onsdag den 26. februar 2014

Zambia

Åh ja - jeg lever, og har det FANTASTISK. Alt er så nyt og fedt, og hver time er en oplevelse for sig selv. Det føles allerede som om, jeg har været her i mindst en uge, rent oplevelsesmæssigt!
I forgårs mødte jeg den gruppe, jeg skal rejse med i 3 uger. Først mødte jeg 4 af dem: et tysk par, en stille russisk dreng og en pige fra USA. Jeg bor i telt med hende fra USA, og hun er toppen! Desværre skal hun kun være med os de første 10 dage. Vi blev indlogeret i et endnu mindre telt end det sidste, og denne gang var vi to. Så når både madrasser og tasker var derinde, var der intet gulv at se. Men det er skide hyggeligt! Så længe vi kun er to derinde og ikke to + 8 myg... Så jeg har nu købt mig en afrikansk myggespray, som bare du'r!
Det viste sig senere hen, at resten af gruppen allerede kender hinanden, eftersom de har taget den lange tur fra Nairobi til Livingstone, og skal videre med os til Cape Town. Men de er rigtig flinke og meget imødekommende allesammen. 
Dagen efter tog vi "nye" 5 ud for at se Victoria Falls. Vi startede morgenen med at tage ned til floden, hvor vi blev sejlet ud til Livingstone Island. Det er en lille ø, der ligger helt ud til kanten af vandfaldet. Vi havde på forhånd fået at vide, at vi ville blive gennemblødt, og eftersom vi vidste vi skulle bade i den såkaldte Angels Pool, så havde vi taget badetøjet på fra start af. KLOGT! Da vi kom ud for enden af øen var det som at stå i et af de kæmpe regnskyl, man kan opleve sydpå - bare 10 gange værre. Nogle gange kunne man slet ikke se ud af øjnene! Men når man så kunne - WOW. Guiden tog os hver i sær i hånden og førte os via store sten helt ud til kanten, så vi kunne kigge ned af det 180 m høje vandfald. 
Vandfaldet er bredt - nok omring 1 km, så vi gik en tur langs øen - stadig helt ude ved kanten. Sidste stop var ved Angels Pool. Det er en slags "pool", hvor vandet er lidt dybere og lidt mere roligt end resten af floden - helt helt ud til kanten. Vi gik i, og sad ca 1 m fra kanten. Jep, i'm living on the edge! Vildt fed oplevelse - bortset fra når der lige kom en lille strøm og tog fat i en! Efter at have fået pumpet en smule adrenalin rundt i kroppen stod den på morgenmad tilbage på øen. Gourmet! Wow det var lækkert! Herefter blev vi kørt hen til det sted, hvor man normalt ser vandfaldet, altså på den anden side. Ca 300 væk fra selve vandfaldet kunne man gå og kigge på det. Hvis man ellers kunne se noget, for her "regnede" det med vandfald mindst lige så meget. Så på med kæmpe regnfrakker gik det bare derudaf. SÅ smukt! Glæd jer til billederne.
Lidt væk fra vandfaldet var der et marked, hvor ca 50 boder stod klar med hver deres ivrige sælger. Altså VIRKELIG ivrige. Alt hvad de har er selvfølgelig handlavet (og gerne af horn fra næsehorn eller tænder fra løver), de kender alle en eller anden, der bor i Danmark og alle vil de gerne giftes med én. Så sorry Frederikke, men jeg har altså lovet dig væk til en afrikaner (meget sød faktisk), så jeg selv kunne komme væk. Haha! 

Pladsen vi boede på i Zambia var rigtig god - bortset fra de aber der.. Ja, de var ret søde i starten, da de bare gik rundt hist og her med deres unger, eller sad fredeligt og pillede lus af hinanden. Men søndag gik de helt bananas! En ældre dame havde uheldigvis ikke lige fanget, at når man lægger frugt og andre snaks i et telt begynder de både at lugte og tiltrække dyr. Hvilket resulterede i, at ca 20 aber sad rundt om hendes telt, havde fået lynet lynlåsen op og var godt igang med at nyde deres festmåltid. En mand så dette og ville tage et billede. Dum ide. Aberne blev sure, manden løb og alle skreg. Manden løb direkte mod vores telte, og vi stod alle udenfor, og pludselig var vi medskyldige i abernes øjne. Vi løb direkte ind i teltene, og aberne hoppede på teltene og rev i døren for at komme ind. Shit! Det stillede dog hurtigt af, men resten af dagen var aberne kongerne af pladsen.

