lørdag den 10. maj 2014

Sidste uge på Galapagos

Mandagens arbejde stod på ukrudt-lugning i projektets lille "have", hvor vi planter endemiske planter for at bevare deres eksistens på Galapagos. Der var dog kommet en hel del ukrudt siden sidst, så de fleste af os blev udstyret med en rivejern og et "vamos!", som betyder, "lad os komme igang"/"go!". Vi hyggede os dog, og fik lært de 5 nye, der var kommet i weekenden, at kende. 
Eftermiddagen brugte vi igen på stranden, og vi fik også en smoothie på Tongo Reef. 

Tirsdagens "arbejde" skulle vise sig at blive en lidt større udfordring end de andre rotteforgiftnings-dage. Ruten vi skulle gå var den samme rute, som vi gik vores første tirsdag her på øen, så vi vidste godt, at den indeholdte en smule mudder. Dog havde det (åbenbart) regnet i nogle dage deroppe, så ALT var bare smurt ind i mudder. Specielt én passage huskede vi som værende ekstra slem, og den skulle da også vise sig at være ret så træls den dag. Dog kunne man med nød og næppe finde grene og andet i mudret at træde på, så man i det mindste ikke fik mudder IND i skoen. Efter at kun et par stykker havde trådt forkert og alle var kommet igennem, kom vi til et nyt stykke. Sidste gang gik vi nemlig samme vej tilbage efter at have lagt giften ud - men ikke denne gang. Mere mudder og færre grene at træde på. Ej vel?! Nå, men igennem skulle vi jo. Én efter én trådte folk forkert, gled eller gav bare op og trådte bare igennem mudret, som nåede halvvejs op til knæene. Og da Maria gled og først fik den ene fod ned i pølen og derefter gled på den anden fod, så hun satte sig ned i en kæmpe klat mudder, så kunne jeg ikke lade være med at grine mere! For jeg havde stadig ikke mudder længere op end til halvvejs på skoen. Senere kom vi dog til et sted, hvor man skulle have haft 2 meter lange ben for at klare den, så her måtte alle bide i det sure æble og sætte fødderne i. Vi gik inde i en slags tunnel, hvor der formentlig engang har været en flod eller lignende, for siderne omkring os var ca 4-5 meter høje og gik lodret op. Alligevel siger vores maneger (da ALLE har fået mudret sko), at vi kravler op her, og pegede direkte op. Altså, det var ligesom at være i militæret igen! Nå, med nød og næppe kom de første drenge op, men vi kunne jo godt se, at det LET kunne gå galt. Og da jeg har jo lovet dem derhjemme at passe på mig selv, så virkede det ikke ligefrem som verdens bedste ide at prøve kræfter med det... Så de fleste af os måtte videre igennem mudret og finde et lidt mere humant sted. Op kom vi, og fandt da også vejen igen, hvor vi skulle samles op. Det var der så dog en 1 time og et kvarter til, og da det ovenikøbet begyndte at regne faldt folks humør en grad eller to. Vi fandt dog på et par lege vi kunne lege og fik heldigvis tiden til at gå. Vi aftalte tilmed, at vi lige så godt kunne blive sat af nede ved havnen og hoppe i dér, fremfor at slæbe 8 kilo mudder med ind i vores værtsfamiliers huse. Så det gjorde vi! I med tøj, sko og det hele - RART! 
Eftermiddagens projekt nr. 1 var at få sendt den pakke hjem, som vi havde pakket med diverse souvenirers, tøj og bare ting, som vi ikke har brug for mere. Vi havde fået at vide at prisen for en pakke nok var omkring 25-30 dollars, så det var jo fint! Dog havde vi på fornemmelsen, at det måske godt kunne blive lidt mere eftersom vores kasse var ret stor. Og tung. 204,65 dollars (vægten lød på 10,5 kg...) lød dommen på - så rygsækken bliver fyldt godt ud nu når vi tager videre på lørdag, for dét sagde budgettet godt nok nej til! 

Onsdag stillede vi os, som alle andre dage, op til vejen for at blive samlet op på vejen til arbejde. Fordi de andre som regel ikke kommer fra byen af før 8.30, så tænkte vi, at vi godt kunne tillade os os vente med at gå derop 8.10. Der fandt vi de to andre andre piger, som også bor på vores vej. Vi satte os pænt til at vente i solen. Og vi ventede. Og ventede. 8.45. 8.55. 9.10! Så kunne det være nok - et eller andet må være lavet om, eller aflyst evt. Så vi bed i det sure æble og gik den 30 min lange gårtur ned til kontoret i byen. Her blev vi mødt af kontordamen, som ringede vores maneger Jonathan op. Og de var altså taget afsted og i fuld gang. Nå! Så de havde åbenbart kørt forbi og hverken dem eller os havde set hinanden. Sært! Dagen blev i stedet til en stranddag - så vi fik en smoothie og gik mod vandet. Lækker dag alligevel! Det viste sig senere, at nogle af de andre faktisk havde set os, da de kørte forbi, men bare tænkte, at den næste bil ville samle os op. Men nej! De andre frivillige (undtagen os 4) bor nemlig nede i byen, og har max 10 minutters gang til kontoret. Derfor møder de på kontoret kl 8 om morgenen, og de tager derfra taxaer til det sted arbejdet er den dag. Da det for det meste er i højlandet, samler de os bare op på vejen, eftersom vi bor på vejen dertil - og vi er derfor fri for at gå 30 min til kontoret hver morgen. Smart!
Da vi ikke havde været på arbejde den dag, var der jo massere af energi til at tage på baren om aftenen. Så, som vi plejer de fleste aftener, mødtes vi på havnen over en flaske rom til 3,50 dollars inden vi gik på baren. Kl 3.30 lå vi i sengen, så ja, det var ikke ligefrem entusiasmen der var højest, da vi vågnede! Dog stod torsdagen dog bare på søløve-tælning, så det var ikke ligefrem fordi, der blev krævet det store af os!
Aftenen havde vi allerede om morgenen (vi var ret smadrede), havde vi aftalt, at aftenen skulle bruges på værelset med en pose chips, en cola og en film, for fredag skulle vi op kl 4 (troede vi) - og nu skal I høre hvorfor!

Fredag troede vi, at vi skulle op kl 4, have morgenmad og derefter gå mod havnen. Vi havde nemlig sammen med en anden dansk dreng, Frederik, og en norsk pige, Rebekka, fået muligheden for at blive "smuglet" til øen Española. Inden vi kom til Galapgos havde vi læst om de ting, som vi gerne ville se, og de øer, vi gerne ville besøge, mens vi var der - og der var Española klart én af dem, eftersom det er den eneste ø, hvorpå der lever albatrosser. Den er også en af de ældste øer, og den er totalt uafhængig af de andre. Arterne derpå har absolut ingen forbindelse til de andre øer, som ellers har nogle af de samme træk. Så den kunne være vildt interessant at se!
Da vi kom til Galapgos (for snart en måned siden), spurgte vi bossen William, om hvor man skulle booke sådan en tur. Det viste sig, at disse ture var blevet ulovlige (af mærkelige årsager), og at kun cruises havde tilladelse til at sejle dertil. Vi undersøgte en cruise's pris og fandt ud af, at 4 dage kostede 1600 dollars. Farvel Española... MEN! William lovede os dengang at kigge på det og se, om han kunne finde ud af noget. Her i starten af ugen kom han så hen til os meddelte, at hans fætter ville tage os med på en "fisketur" dertil. Men det skulle være yderst hemmeligt, og kun 4 kunne komme med! Tilmed skulle vi være forberedt på en helveds sejltur derud pga vinden og bølgerne, og vi skulle nok også have hætter på, så vi lignede fiskere, for hvis havnepolitiet opdagede det, så ville vi være på spanden. Men vi var klar - alt for at se albatrosser og Española!
Men... Torsdag eftermiddag gik vi omkring kontoret for lige at høre om de sidste detaljer, hvor William spurgte, om vi alle kunne mødes på hans kontor kl 16.30 og diskutere det hele der. Helt fint! Så vi lagde os ned på stranden indtil da og var i forrygende humør, for nøj, hvor vi glædede os! Lidt i 4 kom Frederik vandrede ned på stranden og vi fortalte ham hurtigt, at vi skulle mødes med William lige om snart. Han kiggede på os og sagde så, at havde dårlige nyheder. Han kom nemlig lige fra Williams kontor, hvor William netop havde snakket i telefon med sin fætter om turen. Fætteren havde nogle venner, som havde været ude omkring Española og fiske den dag, og de havde sagt, at det var helt umuligt at være derude! Det var umuligt at fiske og direkte farligt at sejle derud på grund af en meget stærk vind. Så turen var AFLYST! Helt ærligt?!?! Ej, hvor var vi skuffede!!! Vi skyndt os at købe en magnum som trøst - men det var en rigtig ringe trøst! Åh altså... Nå, arbejde dagen efter gad vi i hvert fald ikke, så det måtte jo (desværre!) blive til en afslapningsdag. Stadig: ØV!!
Fredag aften blev brugt i kreativitetens tegn (jeg kom straks til at tænke på "kreative dage" med tante Maria, hæhæ). Christina og Efrain (faderen) har en bog hvori alle de frivillige har skrevet en lille hilsen og så sætter Christina et billede ind i bogen. Vi ville dog gerne give dem noget lidt specielt, så vi havde fået taget et billede nede på stranden, fået det printet ud, og vi ville så selv lave en ramme dertil. Vi havde købt noget pap, og planen var så, at Maria skulle tegne nogle dyr, som vi kunne klippe up og klistre på rammen. Men uden en saks, var det ret svært... MEN heldigvis havde far givet mig sit multitool med ud på rejsen - og den måtte da have en saks! Efter at have foldet hele skidtet ud kom jeg i tanke om, at vi havde stået derhjemme og konstateret, at det eneste den IKKE havde var en saks. Så måtte vi jo skære figurerne ud! Det gik overraskende godt indtil vi løb ind i næste problem: Vi havde ingen lim! Vi måtte i tænkeboks... Det endte med, at vi skar små trekanter, som kunne holde dyrerne på plads - den blev faktisk rigtig pæn til sidst! Og Chistina og Efrain blev rigtig glade! De kære mennesker altså<3

Fredag stod vi op til den hidtil mærkeligste morgenmad. Vi var været vant til i hverdagene at få hvidt-hvidt brød med smør (faktisk nærmere smør med brød) med noget mærkeligt ost indeni varmet i mikroovnen. Ikke ligefrem gourmet - og da heller ikke noget mavedellen var glad for... Men denne morgen fik vi stegte bananer, tomater og stegt FISK! Haha! Men ja ja, noget skulle vi jo have ned. Lidt senere på formiddagen gik vi ned på Tongo Reef for at få vires sidste bartido her på øen, og derefter tog vi ud til Loberias-stranden. Og ja, IGEN, til trods for rigtig overskyet vejr lykkedes det mig at blive "el tomate" i ansigtet! Og jeg skaller nu på kinderne, og ja - det bliver hvidt indenunder. Så kan jeg lære det... Lort!
Til frokost tog vi på restaurant sammen med nogle af de andre frivillige for at sige farvel. Mange tog afsted på weekend til de andre øer igår, så de fleste "farveller" blev klaret dér. Der var dog et par stykker tilbage, så vi hyggede os med pasta og pizza - INGEN ris! 
Til aften tog vi på den lokale sammen med vores værtsfamilie og fik papipollo (udtales pappi-pojo), som er kylling og pommes. Her blander de bare pommes fritterne med salat, dressing og en slags syltetøj - og det smager himmelsk! 3 dollars - vær' så god! 

Lørdag morgen stod vi op, pakkede det sidste, fik et bad og en dejlig morgenmad inden det gik mod lufthavnen. Vi fløj afsted kl 11.10 og landede her i Quito 15.30. Her skal vi så sidde og hygge os indtil kl 6 i morgen tidlig!! 14,5 timer, jamen hurra! Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke gad betale 25 dollars for taxa hver vej ind til og fra byen oveni de 20 dallars pr person for hostel. Plus mad osv. så virkede lufthavnens sæder pludselig som kongestole! Jeg ved dog ikke helt, hvad jeg mener om dem nu, men det er nu fint! Vi har da WiFi! 

Men ja, det var så afslutningen på eventyret på Galapagos. Det har simpelthen været helt utroligt at være her! I starten var jeg en smule skeptisk for, om det nu også var SÅ unikt som folk gør det til igennem fx tv-programmer. Men folkens, jeg lover jer; det er endnu vildere end på tv! Jeg kommer sådan til at savne at ligge på stranden kun 2 meter fra en søløve og snorkle og se mindst 4 havskilpadder, en million fisk og garanteret endnu flere søløver. At dykke og svømme sammen med hajer, rokker, skildpadder, fisk og søløver - altså wow!! At være på leguan-tælning fredag morgen og se op mod 100 leguaner. Se pelikanerne sloges om fiskeresterne fra fiskebådene. Være på ø-hop og se, hvor forskellige øerne er. Ja, dyrelivet her er endnu vildere end på tv, og hvis bare vi havde set de albatrosser, så havde det være komplet fuldendt - folkene her er sødere end man kan forestille sig, og kulturen er simpelthen så afslappet! Alt kommer som det kommer og det hele skal nok gå. Jeg er blevet beriget med SÅ meget her! Ikke kun fra Galapagos i sig selv, men også fra de andre dejlige frivillige, som jeg vil komme til at savne utroligt meget, men også fra arbejdet igennem Projects Abroad. Jeg har lært utroligt meget om at passe på naturen her, hvor vigtigt det er og hvor let OG hvor svært det er. Få ting gør en forskel, men den store forskel er svær at gøre. Og sidst men ikke mindst har vi fået os en ny lille familie her på San Cristobal, som vi for altid vil være velkomne hos. Vi kunne ikke have ønsket os bedre end Christina og her til sidst, Efrain. Hver dag er vi blevet mødt med smil og jokes - og selvom forståelsen imellem os ikke altid har været i top, så har vi fået det bedste ud af det. Efrain har lært os utroligt meget omkring øerne og den equadoriske kultur, og jeg må sige, at jeg ikke ville være ked af, at skulle flytte hertil. Sikke et dejligt land! Jeg prøver - men det er nærmest umuligt at beskrive stemningen der er herude. Det er virkelig specielt, og jeg vil aldrig glemme Christina, Efrain eller Galapagos. Af hjertet tak for en fantastisk måned! 
Nos vemos Galápagos! 

Søløverne og jeg ELSKEDE at liggende stranden! 


For søløven endte stranddagene sikkert anderledes, men mine endte oftest sådan... 

Over and out! Nu kun 5 timer tilbage i Quito lufthavn. Næste stop: Bogota og straks derefter Cubaaa. Ses!

mandag den 5. maj 2014

Arbejde, dykning og weekend!

Tirsdag stod den så igen på arbejde, men det var dejligt at se de andre igen! Vi skulle igen op i bjergene og gå for at lægge gift ud for rotterne. Skide irriterende, at de rotter kun spiser æg fra rederne oppe af de aller-stejleste bakker! For op gik det! Puha en tur...! Og det betød selvfølgelig, at vi godt kunne tage på bar om aftenen - det havde vi fortjent! Hæhæ.
Onsdag fodrede vi skildpadder på skildpaddecenteret, hvilket altid er sjovt at se. Derefter fyldte vi kompost i små plasticposer, som bruges til at så planter i. Det var ikke de mest spændende timer i mit liv, lad mig sige det sådan! MEN vi blev tildelt den dejlige nyhed, at vi havde fri om torsdagen, så om eftermiddagen skyndte vi os ned i dykkershopoen for at se, om vi kunne være heldige at komme ud at dykke ved Kicker Rock (meget berømt dykkersted) på vores fridag. Og sandelig ja! Vi er begyndt at blive lidt bekymrede på vores egne vegne, eftersom vi ikke har været uheldige i lidt over en uge nu... Det er usædvanligt! Men vi klager bestemt ikke! 
Torsdag stod vi så op og gik ned til dykkershoppen, hvor de naturligvis ville se vores certifikat. Og ja, selvfølgelig havde Maria ladet det ligge derhjemme. På en taxa og afsted med hende! Men vi kom da afsted og landede efter en times sejlads ude ved "stenen". Vi fik udstyret på, og kom ned under overfladen og igen: WOW! Endnu mere wow end vores sidste dyk faktisk. Vi svømmede langs stenen og så en masse masse fisk og planter inden vi svømmede i mellem de to sten (Kicker Rock består af to sten), og derved svømme inde i en slags gang. Herinde var der vildt meget lys fra overfladen af, og bunden var rent sand, som gjorde det hele endnu lysere. Pludselig svømmede omkring 20 hajer imod os på samme tid, og vi kunne bare stoppe op og nyde synet. Der var også en del store i blandt dem - helt fantastisk! Herfra svømmede vi videre, og kom til et koralrev. SÅ SMUKT! Igen en hel masse fisk, skildpadder og mindsanten også en stingray! Jeg holdte mig på god afstand, bare rolig! Vi kom ud på den anden side af stenen, hvor det bare gik nedad. Også rigtig specielt at se. Store stimer af fisk kom ofte svømmende og gad ikke engang dreje for at komme udenom os, så tit var man bare omringet af fisk. Wow! Det er den absolut mest dækkende kommentar til at dykke på Galapagos: Wow!
2. dyk var ikke så flot som det andet(stadig helt vildt flot, men ikke ligeså flot), eftersom vi "bare" svømmede langs med den store af stenene hele tiden. Dog så vi endnu flere stimer af fisk, søløver og skildpadder. Lige som vi var igang med at lave vores safetystop (vi gør holdt på 5 m i 3 minutter, når vi skal op igen) kom en kæmpe hammerhaj svømmende nedenunder os!!! Wow, det var specielt at se, og vi var alle sammen helt oppe at køre over det! SÅDAN - nu har vi set, hvad vi ville under vandet! Og vi kunne glade tage hjem! Dog løb Marias GoPro kamera lige nøjagtigt tør for strøm, da den kom svømmende, så beviserne er ikke-eksisterende... Men den var der altså! 
Og nå ja, vores held slap så op på dykkerturen. På vejen hjem flyttede vi os fra frontsiden af båden og om til bagsiden. Der var på vejen et lille trin ned, hvorpå jeg gled, og gled direkte ind i en iltflaske med skinnebenet først. Der var dog ikke noget blod, men den skrællede alt huden af på et rimelig stort areal, hvor der nu er HELT lyserødt. Æj... Og min fod er også helt blå, så det kører!

Fredag var leguantælnings-dag = slap-af-dag. Vi talte helt præcist 79 leguaner og hoppede derefter i vandet for at snorkle sammen med søløverne. Derefter lagde vi på vores flade indtil frokost. Og efter frokost fortsatte vi, hvor vi slap. Aaahhhh!

