Eftermiddagen brugte vi igen på stranden, og vi fik også en smoothie på Tongo Reef.
Tirsdagens "arbejde" skulle vise sig at blive en lidt større udfordring end de andre rotteforgiftnings-dage. Ruten vi skulle gå var den samme rute, som vi gik vores første tirsdag her på øen, så vi vidste godt, at den indeholdte en smule mudder. Dog havde det (åbenbart) regnet i nogle dage deroppe, så ALT var bare smurt ind i mudder. Specielt én passage huskede vi som værende ekstra slem, og den skulle da også vise sig at være ret så træls den dag. Dog kunne man med nød og næppe finde grene og andet i mudret at træde på, så man i det mindste ikke fik mudder IND i skoen. Efter at kun et par stykker havde trådt forkert og alle var kommet igennem, kom vi til et nyt stykke. Sidste gang gik vi nemlig samme vej tilbage efter at have lagt giften ud - men ikke denne gang. Mere mudder og færre grene at træde på. Ej vel?! Nå, men igennem skulle vi jo. Én efter én trådte folk forkert, gled eller gav bare op og trådte bare igennem mudret, som nåede halvvejs op til knæene. Og da Maria gled og først fik den ene fod ned i pølen og derefter gled på den anden fod, så hun satte sig ned i en kæmpe klat mudder, så kunne jeg ikke lade være med at grine mere! For jeg havde stadig ikke mudder længere op end til halvvejs på skoen. Senere kom vi dog til et sted, hvor man skulle have haft 2 meter lange ben for at klare den, så her måtte alle bide i det sure æble og sætte fødderne i. Vi gik inde i en slags tunnel, hvor der formentlig engang har været en flod eller lignende, for siderne omkring os var ca 4-5 meter høje og gik lodret op. Alligevel siger vores maneger (da ALLE har fået mudret sko), at vi kravler op her, og pegede direkte op. Altså, det var ligesom at være i militæret igen! Nå, med nød og næppe kom de første drenge op, men vi kunne jo godt se, at det LET kunne gå galt. Og da jeg har jo lovet dem derhjemme at passe på mig selv, så virkede det ikke ligefrem som verdens bedste ide at prøve kræfter med det... Så de fleste af os måtte videre igennem mudret og finde et lidt mere humant sted. Op kom vi, og fandt da også vejen igen, hvor vi skulle samles op. Det var der så dog en 1 time og et kvarter til, og da det ovenikøbet begyndte at regne faldt folks humør en grad eller to. Vi fandt dog på et par lege vi kunne lege og fik heldigvis tiden til at gå. Vi aftalte tilmed, at vi lige så godt kunne blive sat af nede ved havnen og hoppe i dér, fremfor at slæbe 8 kilo mudder med ind i vores værtsfamiliers huse. Så det gjorde vi! I med tøj, sko og det hele - RART!
Eftermiddagens projekt nr. 1 var at få sendt den pakke hjem, som vi havde pakket med diverse souvenirers, tøj og bare ting, som vi ikke har brug for mere. Vi havde fået at vide at prisen for en pakke nok var omkring 25-30 dollars, så det var jo fint! Dog havde vi på fornemmelsen, at det måske godt kunne blive lidt mere eftersom vores kasse var ret stor. Og tung. 204,65 dollars (vægten lød på 10,5 kg...) lød dommen på - så rygsækken bliver fyldt godt ud nu når vi tager videre på lørdag, for dét sagde budgettet godt nok nej til!
Onsdag stillede vi os, som alle andre dage, op til vejen for at blive samlet op på vejen til arbejde. Fordi de andre som regel ikke kommer fra byen af før 8.30, så tænkte vi, at vi godt kunne tillade os os vente med at gå derop 8.10. Der fandt vi de to andre andre piger, som også bor på vores vej. Vi satte os pænt til at vente i solen. Og vi ventede. Og ventede. 8.45. 8.55. 9.10! Så kunne det være nok - et eller andet må være lavet om, eller aflyst evt. Så vi bed i det sure æble og gik den 30 min lange gårtur ned til kontoret i byen. Her blev vi mødt af kontordamen, som ringede vores maneger Jonathan op. Og de var altså taget afsted og i fuld gang. Nå! Så de havde åbenbart kørt forbi og hverken dem eller os havde set hinanden. Sært! Dagen blev i stedet til en stranddag - så vi fik en smoothie og gik mod vandet. Lækker dag alligevel! Det viste sig senere, at nogle af de andre faktisk havde set os, da de kørte forbi, men bare tænkte, at den næste bil ville samle os op. Men nej! De andre frivillige (undtagen os 4) bor nemlig nede i byen, og har max 10 minutters gang til kontoret. Derfor møder de på kontoret kl 8 om morgenen, og de tager derfra taxaer til det sted arbejdet er den dag. Da det for det meste er i højlandet, samler de os bare op på vejen, eftersom vi bor på vejen dertil - og vi er derfor fri for at gå 30 min til kontoret hver morgen. Smart!
Da vi ikke havde været på arbejde den dag, var der jo massere af energi til at tage på baren om aftenen. Så, som vi plejer de fleste aftener, mødtes vi på havnen over en flaske rom til 3,50 dollars inden vi gik på baren. Kl 3.30 lå vi i sengen, så ja, det var ikke ligefrem entusiasmen der var højest, da vi vågnede! Dog stod torsdagen dog bare på søløve-tælning, så det var ikke ligefrem fordi, der blev krævet det store af os!
Aftenen havde vi allerede om morgenen (vi var ret smadrede), havde vi aftalt, at aftenen skulle bruges på værelset med en pose chips, en cola og en film, for fredag skulle vi op kl 4 (troede vi) - og nu skal I høre hvorfor!
Fredag troede vi, at vi skulle op kl 4, have morgenmad og derefter gå mod havnen. Vi havde nemlig sammen med en anden dansk dreng, Frederik, og en norsk pige, Rebekka, fået muligheden for at blive "smuglet" til øen Española. Inden vi kom til Galapgos havde vi læst om de ting, som vi gerne ville se, og de øer, vi gerne ville besøge, mens vi var der - og der var Española klart én af dem, eftersom det er den eneste ø, hvorpå der lever albatrosser. Den er også en af de ældste øer, og den er totalt uafhængig af de andre. Arterne derpå har absolut ingen forbindelse til de andre øer, som ellers har nogle af de samme træk. Så den kunne være vildt interessant at se!
Da vi kom til Galapgos (for snart en måned siden), spurgte vi bossen William, om hvor man skulle booke sådan en tur. Det viste sig, at disse ture var blevet ulovlige (af mærkelige årsager), og at kun cruises havde tilladelse til at sejle dertil. Vi undersøgte en cruise's pris og fandt ud af, at 4 dage kostede 1600 dollars. Farvel Española... MEN! William lovede os dengang at kigge på det og se, om han kunne finde ud af noget. Her i starten af ugen kom han så hen til os meddelte, at hans fætter ville tage os med på en "fisketur" dertil. Men det skulle være yderst hemmeligt, og kun 4 kunne komme med! Tilmed skulle vi være forberedt på en helveds sejltur derud pga vinden og bølgerne, og vi skulle nok også have hætter på, så vi lignede fiskere, for hvis havnepolitiet opdagede det, så ville vi være på spanden. Men vi var klar - alt for at se albatrosser og Española!
Men... Torsdag eftermiddag gik vi omkring kontoret for lige at høre om de sidste detaljer, hvor William spurgte, om vi alle kunne mødes på hans kontor kl 16.30 og diskutere det hele der. Helt fint! Så vi lagde os ned på stranden indtil da og var i forrygende humør, for nøj, hvor vi glædede os! Lidt i 4 kom Frederik vandrede ned på stranden og vi fortalte ham hurtigt, at vi skulle mødes med William lige om snart. Han kiggede på os og sagde så, at havde dårlige nyheder. Han kom nemlig lige fra Williams kontor, hvor William netop havde snakket i telefon med sin fætter om turen. Fætteren havde nogle venner, som havde været ude omkring Española og fiske den dag, og de havde sagt, at det var helt umuligt at være derude! Det var umuligt at fiske og direkte farligt at sejle derud på grund af en meget stærk vind. Så turen var AFLYST! Helt ærligt?!?! Ej, hvor var vi skuffede!!! Vi skyndt os at købe en magnum som trøst - men det var en rigtig ringe trøst! Åh altså... Nå, arbejde dagen efter gad vi i hvert fald ikke, så det måtte jo (desværre!) blive til en afslapningsdag. Stadig: ØV!!
Fredag aften blev brugt i kreativitetens tegn (jeg kom straks til at tænke på "kreative dage" med tante Maria, hæhæ). Christina og Efrain (faderen) har en bog hvori alle de frivillige har skrevet en lille hilsen og så sætter Christina et billede ind i bogen. Vi ville dog gerne give dem noget lidt specielt, så vi havde fået taget et billede nede på stranden, fået det printet ud, og vi ville så selv lave en ramme dertil. Vi havde købt noget pap, og planen var så, at Maria skulle tegne nogle dyr, som vi kunne klippe up og klistre på rammen. Men uden en saks, var det ret svært... MEN heldigvis havde far givet mig sit multitool med ud på rejsen - og den måtte da have en saks! Efter at have foldet hele skidtet ud kom jeg i tanke om, at vi havde stået derhjemme og konstateret, at det eneste den IKKE havde var en saks. Så måtte vi jo skære figurerne ud! Det gik overraskende godt indtil vi løb ind i næste problem: Vi havde ingen lim! Vi måtte i tænkeboks... Det endte med, at vi skar små trekanter, som kunne holde dyrerne på plads - den blev faktisk rigtig pæn til sidst! Og Chistina og Efrain blev rigtig glade! De kære mennesker altså<3
Fredag stod vi op til den hidtil mærkeligste morgenmad. Vi var været vant til i hverdagene at få hvidt-hvidt brød med smør (faktisk nærmere smør med brød) med noget mærkeligt ost indeni varmet i mikroovnen. Ikke ligefrem gourmet - og da heller ikke noget mavedellen var glad for... Men denne morgen fik vi stegte bananer, tomater og stegt FISK! Haha! Men ja ja, noget skulle vi jo have ned. Lidt senere på formiddagen gik vi ned på Tongo Reef for at få vires sidste bartido her på øen, og derefter tog vi ud til Loberias-stranden. Og ja, IGEN, til trods for rigtig overskyet vejr lykkedes det mig at blive "el tomate" i ansigtet! Og jeg skaller nu på kinderne, og ja - det bliver hvidt indenunder. Så kan jeg lære det... Lort!
Til frokost tog vi på restaurant sammen med nogle af de andre frivillige for at sige farvel. Mange tog afsted på weekend til de andre øer igår, så de fleste "farveller" blev klaret dér. Der var dog et par stykker tilbage, så vi hyggede os med pasta og pizza - INGEN ris!
Til aften tog vi på den lokale sammen med vores værtsfamilie og fik papipollo (udtales pappi-pojo), som er kylling og pommes. Her blander de bare pommes fritterne med salat, dressing og en slags syltetøj - og det smager himmelsk! 3 dollars - vær' så god!
Lørdag morgen stod vi op, pakkede det sidste, fik et bad og en dejlig morgenmad inden det gik mod lufthavnen. Vi fløj afsted kl 11.10 og landede her i Quito 15.30. Her skal vi så sidde og hygge os indtil kl 6 i morgen tidlig!! 14,5 timer, jamen hurra! Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke gad betale 25 dollars for taxa hver vej ind til og fra byen oveni de 20 dallars pr person for hostel. Plus mad osv. så virkede lufthavnens sæder pludselig som kongestole! Jeg ved dog ikke helt, hvad jeg mener om dem nu, men det er nu fint! Vi har da WiFi!
Men ja, det var så afslutningen på eventyret på Galapagos. Det har simpelthen været helt utroligt at være her! I starten var jeg en smule skeptisk for, om det nu også var SÅ unikt som folk gør det til igennem fx tv-programmer. Men folkens, jeg lover jer; det er endnu vildere end på tv! Jeg kommer sådan til at savne at ligge på stranden kun 2 meter fra en søløve og snorkle og se mindst 4 havskilpadder, en million fisk og garanteret endnu flere søløver. At dykke og svømme sammen med hajer, rokker, skildpadder, fisk og søløver - altså wow!! At være på leguan-tælning fredag morgen og se op mod 100 leguaner. Se pelikanerne sloges om fiskeresterne fra fiskebådene. Være på ø-hop og se, hvor forskellige øerne er. Ja, dyrelivet her er endnu vildere end på tv, og hvis bare vi havde set de albatrosser, så havde det være komplet fuldendt - folkene her er sødere end man kan forestille sig, og kulturen er simpelthen så afslappet! Alt kommer som det kommer og det hele skal nok gå. Jeg er blevet beriget med SÅ meget her! Ikke kun fra Galapagos i sig selv, men også fra de andre dejlige frivillige, som jeg vil komme til at savne utroligt meget, men også fra arbejdet igennem Projects Abroad. Jeg har lært utroligt meget om at passe på naturen her, hvor vigtigt det er og hvor let OG hvor svært det er. Få ting gør en forskel, men den store forskel er svær at gøre. Og sidst men ikke mindst har vi fået os en ny lille familie her på San Cristobal, som vi for altid vil være velkomne hos. Vi kunne ikke have ønsket os bedre end Christina og her til sidst, Efrain. Hver dag er vi blevet mødt med smil og jokes - og selvom forståelsen imellem os ikke altid har været i top, så har vi fået det bedste ud af det. Efrain har lært os utroligt meget omkring øerne og den equadoriske kultur, og jeg må sige, at jeg ikke ville være ked af, at skulle flytte hertil. Sikke et dejligt land! Jeg prøver - men det er nærmest umuligt at beskrive stemningen der er herude. Det er virkelig specielt, og jeg vil aldrig glemme Christina, Efrain eller Galapagos. Af hjertet tak for en fantastisk måned!
Nos vemos Galápagos!
Søløverne og jeg ELSKEDE at liggende stranden!



Ingen kommentarer:
Send en kommentar