Mandag stod vi op kl 6, tog vores telte ned og kørte mod Botswana. Ved grænsen skulle vi sejles over en flod, hvor vi, mens vi var på floden, i princippet var i 4 lande på én gang: Zambia, Zimbabwe, Namibia og Botswana. Ret specielt. Da vi kom over på den anden side skulle vi "selvfølgelig" lige desinficere vores sko for ikke at tage sygdomme med ind i landet. Dette var faktisk bare at træde på et vådt håndklæde - and then - desinficeret! Guiderne trak på skulderen og sagde; "Well, this is Africa" eller som det mest brugte udtryk i gruppen lyder: "T.I.A" (this is Africa). 

Inde på det nye camp site satte vi telte op (i ca 40 graders varme), og hoppede direkte i poolen - som så var fyldt med frøer, men vi svedte! Sidst på eftermiddag tog vi på boat cruise igennem Chobe Nationalpark. Det er en slags "park", hvor der lever mange vilde dyr, men den er ikke indhegnet eller noget, faktisk er området næsten 12.000 kvadtatkilometer! Det er altså mere end 1/4 af Danmarks størrelse. Her ville det for os være muligt at spotte elefanter, krokodiller og flodheste. Og umulige var de IKKE at se! Wow, jeg så både elefanter, elefanter slås med deres snabler, en elefantmor lære sine to små unger at svømme over floden, krokodiller, en krokodille bevæge sig, flodheste bade, flodheste parre sig (lignede en slåskamp) og Afrikas nationalfugl - og det hele var på HELT tæt hold. Og for lige at sætte prikken over i'et sejlede vi tilbage i den smukkeste solnedgang. Amen altså.

I gruppen er vi delt op i små hold, som hver dag har hver deres opgave, fx at hjælpe med maden, feje trucken eller tage opvasken. Skide smart! Vores to guider er sydafrikaner, forlovede og mødte hinanden på en restaurant i Cape Town, hvor de begge to arbejdede, hvilket virkelig kommer til vores fordel! Hold nu fast det mad, de kan lave med en gryde, noget sølvpapir og et bål! Når mørket falder på (kl 19), og vi er færdige med at spise, sidder vi alle rundt om bålet og hygger os og lytter til alle dyrene. Når vi så går i seng, så er de dyr der altså ikke de fedeste. Ikke nok med at de ellers ret hyggelige chikader larmer lidt, så er der også lige aber (som lyder som en kat, der bliver trukket i halen) og alverdens fugle. Alt dette plus de ca 100 graders varme i teltet, så er det ikke meget, man får sovet - og hvis man endelig falder i søvn, så  bliver man enten vækket af en abe, det lander på ens telt eller en fra gruppen, der er gået forkert. Så når vi sidder i trucken og kører fra sted til sted går tiden ikke kun med at kigge ud af vinduerne men også med at sove! Apropos kigge ud af vinduerne så jeg, mandag, en lille landsby i Zambia, hvor det var helt tydeligt, hvor fattige, de faktisk er. Deres huse var knapt huse, men blot små mure lavet af mudder og måske nogle pinde i siderne til at holde en presenning oppe som tag. Forfærdeligt syn.

Her til morgen, tirsdag, stod vi op kl 5 for at tage på "rigtig" safari lidt i 6. Vi kørte ud i håb om, ud over de andre dyr, også at kunne se løver. Vi startede godt ud med at se elefanter gå rundt på vejen på vej dertil. Inde i området så vi både aber, vildsvin, antiloper, flodheste, elefanter og ca 1 million empalas (ved ikke hvad de hedder på dansk, men det er et rådyr-lignede dyr, hvor hannerne har horn) - men ingen løver... Det tætteste vi kom var fodspor fra en stor hanløve. ØV!

I dag tirsdag har vi bare slappet af, og i morgen skal vi ud at overnatte i deltaen! 

