fredag den 14. februar 2014

Ferie før rejse

Her i Idrefjäll, Sverige, kører alt på skinner. Eller rettere sagt på ski. Løjperne har dog meldt en overvægt af mennesker, og vejret prøver ihærdigt at hjælpe de stakkels løjperne med at komme af med bare nogle af menneskerne. Men selv ikke sne, tåge eller blæst ser ud til at kunne skræmme de mange skiløbere. Og heller ikke familien Thrane! Hver morgen står dagens madhold klar med nybagte boller mellem kl 8.15 og 8.30. Og kl 9.00 (måske 9.30) er vi at finde på bakkerne! Dog starter vi lige hver dag med ca 10-15 minutter i kø til liften... Hurra for skiferie i uge 7.
De sidste par dage har mit ny-indkøbte GoPro kamera været i brug. Men når hverken mor, Josefine eller hendes veninde Isabella gider offpist, så må jeg jo pænt filme Frederikke. Dog er de fleste fra familien Blaabjerg (moster + onkel mm.) med på lidt mere sne under skiene og et par træer som forhindringer! Hvilket jo er helt kanon! Det skal dog lige nævnes at mor rent faktisk er i gang med at øve sig på de små "hop" ude i siden af løjperne - så hvem ved, måske er det hende kameraet fanger en af de kommende dage! Go' mor!

Vi stortrives i det svenske nord med en dejlig hytte (sofaen er helt i top!), og ikke langt til løjperne - så vi kunne ikke bede om mere. Dog mangler der lige lidt WiFi nede i selve hytten i følge Josse og Isa, så de må pænt op til receptionen for at tjekke facebook og chatte med diverse drenge. I går blev jeg den heldige vinder af at skulle køre dem derop (de 700 meters gåtur var for hårdt for de kære teenagere), men havde jeg vidst, at jeg skulle få 150 SEK og adskillige grin ud af det, så havde jeg nok ikke brokket mig nær så meget, da jeg blev bedt om at køre dem derop. Frederikke kørte med i bilen, og efter at have sat de to små af, skulle kareten jo vendes. Ligesom vi bakker ud af parkeringspladsen bliver døren i passagersiden revet op af en tydeligvis beruset svensk midaldrende dame. Hun begynder straks at lukke en masse svenske ord ud, som lige såvel kunne have været en forvirret sydafrikaner, der, der ledte efter sin malkeko. Efter jeg havde svaret "hva'?!" et par gange slog hun over i engelsk, hvor jeg så endelig fik fat i, at den kære dame og hendes veninde blot ville spørge efter et lift til deres hytte. Så flinke og jyske, som vi nu er, sagde vi selvfølgelig ja, og fik læsset både ski og de to fulde svenskere. Det skulle så vise sig at blive en noget længere tur end beregnet! Vi blev vist op af bjerget, op og op det gik - ja, uden de allerede påsatte snekæder var det aldrig gået! Men hyggeligt var det - de sang både med vores Rasmus Seebach CD og vi blev lovet deres mænd, da de kunne i hvert fald ikke bruge dem! Vi nærmer os efter godt 4-5 minutters opadgående kørsel deres hytte - vi manglede blot de sidste 50 m op af bjerget, som ligeså godt kunne have været en sort løjpe! Det ellers så trofaste blå lyn måtte stå af, smide snekæderne, og begyndte ellers bare at grave sig længere og længere ned i sneen. Så dér hang vi - med to svenskere på bagsædet, der havde alverdens gode ideer til, hvordan man kommer ud af sådan en situation, og 200 m direkte nedadgående bakke bag os! Jamen hurra - held og lykke til Nadia. Lige som håbet var helt ude, og mors nummer var tastet ind på telefonen, kom 4 danske mænd gående fra en anden hytte. Og de havde hjælp med i ærmerne, kunne det ses! Vipti-vupti - så sad snekæderne på hjulene igen og bilen var vendt - klar til at komme ned af bjerget og hjem til hytte 60A's sofa! Af hjertet TAK! Inde i bilen havde de to svensker, til trods for mange foregående diskussioner om, at vi ikke ville have penge for vores gestus, lagt 150 SEK! Pengene blev derhjemme smidt på sofabordet foran en totalt afslappet mor med et smil på læben og sætningen "Se hvad din bil har tjent ind i dag!"

Dagene går dog ikke kun op i ski, hygge og svensk taxakørsel, men også en del tanker omkring, hvad der venter mig det næste halve år. Med kun 6 dage til afgang nærmer det sig altså med hastige skridt! Og jeg vil da bestemt ikke lyve, hvis jeg siger, at jeg GLÆDER mig. Nervøsiteten vil dog også gerne være en fyldende spiller på banen, og savnet har da også trukket i angrebstrøjen. Jeg håber meget på, at savnet forsvinder lidt så snart eventyret begynder, for tanken om at undvære min kære familie, Lotte og alle mine andre kære venner er stadig ikke sjov. Nej, føj. Men igen: Jeg glæder mig enormt meget, og jeg kan slet ikke vente med at fortælle jer om alle de fantastiske ting, jeg forhåbentlig kommer til at opleve!

Til de interesserede vil der ved at trykke på nedenstående link kunne ses ikke mindre end to videoer med styrt af undertegnede. En sjælden ting, så nyd det nu! Haha

Skiferie 2014

Nå, aftensmaden kalder! Pas på hinanden. Hyg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar