mandag den 28. april 2014

Isla Santa Cruz

Fredag spiste vi frokost sammen alle de frivillige hvor vores kære William (bossen) gav. Vi fik den lokale ret ceviche, som er noget fisk blandet med rødløg, tomater og lime - og ja, selvfølgelig massere af ris til! Der er seriøst ikke gået én dag her på Galapagos, hvor vi ikke har fået ris! 
Kl 15 tog vi båden til Santa Cruz, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. På vejen ind i havnen sejlede vi lige forbi båden "Havana"9, som er den Mikkel Beha og hans sønner sejler rundt på og filmer til programmet "Kurs mod fjerne kyster". Så da vi kom ind til havnen skyndte vi os at tage en vandtaxa ud for at se, om de var hjemme. De var dog ikke på båden, men vi kunne nu prale af, at vi havde set båden! På vejen tilbage stoppede chaufføren op og sagde, at han kunne se en rokke i vandet - det siger de sig tit, men vi kan ALDRIG se dem, så vi ved ikke rigtigt, om de bare tager gas på os...
Aftenen blev brugt på shopping rundt i de mange butikker, hvor de har alverdens ting og sager, med Galapagos på. Alt for mange flotte ting faktisk! Og dyre... Vi gik hele vejen op og ned af gaden, da vi pludselig efter at have passeret en restaurant kiggede på hinanden og sagde; "Var det ikke dem?", som i; var det ikke Mikkel Beha og co.? JO! Vi blev hurtigt enige om, at det ville være kikset og vende om nu og sige hej eftersom vi begge havde fået en smule øjenkontakt med de to ret så flotte sønner, så vi gik i hast videre. Vi ville dog helt vildt gerne hilse på dem, så stratetisk blev vi væk en halv times tid og gik så samme vej tilbage. En god icebreaker er altid et godt lyst "HEJ!", så den fyrede Maria af hvorefter jeg straks fulgte op med at sige "Så så vi jer jo!" Come on Nadia og Maria... Nå, de tog det da meget pænt, og var vildt flinke at snakke med. Især de flotte sønner. Åh! Og en stor stor hilsen skulle jeg sende til min mor fra selveste Mikkel Beha, da jeg fortalte, at hun bare elsker hans program! Haha. Helt pige-pjattede gik vi tilbage til vores hostel, hvor vi gik tidligt i seng. Helt døde!

Lørdag skulle vi så ENDELG ud at dykke. Vi mødte friske op kl 6.30 og blev kørt ud til den modsatte side af øen, hvor vi skulle sejle ud fra. Vi sejlede først ud til et site kaldet Daphne. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var lidt nervøs, eftersom det jo var mit allerførste dyk efter jeg havde fået mit certifikat, men det viste sig jo at gå rigtig godt alt sammen!
Vi blev iført alt udstyret og dumpede i vandet - klar til første dyk! Så snart man fik hovedet under overfladen, så var der ca en million ting at se på! Bogstaveligt tag faktisk, for jeg har da aldrig set så mange fisk ét sted! Der var en hel masse forskellige fisk, over det hele og vildt tæt på os. Vi havde ikke været under vandet særlig længe før den første søløve kom for at ville lege. Den svømmede helt helt tæt på os, og nøj, hvor er de søde! Og ja, Milo, gu' ligner du så en søløve, for det var som at se dig sidde og tikke om at blive snakket med, når de svømmede hen imod os! Lidt senere så vi et par skildpadder og et par hajer et stykke fra os. "Hovedattraktionen" var dog de 3 eagle rays, der kom helt tæt på os. En kæmpe stor mor med sine to unger. Wow!!! Og selvfølgelig lige med en skildpadde i baggrunden, for at det ikke skal være løgn. På vejen op skulle vi lave et safety-stop, hvor vi stoppede i 3 minutter på 5 meters dybde. Her kunne jeg pludselig se en haj komme svømmende direkte i mod os nede fra dybet af - og hajer angriber altså nedefra og op - så det kan da nok være, at jeg kom tæt på instruktøren et kort øjeblik. Der skete jo ingenting eftersom hajerne jo er mere bange for os end vi er for dem(måske?!), men puha, en forskrækkelse!
2. dyk blev dog endnu mere adrenalin præget! Efter en times tid på båden kom vi i vandet igen - nu på et andet site kaldet Seymour. Vi svømmede lidt rundt inden vores instruktør kaldte os hen til en lille hule. Lige idet jeg kommer derhen svømmer der en haj ud af hulen og lige under mine finner. Shit! Vi svømmede lidt videre og fandt et masse steder, hvor der hvert sted lå 3-4 hajer og sov inde i hulen. Man kunne komme helt tæt på. SÅ fedt. Det fedeste var dog den sidste del: Vi kom hen til en lille bakke bestående af en klippe, hvor vores instruktør bad os om at synke helt ned til bunden for enden af den og kigge op. Og lige foran os oppe på bakken, svømmede der 10-12 hajer rundt! Alt for fed oplevelse!!!! De var ikke farlige eftersom det "bare" var white-tipped reef sharks. Men de var da ok-store, vil jeg sige! Alt for fede dyk, wow!!! 
Om eftermiddagen tog vi ud til en lavatunnel, der er her på øen. Den er (sjovt nok) blevet dannet af lava for mange år siden. Der er en 2200 m lang gang under jorden, som stammer herfra. Vildt specielt at se og gå nede i.
I morgen er vi klar til vores dagstur til øen Floreana!

Søndag morgen stod vi op til en noget overskyet dag, men eftersom der plejer at være cirka 58 grader på bådene mellem øerne, så gjorde det os nu ikke noget, når turen til Floreana tog 2 timer. Vi var dog heldige at få 2 af de kun 4 pladser, der var udenfor "huset" på båden, så vi kunne få lidt vind i håret - dog havde en irriterende englænder ikke lige taget højde for sin egen størrelse og tilmed bestemt sig for, at der sagtens kunne sidde 3 på to-personers bænken. Åh! Og hun ville SÅ gerne være venner med os, og var bare en pestilens hele dagen! Nok om hende. Indsejlingen til øen var vildt smuk! En masse toppe dækker hele øen og gør den rigtig flot. Inde på "havnen" blev vi taget i mod af en flok sovende søløver, der ikke lige orkede at flytte sig, så vi blev nødt til at lægge til et andet sted. Ja ja! Vi blev vist hen til en lille "bus" der i virkeligheden var et lad med nogle bænke på og et tag henover. Vi blev kørt ud af byen, der rummer hele øens befolkning - 166 indbyggere - og op i bjergene. Heroppe så vi først deres skildpaddereservat og hørte en masse historier fra vores guide. Bl.a. hvorfor øerne hedder "Galapagos". For at gøre en rigtig lang historie kort, så var det noget med, at spaniolerne kom først, og så kom englænderne men spaniolerne kaldte øerne for Galapagos, fordi de så de store skildpadder, hvis skjold var formet som en saddel. En type saddel spaniolerne brugte i 1500-tallet hedder på spansk "galapagor" (cirka), og øerne hedder derfor Galapagos - altså opkaldt efter kæmpe skildpadderne. 
Herefter gik vi videre, hvor vi så nogle huler, som piraterne i sin tid brugte som en slags base. Meget sjovt at se, for de havde lavet gange, små rum og endnu mindre hulrum i væggene, hvor de kunne gemme ting. Englænderne og spaniolerne gad nemlig ikke have øerne, fordi der ikke var guld her - men de kunne hente proviant her i form af fx skildpadder (de kan holde sig levende i lang tid uden vand og besætningen kunne derved få frisk kød) - og når så de sejlede forbi, så slog sørøverne til! Skide smart. 
Herfra gik turen tilbage mod byen hvor vi fik en lækker frokost samt Galapagos's special-dessert: Et stykke banan med chokoladesovs på! 
Efter frokosten var det endelig tid til at komme i vandet og snorkle! Stranden var dækket af sort sand, som var lidt specielt at se. Vandet var lidt grumset, så det var svært at se noget - så da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en skildpadde, så ved jeg ikke, hvem der blev mest bange! Da vi kom op og skulle tøre var det dårlige vejr nået til Floreana, så vi skyndte os i tøjet og hen til båden. Det dårlige vejr holdte dog ved helt tilbage til Santa Cruz, og det regnede faktisk hele aftenen. Førhen har vi kun oplevet regn i højst 5-10 minutter af gangen. Så vi håber lidt på, at det stopper til i morgen, for der var vores plan at tage til Tortuga Bay, som skulle være en paradis-strand - og den vil vi helst se i solskin.
Søndag aften stod jeg op efter lige at være faldet i søvn (!!!!) for at være med på Skype og synge fødselsdagssang for min kære lillesøster Frederikke, som mandag fyldte 18 år. Tidsforskellen er 8 timer, så det passede lige med, at jeg kunne stå op kl 22.30, når de skal synge 6.30. TILLYKKE Frede - må dit 18. år blive et fuldt år, hæhæ! 

Mandag stod vi tidligt op for at komme ud til Tortuga Bay. Vi tog en taxa hen til stien, hvor en 45 minutters gåtur ventede forude. Føj! Herefter kom vi til stranden, som vi så liiiige skulle gå på 1 km mere for at komme hen til selve bugten. Men hvilket syn! Virkeligt flot sted. Dog havde skyerne ikke tænkt sig at slippe øen helt endnu, så der var overskyet det meste af tiden, vi var der. Men jeg tror, at vores hud var ret glad for skyerne, for sol fik vi da tiltrods for skyerne. 


Efter en god frokost (pasta!!!! Som vi aldrig får...) tog vi båden tilbage til vores lille ø. I morgen står den på arbejde igen. Wuhu!
Hører at vejret er godt i DK - nyd det nu! Ses

Lige endnu et billede af en søløve, der har det fedt.

torsdag den 24. april 2014

Ugen der gik

Tirsdag stod arbejdet på døds-gåtur i bjergene for at lægge gift ud fra rotterne. Det var blot et andet sted denne gang, og en meget længere rute... Altså, motion er ikke lige dét man får dyrket mest, mens man rejser, så mine lunger var da flere gange ved at falde ud! Men heldigvis overlevede jeg hele vejen ned til stranden om eftermiddagen, hvor vi kunne blive kølet lidt af. Og til vores held var eftermiddagen ret overskyet, så vi ikke behøvede at svede så meget mere den dag. Det skulle da kun lige være på gåturen hjem fra baren om aftenen! 

Onsdag stod den på havearbejde.. Og jeg som troede, at jeg slap for havearbejde eftersom jeg nu ganske simpelt ikke er hjemme til at finde på dumme undskyldninger for ikke at hjælpe mor i haven! Men ja, efter et kæmpe regnskyl, der meldte din ankomst på ca samme tid som os den morgen gik vi igang med dagens arbejde. Vi gravede først huller for at plante en masse endemiske planter, som kun findes her på Galapagos - og dem vil de selvfølgelig gerne bevare! Derefter pegede vores "mentor" Jonathan i retning mod skoven og sagde, at det område helt ned til papaya-træet skulle rydes for ukrudt. Og vi snakker meter-højt ukrudt bestående af slyng-planter og alt muligt andet bras. Så halvdelen blev udstyret med en machette og den anden med en rive, og så var det bare at hugge løs! I solen... I 40 graders varme... I pausen kom alle til live igen eftersom vi havde spottet en moden papaya i et af træerne - og den skulle vi selvfølgelig have fat i! Vi gik hen til træet, en pige sparkede til det (de hænger meget højt oppe), ned faldt papayaen og der stod flokken af de svedende frivillige og kiggede på en totalt udsplattet papaya liggende på jorden. Ej! Vi sparkede igen og ned faldt en halvmoden en, som så viste sig at være helt moden. Hurra! Og alle de frivillige levede lykkeligt til deres dages ende. Haha. 
Dagen blev på sædvanligvis fortsat på standen efter frokost.
Dog har Maria og jeg også lige en lille mission med at få alle vores planer til at passe og hænge sammen. Ikke så let, skal jeg hilse at sige! Eftersom vi jo missede et dyk på Isla Isabela vil vi ikke lave samme fejl, når vi skal besøge Santa Cruz, og vi gik derfor allerede i mandags igang med at kigge på dykkerture. Det dykker-site vi har udset os, er så selvfølgelig vildt svært tilgængeligt(ligesom alle de andre dyk), og det er overhovedet ikke til at booke noget på nettet. Og ringer du til dem snakker de kun spansk. Håbløst! Sidste chance er i morgen, og så må vi se, om vi kommer afsted til Santa Cruz i denne weekend eller den næste.

