med aircondition til en fornuftig pris. 
Vi skiftede til shorts og gik ud i byen og kiggede. Vi fandt et marked, som igen blev farligt... Altså! Sidst på eftermiddagen bookede vi en tur til dagen efter, hvor vi skal rundt og se de centrale ting i byen. Aftensmaden blev nydt på 7eleven - ren gourmet, haha!

Tirsdag tog vi så på tur rundt i Kuala Lumpur sammen med guiden og en gammel mand. Vi startede med at køre ud til en stor grotte, hvori der var et tempel. For at komme op til grotten skulle man bestige 272 trappetrin i lange bukser (kun benene skulle være dækket her?!), så det var varmt! Samtidig skulle man holde øjnene åbne for ikke at blive angrebet af aber! Vi så en pige få rykket sin taske ud af hænderne, så aben kunne endevende den for mad. Skide abe! Men vi så templet, og det var ret specielt. Herfra tog vi ud til en tin-fabrik. Ret kedeligt faktisk. Herefter foregik det mere inde i byen, hvor vi så et monument for de faldne soldater under 2. verdenskrig, en vigtig plads, og en moské. I moskéen skulle vi have tørklæde på fra fødder til toppen af håret - kønne var vi ikke! Til sidst dagens vigtigste sted: Chokoladefabrikken! Og vi købte da også lidt... 
Eftermiddagen brugte vi igen på markedet, hvor vi igen igen købte en masse ting. Æj! 

Onsdag formiddag gik vi rundt i kvarteret og prøvede på at finde det berømte sted: The Golden Triancle. Her var der en masse butikker og et KÆMPE center. Vi fandt først en H&M - og ja, så var dagen ligesom igang... Ej, hvor vi købte meget derinde! Og turen inde i det største center var heller ikke bedre - i hvert fald ikke for Line, haha! 
Da vi kom tilbage gik vi i bad og ud for at spise. De sted vi havde udset os åbnede så først kl 19.30 og vi var altså klar 17.45! Men de skulle vente med at åbne til Ramadanen var forbi for den dag, så der skulle altså være mørkt. Så vi spiste vores gourmet-farvel-Line-måltid på McDonalds! Haha! Derefter gik vi igen lidt rundt på markedet, inden vi gik tilbage til hostlet for at pakke vores ting/pakke alle mine ting over i Lines tasker. Heldigvis var hun faldet over en stor Nike sportstaske i centret tidligere på dagen, så den er blevet fyldt godt ud. Uden pis, så har Line 10 kg af mit lort med hjem. Wow!! Hun er for sej! Slæber lige 34-35 kg med hjem.

Det var så meningen, at jeg skulle have et andet værelse at sove i her på hostlet, når jeg havde sendt Line afsted - vi skal nemlig ikke med fra den samme lufthavn - MEN! Manden sagde så, at de ikke havde flere af de billige senge tilbage, så han viser mig en seng, der står ude midt i det hele - ikke inde på et værelse eller noget - og den kostede det samme som en seng inde på et værelse. Glem det kammerat! Så nu må jeg sove på en sofa indtil jeg bliver hentet kl 4 i nat. Yes...

Men ja, det var så farvel til Malaysia. Det har været et kort visit, men vi har set RIGTIG meget af landet, og mange af de centrale ting her. Det har været meget specielt - især at opleve forskellen på Malaysia i forhold til Thailand. Vidt forskellige lande! Og vidt forskellige kulturer. 
Det bliver så også farvel til Line for denne gang. Det har været FANTASTISK at rejse med hende! Vi har haft det skide sjovt - og haft en god arbejdsfordeling: Jeg har læst i min bog og fortalt hende, hvor vi skulle hen, og hun har haft styr på alle nøgler og billetter. Skide fint! Haha! Men ja, vi har haft det rigtig sjovt sammen, og det var hårdt at sige farvel. Men vi ses jo lige om lidt igen!

Kl 7 i morgen tidlig, torsdag, flyver jeg så videre til Jakarta. Her skal jeg overnatte en enkelt nat og fredag bliver jeg hentet af Yudi og kørt ud i en mindre by, hvor jeg skal bo hos en værtsfamilie indtil d. 9. Her skal jeg lære en masse om den indonesiske kultur og på en masse ture rundt i området. Herfra er planen at rejse tværs hen over Javaøen og ende på Bali, hvor mit fly hjem er fra. Puha, der er godt nok ikke lang tid tilbage!! Det er godt nok mærkeligt at tænke på. Jeg vil ikke hjem, men samtidig glæder jeg mig til at se jer alle sammen! Åh...
Nå, farvel Line og Malaysia - ses i Jakarta!

lørdag den 28. juni 2014

Hej Malaysia!

Vi ankom til byen, hvor havnen var, og blev sat af ved et turistbureau, som kunne give os bådbilletterne. Her sad en lidt for rapkæftet fyr med sine lidt for smarte venner - de ville skam gerne hjælpe - de var bare ALT for meget! Da vi skulle til at betale kom vi i tanke om, at vi jo ikke havde fået hævet, og de småpenge vi havde fået vekslet på grænsen var ikke nok. Så jeg tog med en af mændene, som ville køre mig til banken. På sin scooter - selvfølgelig! Jeg bad ham om at køre langsomt, og han gjorde så selvfølgelig alt andet. Han var nok et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt - måske spillede min træthed og sult også lidt ind, men wow, han skulle have haft 10 flade lige i ansigtet! Han blev ved med at snakke til mig, selvom jeg ikke kunne høre, eller forstå ham, og blev ved med at spørge, om jeg så vm, for så kendte han et sted med billig øl, hvor jeg kunne komme med hen. Nej, for 117. gang! Det værste var dog, at han blev ved med at tage selfies af os begge (han skulle bare dø!!), hvilket fik ham til at slingre mere! Jeg kiggede bare væk eller bukkede mig ned, så jeg ikke kunne ses for hans egen (trælse) krop. Han spurgte også jævnligt om jeg var bange, eftersom jeg gispede, når han rundede svingene med en lidt for høj fart. Da jeg så endelig sagde ja, begyndte han selvfølgelig at slingre, men så fik han fandme et slag på skulderen, at nu skulle han stoppe! Det forstod han så. Da vi så kom tilbage ville han have penge for det - og gu fandme nej, om han fik penge for det! Jeg kom dog til besindelse igen og gav dem til en af de andre smartass's og sagde, at jeg i hvert fald ikke gad at give ham dem! Hvilken idiot. Da vi havde betalt og fået vores billetter og skulle til at gå, spurgte de så, om vi ikke ville spise med dem, og vi kunne da også sove her. Det svarede jeg ikke engang på, og manden råbte efter os, at vi skulle huske at være på kontoret lidt i 7 i morgen tidlig. Ja ja, ses! Stodder... Det var som at være tilbage på Cuba!
Vi fandt et usselt hotel med en enkelt dobbeltseng, men vi orkede bare ikke at lede, eftersom vi var HELT døde og virkelig sultne! Vi har ellers ledt efter pænere steder at sove, da jeg i Phuket var så smart at glemme min silkesovepose i min seng... Så nu kan jeg ligge her og hygge mig med alle sengelusene! Hurra.
Velkommen til Malaysia, piger!

Torsdag kl 4 blev vi vækket af den lokale moské, der lige synes, at den skulle messe ud over HELE byen på dette umenneskelige tidspunkt! Omg! Så vi var da vågne, da vækkeuret ringede lidt over 6. Vi tog ned på turistkontoret og gik herfra ned til båden, som skulle sejle os ud til Palau Perhentian Kecil. Det er en lille ø lidt ude fra kysten, som skulle være vildt smuk! Så her ville vi tilbringe to nætter. Vi blev sejlet derud i speedbåd, og sat af på stranden, hvorfra vi så skulle finde et sted at sove. Og der var varmt! Vi fandt faktisk forholdsvis hurtigt et sted, som havde et dobbeltværelse til en okay pris. Vi ville dog frygtelig gerne have aircondition, men da han sagde, at sådan et værelse kostede lidt over 800 kr, så kunne vi godt overleve med den fan. Vi smed vores bagage og gik ned på stranden, hvor vi fik noget morgenmad, inden den stod på afslapning ved vandet. Til middag gik vi op på værelset lidt, inden vi gik over på den modsatte side af øen(hvilket kun tog 5 minutter), fik en is og lagde os i skyggen. Vi er rigtigt på ferie nu! 
Lidt senere svømmede vi lidt ud af, men vendte hurtigt om, da nogle halv-store fisk i vandet begyndte at bide os, så snart vi ikke rørte på os. Og de bed altså til! Så vi fandt hurtigt tilbage ind på stranden igen! 
Til aften spiste vi på en fin restaurant nede ved vandet, og til dessert fik vi henholdsvis en oreo-shake og en mars-shake. Mmhh! Vi nyder livet!

Fredag sov vi længe. Rart! Og tiltrængt. Vi vågnede ved 10-tiden og gik ned på stranden og fik morgenmad. Herefter gik vi lidt rundt på øen og tog billeder, inden vi lige blev dyppet og tog på snorklingtur. Vi blev sejlet ud i en lille båd og over til den såkaldte Turtle Beach. Ja ja, vi har efterhånden været på så mange snorklingture, hvor de lover både hajer og næsten hvaler. Så vi forventede ikke det store. Men lige var vi hoppet i, før vi kunne se den første havskildpadde ligge nede på bunden og spise. Line var ellevild! Vi så 2-3 stykker, inden vi sejlede videre. Fedt! Næste sted var Coral Garden - og koraller var der! For alle pengene. Og VILDT mange fisk! Næste sted var Shark Point, og det forventede vi slet ikke noget af. Men men men - efter at have svømmet rundt i ca et kvarter svømmede den første haj forbi nedenunder os. For vildt! Næsten 2 meter lang. Vi nåede at se 3. Vores guide grinte så bare af os, da vi sagde, at vi havde set 3, så vi ved ikke, om han ikke troede på os. Men vi var ligeglade - vi havde set hajer! Og Line havde set BÅDE skildpadder og hajer på én og samme dag. Kanon tur! 
Resten af eftermiddagen brugte vi skiftevis ved vandet og oppe i skyggen med en smoothie i hånden. Ren afslapning! 
Til aften spiste vi igen på en af restauranterne nede ved vandet - på stranden faktisk. SÅ hyggeligt!

Åh Perhentian Kecil, du har deme været god ved os! Og god for Lines tan, haha!  Vi har virkelig fået slappet af og nydt tilværelsen. I morgen drager vi med båden tilbage til hvor vi kom fra og tager derfra bussen til Cameron Highlands, hvor vi skal ud i junglen. Ses!

onsdag den 25. juni 2014

Farvel til Thailand

Da vi tirsdag omkring middag ankom til Krabi, kunne vi godt fornemme på det hele, at der ikke lige var så meget strand, som vi lige havde troet. Så vi forsøgte at finde et sted med pool, så vi kunne bruge dagen på at slappe af. Det lykkedes da også - endda til en fornuftig pris og med gratis transport. Yes! Vi ankom, smed vores ting og tøj(haha) og gik direkte i poolen. Lækker NEDKØLET pool - SKØNT. Freden varede dog ikke længe... Line fik hen på eftermiddagen en besked fra hendes mor hvori der stod, at hendes bedstefar desværre var gået bort samme morgen. Han havde været syg længe, men selvfølgelig slog det enormt hårdt ned på Line! Åh lille skat altså...<3 Hun fik et hav af krammere, og vi fik snakket lidt om, hvordan han var. Puha - slet ikke sjovt! Især ikke, når man er så langt væk hjemmefra. Men hun klarer det rigtig flot og får skrevet jævnligt hjem til familien.
For at hun ikke skulle ligge kun og tænke på dét hele dagen, så gik vi sidst på eftermiddagen ned i byen for at kigge lidt og finde noget mad. Og igen havde de en masse souvenirersbutikker - æj!! Vores vigtigste køb var nok vores billet til den malaysiske grænse dagen efter. Og her var vi nok lidt besværlige... I stedet for at tage den normale rute ned til enten Penang eller Kuala Lumpur, så ville vi gerne over til en ø ovre på østkysten. Vi havde nemlig læst, at den skulle være fantastisk! Og billig. Så turist-damen fiksede os en billet til en by lige før grænsen til Malaysia kaldet Sungia Kolok (tror jeg), og herfra skulle vi så tage en taxa - som i følge hende var enormt billige - til byen hvorfra båden ud til øen går. Hmm, okay så! Der var bare et eller andet ved det der navn Sungia Kolok, som jeg ikke var så glad for... Der er nemlig én grænse, som min guidebog ikke anbefalede, at man benyttede sig af, og jeg var ret sikkert på, at den havde noget at gøre med det bynavn. Men det var vores eneste mulighed. Og når jeg slår dette indlæg op, ved I jo også, om det var farligt eller ej! 