Zambia

Åh ja - jeg lever, og har det FANTASTISK. Alt er så nyt og fedt, og hver time er en oplevelse for sig selv. Det føles allerede som om, jeg har været her i mindst en uge, rent oplevelsesmæssigt!
I forgårs mødte jeg den gruppe, jeg skal rejse med i 3 uger. Først mødte jeg 4 af dem: et tysk par, en stille russisk dreng og en pige fra USA. Jeg bor i telt med hende fra USA, og hun er toppen! Desværre skal hun kun være med os de første 10 dage. Vi blev indlogeret i et endnu mindre telt end det sidste, og denne gang var vi to. Så når både madrasser og tasker var derinde, var der intet gulv at se. Men det er skide hyggeligt! Så længe vi kun er to derinde og ikke to + 8 myg... Så jeg har nu købt mig en afrikansk myggespray, som bare du'r!
Det viste sig senere hen, at resten af gruppen allerede kender hinanden, eftersom de har taget den lange tur fra Nairobi til Livingstone, og skal videre med os til Cape Town. Men de er rigtig flinke og meget imødekommende allesammen. 
Dagen efter tog vi "nye" 5 ud for at se Victoria Falls. Vi startede morgenen med at tage ned til floden, hvor vi blev sejlet ud til Livingstone Island. Det er en lille ø, der ligger helt ud til kanten af vandfaldet. Vi havde på forhånd fået at vide, at vi ville blive gennemblødt, og eftersom vi vidste vi skulle bade i den såkaldte Angels Pool, så havde vi taget badetøjet på fra start af. KLOGT! Da vi kom ud for enden af øen var det som at stå i et af de kæmpe regnskyl, man kan opleve sydpå - bare 10 gange værre. Nogle gange kunne man slet ikke se ud af øjnene! Men når man så kunne - WOW. Guiden tog os hver i sær i hånden og førte os via store sten helt ud til kanten, så vi kunne kigge ned af det 180 m høje vandfald. 
Vandfaldet er bredt - nok omring 1 km, så vi gik en tur langs øen - stadig helt ude ved kanten. Sidste stop var ved Angels Pool. Det er en slags "pool", hvor vandet er lidt dybere og lidt mere roligt end resten af floden - helt helt ud til kanten. Vi gik i, og sad ca 1 m fra kanten. Jep, i'm living on the edge! Vildt fed oplevelse - bortset fra når der lige kom en lille strøm og tog fat i en! Efter at have fået pumpet en smule adrenalin rundt i kroppen stod den på morgenmad tilbage på øen. Gourmet! Wow det var lækkert! Herefter blev vi kørt hen til det sted, hvor man normalt ser vandfaldet, altså på den anden side. Ca 300 væk fra selve vandfaldet kunne man gå og kigge på det. Hvis man ellers kunne se noget, for her "regnede" det med vandfald mindst lige så meget. Så på med kæmpe regnfrakker gik det bare derudaf. SÅ smukt! Glæd jer til billederne.
Lidt væk fra vandfaldet var der et marked, hvor ca 50 boder stod klar med hver deres ivrige sælger. Altså VIRKELIG ivrige. Alt hvad de har er selvfølgelig handlavet (og gerne af horn fra næsehorn eller tænder fra løver), de kender alle en eller anden, der bor i Danmark og alle vil de gerne giftes med én. Så sorry Frederikke, men jeg har altså lovet dig væk til en afrikaner (meget sød faktisk), så jeg selv kunne komme væk. Haha! 

Pladsen vi boede på i Zambia var rigtig god - bortset fra de aber der.. Ja, de var ret søde i starten, da de bare gik rundt hist og her med deres unger, eller sad fredeligt og pillede lus af hinanden. Men søndag gik de helt bananas! En ældre dame havde uheldigvis ikke lige fanget, at når man lægger frugt og andre snaks i et telt begynder de både at lugte og tiltrække dyr. Hvilket resulterede i, at ca 20 aber sad rundt om hendes telt, havde fået lynet lynlåsen op og var godt igang med at nyde deres festmåltid. En mand så dette og ville tage et billede. Dum ide. Aberne blev sure, manden løb og alle skreg. Manden løb direkte mod vores telte, og vi stod alle udenfor, og pludselig var vi medskyldige i abernes øjne. Vi løb direkte ind i teltene, og aberne hoppede på teltene og rev i døren for at komme ind. Shit! Det stillede dog hurtigt af, men resten af dagen var aberne kongerne af pladsen.

Mandag stod vi op kl 6, tog vores telte ned og kørte mod Botswana. Ved grænsen skulle vi sejles over en flod, hvor vi, mens vi var på floden, i princippet var i 4 lande på én gang: Zambia, Zimbabwe, Namibia og Botswana. Ret specielt. Da vi kom over på den anden side skulle vi "selvfølgelig" lige desinficere vores sko for ikke at tage sygdomme med ind i landet. Dette var faktisk bare at træde på et vådt håndklæde - and then - desinficeret! Guiderne trak på skulderen og sagde; "Well, this is Africa" eller som det mest brugte udtryk i gruppen lyder: "T.I.A" (this is Africa). 