Torsdag var en vildt let dag rent arbejdsmæssigt. Vi gik på stenene langs vandet og talte leguaner en times tid og derefter stoppede vi på sandstanden, hvor vi snorklede og slappede af. Livet som frivillig er altså toppen! Eftermiddagen blev brugt på at få det sidste på plads angående weekenden. De hele afhang af, om vi kunne komme ud at dykke på vores udvalgte site Seymour om lørdagen. Solen må have skinnet ekstra meget på os på stranden om formiddagen, for da vi tjekkede vores mail, var der bid! Et stk booket dyk! Så nu tager vi efter en såkaldt "Dirty Day" i morgen afsted til Santa Cruz i weekenden! Dirty Day går ud på at hjælpe skolen med at holde den pæn og vi skal derfor gøre rent og male væggene. Det skal nok blive sjovt. Herefter skal vi spise frokost sammen alle sammen i anledningen af, at en masse forlader os i denne weekend. Så vi skal sige ordentligt farvel. 
Kl 15 tager Maria og jeg så båden til Santa Cruz, hvor vi om lørdagen skal ud at dykke, søndag besøge øen Floreana, hvor vi også skal snorkle og mandag skal vi til Tortuga Bay (en flot strand), se nogle lava tunneller og se en bugt hvori, der altid er hajer inden vi tager båden tilbage til San Cristobal mandag kl 14. Det bliver helt sikkert en lækker weekend, og vi glæder os!

Jeg håber ikke, at vi stjæler alt solen her på Galapagos, men at der er lidt tilbage til forårsvejret i DK! Ses

Lige et par billeder af de dejlige søløver, der ganske simpelt er overalt her på øen! Som I kan se, så deltog de aktivt i leguan-tællingen torsdag!


mandag den 21. april 2014

Isla Isabela

Torsdag eftermiddag havde vi aftalt med en fra staff, at hun skulle hjælpe os med at købe billetter til båden, der skulle tage os med til øen Santa Cruz og lidt senere en anden båd fra Santa Cruz til Isla Isabela. Det hele gik som smurt - vi fik arrangeret overnatninger på Isabela og vist hvor skulle gå hen for at købe bådbilletten. Vi skulle dog inden købet hæve penge både til de ret dyre billetter og til hele vores weekendtur, eftersom der ingen hæveautomat er på Isabela. Og dér kom så denne turs første (men langt fra eneste) problem... Den eneste automat der er på vores ø San Cristobal ville ikke lade os hæve penge! Vi har før haft dette problem med Marias kort - men aldrig med mit. Vi marcherede ind i den tilhørende bank for at hæve der, men så straks den enormt lange kø! Åh nej. Nå, vi spurgte en ansat, om det overhovedet var muligt at hæve her på denne måde, og det var det selvfølgelig ikke, medmindre man havde sit pas med. Men lille mand, jeg render ligesom ikke rundt med mit pas på mig! Selvom jeg både havde mit kørekort, et andet ID og kan mit pasnummer udenad, så kunne det ikke lade sig gøre uden selve passet. Hjem til huset og hente pas og tilbage til byen - tilbage til en LUKKET bank! JAMEN?! Åh... Uden penge kunne vi jo ikke komme afsted! Vores aller-sidste håb var mit MasterCard, som jeg egentlig kun har med, hvis mit Visa skulle blive stjålet. Første forsøg - og wupti, penge! YES! Vi hastede ind efter billetterne og belønnende derefter os selv med en smoothie på den lokale café Tongl Reef. Vi belønnede vist også os selv med lidt for meget rom og cola senere på aftenen... 

SÅ! Fredag morgen stod vi kl 5.30 op med bragende tømmermænd, spiste morgenmad og bevægede os mod båden, der skulle sejle os til Santa Cruz kl 7. Vi ankom et par timer senere til Santa Cruz, hvor vi skulle vente på den næste båd indtil kl 14. Vi fandt en bank, der heldigvis godt ville være venner med Marias kort, fik nogle penge ud og gik derefter rundt og osede lidt i butikkerne, inden vi fik frokost på Waterfront. "Dyr" seafood tallerken, lækkert!
Vi ankom efter endnu 2,5 timer på en noget gyngende båd til Isla Isabela ved 17-tiden. Både på Santa Cruz og her skal man fra sin båd og ind til havnen med en vandtaxa, hvilket jo er meget hyggeligt. Knapt så hyggeligt var det, da vi alle blev sat i én taxa og alt vores bagage i en anden. Vi sejlede ét sted hen og bagagen et andet. Vi kom op fra båden og skulle først igennem (endnu) en kontrol samt betale en "entre" til øen - uden vi kunne se vores bagage, for hele havnen var sort af ventende mennesker. Vi fandt den dog med alt indhold i til sidst og vandrede mod vores hostel. Vi blev indlogeret et lille fint sted med hængekøjer udenfor og fri brug af køkkenet. Men herfra fortsatte problemerne... Vi gik glade med vores snorkelmaske og håndklæde i hånden ned mod byen for først at booke vores dyk på Tortuga Island og derefter snorkle lidt inden aftensmad. Dog er der sket et eller andet her på øen, som har ført til, at kun ét center har certifikat til at må arrangere dykkerture, og alle de andre steder har mistet det. SELVFØLGELIG er alle deres ture fuldt booket både lørdag og søndag - der kun én plads tilbage. Helt ærligt?! Der var intet de kunne gøre, og vi gik nærmest grædefærdige derfra. Vi gik mod stranden for at blive muntret lidt op og stødte pludselig på de to tyskere fra raftingturen i Tena! Vildt nok! Vi aftalte at mødes en time senere for at spise aftensmad, for Maria og jeg skulle altså først i vandet! Vi satte os ned i vandkanten og så en smuk solnedgang, inden vi gik op og fik god mad sammen med de underholdende tyskere. Så det endte med at blive en okay aften alligevel. DOG skulle vi jo have booket en eller anden anden tur til dagen efter og hev derfor fat i ham, der ejer vores hostel, da vi kom hjem for at få ham til at booke en snorklingtur til Los Tunnnels, som er lava-tunneller, hvor man kan være heldig at se søheste. Men ja, ALT var booket IGEN, og vi fandt nu ud af hvorfor: Det er påske og folk har åbenbart ferie?! Tsk! Lad dog være med at booke de ture, som VI skal på - lav noget andet folkens! Nå, der var dog plads på en eftermiddags-snorklingtur til Tintoreras, som er en ø-gruppe lidt væk fra Isabela, hvor pingvinerne holder til. Okay så!

Lørdag morgen stod vi op - klar til en ny dag! Vi havde begge indfundet os med, at vi ikke kunne dykke her på Isabela og var begge i godt humør igen. Vi gik ned i receptionen, lejede to cykler og kørte afsted mod Wall Of Tears. Først kørte vi dog omkring et tourbureau for at være sikre på at komme på tur til Los Tunnels om søndagen. Det blev hurtigt fikset - endda efter lidt prutten om prisen til 10 dollars mindre pr person. Yes! Wall Of Tears er en mur bygget af fanger, som for mange år siden blev sat ud på øen til at bygge deres eget fængsel. Mange døde af det. Vi fandt en masse skilte, der viste os derud, og det hele gik helt fint og udsigten var kanon, eftersom vi nærmest kørte på stranden! På vejen derud skulle der ligge en pink sø, hvor en masse flamingoer skulle holde til. Vi fandt skiltet og der var da også en sø... Men pink var den da slet ikke, og den eneste fugl vi kunne se var en helt almindelig and. Amen?! Nå, vi blev enige om, at det i hvert fald ikke kunne være den sø, der var den pinke sø, og kørte videre mod muren i stedet. Pludselig hoppede Marias kæde af, men heldigvis har far lært mig nogle tricks, så den fik jeg da hurtigt sat på igen! Ca halvandet minut efter kom der en lidt stejl bakke, så jeg rejste mig op på cyklen for at træde rundt, og alt vores uheld blev i dette sekund fordoblet eftersom kæden sprang! Ej helt ærligt verden, giv os lige en chance! Så der stod vi; midt i ingenting kun ca halvvejs mod muren (måske, vi anede det ikke), og kunne ikke cykle videre. Solen bagte på os og de 40 grader gjorde det bestemt ikke sjovt at skulle gå det sidste stykke. En lille-bitte smule held havde vi dog tilbage eftersom en taxa kom kørende fra muren af. Han skulle bare lige sætte sine passagerere af, og så kom han tilbage efter os henne ved muren. TAK! Én god ting fik vi dog ud af at gå, da vi et lille stykke før muren så en vild kæmpe skildpadde, som vi ikke ville have set, hvis vi cyklede.
Vi så muren, svedte en hel masse og bad derefter taxamanden om at køre os til den pinke sø. Han stoppede godt nok ved søen med anden i (dem var stadig ikke pink), men da vi sagde flamingo, lyste han helt op og kørte straks videre. Han stoppede ved en anden sø, som heller ikke var skyggen af pink, BORTSET fra de pinke flamingoer, der lige stod og hyggede sig i den! Et dyr mere, som vi kan sætte flueben ved.
Vi kom tilbage til hostlet med den dårlige nyhed om cyklen, som de heldigvis tog godt nok i mod. Vi fik endda nogle af vores penge tilbage. Hurra! Vi gik herfra direkte mod byen for at finde noget at spise - lidt for mange oplevelser tager på sulten. Men folk på Isabela spiser åbenbart ikke frokost, for ingen restauranter havde åbent. Nu stopper det altså! Nå, vi gik lidt rundt før vi en sidste gang lige ville høre en af restauranterne, hvornår, de åbnede. Nu! Okay, fedt! 
Herfra gik vi direkte i vandet, hvor vi snorklede lidt og hyggede os på stranden sammen med alle søløverne, der tog lur på solsengene og leguanerne, der lå og solede sig på sandet. Vi tog lidt senere tilbage til hostlet for at blive hentet og taget med til Tintoreras. Vi kom med en lille båd ud til øen, hvor vi blev vist rundt. Her så vi det helt rigtige vulkan-landskab - massere af sten over det hele - leguaner, blåfodede fugle, pelikaner og selvfølgelig søløver. OG i en lavatunnel så vi 3 revhajer svømme rundt. Alt for fedt! Vi blev fra øen sejlet lidt ud, hvor vi skulle snorkle. Vi hoppede i vandet og ikke lang tid efter råbte guiden: "TURTLE!" Heldigvis var jeg en af de forreste og nåede at få et glimt af den inden en kæmpe bølge kom og fyldte alle vores snorkler med vand og gjorde alt hvidt af skum - og væk var skildpadden. Øv! Vi kom væk fra bølgerne og så straks to nye! Wow! Til aller sidst så vi en kæmpe stor en, men som hurtigt forsvandt. Men vildt fedt!
Om aftenen spiste vi aftensmad sammen med nogle af de andre frivillige, der også er på "weekendophold" her på øen.

Søndag morgen stod vi tidligt op for at komme ud og se det skildpaddecenter, de har på denne ø. Det er nemlig en anden slags skildpadder end dem på San Cristobal, eftersom skjoldet har en anderledes form. Det var dog ikke en særlig glædelig oplevelse. I forhold til det center, som vi hjælper til på på vores ø, så har disse stortset ingen plads. De kravlede rundt oven i hinanden og havde ikke noget grønt i deres områder. Øv-oplevelse. Vi gik de 2 kilometer tilbage til byen, hvor vi blev kørt ud til båden, der skulle sejle os ud til Los Tunnels. Los Tunnels er et sted, hvor lavaen fra tidligere vulkanudbrud har formet tunneler/små broer hist og her, og som nu er blevet oversvømmet af havet.
Da dette sted er meget populært for snorkling var der en 6-7 både derude. Vores guide tog os derfor med derhen, hvor han vidste, at alle de andre både ville slutte deres tur, og vi kunne derfor være alene der. Vi hoppede i, og så straks en kæmpe havskildpadde. God start! Herefter kom en glad søløve svømmende, som ville lege. Den svømmede helt tæt på os, lavede kunster og svømmende imellem os allesammen. Vi svømmede lidt videre og så to pingviner stå oppe på en klippe. Straks hoppede den ene i, så vi kunne se den svømme under vandet! Vi så herefter en hel masse fisk, store fisk og endnu flere skildpadder. Det er helt utroligt, så tæt man kan komme på dem, så jeg har fået optaget det fedeste film med dem! Og nå ja - vi slap heller ikke for uheld i dag: I et forsøg på at svømme igennem en grotte under vandet slog vi begge to benet op i "taget" over os og fik nogle halv-store sår. Ens ben er åbenbart højere oppe end ens hovede, når man dykker ned... Tsk! Men heldigvis kunne hajerne ikke lugte blodet, så de holdte sig væk, hæhæ!
Vi kom efter en lille svømmetur rundt omkring tilbage til båden igen, men det var slet ikke tid til at komme op, for en af guiderne havde spottet en søhest!! Så det kan da nok være, at jeg kunne svømme stærkt for at komme derhen! Man skulle dykke 5-6 meter ned for at se den, for den er ikke så fotogen som fx skildpadderne og søløverne, men jeg fik den på kameraet. YES! Så jeg tror nok, at jeg har en mor, der er ekstra misundelig nu! 
Herefter sejlede vi ind i mellem tunnellerne og lagde til land, for at gå lidt rundt på klipperne. Her sagde to blåfodede fugle lige hej, og landskabet var utrolig smukt. En af guiderne kom hen til Maria og jeg og spurgte(som vi efterhånden er blevet spurgt om ret mange gange nu!), om vi var søskende. Vi grinte høfligt og sagde nej - hvorefter manden så gudhjælpemig spørger, om vi så er kærester?! Ej lille mand, nu stopper festen! 
Efter en lille snack sejlede vi videre til det næste snorkle-sted, hvor vi virkelig svømmende i mellem tunnellerne, og nogle gange skulle vi kravle hen over stenene for at følge med guiden. Vi så her endnu flere skildpadder og en masse farvestrålende fisk. Også en kæmpe stor stime af nogle fisk på størrelse med en stor tallerken svømmede forbi. Dog så vi ingen hajer, øv! Men alt i alt en helt fantastisk tur! Wow!!
Eftermiddagen blev brugt på stranden selvom der har været lidt dårligt og overskyet vejr i dag. Men det gør nu ikke noget, når der stadig er 25-30 grader.
Vi er nu så småt ved at skulle sige farvel til smukke Isabela, som virkelig har gjort STORT indtryk på os. Her er så fredeligt og stille tiltrods for alle turisterne. Asfaltveje er der ikke noget af, de er lavet af sand og grus og husene er bygget i en dejlig afslappet stil - de fleste af træ med palmeblade som tag. Så tiltrods for alt det uheld, der har forfulgt os de seneste dag, så ELSKER vi Isla Isabela. Et af de smukkeste steder, vi har set! Tak for en dejlig weekend!

Mandag morgen kl 6 tog vi båden tilbage til Santa Cruz, hvor vi igen skulle vente indtil kl 14 på båden til San Cristobal. Her kiggede vi på, hvilke muligheder vi har for næste weekend, som vi regner med at tilbringe på Santa Cruz. Vi fik både kigget på en dagstur til øen Floreana og et dyk ved Seymour, hvor det skulle være muligt at se hammerhajer! Så det skal nok blive godt. Vi besøgte også Charles Darwin centret, hvor de havde et museum og endnu et reservat med skildpadder. Og her havde skildpadderne godt med plads. Dejligt at se! Vi kom tilbage til vores dejlige lille ø sidst på eftermiddagen, og hjemme i huset blev vi taget imod af en stor-smilende Christina. Åh altså, den dejlige dame! I morgen står den på arbejde igen - vi skal ud at lægge mere gift ud for rotterne i bjergene. Og så er der kommet 4 nye til vores projekt - spændende!

onsdag den 16. april 2014

Arbejd', arbejd'

Mandag havde vi vores første arbejdsdag med Projects Abroad. Vi blev samlet op hos vores værtsfamilie af Galapagosøernes foretrukne køretøj - en firehjulstrækker med lad på. På ladet kan der snildt sidde 6-7 stykker, og her blev vi placeret. Ladet er dog trods de meget bumpende veje (80% her er grusveje) at foretrække pga af varmen. Vi faldt hurtigt i snak med et par stykker af de andre frivillige på den 45 minutters køretur. Det viste sig, at vi skulle ud til lige netop det reservat, hvor vi havde set kæmpeskildpadder dagen før. Her blev vi mødt af et kæmpe hold frivillige på omkring 20 stykker, som alle kom hen og gav hånd og sagde deres navn. Det hele gik bare så hurtigt, at vi intet fangede! Vi fangede dog, at der var 3 andre danskere, og at rigtig mange på dette projekt enten er danskere eller canadiere. 
Nå, dagens arbejde skulle igang! Vi skulle tage så mange lange lange stilke med kæmpe blade på under armen og gå op til skildpadderne. Skildpadderne kunne høre os hele vejen og vidste godt, hvad der var i vente, så på "fodre-pladsen" blev vi mødt af 5-6 sultne skildpadder, der i deres eget langsommelige tempo kæmpede sig mod maden. Med deres mærkelige "hvæse-lyd" kom de vraltende hen i mod os og maden. De spiste helt enormt langsomt og det var vildt underholdende at se på! Herefter lukkede vi alt vandet ud af deres bassin, skrubbede det for alger og fyldte det igen.
Skildpadderne er i dette reservat, fordi det sted, de lever vildt, er invaderet af geder, som spiser deres æg og ødelægger deres reder. Derfor tog man for 12 år siden beslutningen om at indfange udvalgte skildpadder til avl. Man tager æggene og holder dem under forhold, de ville have haft i naturen for at sikre, at flest mulige æg bliver til noget. Mens de små skildpadder er mellem 1 og 3 bliver de holdt i et mindre bur (skildpadderne er her ikke større end en knytnæve!), og herefter komme de ud på et større areal indtil de er 5. Herefter bliver de sat ud i det store areal, der udgør reservatet. Her lever de semi-vildt - dog får de serveret mad 3 gange om ugen. De spiser dog også tingene, der er i reservatet, fx nogle små æbler, som er rigtig giftige for mennesker. Spis 3 og du er færdig. Rør ved træet ellers dets blade, og du vil få udslæt og kløe hele natten. Velkommen! Ej, det var rigtig sjovt at se - og især at være så tæt på de kæmpe store skildpadder!
Sidst på formiddagen gik vi hen i et drivhusligende hus, hvor de avler sjældne planter for at kunne give børn muligheden for at plante en plante fx på deres skole og for at lære dem at bevare disse planter. Vi skulle her luge ukrudt... På bare den time og et kvarter vi var der svedte jeg nok 3 liter sved ud!! Omg det var da helt enormt varmt! Vi var alle badet i sved, da klokken slog 12, og vi havde fri. Og jeg skal da love for, at der var kamp om at sidde bag på ladet på vej tilbage! 
Generelt har vi fri kl 12 alle dage, hvilket jo er ren luksus! Vi kan derved lave ting om eftermiddagen også, tage på standen eller nyde de mange caféer på havnen. Fedt! 

Tirsdag havde vi fået at vide skulle blive en helveds-dag. Det ville blive varmt, vi ville blive solskoldet osv.. Vi skulle nemlig ud at gå en lang tur oppe i højlandet (regnskovslignende tilstande) og lægge gift ud for rotterne. Rotterne spiser nemlig de sjældne fugles æg, som på et tidspunkt vil udrydde dem. Ikke kun fra Galapagos, men over hele verden - visse fugle findes nemlig kun her. De ødelægger også pantevegetationen, så de vil gerne af med de rotter! Heldigvis var regnskoven med os og leverede overskyet vejr, så vi ikke behøvede at ligne totalt druknede mus! Vi gik et par timer i skoven og fik lagt en masse gift ud. Vi blev færdige næsten halvanden time før tid, men da vi befandt os midt på øen og i regnskoven var der selvfølgelig ikke noget signal, så vi kunne ikke ringe efter taxaerne før tid. Så vi begyndte da bare at gå! Vi gik en lille time før der var signal, og endte ved en lagune, som ligger på toppen af vulkanen på San Cristobal. Så indtil taxaerne kom, kunne vi jo gå derop. Noget af en stejl og varm tur, men det var dét værd! Vi så den smukke lagune, som består af en ferskvandssø, der ligger på toppen. Vi så også frigate-fuglen, hvor hannen har et helt rødt bryst, han kan puste op for at impornere damerne. Fuglene kommer herop for at vaske deres vinger rene for saltvand.
Det sidste af dagen brugte vi på stranden og på at hænge ud med de andre frivillige. Til aftensmad fik vi serveret hotdog med chips i. Åh Chrsitina!<3

Onsdag skulle vi møde kl 6, fordi vi skulle ud og hjælpe til på en farm. Efter at taxamanden og vores staff-medlem havde kørt bilen rundt oppe i bjergene en times tid, fandt vi endelige den lille hyggelige farm. Stedet vrimlede med høns, hunde og heste og huset var en lille træhytte. Vildt primitivt, men hvor så de bare ud til at have det godt der!
Drengene (og Maria og jeg selvfølgelig - vi er jo ikke tøser!) blev udstyret med hver vores skuffejern eller skovl og sat til at grave riller tværs over marken. Og varmt nok var det! Tøserne blev sat til at plukke blade til en kompostbunke... Haha! Vi svedte som heste, men på under en time var de riller gravet! Highfive gutter! Men så stod den så på blade-plukning de næste 2 timer.
Åh... Disse skulle sammen med en masse andet bruges til at lave en god og næringsrig kompostbunke. Farmeren og hans kone blev simpelthen så glade for vores arbejde! Søde mennesker!
Her til eftermiddag har vi ligget på stranden og slappet af, og lidt senere bookede vi vores weekendtur. Vi har pga påskehelligdag fri på fredag, så vi tager til Isla Isabela denne weekend. Eftersom det tager en hel dags sejlads at komme derud tager vi fri på mandag, således at vi har 2 hele dage derude. Vi skal bl.a. se en pink sø, vulkaner, snorkle ved Los Tintoreras, hvor vi forhåbentlig kommer til at se pingviner, hajer, skildpadder og en masse andet! Ved Los Tunneles kan vi måske være heldige at se søheste! På Turtuga Island håber vi på at komme ud at dykke. I morgen tager vi byens lokale børn med ned på stranden (de har sommerferie, og er derfor på sommercamp) for at vise dem, at de ikke skal smide skrald, så vi skal ned at samle en masse skrald ind. Det skal nu nok blive sjovt! Og ja, fredag tager vi så afsted kl 6 om morgenen mod Isla Isabela. 
Vi nyder livet og har det alt alt for fedt! Og ja, apropos fedt, så kommer vi nok hjem som fede, for Christina laver simpelthen alt for god mad! 
Ses!


Både søløverne og jeg forstår at flade ud på stranden!

søndag den 13. april 2014

Første møde med Galapagos og San Cristobal

Lørdag stod vi op kl møg om natten for at være i lufthavnen i god tid, eftersom man skal udfylde en masse papirer samt have ens bagage tjekket fuldstændigt for at komme med flyet. Vi kom heldigvis med, og landede lidt senere på formiddagen i Puerto Baquerizo. Lufthavnen var det rene gedemarked og bestod af et par vægge med et tag højt højt over væggene. Vi stod i kø i hundrede år for at få lov til at betale den nette sum af 100 USD for bare at komme ind på øerne. Herefter ventede vi dobbelt så lang tid på at få vores bagage eftersom de ikke lige havde et bagagenbånd, så alle taskerne stillede de op på rækker, før folk kunne storme ind for at finde deres taske. Sindssygt system!
Vi fandt vores lift, som tog os med ud til vores værtsfamilies hus. Her blev vi mødt at en smilende lille dame, der straks bød os velkommen og hjalp os med taskerne. Vi blev indlogeret på hvert vores store værelse med dobbeltseng, stor kommode, kæmpe spejl og egen snorkelmaske(yes!!). Derudover blev vi indformeret om at hun tog sig af vores vasketøj, at hun havde en computer med internet til fri benyttelse (ret dårligt internet, men stadig okay!) og at frokosten blev serveret om 20 minutter, så vi lige havde tid til at pakke ud. TAK! Frokosten var ikke mindre end formidabel og bestod af kylling, ris, salat og en god sovs. Hvis vi var klar, så ville hun kl 14 tage os med til stranden. Jamen jo tak Christina (den dejlige dames navn).
Vi kørte kl 14 mod stranden, hvor vi først gik ad nogle stier mod et museum. Udenfor museet boede kæmpeskildpadden Pepe, som bød os velkommen ved lige at løfte hovedet en enkelt gang. Hej! Herefter så vi museet, som var virkelig interessant! Vi gik herfra videre og op på en lille bakke, hvor vi kunne se ud over halvdelen af øen (den er ikke så stor). Smukt syn! Vi gik herfra ned af endnu en sti ned i en lille bugt, hvor vi skulle snorkle. Der var klipper over det hele og helt klart vand! Wow. Jeg fik på rekord smidt tøjet, hevet dykkermasken frem og stod klar på kanten af klippen til at hoppe i. Jeg fik dog noget af et chok, da en søløve(!!!!!) pludselig stak hovedet op af vandet og forsvandt igen. Wow!!! Hej Galapagos! Vi snorklede rundt et godt stykke tid og så en masse fisk. Dog ingen skildpadder, som ellers var ret almindeligt at se her. Det må blive en anden dag. Herfra gik vi ned på stranden, hvor vi gik og nød det smukke landskab inden Cristinas bror stoppede op og pegede(han snakker ikke engelsk) - og der lå lige 3 søløver og solede sig! Søde er de godt nok! Vi prøvede at gå lidt tæt på for at få et billede, men det var den ene godt nok ikke så interesseret i at skulle være med på. Den rejste sig hurtigt op og humpede hen mod mig, mens den brølede løs - det kan da nok være, at jeg kom væk! Sorry hr. Søløve. Vi tog hjem igen, hvor vi kunne slappe lidt af inden aftensmaden. Aftensmaden var mindst lige så god - bestod af endnu en lækker sovs med kartofler og pølsestykker i samt ris til. "Salaten" var en stegt skive banan. Jeg ved det lyder sært, men prøv det!! Det er SÅ lækkert.

Søndag morgen stod vi igen op til lækker mad bestående af stegte bananer og røræg. Herefter tog vi ned til byen i håb om, at nogle ville tage os til øen Española eller på dykkertur til Kicker Rock. Det kræver dog noget planlægning, og vi måtte finde på noget andet. Men sikke en masse vi fandt på! Vi brugte formiddagen på at tage ud til Las Loberias, hvor der skulle være en koloni af søløver og de blå fodede fødder. Vi gik langs stenene i vandkanten inden vi spottede den første søløve! De er efterhånden blevet helt almindeligt at se en søløve - og vi har ikke engang været her i et døgn! Vi gik lidt videre og spottede en leguan! Den var ca 20 cm lang (ikke den største), og vi var ellevilde! En leguan!! Vi gik en smule videre og spottede endnu en - blot dobbelt så stor! Den sad og solede sig på en sten og vi gik selvfølgelig lidt tættere på for at få billeder. Jo tættere vi kom jo flere leguaner dukkede op. Der sad nok 10 i dette samme område, og de var alle mindst 70 cm lange. Nogle over en meter! Vi gik helt amok og tog nok 100 billeder! På et tidspunkt, hvor vi lige stod og poserede sammen med leguanerne fløj der lige en KÆMPE pelikan hen over hovederne på os!!! Alt for vildt!! Vi var totalt forstummede, så ingen af tænkte overhovedet på at tage kameraet frem for at tage et billede. Vi stod bare med åben mund og kiggede på den nok to meter lange pelikan (fra vinge til vinge). WOW. Hej Galapagos!
Vi gik lidt videre og så endnu flere søløver ligge og slænge sig på stenene, og nøj, hvor kan de se ømme ud! Man kan gå helt tæt på dem, inden de pludselig udbryder en lyd, der lyder som en, der ligger og krammer toilettet efter 100 øl.
Det kan godt være, at det hele lyder helt vildt, når man læser om det her sted eller ser et program om øerne - og ved I hvad? Det er endnu mere fantastisk at være her. Det er helt vildt alle de ting man ser og oplever - og alle de dyr! Og folkene her er alle VILDT søde! Åh Galapagos<3

Til frokost tog vi ind til byen for at spise og herefter skal vi ud til et sted, hvor der lever kæmpeskildpadder - nøj hvor vi håber på at se dem!!
I morgen begynder det frivillige arbejde, som jeg tror bliver noget af en varm og svedende fornøjelse. Luftfugtigheden her nok 130 % og her er 25-30 grader. Men det skal nok blive sjovt! Vi glæder os i hvert fald.

fredag den 11. april 2014

Cotopaxi vulkanen

Fredag morgen blev vi hentet af en guide, som skulle køre os til Cotopaxi vulkanen - som åbenbart ikke ER verdens største, men kun én af verdens højeste - men stadig høj! Præcis 5987 m.
Vi kørte ca halvanden time udenfor Quito til Cotopaxi-nationalparken. Her samlede vi en vulkan-guide op, som skulle med på turen op. Vi kørte op i 4500 meters højde, hvorfra vi skulle gå det sidste stykke. Nemt! - eller ikke....! 
Vi steg ud af bilen og kunne godt se, hvorfor guiden tilbage på hostlet havde jaget os op på værelset igen efter mere tøj. Vi var midt i en sky, det blæste og halv-sneede. TØJ PÅ! Efter at have gået måske 50 m opad pustede og stønnede vi allesammen (undtagen psyko-vulkan-guiden, som bare gik med hænderne i lommen), og måtte holde en pause. Oppe i denne højde er der kun 40% af den ilt, som vi er vant til nede i normal højde, så der skulle ingenting til, før vi blev trætte. Vores guide havde det umenneskeligt hårdt og stoppede for hvert 10. skridt - ja, det var hårdt, men vi ville også gerne nå op inden det blev mørkt... Så vi lod ham gå i sit eget tempo og vi fulgte med psyko-vulkan-bestigeren. Efter ca en times gang nåede vi det sted, hvor almindelige mennesker går til - 4800 meters højde. For at komme helt til toppen skal man have en personlig guide med, det rette udstyr, være i træning og ikke mindst have bestiget noget før. Her i de 4800 meters højde så vi en et helt kompagni soldater kommende gående oppefra. De havde lige været oppe og træne. Shit! Åh, hvor jeg savner mili... 
Psyko-gutten spurgte om vi var klar på mere, og selvfølgelig var vi det! I 5000 meters højde ligger der nemlig en gletcher, som dækker hele toppen af vulkanen, og dertil (men ikke længere) kunne man godt gå til uden specielt udstyr. Og vi havde deme ikke gået så langt og kæmpet så meget uden af se sne! Så afsted det gik. Luften blev kun tyndere, så det sidste stykke var bestemt ikke sjovere end det første - men op kom vi da! Vi kunne kigge op af toppen og se den meter højde gletcher, som strækker sig enormt langt! SMUKT syn! Vi kunne komme op på den et sted og gå ind i en revne, hvor isen var helt blå og utrolig flot. Rigtig speciel oplevelse. Desværre er der stort set altid tåget/skyet oppe på denne vulkan, fordi der ligger en hel masse bjerge omkring, og fordi den ligger så højt oppe. Dog skilte skyerne sig en gang i mellem, så vi kunne se en lille sprække af den smukke landskab under os. Og WOW! På vejen op af vulkanen kunne vi se de forskellige farver vulkanen havde. I starten var gruset bare sort, men efterhånden gik det over i en rød lava-farve. Og bare rolig fætter Mikkel - jeg har husket en ægte lava-sten helt oppe fra toppen af til dig!(eller ja, den "top" jeg måtte gå til). Vi kunne nogle steder også se forskellige lag i jorden, som stammer fra de forskellige udbrud, der har været. Det seneste var i 1877, og den går i udbrud ca hvert 100. år - så ja, vi var vel heldige at komme ned i tide, haha! 
På vejen ned mødte vi vores guide ved de 4800 m, hvor han havde kæmpet sig op til. Selv ikke nedad kunne han følge med! Han kom dog ned, og kørte os tilbage til Quito, hvor vi bad ham sætte os af ved den nærmeste McDonalds - dét havde vi fortjent! Puha en tur! 

Sidst på eftermiddagen fik vi en lille lur inden vi begyndte at pakke til i morgen meget tidlig, hvor turen går til Galapagos. Og nøj, hvor vi dog glæder os! ALLE de lokale her i Ecuador har nærmest ikke kunnet sætte ord på øerne, men kun fortalt os, at det helt sikkert bliver en helt fantastisk oplevelse, og at vi kun skal glæde os. Vi vælger at tro på dem!

Dette betyder faktisk også farvel til Ecuadors fastland, som har været en hel utrolig oplevelse! På disse 10 dage har vi oplevet SÅ fantastisk meget og mødt SÅ utroligt søde mennesker! Det er helt vildt, så søde og imødekommende Ecuadorere er - vi kan kun anbefale at tage hertil! Det er blevet til et besøg på ækvatorlinjen, et besøg i junglen(SÅ lækkert - det glemmer vi aldrig! Søde søde gutter som tjenere og guider, lækkert mad og et utroligt ophold), et besøg på skadestuen med Marias finger, et besøg i en lokale raftingguides hjem + overnatning, et besøg i Baños - den skønne by, et besøg, et besøg ved og på nogle vandfald, et besøg på en høj høj bro(haha), et besøg på toppen af et bjerg(og hængende i en skærm ud fra dette bjerg) med udsigt til en spruttende vulkan, og sidst men ikke mindst et besøg på toppen af Cotopaxi vulkanen. Vi glemmer aldrig disse 10 dage - de har været helt utrolige!

onsdag den 9. april 2014

Baños, din vidunderlige by!