Vores bus - eller det var så en minivan - gik kl 6.40 morgenen efter, og turist-damen havde sagt, at det tog ca 4,5 timer. Fint! Så havde vi massere af tid på grænsen og tid til at finde den båd der. Vi sov det meste af vejen(med åben mund og det hele), men ankom 11.30 til et sted som slet ikke lignede en grænse - men her skulle vi altså af! Chaufføren stak os to billetter i hånden, og sagde noget om platform nr. 22. Held og lykke piger! Vi fandt dog let den givne platform, men her skulle vi lige vente på den næste minibus. Men hvornår kommer den, lille gamle mand? Åh, inden for en time - inden ved det! Okay så... Og egentlig vidste vi ikke, hvor vi var? Vi var så i en by kaldet Hat Tai, som SLET ikke var tæt på grænsen. Hvad?! Vi skulle så med endnu en minivan herfra og til grænsen, som igen ville tage 4 timer. Aj... Nå, så vi havde noget stillesiddende tid foran os. Line gik på toilet, og jeg holdte skarpt øje med taskerne! Min kære grandkusine, som for nyligt også var ude at rejse, fik stjålet alle sine vigtige ting efter hendes veninde blev udsat for en tricktyv netop mens min grandkusine var på toilet! Så jeg var klar på alt! Pludselig bliver jeg vinket over, at vi altså skulle med nu. Lort... På med ALLE taskerne (vi har hver 3 nu), og så afsted. Sved... Her kigger chaufføren godt nok lidt mærkeligt på alle taskerne og meddeler, at de ikke kan være der. Jeg kigger forbløffet på ham og siger, jamen hvad så? Åh, jamen så måtte vi jo købe en billet til vores tasker. Glem det kammerat! Bare fordi dine små thai-venner allerede har fyldt bagagerummet(som var lidt lille, ja), så skal jeg sgu da ikke betale! Og hele bagrækken var fri. Nul putte! Han forstod så ikke engelsk, så jeg ledte efter en, der kunne, så jeg kunne forklare ham situationen. Den ældre mand, som før var så flink at forklare os vores situation kom igen, og sagde så også, at vi skulle købe endnu en billet. Og han viste mig også det fyldte bagagerum. Ja! Det kan jeg da godt se - men hvis de andre ikke skal betale, så skal jeg deme heller ikke. Jeg fik forklaret ham, at han da ikke var særlig flink - for ham den sidste jeg kørte med var altså flink og ville rigtig gerne hjælpe mig. Og så kom der andre boller på suppen! Jeg ved ikke, om Budha lige fik prikket til ham(de SKAL jo være gode mennesker, altid), for så kunne vi lige pludselig godt få taskerne mast ind forskellige steder. Sådan! Tak flinke gamle mand. 
Vi kom ind i minibussen, og længe gik der ikke før den gamle dame lige bag os tilbød os en pose med sådan nogle små vaffelrør. Det gør de lokale tit, men vil selvfølgelig have penge for det. Men det ville hun bestemt ikke. Altså, hvor sødt! God og nærende frokost! Sammen med vores vingummipose og nødder... Ups. 
Men vi ankom efter de 4 timer til Sungai Kolok, hvor vi så skulle finde ud af alt det grænse-pjat. Det gik egentlig ganske smertefrit, og nu skulle vi bare finde en taxa, der ville køre os til havnen, hvor den båd skulle gå fra. Vi fandt en, og han meddelte, at det altså var 1 time og 40 minutter væk. Nå! Men han gav os en god pris, så det var jo fint! Dog meddelte han også, at den sidste båd var gået for i dag, men at der var hoteller i byen ved havnen. Okay så! Sidste projekt var så at få vekslet vores bath om til Malaysia-penge. Det gjorde man simpelthen i det lokale supermarked! Ja ja. Vi kørte afsted, og vinkede farvel til Thailand.

Det blev så farvel til kære Thailand, som har budt på en hel anden kultur end de andre steder, jeg har været. Alle her er virkeligt inderligt flinke, og vil virkelig gerne hjælpe én - uden noget til gengæld. Så når man kommer fra Cuba, med de forbandede klamme mænd og folk, der altid vil have noget ud af en, så var det en total omvæltning. En rar omvæltning. Og hvor er her altså bare nemt. Alt er bare nemt - bus, tog, hostel, ture osv. Man skal bare sige, hvad man gerne vil, hvor meget man vil betale, og så fikser de kære thaier det. 
Vi har oplevet VILDT meget på rigtig kort tid og været ude for et par ting undervejs - bl.a. Lines drop-tur til hospitalet mens jeg lå i alkohol-koma - det glemmer hun nok ikke lige i morgen. 
Men ja, vi nåede faktisk hele vores hjemmebryggede plan, og vi har både set nord og syd. Vi startede jo i Bangkok, som var rigtig fed at se, videre til Chaing Mai, hvor vi ziplinede, trekkede og red på elefanter, inden vi tog tilbage til Bangkok på madlavningskursus. Herfra tog vi natbussen mod Koh Pangang, hvor vi festede - jeg i baren og Line på toilettet. Ej - man må godt grine lidt af det nu! Haha. Herfra til Koh Tao, hvor jeg blev Advanced dykker, og vi var på tur rundt omkring øen - og Line fik sin første rigtige "wow-der-er-smukt-under-vandet-oplevelse!". Vi tog så til Khao Sok, hvor vi slappede af i smuk natur og trekkede ud til et "vandfald", inden vi endte i Phuket, hvor min hals ikke synes, at jeg skulle snakke. På Koh Phi Phi slap den mig dog løs igen, og vi var på en vild sejlturtur rundt omkring øen. Krabi blev så endestationen, og nu siger vi farvel til kære Thailand. Du er en skat - og jeg forstår nu, hvorfor folk elsker dig! Du er smuk og billig - det er jo dét folk vil have?! Hahaha! Ej, den var god! 
Vi ses i Malaysia venner - håber ikke den danske sommeregn skyller jer helt væk!

lørdag den 21. juni 2014

Phuket og Koh Phi Phi

Fredag først på aftenen ankom vi til Phuket busstation, hvorfra vi skulle finde vej til et eller andet hostel. Turistinformationen på busstationen havde selvfølgelig lukket, så vi gik over til nogle taxafyre, som vi spurgte efter et billigt hostel. Og dét vidste de lige hvor var! Så vi blev kørt et godt stykke væk fra stationen, og læsset af ved Phuket Backpackers. Her blev vi indlogeret og gik herfra på jagt efter mad. Da vi kom tilbage til værelset var der pludselig en anden fyr i Lines seng! Han var åbenbart lige kommet tilbage fra hospitalet, hvor han havde været i 4 dage pga. af en scooterulykke. Fjolset fortæller os så, at han vist var lidt fuld, da han kørte den, og derefter går ham og hans ven ud for at ryge en joint. Kloge mænd! Og vildt lækkert værelse, vi er endt på... 
Min nat var ikke ligefrem den fedeste eftersom jeg IGEN er løbet ind i en gang halsbetændelse - bare 100 gange værre end den på Galapagos. Hurra. Så lørdag gik vi på apoteket og fandt nogle gigantpiller, som forhåbentlig skulle hjælpe. Jeg er ikke just imporneret indtil videre... Øv øv. Og Line begynder snart at løbe tør for ting at snakke om, for jeg kan ikke rigtigt svare hende pga. vilde smerter. Møg! 
Vi brugte ellers lørdagen på diverse markeder, hvor vi igen igen igen købte os fattige. Okay, ikke fattige, men fattige i plads. Det holder snart ikke mere! Men nogle fine ting, vi fandt, altså! 
Vi ville gerne have været på et flydende marked her i Phuket, hvor man shopper i både - skulle være vildt hyggeligt! Vi havde bildt os ind, at der skulle være et her, men hver gang vi spurgte nogle, så kiggede de bare mærkeligt på os og spurgte, om vi ikke mente weekendmarked. Så det fandt vi altså ikke, desværre!
Efter en længere kamp med vores to værelseskammerater, om at de skulle lukke døren ud til, så vi slap for deres stak, kunne vi endelig sove! Min krop har hele dagen været HELT smadret, så nu håber jeg snart på, at pillerne virker, så jeg kan få lov til at snakke igen... Åh.

I morgen tidlig tager vi med båden til Koh Phi Phi, hvor vi håber, at solen har tænkt sig at skinne på os! 

Søndag formiddag ankom vi med båden til Koh Phi Phi. Her blev vi igen igen igen mødt af flere på havnen, der alle havde tilbud til os om overnatning. Og vi fik da lavet en ret god deal! For bare 8 kr mere end det billige hostel-værelse fik vi privat værelse med aircondition, eget badeværelse, terrasse og udsigt ud over hele byen og bugten(dette betød så også, at vores hotel lå helvedes langt oppe af en masse trapper!). 
Der var så hyggeligt på Phi Phi! Gaderne var helt små, og fyldt med butikker - ingen biler og INGEN scootere!(dog fandt vi senere ud af, at cykler faktisk er mere irriterende..) Rigtig fint sted. Stranden er godt nok heller ikke til at klage over. Vi brugte søndag eftermiddag på at ligge på stranden - igen var der dog overskyet og det blæste en del. Blæsten betød, at da vi gik mod hotellet igen, så lignede vi to sandmonstre og havde selv sand i ørerne! 
Søndag blev også dagen, hvor verdenen igen fik lov til at høre min skønne stemme igen! Den var stadig ikke helt god - langt fra faktisk - men jeg kunne da sige hele sætninger. Succes! 
Til aften gik vi ud at spise, hvor jeg endelig kunne spise andet end flydende ting! Dog formåede en lille thaidreng at forstyrre vores madro, da han kom hen og synes, at det sjoveste i verden var at give os sten. Jeg formåede at ignorere ham, men så koldhjertet var Line ikke. HA! Så hun fik omkring 20 sten, og jeg morede mig. Da han så fandt ud af, at hun bare smed dem væk igen, så kravlede han bare under bordet og begyndte at slikke på mit knæ?! Ej knægt, gå så! Jeg trak benet til mig, hvilket resulterede i, at knægten kravlede ud, rejste sig op og klappede mig alt hvad han kunne på armen, så det bare sagde klask! Jeg kiggede straks surt på ham og sagde "ej!". Bordet lige bagved os vendte sig straks om og kiggede enormt surt på mig, som om de troede, at jeg havde ham. Fedt, så troede de så, at jeg gik og slog på små thaibørn... Men knægten skred da langt om længe. 

Mandag skulle vi bruge formiddagen på stranden og eftermiddagen på en tur rundt og se de vigtigste ting på øen. Men regntidsvejret slog igen til og leverede blæst og overskyet vejr. Æj?! Så vi gik rundt og shoppede lidt (stop så med det shopping Line og Nadia!), og satte os derefter op på vores fine terrasse og læste. Lidt senere blev det lidt bedre vejr, så vi prøvede at ligge os ned på stranden. Det blæste stadig en halv pelikan, så sandmonstrene gik efter ikke så længe op i byen igen. Men det var også snart tid til afgang på turen, så det passede fint nok.
Fra stedet hvor vi skulle mødes med "guiden", gik vi ned mod havnen, hvor vi blev sat i en lille aflang træbåd sammen med 23 andre mennesker. Og afsted det gik! Ikke over stok og sten, men over bølger og under vand. Bølgerne var så høje, at to kinesere(kinesere kan åbenbart ikke svømme) gik i totalt panik og straks iførte sig redningsvest og klamrede sig til båden! Okay, bølgerne var også ret høje, og nogle gange var vi nede i små dale, hvor bølgen ved siden af var lige så høj som båden. Men det var nu ret sjovt faktisk! De høje bølger resulterede dog også i, at vandet tit bare skyllede indover os, så vi blev TOTALT gennemblødte! 
Første stop på turen var et sted kaldet Maya Bay. Vi lagde anker midt i vandet og lidt forude kunne vi se en rebstige føre op over en klippe. Vi blev forklaret, at vi blot skulle svømme derhen, kravle op, og så var vi der! Der var bare stadig pænt store bølger, og de klipper der, virkede ikke ligefrem som det blødeste landingssted. Vi forsøgte dog - hoppede i vandet og begyndte at svømme ind. Ikke nok med bølger, strøm og klipper forude, så var der sgu også store klipper under vandet! Så hvis man var en af de heldige, så nåede man ind og over rebstigen uden rifter under fødderne eller på benene. Og nej, Line var ikke heldig - hun formåede at klaske det øverste af foden ned i en sten. Øv! Men uden blod! Altså, Maya Bay var da vildt flot, men fordi det blæste så meget, så var det som at blive skudt af en million små pile at stå på stranden! Det var helt ulideligt! Og gik man i vandet, så smadrede man bare tæerne ind i de sten, der var i vandet, for bølgerne gjorde, at man ikke kunne se noget som helst. Ikke en succes! Nå, turen tilbage til båden var der ikke ret mange, der så frem til, men det var bare den eneste vej tilbage... Den gik faktisk ret smertefrit, hvis bare man kunne holde sine fødder nogenlunde i overfladen og svømme hurtigt udad! Men altså, der var da flere, der SLET ikke var glade for situationen, og jeg tror bare, at vi skal være glade for, at der ikke var nogen, der kom slemmere til skade, end de gjorde.
Næste stop var snorklingstederne. Her så jeg en hel masse fisk - bl.a. en af dem fra Find Nemo! Cool. Her vi fik vi også frokost og så en flot lagune. Sidste stop var Monkey Beach. Som navnet afslører, var der vildt mange aber her! Og selvom de i realiteten var vilde aber, så tog de mad ud af hænderne på os, hoppede ud på båden og kravlede rundt på folk der satte sig ned på sandet. En af drengene der var med, tror jeg, ville ønske, at han ikke havde taget en af dem på skulderen. Han havde et stort sår på den ene arm (fra en scooterulykke selvfølgelig), og det synes aben jo lugtede rigtig godt, så det satte den tænderne i. Tillykke med rabies, dumme dreng. Men det var vildt sjovt at se dem så tæt! Turen tilbage var mindst lige så gyngende - og hvis ikke vores ting var blev helt gennemblødte, så blev de det da her. Tak for turen! Guiden havde så ikke sagt andet på turen end ordene: "Maya Bay, smoking, lunch, big waves og Monkey Beach". God guide. Vi havde dog fået turen til 250 bath i stedet for 400, fordi vi efter alle vores ture til markeder er blevet champions til at prutte om prisen! Alt i alt var det nu en fin nok tur - vi havde det i hvert fald sjovt! Og var ret glade for at have overlevet den. Haha! 
Til aften mødte vi to af de piger, som vi boede med under Full Moon Party, så dem spiste vi og hyggesnakkede med det meste af aftenen. 
Sidst på aftenen skypede jeg med mor, som havde holdt den kørende uden i hele 14 dage. Flot mor! Ny rekord, haha. Men ret dejligt lige at se hende igen. 

Tirsdag morgen bar vi vores tunge ting hele vejen ned til havnen (her kunne solen selvfølgelig godt finde ud af at skinne?!), spiste vores morgenmad her og ventede på den selvfølgelig forsinkede båd til Krabi. Et par timer senere ankom vi igen til fastlandet, som vi regner med bliver vores sidste stop i Thailand inden vi tager til Malaysia. Lad os se, hvad Krabi har at byde på! 

onsdag den 18. juni 2014

Khao Sak

Ja, så steg vi jo så på natbåden mod Suratthani onsdag aften - og hvilket chok vi fik! Billederne hos turistbureauet viste nogle, noget små, men okay køjesenge, men det her virkede nærmest umenneskeligt i forhold til det! Vi blev vist ovenpå, hvor der nok var 1,5 m til loftet, og fandt her vores madras, som var MAX 50 cm bred. Alle madrasserne lå ultra tæt, og der var ca plads til 70-80 mennesker. Til at køle alle os af med var vi allernådigst blevet udstyret med i alt 8 faner til at vifte luften rundt med. Vi kom som nogle af de første, og håbede faktisk bare på, at der ikke blev fyldt op, for så var det jo i princippet fint nok - så kunne vi jo fylde lidt mere. Men efterhånden som klokken nærmere sig afgang blev der bare mere og mere fyldt, og alle masdrasserne var til sidst optaget. Omg!! Vi så en nat uden ret meget søvn, men ret meget sved, i øjnene. Men da vi så overhører 5 iriske gutters (noget højlydte) samtale om, hvor meget whisky og rom de skal drikke i løbet af turen, så tabte vi godt nok modet helt. Der gik ikke mere end en halv time før 4-5 andre havde sluttet sig til dem og festen var igang. Der blev også hurtigt tændt for noget højt musik, og snakken og råbene blev kun højere. Vi var IKKE glade, men vi kunne ikke rigtigt gøre andet end at grine og bare lade som om, at vi var gået kolde til en fest. Nogle timer senere vågnede jeg op og hørte mirakuløst nok ikke noget musik (telefonen gik sikkert tør for strøm), og det havde dæmpet festen lidt. Dog var en af dem rigtig glad for en sang om en "pink lady", og skrålede den så højt, at selv dem nedenunder kunne høre det! En pige nede for enden fik nok og skreg af sine fulde lungers kraft, at han snart skulle holde kæft - og det hjalp da også i nogle minutter... Wow han var død i manges hoveder, kan jeg godt love jer for! Nå, vi klarede den da hele vejen til Suratthani - endda med måske 3-4 timers søvn - hvor vi så stod overfor næste problem: Hvordan kommer vi til Khao Sak?! Som der plejer stod der heldigvis en masse, der ville have os med, og vi fandt en bus til vores sted. Vi blev i nattens mørke (klokken var 4.30) ført hen til et lille "kontor" sammen med nogle andre backpackere. Her betalte vi til en billet, som vi forresten aldrig så, og blev kørt til busstationen på ladet af en bil. Her blev vi smidt ind i den eneste bus, der var og fik at vide (som vi forstod det), at det ville tage ca en time. En time efter vågner jeg op og går op og spørger, om det måske er næste stop, der er vores. De kigger lidt mærkeligt på mig og siger, at det først er om 2 timer! Hvad?! Nå ja ja, vi var ret trætte og lagde os til at sove igen. 2 timer efter spørger vi så igen, og nu var der 45 minutter til. Omg?! 45 min efter var det så om en halv time... Vi var lige ved at give op og bare køre med til endestationen som var i Phuket, da vi bliver meddelt, at det var nu. Fint! Vi blev sat af på en grusplads ved siden af et skilt der sagde, at nationalparken var 2,5 km til højre. Og min rygsæk var altså stadig ikke blevet lettere! Nå, vi blev mødt af en mand, som ville have os til at bo på hans sted og med på hans ture. Han ville køre os gratis dertil, og der skulle der også ligge en form for et turistbureau. Okay så - for ingen har åbenbart hørt om den tur, vi gerne ville på! 
Vi kom ned til hans sted, som egentlig så ret hyggeligt ud og var okay billigt. Her hørte vi om en masse ture, som faktisk lød helt okay. Og mindsanten om de ikke også havde den tur, som vi gerne ville på. Dog kunne den først starte dagen efter hvilket ville betyde, at vi skulle tilbringe 2 overnatninger her. Det var vi ikke lige så klar på, eftersom tiden snart løber fra os, og vi stadig har en hel masse, som vi gerne vil nå! Så vi sammensatte vores egen tur, som endte med at indeholde alt det, som vi gerne ville - bare meget billigere! Dog kommer vi ikke til at sove i lakehouses, men som de ser ud på billedet, så flyder de slet ikke på søen, men er egentlig bare bygget i vandkanten. Så det kunne vi godt undvære! Vi boede i stedet i en fin lille hytte hævet et godt stykke over jorden og med gange rundt til de forskellige ting. Rigig hyggeligt!
Vi fik herefter noget meget tiltrængt morgenmad, inden vi gik en tur rundt i området. Vi startede med at gå et stykke op af vejen, hvor vi kunne booke vores busbillet til Phuket dagen efter. Den rare dame, der hjalp os, viste os 100 m ned af vejen, hvor der lå et abe-tempel, som hun synes, vi skulle se. Det passede os helt fint, eftersom vi først skulle noget om eftermiddagen. Vi gik derned og betalte sølle 3,5 kr for indgangen. Og aber var der i hvert fald! Der gik lidt tid før vi fandt selve templet, da vi ikke lige havde fattet, at det lå inde i en grotte. Det var nu meget sjovt at se. Og vi så en masse aber hygge sig med at klatre op af en klippe og kaste sig ned i en lille sø.
Vi gik herefter tilbage til vores lille hytte og fik en lidt tiltrængt middagslur, inden vi om eftermiddagen skulle på kanotur ud på floden. At vi overhovedet ikke skulle røre en finger i kanoen, men bare blev sejlet rundt i to timer var jo bare bonus! Totalt hyggelig og vildt smuk tur! 
Aftenen gik med dejlig aftensmad og Skype med far, Marianne og derefter Frederikke, som skulle have hjælp til matematik... Men lækkert at se dem igen!

Fredag morgen stod vi forholdsvis tidligt op, spiste morgenmad og gik derefter mod dagens tur: Trekkingtur til et vandfald. Vandfaldet lå inde i nationalparken, så man skulle betale for at komme derind. Herfra var der ca 3 km til det første og det andet vandfald skulle ligge lige efter. Efter at have gået og hyggesnakket hele vejen kom vi pludselig til vandfald nr. 2. Vi havde så misset nr 1, og man måtte ikke gå videre fra nr. 2 pga af for meget regn. Nå, vi fandt aldrig vandfald nr 2, og gik derfor tilbage for at finde nr 1. Vi gik rundt i lidt tid og ledte, inden vi fandt det sted, som det kun kunne være. Og et vandfald vil jeg ikke ligefrem kalde det... Der var nogle sten og vandet løb lidt nedad. Men godt nok ikke det store! Så vi gik tilbage til vores hytte, fik et bad (vi havde svedt værre end heste!) og noget frokost inden vi tog bussen til Phuket. Ses i Phuket!

tirsdag den 17. juni 2014

Koh Tao og ny dykkertitel

Søndag tidlig morgen skulle vi så sige farvel til Same Same og danskheden. Vi blev udstyret med hver vores frugtbakke og et "på gensyn". Åååh de damer, altså! Da vi ankom på havnen, var der også andre, der havde fået ideen om at skulle til Koh Tao den dag. Og en eller anden irriterende Budha-Gud havde tilmed bestemt, at det skulle regne. Ej hold! På med regnslaget (for første gang på den store rygsæk, faktisk!) og så afsted. Denne gang var det så en møg-båd med skod-sæder, vi vandt - så nul søvn. Øv. Men vi ankom da - selvfølgelig en time for sent - og blev hentet på havnen af resort-folkene. Da vi ankom, skulle jeg udfylde en hel masse ting omkring kurset inden vi blev indlogeret. Og altså... Resort og resort. Vi fik da en seng, et toilet og en blæser. Poolen på billedet er ikke til at finde og restauranten er sådan, ok. Nå, skide værre med det, jeg ville bare gerne igang. Først i morgen, åbenbart... Kurset startede så kl 9, og klokken var der 11.30. Så vi fik i stedet lidt frokost og gik op i byen og kiggede, inden den stod på stranden. Lines hvide ben kan stadig ikke så godt lide 12-15 solen (som jeg forresten aldrig ligger i!). Oppe i byen fandt vi en KANON butik. En boghandel med danske bøger! OG hun ville købe min gamle bog (som jeg egentlig kun har slæbt med rundt til hvis nu, jeg kom til at kede mig og ville læse den for anden gang) - godt nok kun for 5 kr, men stadig. Vi fandt begge en bog, så det var dejligt! Resten af dagen stod på strand og badning inden vi til aften skulle fejre, at vi var kommet til Koh Tao. Dette blev gjort med 3 retters bestående af buchetta, T-bone og isdessert. Det var vel søndag! Hele herligheden blev nydt ved et fint lille bord helt ned til vandet. Vi sad PÅ stranden - og kunne sidde og se solnedgangen. Idyllisk? Ja! 

Dagen efter, mandag, skulle jeg så begynde på kurset. Vi mødtes kl 9, hvor jeg, en pige fra Portugal og en fra England skulle tage det sammen. Først gennemgik vi en masse teori sammen med instruktøren og lidt over middag skulle vi så endelig dykke!
Dette kursus går ud på at blive "Advanced", så jeg skal specialisere mig inden for 5 områder. 2 af dem er dog valgt på forhånd. De 3 sidste havde jeg så valgt til at være natdyk, vragdyk og tørdragt. Ingen af dem kunne lade sig gøre, fordi ham Budha dér ikke kun havde bestilt regn, men også blæst! = skod dykkervejr! Stakkels Line forresten, som skulle have brugt dagen på at blive neger... Men hun fik læst en masse! Indenfor. 
Nå, mine specialiteter blev så i stedet ligevægtskontrol, fiskeidentifikation og søg under vand. Amen?! Lort. Nå, vi fik pakket vores grej og kom ud på båden. Det stormede en halv pelikan, så turen derud blev ikke kun virkelig gyngende men også ENORMT lang. Da vi kom derud skyndte vi os i vandet og gjorde klar til dyk nr. 1: Ligevægtskontrol. Virkelig sjovt faktisk! Vi skulle alt muligt, hvor vi virkelig skulle have kontrol over vores vejrtrækning. Fx skulle vi stå på hovedet uden at røre ved noget. Næste dyk var navigation som er obligatorisk. Faktisk bare at bruge et kompas under vandet. Sjovt nok. Sidste dyk for dagen var fiskeidentifikation. Vi svømmede rundt med et lille kort og forsøgte at navngive fiskene. Vi så SÅ mange fisk og forskellige dyr. Og hele 2 moræner! Sejt nok. Da vi skulle hjem igen var vejret ikke ligefrem blevet bedre, så det tog også sin tid. Tilbage på "resortet" mødte jeg Line, som kunne meddele, at hun altså havde en plade chokolade til at ligge på værelset, som hun havde gemt hele dagen til, at jeg kom tilbage - så nu måtte jeg godt skynde mig. YES - lige hvad jeg havde brug for!
I morgen skal vi så mødes 6.45 for at tage de sidste to specialities. Puha, det er lang tid siden, jeg har været så tidligt oppe!

Tirsdag morgen sejlede vi så ud - i noget noget bedre vejr heldigvis - til de sidste to dyk. Det først var deep dive - det dyk jeg havde glædet mig mest til (også obligatorisk)! Vi skulle ned på max 30 m - som Open Water må man kun komme ned på 18 m - så det var pludselig meget længere ned! Vi blev smidt i, og vi begyndte at synke ned. Vi kom ned på 20 m, og svømmede herfra langs bunden hen til ca 27 m. Her mødte vi en "mur" af koldt vandt (kun ca 2 grader koldere, men det gjorde, at man kunne se "muren"), så vi stoppede der. Her skulle vi skrive nogle ting ned og fortælle instruktøren, hvor meget ilt vi havde tilbage (man bruger det meget hurtigere, jo dybere, man er nede). En af de andre blev ved med at sige, at hun havde 160 bar tilbage, men vi kunne alle se, at hun havde 130. Hun havde fået dekompressionsickness (ved ikke det danske ord)! Vildt sjovt! Det er ikke farligt overhovedet - man får det bare som om, man er fuld. Så snart vi svømmede op af, blev hun normal igen. Dykket derefter var søg under vand - vildt kedeligt! Men efter det dyk var jeg officielt Advanced dykker! Hurra for mig. Vi sejlede tilbage, hvor Line sad og slængede sig i hængestolen på stranden. Eftermiddagen brugte vi ikke rigtigt på andet end afslapning. Vi ville egentlig have været ude at køre på scootere, men da han ville have vores pas eller 5000 bath i depositum, så kunne vi godt undvære dét! Heldigt nok, for straks efter begyndte det at styrtregne! Det er helt VILDT alt det vand, der kan komme her! Det ville være et skyl, som farmor og farfars have ville være glad for, haha. 
Til aften satte vi os ned på den hyggelige restaurant fra dagen før, hvor vi fik en drink til at fejre min nye dykker-titel. Hygge!

Onsdag skulle vi på tur! Vi havde booket en heldagstur rundt på hele øen, hvor vi bl.a. skulle snorkle en masse. Vi sejlede afsted i nogle noget store bølger men kom hurtigt til den første bugt, hvor vi skulle snorkle. Dette var den såkaldte sharkbay. Men hajer? Det var der bestemt ikke! Kun sandbund og nogle enkelte fisk. Nå, videre til næste bugt. Her var tilgengæld SMUKT! En masse fisk og koraller - og Line var helt oppe at køre! Hun havde aldrig set noget lignende, hæhæ sødt. Vi sejlede videre til et andet sted, hvor vi måtte hoppe i vandet fra bådens tag. YES! Herfra videre til sidste stop, som var "hoved-attraktionen" - øen Nangyuan. Wow et smukt sted! Nok et af de smukkeste steder, jeg har været. En lille sandbanke fører ud til øen, og her kan man så bestige "bjerget", som øen består af. Og det skulle vi da! Altså, vi fortrød det ikke, for sikke en udsigt(!!!), men ALDRIG har jeg svedt så meget! Virkelig - selv mine knæ svedte! Dødsens... Så det var godt med en dukkert bagefter. Det var så i 30 grader varmt vand - men stadig en smule afkølende.
Da vi kom tilbage fra turen gik vi op til det turistbureau, som vi havde booket turen gennem, for her stod vores tasker. Vi skulle nemlig videre til Suratthani med natbåden. Sådan en helnats-tur med saltvand over det hele virkede ikke så tiltrækkende, så vi hørte, om damen der tilfældigvis kendte et sted, hvor vi kunne tage et bad. Hun rejste sig op og bad os følge med. Så tog hun os med om bagved og viste os et lille toilet med bad og det hele - gratis bad! Hurra! 
Tiden inden afgang tilbragte vi på en lille bar, hvor de havde alverdens brætspil(yes!) og sidst på aftenen kom to af de piger vi snakkede med på Koh Pangang og spiste med. Hygge-hygge! 
Og ja, om lidt skal vi så med natbåden ind til fastlandet, hvor vi i morgen tidlig håber på at kunne komme på en to-dages tur til nationalparken Koa Sak. Kryds fingre! For vi ankommer med båden mellem 5 og 6, og skulle gerne med på en tur begyndende mellem 8 og 9. Og vi aner intet om, hvor det er, eller noget som helst faktisk. Vi har bare læst i Lonely Planet bogen, at det skulle være en vildt lækker tur. Så vi håber!!
Farvel smukke Koh Tao. Du er lækker!
Jeg håber, at DK er toppen, og at vejret arter sig. Ses!

lørdag den 14. juni 2014

Lidt billeder fra tiden på Koh Phangan

Her kommer lige et par billeder fra vores (noget vilde) tid på Koh Phangan. Vi mødte en masse SKØNNE mennesker og en masse danskere. LÆKKER tid!

1. Aften til poolparty. Billedet er taget INDEN vi hoppede i vandet. 

På tur ud til en nationalpark på 2. dagen. Guiderne havde glemt og sige, at vi skulle have vandresko med, så vi kunne komme på hiken op af et bjerg. Så måtte vi jo pleje tømmermændene i solen med en drink i stedet for. Hvor ærgerligt!

En gratis spand til den der tømte en smirnoff-ice hurtigst! 

SKÅL i spande! 

Resultatet af alkohol blandet med at skulle males med bodypaint...

Drengene fra New Zealand ville også være med!

Pigerneeeee.

Charlotte var klar på selfies!

Ja...

I dag lørdag skulle vi have været videre til Koh Tao, men pga. for store bølger blev vores båd aflyst. Så vi har tilbragt dagen på stranden med en masse afslapning. I morgen tidlig satser vi så på at komme med båden, for jeg har nu booket mig ind på et Advanced dykkerkursus. Så om 2 dage er jeg Advanced dykker! Vi bliver indlogeret på et fedt dykkerresort mens kurset står på, så det klager vi jo ikke over, når det var med i prisen!
Endegyldigt farvel til Koh Phangan! Vi ses på Koh Tao!
PS. Line er rask igen! Det blev lige til en lille tur i drop i 6 timer hos lægen - men nu er alt godt! Hurraaaa

onsdag den 11. juni 2014

Koh Phangan, fest og Full Moon

Efter en rigtig lang tur ud til øen med både 3 timers ventetid på havnen og og næsten ingen søvn, så var det en befrielse at lande på guesthouset, hvor vi blev taget rigtig godt i mod af de to danske damer Heidi og Christina, som ejer stedet. Vi blev indlogeret på et stort dormværelse, hvor vi skulle sove 14 mennsker. Men et rigig fint sted. Vi havde ikke rigtigt fået noget ordenligt at spise siden madkurset dagen før, så vi var sultne! Vi sad og kiggede i deres menukort og pludselig blev dagen lige 10000 gange bedre - de havde ægte dansk rugbrød!! Jeg har aldrig følt mig så dejlig mæt som efter den omgang. Wow! Herefter skiftede vi til bikini og gik ned på stranden for at blive kølet af. Og hvor blev vi snydt... Vandet var nok 30 grader varmt, så når man går i, så sker der egentligt ikke rigtig en temperaturændring. Men skønt nok var det nu alligevel! 
Efter halvanden time eller to gik vi tilbage for at jeg ikke skulle gå rundt med en rød krebs de næste par dage, hæhæ! Så kunne jeg også lige få skypet med mor og med far, hvilket var lidt tiltrængt. Om det var mest tiltrængt for dem eller mig, ved jeg nu ikke, haha.
Om aftenen var vi til intromøde for at høre om, hvad der skulle ske de næste dage op til selve Full Moon festen om torsdagen. Et lækkert program. 
Resten af aftenen blev brugt i selvskab med alkohol og alle de søde danske damer, der også bor her. Vi endte til et poolparty, hvor vi først havde sagt, at det jo ikke var sikkert, at vi skulle i vandet. Men da vi kom derhen blev vi grebet af stemningen og var faktisk kun i vandet. Skide skægt!

Tirsdag stod vi tidligt op (det var ikke for sjov) og skulle på tur kl 8.30. Vi skulle ud og besøge en nationalpark, som består af en masse øer lidt væk fra vores ø. Vi sejlede først 45 min ud, hvor vi skulle snorkle. Lines første gang! Herefter sejlede vi lidt rundt i parken og landede på en strand, hvor vi fik frokost. Bagefter sejlede vi lidt videre hen til et sted, hvor der lå en lagune. Man skulle så bare lige bestige 80000 trappetrin for at komme til at se den! Puha. Men SMUKT var det! Vi havde også udsigt ud over mange af de små øer i parken. Til sidst sejlede vi hen til en anden strand, hvor man kunne hike op på et bjerg. Det havde de så ikke lige fortalt os, så ingen af os havde ordentlige sko med. Og klipklappere, tømmermænd, hiking og 40 graders varme lød ikke som den bedste cocktail. Så vi lagde os på stranden i stedet! 
Da vi kom tilbage fra turen gik vi bad og gjorde os klar til aftenens udfordring. Bodypaint konkurrence! Først fortærede vi en ordentlig mexicansk buffet hvorefter vi straks gik igang med at pynte hinanden fra top til tå. Det endte dog med at nogle (mig) blev mere pyntet end andre. Jeg endte i hvert fald med at have maling på både tøjet og i håret! Men sjovt var det! At aftnenen så endte med, at mig og et par andre skulle slæbe først én og lidt efter en anden hjem i seng var en anden side af sagen. Men vi havde en skide skæg aften!

Onsdag startede dagsturen heldigvis først til middag. Heldigvis! Vi stod op og fik noget frokost inden vi kørte afsted til Wipeout-banen! Her skulle vi tilbringe de næste par timer med at prøve kræfter med de mange aktiviteter. Først skulle man op på en platform 6-7 m over vandet, gribe fat i et tov og svinge sig ned i vandet. Alt for sjovt! Herfra var der en masse ting man skulle igennem - ligesom en forhindringsbane - bare lidt vildere ting, og man faldt tit i vandet! Det var skide sjovt!! 
Til aften fik vi serveret en stor buffet med gode danske pitabrød. Hurra! Og ja, så faldt vi vist i flasken igen... Men sjov aften!
Line har været så uheldig at løbe ind i en omgang rigtig dårlig mave, så uanset hvad hun spiser kommer det ud den ene eller den anden vej. SÅ ærgerligt - især når intet af vores medbragte medicin hjælper. Hun gik derfor på apoteket onsdag, men det ser ikke rigtigt ud til at hjælpe. Det er godt nok synd for hende, for dagsture og fest er bare ikke det man har aller-mindst lyst til, når man har det skidt. Øv! Vi håber på, at det snart bliver bedre, ellers må vi jo tage til thai-læge. 

Torsdag sov vi dejligt længe, så vi var helt friske på aftenens festligheder.
Line tog til læge og fik 4 forskellige piller. Så nu må det snart hjælpe, håber vi på. Stakkels barn. Men hun kæmper en brav kamp. 
Dagen gik ikke rigtigt med andet end afslapning og opladning til aftenen. Vi var pænt døde efter 3 dage med fest. Men vi klarede da at komme i bad og gøre os klar inden maden blev serveret. Vi fik en KONGE buffet med alt fra roastbeef til frikadeller(!!!) og det var sygt lækkert! Line havde det lidt bedre lige inden maden, men fik det hurtigt rigtig skidt igen :-( hun fik det lidt godt igen, så hun var lidt med, men det er stadig ikke godt overhovedet. Altså! 
Efter maden gik vi ellers igang med penslerne og dét blandet med alkohol betød hurtigt, at vi alle blev dækket til med selvlysende maling, men vi havde en fest! Omkring midnat tog vi ned på stranden(sammen med de søde fyre fra New Zealand, hæhæ), hvor vi havde en KÆMPE fest! Det var alt for sjovt! Der var fest over det hele og enormt mange mennsker. Alle var grimme og selvlysende, men alle havde det for fedt og dansede grimmere end nogensinde før. Alt for vildt! Aftenen sluttede af med en god gammel Randers tradition - et pizzaslice. Okay to! Total fed aften! Wow! 

Men ja... Nu er det fredag, og mit hoved er SLET ikke fan af mig efter 4 dage med intens fest. Så dagen kommer ikke til at gå med andet end afslapning og tømmermændsmad!

Over and out fra Koh Phangan - man må sige at det har været en fest! TAK!