Lørdag stod vi op til en gang morgenmad, som kun er en weekend værdig, hvorefter vi tog ned i byen for at gøre de sidste souvenirers-indkøb (for ja, vi har altså mindre end en uge tilbage nu - vi skal videre allerede på lørdag!!! SÅ trist). Vi stødte her på en af de nye frivillige (der er kommet en hel del nye de sidste par dage), en sød dansk dreng. Vi aftalte at vi senere skulle mødes og tage ud til en god snorkle-strand kaldet Las Loberias (vi har været der før, hvis navnet virker bekendt). Inden vi tog hjem til frokost, havde vi lige et par små-ærinder. Vi skulle først have fat i en papkasse, da vi går og lurer lidt på, at sende noget hjem. For ja - jeg fik taget ALT for meget tøj med. Så både mor og far fik ret - jeg bruger jo kun ca 4-5 af de t-shirts jeg har med! Og da mit souvenirers-hjerte er alt for godt, så har jeg da også et par ting, der fylder i min "lille" rygsæk. Vi fik dog fat i en i vores ynglings tienda (en lille butik/biks), som ejes af en ældre dame og hendes handicappede søn. Sønnen er simpelthen det SØDESTE! Hver gang vi står i kø derinde kommer han altid hen til os, så vi bare kan betale til ham - også selvom vi er aller-bagerst. Han var tilfældigvis ved at pakke varer ud, så selvfølgelig kunne vi få en kasse!(hele samtalen blev ført på tegne/faktesprog eftersom han ikke snakker engelsk, og vi ikke spansk - men det er vi efterhånden vant til, eftersom kun ca 5% af øen snakker engelsk!). Andet ærinde var på apoteket... Som jeg sagde, så er vores held sluppet op, og jeg er løbet ind i en gang halsbetændelse! Gud ved hvordan, for her er 40 grader og man fryser ALDRIG! Som i virkelig aldrig. Nå, men min hals var i hvert hævet totalt op, og man kunne se hvide betændelsespletter dernede. Og nu kan jeg så heller ikke synke uden at skære ansigt og knibe smerten inde, så jeg måtte jo bide i det sure æble og skrive til mor. Hun ville jo have mig til lægen med det samme (kunne jeg næsten have sagt mig selv..), for jeg skulle have antibiotika. Men - mor har tydeligvis ikke været på denne lille ø, og ved derfor ikke, at læger her nok slet ikke er læger, og de snakker da slet ikke engelsk. Og ventetiden er nok ca halvanden uge i et venteværelse, så det kunne hun godt glemme. Dog gik jeg da på apoteket, for vores værtsmor laver stadig helt fantastisk mad - og det vil jeg gerne kunne synke uden smerte! Så jeg troppede op nede på apoteket, åbnede munden og pegede. Hun blev en smule forskrækket med hentede da en æske frem. HELDIGVIS stod en mand bag mig i køen som kunne en smule engelsk, og fik mig forklaret, at jeg skulle tage en hver 12. time. Fint! Herovre får man ingen indlægsseddel med, og da slet ikke på engelsk, så hun spurgte mig, hvor mange jeg ville have, og så brækkede hun antallet af og sendte mig hjem med dét. Nå, så lad os se, om det virker. Jeg ventede dog lige til søndag morgen med at tage den første, for vi havde altså aftalt at skulle på baren lørdag aften for at indvie alle de nye - og penicillin og alkohol hænger vist ikke så godt sammen, har jeg hørt.
Da vi kom hjem til frokost mødte vi endelig faderen i vores værtsfamilie. Sønnen bor nu permanent i Quito, hvor han skal træne fodbold i 3-4 år før han alene flytter til Europa. Knægten er altså kun 11 år, men han er deme glad for at spille fodbold, må man da sige! Faderen fortalte mig, at fordi vejret er ved at skifte lige i tiden (ikke noget vi har lagt mærke til), så bliver alle de lokale syge med halsbetændelse, så jeg må åbenbart have vænnet mig for meget til at være her, at jeg er gået hen og blevet lokal!
Eftermiddagen tilbragte vi på Loborias stranden, hvor vi i vandet så hele 6 havskildpadder, en masse søløver, der ville lege og selvfølgelig en masse fisk. 

Søndag vågnede vi begge med nogle ret så slemme tømmermænd, men afsted skulle vi! Vi havde nemlig aftalt med de to danske drenge, der er her, at tage ud og sejle i to-mands kajkakker - og vi skulle mødes 8.45. Det var jo også dumt at aftale så tidligt! 
Efter at have været oppe at halv-skændes med en ældre amerikaner, fordi han mente, at vi sagtens kunne vente med at få vores kajakker til ham og de 42 andre i hans gruppe havde prøvet finner og maske i butikken fik vi dog vores kajak. Vi kom først til butikken, men han mente at penge kom først, så vi måtte jo vente. Spade!! Vi skulle godt nok holde lidt fast i os selv for ikke alle sammen at flyve på ham. Men vi fik heldigvis vores kajakker før han kom til, så han fik et blik med på vejen. Stranden hvorfra vi skulle gå i er nærmest reserveret til søløverne, fordi de bare altid er der, og der er altid vildt mange. Og den dag var heller ingen undtagelse. Så vi måtte snige os fordi dem og nærmest spring rundt for at komme i. Men vi kom i - også uden at vække den store hansøløve! Sejlturen ud var vildt lækker og forløb uden besvær langs med kysten. Men turen tilbage foregik så i modvind OG i mod strømmen. Æj... Men efter en lang lang kamp kom vi da tilbage til søløvestranden. 
Resten af dagen blev brugt på så meget afslapning som muligt på stranden og med en god film efter aftensmad. Og min halsbetændelse virker allerede til at være bedre nu, hurra!!
Håber at I holder DK lækker, og at I har det godt!