Mandag til middag ankom vi endelig til Baños! Efter en dag med lidt afslapning og brug af den frie WiFi, gik vi lidt rundt i byen og kiggede. Vi er begge helt syge med den ecuadoriske kultur - især at de ikke kommer hen til en, når man går igennem markedet. De sidder bare lige så stille og venter på, at man spørger om en pris. Totalt modsat af andre turiststeder, hvor man ikke kan gå fra et marked uden at slået 3 og halv sælger ned. Generelt er de bare rigtig søde og hjælpsomme her i Ecuador, og man ser ikke skumle typer gå rundt på gaden, eller mænd der (som i Afrika) går forbi en og siger noget som "hey beautiful". ALLE er søde og vi elsker Ecuador! Og Baños har bestemt ikke fået os til at skifte mening.
Nå, men mandag aften gik vi lidt rundt og kiggede på de utallige firmaer, der tilbyder alle mulige aktiviter. Vi ville selfølgelig vælge det bedste og det billigste sted, og vi gik derfor rundt i et stykke tid. Ved et tilfælde stod vi og kiggede i et godt stykke tid uden for en lidt større butik, fordi de havde en masse billeder af aktiviterne. Efter at have stået et stykke tid spurgte manden i butikken, om vi havde brug for hjælp. 10 minutter senere havde vi booket os ind på en aktivitet kaldet canoying om formiddagen og ziplinging om eftermiddagen dagen efter. Vi vidste ikke sådan vildt meget om, hvad der skulle ske, men det skulle da nok blive sjovt!

Tirsdag morgen mødte vi op kl 9 - klar på, hvad end der nu skulle ske! Vi blev sat i en bil med to spanske fyre, som skulle være vores guider og to amerikanske fyre, som også skulle med. Vi kørte langt op i bjergene og blev her udstyret med hjeml, våddragt og en sele til tovene. Herefter skulle vi gå ca 20 minutter op og op og op. Vi endte højt oppe på et bjerg ved et vandfald. Herfra gik det nedad både ved at sidde på numsen og glide ned af vandfaldet, ved at kravle rundt på stenene eller ved at rapelle ned. Det første vandfald vi skulle rapelle nedad var 18 m højt, og ja, her skulle vi så rapelle ned fra - I vandfaldet! Ikke nok med at det var skide glat på stenene, så fik man også en masse vand i hovedet! Men det var vildt sjovt men også lidt skræmmende at kigge ned, når man kun hænger i et tov sat fast i en klips oppe på toppen. Vi kom ned af i alt 3 vandfald på 18 m, 20 m og til sidst 20 m igen. Det var en vildt sjov, grænseoverskridende og smuk tur!! 
Eftermiddagen stod så på ziplinging. Vi blev igen kørt op i bjergene, hvor vi mødtes med de to guider, som tog os med på endnu en gåtur opad. Vi blev udstyret med hjelm og sele, spændt på en tyk line, der hang mellem to træer og afsted der gik! Siddende i selen susede man hen over skoven og hen til næste "stadtion". Vi skulle her sidde og nyde farten og udsigten ned. Den næste line skulle man ikke bare sidde i selen, men vende på hovedet! Skide sjovt, men også lidt vildt!! Den næste var "Supermand". Vi blev spændt fast to steder og hang på den måde lige ud i luften og fløj som supermand. Endnu sjovere! Der var i alt 2000 m fordelt på 6 liner. Vi morede os virkelig - og nøj al den flotte natur, vi kunne nyde. To gange gik linen nemlig hen over en dyb kløft med en flod ned i bunden. Smukt! Men wow det var sjovt og kan klart anbefales!

Onsdag stod den på swing jump og paragliding! Efter morgenmaden gik vi med guiden mod broen, hvor hoppet skulle foregå. Maria ville absolut være først, ellers turde hun ikke. Hun havde været nervøs siden aftenen før, mens jeg havde taget det alt for roligt. Da vi kom til broen var jeg stadig usandsynligt rolig, og var helt ok med Marias krav om at hoppe først. Efter instruktøren havde talt til 3 en 3-4 gange, hoppede hun og det så skide fedt ud! Man hopper 30 m ned, bliver grebet af rebet og svunget under broen - ligesom en gynge. Herfra bliver man lige så stille firret ned på jorden og grebet af en mand stående dernede. Så blev det min tur! Min hjerne var dog ikke helt med på ideen om at kaste sig ud fra en bro, da jeg endelig kom op på platformen og med en kæmpe publikumsskare bestående af 20 danskere gjorde det heller ikke mere attraktivt for mit lille alt for tænkende hoved. Jeg stod der på platformen, og jeg kunne bare IKKE gøre det. Hver gang jeg tænke på, hvor meget jeg egentlig gerne ville (altså, nu har jeg jo skydivet, så dette burde jo være pærelet!), så sagde min krop alligevel bare nej! Nå, jeg kom ned fra platformen lidt og var efter et par minutter klar på at prøve igen. For jeg ville jo sindssygt gerne! Mit hoved sagde dog igen blankt nej og ville bestemt ikke bede mine ben om at sætte af. Amen helt ærligt ben?! Der var bare ikke noget at gøre, og jeg kan slet slet ikke forklare, hvad der foregik oppe i hovedet på mig, og hvorfor jeg pludselig blev så bange. Efter endnu et godt stykke tid på platformen blev instruktøren godt træt af mig og sagde endda, at jeg var den, der havde stået der aller længst tid nogensinde! Eftersom der var flere, der skulle prøve, gav han mig én chance mere. Jeg stod og kiggede ned og PLUDSELIG hang jeg bare der i luften på vej ned. Instruktøren havde kunnet se på mig, at jeg ikke ville hoppe af mig selv, så han gav lige et lille hjælpende skub. SHIT! Men godt at han gjorde det, for jeg tror simpelthen bare, at mit hoved på dette tidspunkt bare havde slået fra og uanset hvad bare ville have sagt blankt nej. Vildt mærkeligt - men hele episoden deroppe er stadig lidt uklar for mig - men som en af de andre guider sagde; "Hvis man ikke er bange første gang man skal kaste sig ud fra en bro, så er der jo noget galt!". Men WOW, hvor var det F-E-D-T! Sådan helt vildt fedt!!! Instruktøren gav mig et kæmpe knus, da jeg kom op på broen igen, og jeg gav ham et kæmpe tak for hans tålmodighed. Igen: endnu en flink mand! Ecuadoriske mænd<3

Eftermiddagen skulle stå på paragliding. Vi vidste dog godt, at denne aktivitet afhang meget af vejret, og eftersom det både regnede og blæste, var vi ikke så optimistiske.. Men vi kørte da op på bjerget og instruktøren pakkede da også skærmen ud. Han kiggede dog længe på sin vindmåler og snakkede rigtig meget spansk med sin paraglider-ven. Imens kunne vi dog sidde og nyde synet af Tungurahua-vulkanen, som pt er rigtig aktiv. Vi var heldige, at den ikke var dækket af skyer, og vi derved kunne få et glimt af røgen, der hele tiden steg op fra vulkanen. Vildt fedt syn! 
Vi kom lidt senere i luften, og hvilken tur! Wow!! Vi hang bare oppe over Baños med udsigt ud over hele byen, alle bjergene og ikke mindst vulkanen. Totalt vildt! Da alle havde prøvet og vi skulle tilbage mod byen, begyndte mørket så småt at falde på. Til vores vulkan-hjerters fordel! Vi kunne nu se lyset fra vulkanens midte og hvordan det hele tiden brændte fra den. Vinden havde også lagt sig og vi kunne nu virkelig høre, hvordan den buldrede og bragede. Hvilket syn og hvilken oplevelse! At stå deroppe på bjerget og kunne kigge direkte over på en aktiv vulkan, der rent faktisk kommer lava ud af!!! Totalt ubeskrivelig oplevelse. Efter at have nydt udsigten er godt stykke tid kørte vi mod Baños. Det blev nu helt mørkt, og det fik vulkanen i endnu mere hopla. Den gik helt amok, det sprøjtede op af den med lava og det flød ned af siderne på den! Selv de lokale holdte ind til siderne, for at tage billeder. Det er åbenbart ikke normalt, at den er så aktiv... Ej, selvfølgelig er den ikke så aktiv hver dag, men det var heller ikke farligt på nogen måde at opholde sig i Baños, forsikrede de lokale guider os om. Men hvilket syn!! Wow!! Ej altså - virkelig wow! Jeg har de vildeste billeder af lava, der sprøjter op og løber ned af siderne på vulkanen. Helt klart en af de sejeste og smukkeste ting, jeg nogensinde har set!! HVILKEN DAG - kastet sig(/skubbet) ud fra en bro kun iført et reb, kastet sig ud fra et bjerg kun iført en nylonskræm og nogle tynde snore og så lige slutte dagen af med at se en vulkan i udbrud. Altså... Jeg er tom for ord. JEG ELSKER BANOS!!
Vi belønnende os selv med en lækker middag med både forret og kæmpe hovedret, inden vi gik i seng værende klar på at stå op kl 5.30 næste morgen for at komme i de varme kilder. De bliver nemlig varmet op af vulkanen, så mon ikke de er dejligt varme i morgen?

Vi stod op kl 5.30 - rigtig morgenfriske selvfølgelig, for den fest de lokale havde holdt på hostlet aftenen før, havde da ikke forstyrret os.... - og var klar til at gå ned mod de varme vande. Vi skulle dog først finde vores nøgle, eftersom man kun kan komme ud af hostlet ved at låse sig ud. Men den var bare helt væk! Vi boede på værelse med to andre, som selvfølgelig sov på dette tidspunkt, så vi skulle jo heller ikke larme så meget, at det blev vækket. Efter at have ledt i næsten 45 minutter, og jeg var på randen til at sprænge i luften, så jeg, at der lå en nøgle helt magen til vores ovre på kommoden mellem de to andre piger. Ved at tjekke om den lille nøgle på nøglebundet passede til vores safty-skuffe kunne vi jo se, om det var vores. Og wupti - vores skuffe gik op... Hmm, om de ved et "uheld" har taget vores nøgle, da de kom hjem sent aftenen før, ved vi ikke, men de havde da ikke taget noget fra vores skuffe - men stadig lidt mærkeligt. 
Nå - vi kom da ned til kilderne, dog alt for sent. Vi havde jo netop fået at vide, at vi skulle være der rigtig tidligt for at undgå menneskemængden og for at se vandet rent. Men nu var vi jo en time forsinket. Det gjorde dog ikke det store - jo en af "poolsne" var ret beskidt, men vi fik da stadig det varme vand at føle. Først dyppede vi os i en pool med vand fra vandfaldet, der var lige nær ved - KOLDT! Herefter var det direkte i 35 graders varmt vand, som jo føltes som 100 grader efter det kolde gys. Det stak og prikkede, hvilket fik os til at lave de særeste ansigter, som virkelig fik de lokale til at grine. Vi faldt hurtigt i snak med en lokal, der forklarede os, hvordan disse kilder kunne have en "medicinsk" virkning - vi skulle blot sidde i det 35 graders varme lidt tid, gå op og skylle os under det iskolde vand, og derfra gå direkte i det 38 graders varme. Ikke noget med at stå og hoppe og lave mærkelig ansigter på trappen på vejen ned. Haha! Så vi prøvede - AV! Det stak og prikkede og var bare brandvarmt! Men sjov oplevelse - og vi havde jo også udsigt udover bjergene, byen og til vandfaldet lige bagved, så vi kunne nu godt lige holde til det. 
Formiddagen gik med Skype med mor og far - en ting jeg måske har forsømt lidt på det sidste - men puha, der har bare været så meget at lave!! Men rigtig dejligt at se og snakke med dem igen.
Lidt over middag gik vi ned til byen og fik os en times massage. Nøj det var godt for vores små kroppe! De havde vist været på overarbejde de sidste par dage med alle de aktiviter, for der var da et par gange, hvor de tog ret godt fast i os. Av... Men når man for en full body massage + ansigtsmassage + ansigtsbehandling giver 110 kr, så var det jo lige før, vi skulle have taget 2 omgange. 
Hen på eftermiddagen pakkede vi vores ting sammen og tog bussen tilbage til Quito. I morgen bliver vi hentet på vores nye hostel og kørt et godt stykke op af verdens højeste aktive vulkan Cotopaxi. Det sidste stykke op til de 5000 meters højde skal vi selv gå, for deres biler er ikke ligefrem bygget til at køre i sne(ja, der er sne på toppen, hæhæ). Selve vulkanen er lldt under 6000 m, men det sidste stykke skal man være halv professionel for at bestige. Det må også kun gøres med guide og det rette udstyr og tager 2 dage. Så vi har det fint med de 5000 meters højde - selvom det kunne være alt for fedt, at bestige den! Marias knæ stemte dog nej, da jeg spurgte, om vi skulle gøre det. Øv! Men vi glæder os til turen!
Lørdag morgen står der Galapagos på programmet, møde med vores nye værtsfamilie og opstart på vores 4 ugers frivillighedsprogram. Vi skal bo i San Cristobal, og wow, hvor vi glæder os til at klappe kæmpeskildpadder og kigge på fugle med blå fødder!
Både jeg, Maria og Marias finger har det godt! Håber også DK er ok! 

mandag den 7. april 2014

Riverrafting og skadestuen...