Inde på det nye camp site satte vi telte op (i ca 40 graders varme), og hoppede direkte i poolen - som så var fyldt med frøer, men vi svedte! Sidst på eftermiddag tog vi på boat cruise igennem Chobe Nationalpark. Det er en slags "park", hvor der lever mange vilde dyr, men den er ikke indhegnet eller noget, faktisk er området næsten 12.000 kvadtatkilometer! Det er altså mere end 1/4 af Danmarks størrelse. Her ville det for os være muligt at spotte elefanter, krokodiller og flodheste. Og umulige var de IKKE at se! Wow, jeg så både elefanter, elefanter slås med deres snabler, en elefantmor lære sine to små unger at svømme over floden, krokodiller, en krokodille bevæge sig, flodheste bade, flodheste parre sig (lignede en slåskamp) og Afrikas nationalfugl - og det hele var på HELT tæt hold. Og for lige at sætte prikken over i'et sejlede vi tilbage i den smukkeste solnedgang. Amen altså.

I gruppen er vi delt op i små hold, som hver dag har hver deres opgave, fx at hjælpe med maden, feje trucken eller tage opvasken. Skide smart! Vores to guider er sydafrikaner, forlovede og mødte hinanden på en restaurant i Cape Town, hvor de begge to arbejdede, hvilket virkelig kommer til vores fordel! Hold nu fast det mad, de kan lave med en gryde, noget sølvpapir og et bål! Når mørket falder på (kl 19), og vi er færdige med at spise, sidder vi alle rundt om bålet og hygger os og lytter til alle dyrene. Når vi så går i seng, så er de dyr der altså ikke de fedeste. Ikke nok med at de ellers ret hyggelige chikader larmer lidt, så er der også lige aber (som lyder som en kat, der bliver trukket i halen) og alverdens fugle. Alt dette plus de ca 100 graders varme i teltet, så er det ikke meget, man får sovet - og hvis man endelig falder i søvn, så  bliver man enten vækket af en abe, det lander på ens telt eller en fra gruppen, der er gået forkert. Så når vi sidder i trucken og kører fra sted til sted går tiden ikke kun med at kigge ud af vinduerne men også med at sove! Apropos kigge ud af vinduerne så jeg, mandag, en lille landsby i Zambia, hvor det var helt tydeligt, hvor fattige, de faktisk er. Deres huse var knapt huse, men blot små mure lavet af mudder og måske nogle pinde i siderne til at holde en presenning oppe som tag. Forfærdeligt syn.

Her til morgen, tirsdag, stod vi op kl 5 for at tage på "rigtig" safari lidt i 6. Vi kørte ud i håb om, ud over de andre dyr, også at kunne se løver. Vi startede godt ud med at se elefanter gå rundt på vejen på vej dertil. Inde i området så vi både aber, vildsvin, antiloper, flodheste, elefanter og ca 1 million empalas (ved ikke hvad de hedder på dansk, men det er et rådyr-lignede dyr, hvor hannerne har horn) - men ingen løver... Det tætteste vi kom var fodspor fra en stor hanløve. ØV!

I dag tirsdag har vi bare slappet af, og i morgen skal vi ud at overnatte i deltaen! 

lørdag den 22. februar 2014

Første møde med Afrika

Åh hvor skal jeg dog begynde?! For det første vil jeg godt råbe et stort HURRA for at min rygsæk var med hele vejen til Zambia. Jeg havde hjemmefra fået at vide, at det ikke var altid, at ens bagage var med, når man lander i Afrika - men det var den, gudskelov! Det er min lykkesten, der beskytter mine egendele, der gør det! 
Udenfor lufthavnen blev jeg mødt at den sødeste og mest smilende lille sorte mand, der skulle køre mig til mit "hotel". Bare dén korte køretur på 10 minutter var et kæmpe kulturchok! Vi kørte forbi en skole, hvor børnene lige havde fået fri - og det var akurat, som at se det i tv derhjemme: Nogle spillede bold med en gammel plasticbold i det orange ørkenlignende sand, mens andre var på vej hjem - mange af dem med deres lillesøster eller bror i hånden. Lidt længere inde i byen måtte jeg til at vende hovedet indtil flere gange for at få det hele med. Nogle gik rundt på bare fødder i det orange sand (fortove var der ikke alle steder), og andre gik med med store vaskebaljer fyldt op med alt muligt - på hovedet! Og gerne med et lille barn på ryggen også. Livingstone er slet ikke en storby, som herhjemme. Der er én stor vej, nogle få butikker, and that's it. Vildt mærkeligt. 
Efterhånden kom vi udenfor byen og hen til hotellet - som i øvrigt slet ikke er et hotel. Jeg blev indlogeret i et fint to-personers telt med en seng og en lampe. Wow hvor jeg grinte, da jeg så det - men det er FEDT. Jeg fik hurtigt skiftet til bikini, hoppede i poolen, sov en times tid i skyggen og kiggede lidt på de vilde aber, som åbenbart bare bor i haven her. 

I går aftes gik jeg op i restauranten og bestilte en pizza, og efter at jeg havde siddet og set ensom ud i et kvarters tid, kom der en pige fra Canada hen og inviterede mig hen til hendes og hendes gruppes bord. Det viste sig så at være en gruppe, der havde deres sidste aften på en tur lignede den, jeg begynder på i morgen - endda med samme bureau, G-adventures. Og for at det ikke skal være løgn, så havde de netop de to guider, der skal med på min tur - og det ser ud til, at jeg godt kan smide 10% ekstra oveni den mængde jeg allerede glæder mig. Wow de havde det bare det fedt sammen, til trods for, at de kun havde været sammen i en uge! Jeg faldt hurtigt i snak med mange af dem - alle fra forskellige steder i verden - og jeg har nu fået mig en overnatningskammerat, når jeg kommer til Cape Town efter rundrejsen. En rigtig sød dansker fra Søderjylland skal nemlig også bo på Salty Crax d. 14.-15. marts. What are the odds?! Så vi har udvekset facebook og aftalt at mødes.
Det var ikke det eneste jeg fik den aften: 4 dejlige myggestik blev jeg da også vinder af... Og en omgang tyndski** har jeg også været igennem - nu må det snart være nok med dét!

Her til morgen tog jeg bussen ind til byen for at købe noget morgenmad. Da jeg blev sat af, gik der ca 30 sekunder før den første ville sælge mig noget. Jeg sagde pænt nej tak, og gik videre. Ca et minut efter kom den næste hen. Han ville giftes - jamen lad mig da lige være lidt?! Jeg fandt en SPAR 500 m fra bussen og gik derind. Jeg fik en yoghurt, banan og nogle vindruer for 17 kr. YES! 
Nu sidder jeg i receptionen og venter på min gruppe, som jeg skal mødes med kl 14. Spændende!

I morgen går turen til Victoria Falls, som skulle være utroligt flot! Jeg glæder mig.
Ha' det godt gutter!

torsdag den 20. februar 2014

Afsted det går!

SÅ er jeg landet i Qatar, som er den første af to mellemlandinger inden jeg ender i Zambia. De 7 timers ventetid er ikke ligefrem spændende, men i det mindste er der WiFi. Jeg tror alligevel ikke, at jeg kunne underholde mig selv med at kigge på indpakkede og farverige arabere i så lang tid - men en halv time fik jeg da hurtigt brugt. 
Dog har min kære mor sørget for, at jeg hverken kommer til at kede mig eller sulte. Jeg er blevet udstyret med bøger, slik og endda en gave, som først måtte åbnes i flyet. En gave indeholdende en rejsekammerat i form af en bamse (som er navngivet Bøf) og et beroligende brev - SÅ SKØNT. Tak mor.



Men ja, nu sidder jeg her, mutters alene, langt langt væk fra lille Danmark - og jeg må da indrømme, at det ikke var med armene over hovedet, jeg gik ind i flyveren i Kastrup. Puha, det var ikke sjovt at sige på gensyn for et helt halvt år. Det begyndte allerede med farvel i mandags til mors side af familien og med fars side af familien tirsdag. Onsdag aften var en hård aften med farvel til far og Marianne. Af dem fik jeg lykke, beskyttelse og visdom med på vejen i form af 3 forskellige slags sten. En af de smukkeste og mest betydningsfulde gaver, jeg nogensinde har fået. Tak far og Marianne.



Af farmor og farfar fik jeg en smuk hestesko bringende held og lykke med. Tusinde tak.


Og jeg kan skam blive ved: Fra min kære Lotte fik jeg følgende digt med på vejen.
"I carry your heart with me,
I carry it in my heart"
- E. E. Cummings.
Er hun ikke for skøn?! Jo hun er.
Og ja, en halskæde fra en "hemmelig beundrer" kunne jeg også pakke ned i rygsækken. Man er vel priviligeret.

Faktisk vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke jer allesammen for at være så interesserede i det hele. Det er dejligt at vide, at jeg har så mange derhjemme, jeg ved, der tænker på mig og ønsker mig alt det bedste. Det gør virkelig alene-heden en del lettere. TAK.

Det der med at være alene, var nu kun et problem i en lille times tid. Tiden lige efter farvel-scenen i lufthavnen var ret træls. Overhovedet ikke sjovt faktisk. Men pludselig gik det stærkt, og eventyret begyndte så småt. Jeg kom ind i flyveren og faldt hurtigt i snak med en ung mand, der var på vej til Indien for 3. gang. En vildt inspirerede type, der rejser rundt på egen hånd for at lære om meditation og yoga. Han fik mig hurtigt overbevist om, at mine røde og forgrædte øjne var en del - en uundværlig del - af det hele. Især første gang, man er afsted. Flink mand!
Tilmed blev jeg den heldige (med tiden uheldige) vinder af sæddet ved siden af flyets mest snaksagelige mand. Han kom til Danmark i 1993, efter at have flygtet ud af Irak pga af krigen. Hold nu helt fast en historie, han havde! Helt vildt, alt det han har været igennem - inklusiv at blive skudt i halsen på vej over grænsen. Jeg så selv ind- og udgangshullet. Men så stoppede det spændende så også... De næste to timer lagde jeg øre til alt fra hans job som tjener til hans datter på 7 - og for at det ikke skal være løgn, så sluttede han da også lige turen af med at lægge an på mig. Hurra for scorereplikker fra 50-årlige mænd: "Du er så sød og dejlig - pas nu på dig selv derude. Har du forresten en kæreste?" Ej ad. Det kan da nok være, at jeg fik proppet mine høretelefoner helt ind i øregangen!

Jeg havde kun været afsted i 4 timer, før jeg fik brug for mors hjælp. Et stykke kylling snasket ind i tomatsovs fandt vej ned i skødet af mig med vej ned over mine hvide t-shirt. Seriøst - mor, hvad gør jeg lige?! 

Nå, men her sidder jeg - blot 12 timer inde i eventyret. Der er ca 4300 tilbage, og jeg glæder mig til hver og én!
Ha' det godt og pas på hinanden.


fredag den 14. februar 2014

Ferie før rejse

Her i Idrefjäll, Sverige, kører alt på skinner. Eller rettere sagt på ski. Løjperne har dog meldt en overvægt af mennesker, og vejret prøver ihærdigt at hjælpe de stakkels løjperne med at komme af med bare nogle af menneskerne. Men selv ikke sne, tåge eller blæst ser ud til at kunne skræmme de mange skiløbere. Og heller ikke familien Thrane! Hver morgen står dagens madhold klar med nybagte boller mellem kl 8.15 og 8.30. Og kl 9.00 (måske 9.30) er vi at finde på bakkerne! Dog starter vi lige hver dag med ca 10-15 minutter i kø til liften... Hurra for skiferie i uge 7.
De sidste par dage har mit ny-indkøbte GoPro kamera været i brug. Men når hverken mor, Josefine eller hendes veninde Isabella gider offpist, så må jeg jo pænt filme Frederikke. Dog er de fleste fra familien Blaabjerg (moster + onkel mm.) med på lidt mere sne under skiene og et par træer som forhindringer! Hvilket jo er helt kanon! Det skal dog lige nævnes at mor rent faktisk er i gang med at øve sig på de små "hop" ude i siden af løjperne - så hvem ved, måske er det hende kameraet fanger en af de kommende dage! Go' mor!