Søndag morgen stod vi op og fik igen en kanon morgenmad på Cotococha Lodge og glædede os til dagens aktivitet: Riverrafting! Dagen før havde vi snakket med lodgens personale, om hvad der var at lave i Baños, og da vi sagde, at vi regnede med at skulle riverrafte (blandt en masse andet selvfølgelig!), sagde de, at det var langt bedre og billigere at gøre det her i Tena. Så wipti-wupti, så stod jeg pludselig med deres ven Diego i røret, som arrangerede en heldagstur, og JA, selvfølgelig kunne vi komme med dagen efter! Cool!
Efter at have vinket farvel til junglen kørte vi mod byen, hvor vi skulle mødes med Diego. Vi blev taget med en lille times tid i bil langs floden, inden vi kom til stedet, hvor turen skulle starte. Udstyret med GoPro på hjelmen var vi klar på at komme i vandet og prøve flodens level 3+ rafting! (Det aller-højeste level er level 5). Diego starter turen med at fortælle at bølgerne er ekstra høje i dag, og at det nok skal blive vildt sjovt! Og sjovt var det! Op og ned af flere meter høje bølger og hen over sten det gik - og flere gange blev vi skyllet fuldstændig igennem, når vi sejlede ind i bølgerne. Ved en af de rigtig høje bølger blev en af de to tyske piger, der også var med på turen, skyllet over bord! Vi fik hende dog reddet op, og der skete ingenting. Efter en lækker frokost bestående af taco, madpandekager med fyld og banankage og chips til dessert var vi klar til at fortsætte. Diego var en rigtig drillepind og sprøjtede os tit til med vand med undskyldningen om, at han blot daskede en anakonda væk fra båden. Hans drillerier peakede, da han kommer hen til mig, stikker sin paddel ind under min knæ og løfter mig af båden og ned i vandet. Spade! Men sjovt var det jo :-)
Med kun ca en halv time tilbage af turen kom vi til et stykke, hvor en af bølgerne åbenbart var ekstra høj, for her tippede båden og alle (undtagen Diego) røg i vandet. Så heldig som jeg nu er, landede jeg under båden og måtte trække mig selv hele vejen under den for at komme op. Jeg kommer op og bliver straks trukket op i båden og møder der Maria som siger: "Hey, jeg tror altså, at der er noget galt med min finger." Jeg kigger lidt på den og ser, at hendes højre ringefinger er totalt skæv! Amen altså, det uheldige barn! Det skal lige siges, at når Maria kommer hjem efter vores tur til Cuba, så skal hun opereres - for anden gang - i sit knæ. Hendes korsbånd er helt færdigt! Stakkels hende - og der sad hun midt i en gummibåd med kæmpe bølger i floden med en skæv finger - og tja, det gjorde da også lidt ondt! Skæbnen var da heldigvis en lille smule på vores side, for en af tyskerne arbejder som traumakirug i Tyskland. TAK! Hun kiggede lidt på den, rørte hist og her; "Does this hurt?", og konstaterede hurtigt, at den var brækket - MEN eftersom Maria godt kunne bevæge den, og selve leddene ikke gjorde ondt, så var den "bare" brækket, og nerverne skulle derfor være ok. Fint nok.
Diego tog den lidt med ro det sidste stykke ned af floden, og da vi kom til endestationen, holdte der en bil klar, der, efter vi havde skiftet til tørt tøj, kørte os til skadestuen. Diego, den rare mand, tilbød at tage med derind eftersom han var sikker på, at de ikke snakkede engelsk på hospitalet - så ja, det kunne vi jo ikke takke nej til. 
Da vi ankom til hospitalet gik Maria og Diego ind, og jeg blev placeret under en pressining i en plastic havestol udenfor eftersom kun én må følge med ind. Så der sad jeg jo godt og ventede! Diego har lovet os, at vi kan sove hos ham - to østrigere der også var med ned af floden, blot i kajakker, bor der nemlig også pt. Flink mand!

Efter ca 3,5 timers ventetid, som jeg havde tilbragt med at kede mig, kede mig og at forsøge på at føre en samtale med Diegos svoger på fagte-sprog/engelsk/spansk, kom Maria ud med en skinne på fingeren. Hmm - ingen gips eller noget. De havde dog sagt, at de kunne operere den, hvis hun dog blev i Tena i 2 måneder (pga kontrol), men så spændende er Tena nu heller ikke... Så det blev en skinne og et røntgenfoto med hjem i tasken - også må vi ringe til en dansk læge i morgen. Hen sidst på aftenen ankom vi til Diegos hus, hvor vi sammen med de to østrigere lavede fisk i blade på bål (en Equadorisk specialitet) og hyggede inden vi gik i seng. Dog ret mærkeligt bare at "bo" i en andens hus - og hele familien er her også og alle snakker kun spansk. Vi aner ikke, om vi skal betale for at bo her eller noget som helst. Men alle er søde, heldigvis! Længe leve spontanitet! 
I morgen skal vi så endelig til Baños, tiltrods for vilkanudbruds-varsler. 
Ses!

Junglen og Cotocacha Lodge

Da vi kom til Tena var vi ikke engang kommet ud af bussen før en mand stak hovedet ind og spurgte efter os. Billetdamens bror Hugo! Han fik os arrangeret i en bil og kørte os ud i junglen. Eller - efter Marias mening var det slet ikke jungle i forhold til der hvor hun var i Peru, men de boede også ude midt i ingenting. Men det ER junglen og her er rigtig smukt. Og fugtigt! Efter at have haft en længere diskussion med Hugo om hvorvidt mine penge var falske eller ej (han mente ikke, at der var en speciel streg på sedlen, så den var falsk. Tak til min danske bank - for jeg har ikke hævet penge hernede endnu..), blev vi taget godt imod af lodgens folk. Vi fik en hurtig breefing om, hvornår morgenmad, aftensmad osv foregik, at der ikke var elektricitet på værelset og at vandet fra hanerne kom fra floden(så ik' drik det), hvorefter vi fik vist vores værelse. Vi blev vist ned af en lille sti over en lille bro og ind i den smukkeste lille hytte bygget af træ og med bambusblade som tag. OG med terrasse med udsigt ud over floden! Vi stod måbende da vi ikke anede, at det var sådan en luksus, vi skulle bo i! Alt er luksus her! 
Vi brugte eftermiddagen på at gå rundt og tage billeder af stedet og gik en lille trek-tur rundt omkring stedet. Det er helt vildt så mange forskellige planter, træer og blomster, de har her! Smukt smukt smukt! Men ja, i skrivende stund sidder jeg på terrassen og kigger ned på floden, jaloux? 

Aftensmaden var HELT fantastisk! Vi blev her endnu mere klar over, at det her sted ER luksus, og som mest egner sig til bryllupsrejser og rige amerikanere. Selvfølgelig er både frokost og aftensmad 3 retters, og består som regl af suppe til forret, noget rigtig godt kød til hovedret (fx mørbrad eller kæmperejer) og desserten er altid lækker! De fleste af retterne er tilmed også gerne lokale specialiteter. Morgenmaden består af både friskpresset juice, forskellige slags yoghurt, cornflakes, frisk frugt, brød og æggekage. Så vi lever livet, kan I tro!
To af guiderne her er virkelig toppen! Den ene er en flot fyr, som mixer os lækre drinks om aftenen og den anden er en lidt ældre mand, som hele tiden kommer til os og fortæller os jokes eller sære facts. Som fx at Oprah Winfrey er blevet kåret til verdens mest magtfulde kvinde 9 år i træk eller at Justin Bieber bruger en million dollars om dagen. Totalt sjov fyr! 

I dag fredag vågnede vi op til lyden af floden, (hvilket vi selvfølgelig ikke klager over) gik op i restauranten og fik vores gourmet morgenmad inden resten af dagen stod på tur ud i junglen. Først blev vi udstyret med gunmistøvler og lange bukser og herefter sejlede vi op af floden i et kvarters tid. Herfra gik vi i en time op og op i junglen. Dødsens varmt!!! Jeg har garanteret lignet en druknet hvalros det meste af tiden mens vores guide, Alfredo, jo var vant til varmen (her er faktisk koldt for dem lige i tiden, omg), og Maria var jo også semi vant til varmen efter at have arbejdet i junglen i en måned. Så jeg gik pænt bagerst og sejlede (bogstavelig talt) min egen sø. De fik sig også er par billige grin ind i mellem, når jeg faldt ned på alle fire pga de glatte sten og alt mudderet. Gummistøvler og mig er efter den tur ikke gode venner. Jeg fik dog et par pauser, når Alfredo stoppede op for at vise os forskellige ting. Vi så bl.a. en baby tarantel (og jeg rørte ved den!!!), små sovende flagermus, kakaofrugter, bananpalmer, og alverdens træer og planter. Nå, men vi nåede målet, nemlig vandfaldet og badeturen! Iført vores GoPro kameraer svømmede vi rundt i "poolen" og ind og ud under vandfaldet. Vildt lækkert! Vi kunne også kravle op på klippesiden og gå inde under vandfaldet. Gåturen tilbage var lldt mere menneskelig eftersom det gik nedad det meste af tiden. Turen tilbage ned af floden foregik for Marias og mit vedkommende siddende i baderinge. Så der lå vi jo ganske fint og padlede rundt blandt krokodiller, piratfisk og anakondaer...! Alfredos forsikring: "De jager kun om natten!". Nå nå, og afsted det gik! Lækker tur! Ren afslapning, for strømmen tog os bare med. Floden her hedder forresten Napo floden og er et sidespring til Amazonasfloden.
Da vi kom tilbage havde vi lige tid til at køle lidt mere ned i deres helt fantastiske pool, inden vi fik vores 3 retters frokost. Desserten faldt dog ikke lige i damernes smag (en syltet figen med ost til?!?!), så selvfølgelig skulle vi have noget andet! De kunne jo ikke sende os ud i junglen igen uden dessert!
Eftermiddagen stod på besøg i en landsby liggende ned til floden. Først så vi en dame vaske guld i floden (og ja, hun fandt noget!). Faktisk finder de efter 20-25 vaske op til 1 gram, hvilket de kan sælge for 35 dollars. Herefter kom vi ind i selve landsbyen, hvor vi først smagte på en rod, som smagte lidt ligesom kartofler. Hvis man måske havde gravet for mange op, kunne man bare mose dem og lade dem stå i 8 dage og wupti - alkohol! Dette er deres traditionelle drik kaldet Chicha. Og roden spiser de lige så tit, som danskere spiser kartofler. Herefter så vi en dame lave de flotteste skåle ud af ler og male dem med farver, som de udvinder fra sten kommende fra floden. Også ret specielt at se. Vi fik også lov til at puste pinde i et pusterør og se, om vi kunne ramme en papegøje lavet af træ. Til sidst malede Alfredo et armbånd på os hver med den smukkeste røde farve, som kom fra nogle små kugler inden i en lille frugt fra et træ. På vejen tilbage fik vi et regnskovskyld at smage, men ja, her halvanden times tid efter skinner solen igen. 
Efter aftensmaden blev vi inviteret med ind til byen af lodgens personale for at få nogle drinks. En lang og ikke særlige interessant forklaring ville føre til, hvad der egentlig kom til at ske den aften: Pludselig sad vi i en rigtig lang kano og var på vej ud på floden i bælgragende mørke for at finde alligatorer. Da det desværre begyndte at regne (møg regnskov), så blev alligatorerne sky igen, så vi så kun øjnene på én. En af dem fra lodgen fik dog øje på en, som han prøvede at fange med sine hænder, så vi kunne se den - ganske normalt! Vi havde dog en rigtig sjov aften med det underholdende personale fra lodgen - også selvom de prøvede at få den tarantel, vi så på vejen til båden til at gå op på en pind, så de kunne skræmme os med den...

Lørdag tog Alfredo os med et lille stykke ned af floden til en lille landsby, hvor en gut har en sommerfuglefarm, vi skulle se. På vejen dertil så vi en mase aber, som holder til i og omkring byen og som er totalt vant til mennesker. Så de løb nærmest mellem benene på os nogle gange! Gutten på sommerfuglefarmen fortalte, hvordan han samlede æggene, satte larverne i bur - med den rette plante selvfølgelig - lod dem vokse indtil de lavede sig en pubbe, samlede pubberne et andet sted, indtil de klækkede og satte til sidst sommerfuglene ud i et kæmpe stort bur. Til sidst fik vi lov til at gå rundt i buret og kigge på alle de forskellige sommerfugle. Selvfølgelig var den aller-pæneste, som var helt skinnende blå, ikke fotogen, men alle de andre sad pænt rundt omkring og foldede vingerne ud for publikum.
På vejen tilbage til båden kom jeg godt nok lige til at tage en to meter lang Boa-slange (kvælerslange) på nakken. Fy for den da! Men så har jeg da prøvet det.
Herefter sejlede vi en lille time længere ned af floden til et rehabiliteringscenter for Amazonasjunglens dyr kaldet AmaZOOnico. Her så vi alt fra en tapir til aber til skildpadder til kattedyr til alverdens fugle og papegøjer. De fleste er blevet indleveret af politiet, som finder dem illegalt hos folk, der har dem som kæledyr. Totalt ulovligt! Langt de fleste kan ikke sættes tilbage i naturen, eftersom de enten er blevet skadet af opholdet hos ejeren eller bare er for vant til mennesker. 
Herefter fik vi serveret den medbragte frokost, som vi kunne sidde på en lille bænk helt ud til floden og nyde. Lækkert! Bagefter sejlede vi lidt videre ned til en klippe og et tov hængende derudfra. Tid til at svinge sig ud i floden fra klipper! Totalt sjovt!!! Man skulle dog lige tage sig lidt sammen, når man efter dykket igen ramte overfladen, ellers tog strømmen altså én med ned til den næste krokodille. 
Turen tilbage til lodgen var en lldt vådere fornøjelse end først forventet. Den første del af turen foregik i bikini med høj sol, den næste med alt vores tøj på, med regnponcho udover og alt vores grej indenunder. Hold nu helt fast et regnskyl vi fik at føle der! Men både kamera og telefon overlevede. Sidst på eftermiddagen blev det desværre til et farvel til søde Alfredo. 
Om aftenen lavede lodgens personale chokolade fra bunden af, hvilket var rigtig sjovt at se, smagen var dog noget kras i det eftersom det var ca 90 % kakao. 
Lørdag nat er jeg ret sikker på, at både Maria og jeg ville have ønsket var gået lidt hurtigere. Ved midnatstid vågnede jeg op ved, at det lød som om en fugl var fanget inde i hytten. Og bare det dog havde været en fugl... Vi tændte lyset og så en gigantisk flagermus sidde oppe i loftet! Dens krop var nok 20 cm lang og dens udspredte vinger nok 40! AD! Vi kunne se den sidde deroppe og bare stirre på os og dreje rundt med hovedet. Eftersom vi ikke anede om den kunne bide, var farlig eller noget, så pakkede vi os, trods den ulidelige varme, helt ind i og ned under dynen. Vi vågnede dog begge flere gange ved, at den fløj rigtig tæt på os og flere gange i mellem vores senge. Altså de flagermus (og taranteller) skal bare holde sig væk!
Søndag morgen skulle vi forlade lodgen til fordel for at komme til adventurebyen Baños! Farvellet til personalet blev både med udveksling af Facebook-navne og tagen billeder sammen med dem alle sammen. Søde gutter! Vi fik da også en 20-myggestik med os hver, så det har bestemt ikke været uden udbytte at være i junglen!
Håber DK er ok, og at I alle har det godt!

Quito

Efter den ENORMT lange rejse fra Cape Town til Equador kom jeg endelig til Quito onsdag formiddag. Flyveturen indover Quito var utrolig smuk! Byen ligger omgivet af bjerge og så ligger byen nede i en form for dal. Vildt smukt. Jeg så også bjerge med sne på toppen, som I kan se.

Allerede da jeg forlod lufthavnen blev jeg hurtigt klar over, at den spanske ordbog jeg tænke på at købe med hjemmefra havde været en ret god investering. Folk er absolut ikke stærke i det engelske, og det samme kan man sige om mit spanske. Kun den ene sætning min kære bror har lært mig hænger fast: "Hola goupa chicka" (staves garanteret slet ikke sådan), som betyder "hej, smukke pige". Tak Dennis, tak. Du kunne god have lært mig noget lidt mere nyttigt, haha. Tilmed kan jeg tælle til 4... Nå, men taxachaufføren forstod da efter lidt tid, hvor jeg gerne ville hen, og en anden taxachauffør kom mig til undsætning, da vi skulle aftale en pris. Men jeg kom da til mit hotel, hvor Maria ventede. Hvilket gensyn! SÅ rart at se et kendt ansigt så langt væk hjemmefra. Efter et hurtigt bad og en hurtig vending af verdenssituationen blev vi enige om at tage ud for at se ækvatorlinjen, som ligger lige i nærheden af Quito. I receptionen fik vi arrangeret en tur med museumsbesøg og hele skidtet, og afsted det gik!
Ude ved linjen fik vi en fin rundtur i deres museum, hvor vi hørte om folket kaldet shuar. Dette folk havde en ret crazy tradition med at dræbe betydningsfulde mænd for derefter at skære hovedet af dem, tage deres kranium ud og stoppe en sten ned i det tilbageværende og gå rundt med dette hoved/ansigt som et trofæ/en hyldest til denne betydningsfulde mand. Lidt mærkeligt... Og lidt mærkeligt at have sådan et museum ved en ækvatorlinje, men ja ja da. 
Herefter kom vi til det sjove, nemlig selve linjen. Guiden (som heldigvis talte engelsk!) viste os en masse vildt seje ting, der var specielt ved ækvator. Det første lille "forsøg" var at lade et kar med vand stående på linjen løbe igennem et afløb og se, at det bare går lige ned, hvor man jo normalt ser, at det løber rundt og rundt ned mod afløbet. Pga af at tyngdekraften er stærkere her (tror jeg nok, han var lidt forvirrende), så løber det lige ned, fordi der ingen anden påvirkning er. Herefter så vi så, at bare ved at rykke karret 1-2 m nord for linjen, så løb vandet rundt mod uret ned i afløbet, og syd for linjen løb det med uret rundt. Vildt sjovt at se, især når de havde en effekt bare at gå så lille et stykke væk fra linjen. Vi prøvede også at sætte et æg midt på et søm for at få det til at balancere. På linjen var det let, men igen, bare en meter væk var det langt sværere! Hvis man klarede denne lille udfordring fik man et diplom med et stempel på, der sagde at man har stået på ækvator, wuhu! Bagefter viste han os det med tyngdekraften på vores egen krop (ja det lyder måske lidt forkert, men vent nu på historien!). Lidt væk fra linjen skulle vi holde vores hænder foldet foran os, og han ville så prøve at presse vores hænder mod jorden. Vi prøvede dette både lidt væk fra og direkte på linjen. Forskellen var, at på linjen brugte han kun to fingre og langt færre kræfter på at presse vores arme ned - netop pga tyngdekraften, som bare går lige ned her. Til sidst skulle vi prøve at gå på linjen med armene ud til siden og med lukkede øjne. Normalt er dette jo ikke det store problem, men på linjen blev dine arme påvirket af kræfterne fra nord og fra syd, hvilket gjorde det nærmest umuligt at balancere! Vildt mærkeligt at mærke - man kunne virkelig mærke, hvordan det nærmest trak i én.

Sidst på eftermiddagen kom vi tilbage til hotellet hvorfra vi gik ud i byen for at finde et godt sted at spise. Quito er åbenbart ikke kendt for at have et hav af restauranter, for efter at have gået rundt i næsten to timer, havde vi kun fundet 3 faktiske restauranter. De har et hav af boder og små små caféer, men restauranter gør de ikke så meget i. Men vi fandt et rigtigt hyggeligt sted , hvor vi fik en god og tiltrængt pizza. Eftersom jeg var ved at falde sammen af træthed gik vi tidligt i seng - og vi skulle være klar kl 7.30 morgen efter til at blive hentet og starte vores 7 timers lange tur ud mod junglen.

Vi stod op i god tid, pakkede vores ting, spiste morgenmad på hotellet og stod ellers klar 7.30. Okay, måske var den lige blevet 7.35, men heller ikke meget senere! Vi kiggede efter vores pickup og spurgte efter det i receptionen. Men selvfølgelig snakkede gutten i receptionen ikke engelsk... Amen come on! Nå, men ved hjælp af hans computerskærm og Google Translate fik han kommunikeret, at der kom en engelsktalende receptionist kl 8. Nå, det måtte vi så vente på. Først var han meget "det har jeg ikke noget at gøre med, jeg arbejder her bare"-agtig, men så fik vi da lov til at låne telefonen og ringe til det selvskab, der arrangerer turen. Hun lød også lidt halv-forvirret og ville ringe tilbage. Der var åbenbart sket en misforståelse, for pickup var først kl 9. Godt nok, for jeg havde jo ikke brug for den søvn, jeg kunne have fået... Æj. 
Nå, vi brugte da vores ventetid fornuftigt på at booke et hostel i Baños, så da ikke er helt lost, når vi kommer dertil på søndag. Kl 9 kom den rareste mand for at hente os. Han var bare så sød og flink (og kunne tale engelsk!!!), og fortalte og fortalte om alt fra Sydamaerikas historie til hvad vi skal gøre for at undgå myggestik. Og efter at have set Marias ben efter hun har været ude i junglen i Peru, så kan det da nok være, at vi hørte godt efter!
Jeg ved ikke, om I kan se det så godt på billedet, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at hun har mere end 100 stik på bare hendes ben! Men ham gutten hér kørte os til et apotek, hvor han købte os nogle piller, som vi skulle tage en af om dagen, som skulle holde dem væk. Jeg tror lige, at vi skriver hjem, inden vi tager dem, men det var da vildt sødt af ham at hjælpe sådan! Vi fik også noget smørelse til at smøre på efter stik, for vi får nok et stik eller to... Han fortalte også om deres nationalret. Og ja, det er så marsvin, og de færreste kan llde det, haha - men det skal vi da lige prøve en dag. Vi fik også hans e-mail og telefonnummer, så vi kan skrive til ham, når vi skal til Galapagos, for han har sin rare familie til at bo derovre, og de ville hellere end gerne vise os rundt. Flinke mand altså!
Indtrykket af Equador er generelt at folk er vildt venlige og gerne ville hjælpe. Henne på busstationen hjalp ham chaufføren ikke kun med at bære vores ting men også med at bestille vores billet osv. Da vi fortalte ham, at når vi kom til Tena (som ligger ret tæt på junglen), skulle vi tage en taxa det sidste stykke, gik han straks igang med at få noget arrangeret i selvskab med hende der solgte billetterne. Så nu bliver vi hentet af busbillet-damens bror. Vildt fedt! Og SÅ sødt! Søde mennesker. Nå, vi kom på bussen og skal sidde her i 5 timer. Lidt underholdning er der dog i form af den høje musik og de gadesælgere, der fra tid til anden hopper ind i bussen i lyskryds for at sælge frugt eller blade. Ved næste lyskryds hopper de ud og nye kommer ind. At de så skriger et eller andet ud på spansk er så lettere irriterende efter at have set på dem i en time...
Vi er dog godt på vej og er pt halvvejs mod Tena og junglen! Turen føles ikke så lang eftersom vi jo har ca 1000 ting hver at fortælle hinanden, så det er lækkert nok. Den vildt flotte natur og bjerge vi kører i hjælper også lidt på det.
Ha' det godt gutter!