Vi stortrives i det svenske nord med en dejlig hytte (sofaen er helt i top!), og ikke langt til løjperne - så vi kunne ikke bede om mere. Dog mangler der lige lidt WiFi nede i selve hytten i følge Josse og Isa, så de må pænt op til receptionen for at tjekke facebook og chatte med diverse drenge. I går blev jeg den heldige vinder af at skulle køre dem derop (de 700 meters gåtur var for hårdt for de kære teenagere), men havde jeg vidst, at jeg skulle få 150 SEK og adskillige grin ud af det, så havde jeg nok ikke brokket mig nær så meget, da jeg blev bedt om at køre dem derop. Frederikke kørte med i bilen, og efter at have sat de to små af, skulle kareten jo vendes. Ligesom vi bakker ud af parkeringspladsen bliver døren i passagersiden revet op af en tydeligvis beruset svensk midaldrende dame. Hun begynder straks at lukke en masse svenske ord ud, som lige såvel kunne have været en forvirret sydafrikaner, der, der ledte efter sin malkeko. Efter jeg havde svaret "hva'?!" et par gange slog hun over i engelsk, hvor jeg så endelig fik fat i, at den kære dame og hendes veninde blot ville spørge efter et lift til deres hytte. Så flinke og jyske, som vi nu er, sagde vi selvfølgelig ja, og fik læsset både ski og de to fulde svenskere. Det skulle så vise sig at blive en noget længere tur end beregnet! Vi blev vist op af bjerget, op og op det gik - ja, uden de allerede påsatte snekæder var det aldrig gået! Men hyggeligt var det - de sang både med vores Rasmus Seebach CD og vi blev lovet deres mænd, da de kunne i hvert fald ikke bruge dem! Vi nærmer os efter godt 4-5 minutters opadgående kørsel deres hytte - vi manglede blot de sidste 50 m op af bjerget, som ligeså godt kunne have været en sort løjpe! Det ellers så trofaste blå lyn måtte stå af, smide snekæderne, og begyndte ellers bare at grave sig længere og længere ned i sneen. Så dér hang vi - med to svenskere på bagsædet, der havde alverdens gode ideer til, hvordan man kommer ud af sådan en situation, og 200 m direkte nedadgående bakke bag os! Jamen hurra - held og lykke til Nadia. Lige som håbet var helt ude, og mors nummer var tastet ind på telefonen, kom 4 danske mænd gående fra en anden hytte. Og de havde hjælp med i ærmerne, kunne det ses! Vipti-vupti - så sad snekæderne på hjulene igen og bilen var vendt - klar til at komme ned af bjerget og hjem til hytte 60A's sofa! Af hjertet TAK! Inde i bilen havde de to svensker, til trods for mange foregående diskussioner om, at vi ikke ville have penge for vores gestus, lagt 150 SEK! Pengene blev derhjemme smidt på sofabordet foran en totalt afslappet mor med et smil på læben og sætningen "Se hvad din bil har tjent ind i dag!"

Dagene går dog ikke kun op i ski, hygge og svensk taxakørsel, men også en del tanker omkring, hvad der venter mig det næste halve år. Med kun 6 dage til afgang nærmer det sig altså med hastige skridt! Og jeg vil da bestemt ikke lyve, hvis jeg siger, at jeg GLÆDER mig. Nervøsiteten vil dog også gerne være en fyldende spiller på banen, og savnet har da også trukket i angrebstrøjen. Jeg håber meget på, at savnet forsvinder lidt så snart eventyret begynder, for tanken om at undvære min kære familie, Lotte og alle mine andre kære venner er stadig ikke sjov. Nej, føj. Men igen: Jeg glæder mig enormt meget, og jeg kan slet ikke vente med at fortælle jer om alle de fantastiske ting, jeg forhåbentlig kommer til at opleve!

Til de interesserede vil der ved at trykke på nedenstående link kunne ses ikke mindre end to videoer med styrt af undertegnede. En sjælden ting, så nyd det nu! Haha

Skiferie 2014

Nå, aftensmaden kalder! Pas på hinanden. Hyg.

lørdag den 8. februar 2014

Tiden går og klokken slår

11 dage til afgang - og så tillader jeg mig da lige at tage 8 dage på skiferie - JA, det må jo betyde, at jeg er i god tid! En ellers sjælden bedrift i min familie... Men et priviligeret barn må man da i hvert fald sige, at jeg er! Turen går til Idre Fjäll i Sverige, hvilket bliver et glædeligt gensyn. Nøj, hvor har jeg savnet de ski dér!