tirsdag den 1. april 2014

Farvel smukke Afrika

Lørdag og søndag tog jeg sammen med Dive Action og Jane og Jimmy ud til Long Beach hvor vi, Jane, Jimmy og jeg skulle vise de skills vi havde lært i poolen i havvand. Det gik helt fint, og vi fik lov til at svømme rundt om et lille vrag en af dagene. Søndag skulle de sidste øvelser bare overståes før vi kunne kaldes os for PADI Open Water Divere! Da vi svømmede ind ad mod stranden og faktisk bare manglede det bekræftede "du-er-nu-dykker-håndtryk" kan det nok være, at jeg fik mig noget af et chok! Vi svømmede selvfølgelig pænt tæt på hinanden, som dykkere jo skal, men pludselig rører noget min ene finne. Jeg vender mig om, og kan bare se en sort utydelig klat, hvilket straks fik mit tempo op! Dog kunne jeg se på dykkerinstruktøren, at han var meget rolig, og da jeg stoppede op og kiggede var det jo bare en lille forvirret sæl, der ikke lige kunne finde sin sæl-ø.
Vi overlevede hele vejen op på stranden og fik vores håndtryk, hurra!!

Mandag var min sidste dag i Cape Town, hvilket i sig selv var ret sørgeligt. Jeg havde aftalt med en norsk pige fra hostlet at tage ud på Robben Island, eftersom det var den eneste ting jeg manglede at se i Cape Town. Vi kunne kun få plads på den sene eftermiddagsbåd, men det var nu også fint, for så kunne vi sove længe og slappe lidt af, for en gangs skyld.
Vi kom ned på havnen de gode 10 minutter før afgang i god tro om, at vi skulle afsted til den planlagte tid kl 15. Tro om igen tøser! Køen var ca 100 år lang, og de både der sejler ud til øen kan åbenbart hver have 150 mennesker og ikke ca 30, som vi havde troet. Vi ventede og ventede og ca 15.30 kom båden så! Den kunne så kun havde halvdelen, og eftersom vi jo var kommet daskende kun 10 min før afgang, så stod vi ret meget bagerst. Og vi måtte derfor igen vente. 16.15 kom vi endelig afsted på den 1 times lange tur ud til øen. Vi havde godt hørt, at det var noget af en vippende tur uanset om vejret var helt vindstille eller ej - og eftersom vinden ikke var stille denne dag, så fik vi da tur for pengene! Vi blev i hvert fald gynget godt og grundigt!
Ude på øen fik vi en bustur rundt på øen, hvor en guide fortalt en masse (for at være ærlig) ubrugeligt møj.. Først da vi kom ind i fængslet og blev vist rundt af en tidligere fange fra fængslet, blev det interessant! Han fortalte om de ringe forhold, viste os cellerne, fortalte om maden osv. Og sidst men ikke mindst så vi selveste Nelson Mandelas enmandscelle. Vildt nok at se. 
Det er vildt så meget de fleste her i Sydafrika ser op til Mandela. Han er ikke bare én der kæmpede for frihed og blev præsident - han er den, der satte hele processen igang og gav rigtig rigtig mange mennesker frihed. Jeg mødte dog også enkelte, der ikke var helt så store fans af ham, eftersom de mente, at pga ham kunne politisk kriminelle nu komme i regeringen (som nogle vist også er nu, som jeg kunne forstå). Men generelt er de helt optaget af ham og hylder ham ved enhver givet lejlighed. Og de tiltaler ham hele tiden fint. Aldrig bare Mandela, men altid mr. Mandela fx.
Og så på vejen tilbage fra øen måtte vi vente på færgen, hvilket kom den lille souvenier/snack-butik til gode. Vi endte på havnen igen 20.30, altså 2 timer forsinket. Vi tog derfor bussen tilbage til Table View og spise mad der, inden vi gik tilbage til hostlet, hvor jeg havde en bombet rygsæk, der skreg på førstehjælp. Så inden jeg havde været i bad, pakket og tjekket flybilletter igennem var klokken godt 00.30. Så ville skæbnen selvfølgelig at 3 nye backpackere ankom til hostlet kl 2 om natten, og de skulle selvfølgelig bo på vores værelse. Så søvn var ikke noget jeg så meget til den nat, eftersom vækkeuret ringede 3.30 og den 37-38 timers lange rejse mod Equador skulle begynde. Med mellemlandinger i både Johannsborg, Sao Paulo og Bogoto hvor der bl.a. er 9 timers ventetid i Sao Paulo skal overståes, så skal det jo tage tid. Men i morgen sen eftermiddag/aften dansk tid skulle jeg gerne lande på hotel San Francisco i Quito. At det så der er formiddag og ikke aften kommer nok til at gøre en smule indtryk på øjenlågene.. 
Når jeg ankommer til Quito skulle Maria meget gerne sidde på værelset og vente på mig, og det bliver SÅ godt at se hende! Uh jeg glæder mig! 
Torsdag drager vi ud på en 4 dages tur ud i Amazonas junglen, hvor vi skal bo på Cotococha Amazon Lodge. Det skal nok blive spændende. Og vådt!
Tilmed har jeg lige så lige skrevet med to gutter fra Randers, der lige har forladt Quito, men er på Galapagos 2 dage, hvor vi også er der, så forhåbenligt ser vi lige dem et smut. Tilmed har jeg snakket med to andre gutter OGSÅ fra Randers, der lige har været i Baños, så de kom også lige med et par fif om, hvad man skulle, og hvad der ikke var noget værd. Lækkert! 

En stor TAK og sørgeligt farvel skal det også lyde til Salty Crax. Aldrig har jeg været så mærkeligt et sted, hvor jeg samtidig følte mig utroligt godt tilpas og hjemme. Der boede alle slags typer der. Fra den lokale surfer-fyren, der bor i telt i haven til den mærkelig britiske mand med dårlig hofte som kunne snakke dansk. Alle kunne være der og så ud til at føle sig godt tilpas. Den bærende stamme til det hele er Julian. Ganske vist ejer han ikke stedet, men har du et problem eller vil gerne et sted hen, så går du til ham. Godt nok er han så afrikansk, som man kan blive, men det er en del af charmen, at ens dykkerkursus egentlig ikke lige er bestilt til tiden.. Også Leon, den kære chauffør er en mand med charme. Han er så stille og rolig en fyr at man ikke kan andet end at elske ham. Og så vil han bare ALLE det bedste. Mandag aften blev han oppe til 23.30 for bare lige tjekke, at jeg kom hjem og var klar til afgang morgenen efter. Søde Leon!

Men ja, det var så farvel til 5 og en halv uge i smukke Afrika, og SIKKE en oplevelse! Det er helt utroligt, hvor meget man kan nå på så relativt kort tid, og hvor mange mennesker, man møder. Og så mange forskellige mennesker. Ikke mindst på Salty Crax, haha.

Jeg kan uden tvivl anbefale alle, der bare tænker på at tage til Afrika at gøre det! Den natur de har er blændende smuk og helt forskellige fra sted til sted. Den ene dag kan du under nordlige Namibia stå i en tyk våd varme med en masse grønt og blomster omkring dig og dagen efter stå i den bare ørken med tør og meget høj varme. Eller køre fra Botswana som er HELT fladt til de Namibiske bjerge. Amen altså! Og sidst men ikke mindst, så bare dét, at du kan blive nødt til at stoppe midt på vejen for at lade en elefant gå over vejen, eller stopper op for at kigge på de 10 giraffer, der lige står og spiser i vejkanten. Vildt fedt! 
En af de største grunde til at tage hertil er for at opleve folket. Ja, der er skidte fyre - men de er jo overalt i verdenen. Hernede er de blot lettere at spotte og det er vildt nemt at preventere sig selv imod dem. I Cape Town kalder de dem dutchy people - altså de skidte fyre, der leder efter ballade. Men folket generelt er så smukt, fordi de bare lever. De er altid venlige og er SÅ søde til at hjælpe. Der er så mange og så meget, der har gjort indtryk på mig, at det er svært at forklare. Men én ting er sikkert, og det er, at de virkelig HAR det skidt hernede. Det ER som de viser i tv så snart du er uden for byerne. Her er der ikke asfaltveje, og husene er bygget af ler, plastic, pap eller træ. Ret trist syn.

Én ting, jeg helt sikkert vil bruge, som jeg har lært her er T.I.A. Tingene går som de går, NÅR de går som de går. Man fornemmer bare hurtigt Afrika-stemningen - lærer rigtig hurtigt at tage den med ro og vente en ekstra time eller to end forventet. Der skulle jo gerne være tid til at grine sammen med den anden kasseekspidient mellem hver kunde over et eller andet som ingen andre ved hvad er. No rush. 
Den anden dag på en café så jeg dette citat, som egentlig er ret sigende: "We are not africans because we are born in Africa, but because Africa is born in us."
Selvom forskellen mellem sorte og hvide ikke er helt væk hernede (hvilket specielt er tydeligvis Cape Town), så kæmper de stadig.

Jeg har oplevet så meget, at det er svært at opsummere (og huske), men jeg prøver. Jeg har; set sure aber, heftige regnskyl, Victoria Falls, badet på kanten af Vic Falls, sejlet i maccoro ud i Deltaen, set både elefanter, løve, geparder, flodheste, diverse nationalfugle, pingviner, krokodiller, strudse, zebraer, giraffer, leguaner, antiloper, kuduer, spist både zebra, kudu, struds, krokodille og antilope, hørt en masse lokalt musik og set en masse danse, set fattige kvarterer, mødt forskellige religioner og tro, bestiget en kæmpe sanddynge, sprunget i faldskærm, sandboardet, gået i byen i Cape Towns vildeste festgade, surfet, været til Colour Festival, mødt buskmændene, slået tele op og med alt for mange gange, dykket med hajer, besteget Table Mountain, besteget Lions Head, set Waterfront, været på Robben Island. Set Afrikas sydligste punkt, fået dykkercertifikat, set en truck gå i stykker, set alt for mange tøjbutikker, og sidste men bestemt ikke mindst har jeg fået SÅ mange nye venskaber rundt omkring i hele verdenen!

Farvel smukke Afrika. Ses snart igen!