Dagen i dag blev dagen, hvor jeg endelig fik printet alle mine rejsedokumenter og flybilletter(det føles godt!), som nu ligger klar til at blive pakket, ligesom alt mit andet grej. Silkesovepose, inderposer, adapter, pandelampe, fleecehåndklæde, oppustelig pude, multitool og muligt andet skrammel ligger spændt og venter på at blive taget i brug! Lige så spændt som jeg er på, om alle disse ting nu også var investeringen værd, eller om den ellers så rare mand i Eventyrsport bare havde en af de der gode dage, hvor en rejseglad teenager kommer ind i butikken og køber halvdelen af varerne på hylderne. Kun til solcelleanlægget, der kunne lade min telefon op ude i ødemarken, sagde jeg nej. 2500 var lige i overkanten...

Torsdag i denne uge blev en dag, hvor smilet på mine læber var ekstra stort! Min dejlige barndomsveninde Line kunne med en SMS om at flybilletten var bestilt og betalt forsikre mig om, at jeg nu for alvor har fået mig en fast rejsekammerat i hele juni måned. SKØNT! Hun ankommer til Thailand nogle timer før mig, og ved midnatstid d 3. juni forenes vi på New Road Guest House i Bangkok med en kæmpe krammer! Uh hvor jeg glæder mig! Vi skal sammen tilbringe et par dage i Bangkok hvorefter vi tager op til Chiang Mai nogle dage. Herfra tager vi nattoget til Koh Pagnan hvor den står på Full Moon Party (det bliver helt kanon!). Til sidst bevæger vi os længere syd på, for at komme lidt væk fra regntiden, som hærger i Asien i denne tid. Phuket og til sidst Malaysia venter sig også et besøg af de to tosser fra Enslev. Os to sammen i det store udland bliver et syn for Guderne - dét kan jeg godt love jer!

Som sagt står den fra i morgen (umenneskeligt tidligt) på den længe ventede skiferie. Afsted det går med 9 timers sejllads fra morgenstuden og nok lige så mange timers kørsel herefter. For med meldinger fra moster om, at vejene oppe nord på er spejlglatte, kan vi nok ikke forvente, at det blå lyn(vores elskede Toyata) suser så hurtigt, som den plejer. Men når den til gengæld er fyldt op med mormors hjemmebagte pizzasnegle, hjemmelavede kartoffelsalat og frikadeller, så kan jeg nu godt klare de par ekstra timer på bagsædet.

Efter en forhåbentligt dejlig ferie vender jeg igen tilbage til alle farvel-krammerne og virkeligheden om, at jeg på det tidspunkt kun har 2 og en halv dag tilbage sammen med alle mine kære. I fredags fik jeg sagt et stort farvel og på gensyn til min dejlige arbejdsplads og endnu dejligere kollegaer. Dette skete traditionen tro ved, at en bøfboss der stopper/tager orlov skal sprøjtes til med vand. Denne tradition havde jeg selvfølgelig fortrængt, og hoppede i med begge ben, da min chef 5 min før jeg fik fri bad mig hente en kuvert på kontoret. Den altid pligtopfyldende og pålidelige medarbejder (mig) hentede selvfølgelig pænt kuverten og ville herefter forsætte sit arbejde de sidste 3 minutter af vagten. Sådan skulle det dog ikke gå! Da jeg trådte ud i køkkenet blev jeg omringet af vandslager og store spande fyldt med vand, og fik derved en ret fugtig afsked. Det må vel betyde, at de holder lidt af mig, trods alt! Aftenen sluttede skønt af med nachos, cheesecake, softice og en god flaske Kendermanns. Ægte Bøfhus-stil. Åh hvor jeg dog kommer til at savne dem, de kære bøffeløffer!

Nå, nok tudekoncert! Jeg glæder mig selvfølgelig som en sindssyg til at rejse og komme ud for at opleve verdenen -  men nej, tanken om ikke at skulle se mine venner og familie i et helt halvt år er da ikke altid lige sjov. Men man må jo tage det sure med det søde! Heldigvis har jeg en dejlig familie, der tager sig tid til at komme og sige farvel til mig mandag og tirsdag aften.

Åh ha, men jeg er da så småt ved at være klar, og den sidste planlægning af rejsen er da også ved at falde på plads. En hjembillet mangler jeg dog stadig at få bestilt, men hey? Den haster vel ikke! Det der med at jeg er i god tid var forresten en joke! Jeg er elendig til at være på forkant med sådanne ting, men sætter blot min lid til, at det hele nok skal gå alligevel!

Hvad jeg har planlagt indtil videre kan I læse ved at trykke på nedenstående link. På denne side vil jeg også løbende lægge billeder ind fra rejsen. Ha' det godt og pas på hinanden!

Nadias Jorden rundt i billeder