fredag den 28. marts 2014

Fødselsdag og dykning med hajer

Torsdag morgen blev jeg vækket af Mathias (en af Vejle-gutterne), der spiller fødselsdagssang for mig på sin mundharmonika, hvorefter vi alle 4 bevægede os ned til centret og købte ca. 20 æg og en masse bacon. Dette lagde en god bund for en dag med en masse mad! Under morgenmaden åbnede jeg mine to gaver, som jeg havde fået med hjemmefra. Lige i mors ånd fik jeg en masse flag, balloner og lys til at pynte både værelse og fødselsdagskage med, så en kage måtte vi jo købe! Et lille album med en masse billeder, havde hun også sendt med. Af Frede og Josse fik jeg to vildt søde breve og en lang række grimme billeder fra både dem og mor. Far og mor havde eftersigende sendt mig brev med posten, men desværre er det afrikanske postvæsen ikke ligefrem pålideligt, så de lader stadig vente på sig.
Efter morgenmaden stod den på lange diskussioner og forslag til, hvad vi skulle få dagen til at gå med. Vi endte ud med lidt over middag at begive os mod Waterfront, som er er fint og hyggeligt kvarter, der ligger nede ved havnen. Inden frokost begav vi os ind i Waterfront Mall for liiiige at kigge lidt. Et par timer senere kunne vi gå derfra igen med ind til flere poser i hænderne samt brandvarme dankort. Vi gik ned på havnen, hvor vi på "Den Anker" fik os en ret så fin frokost. Selvom jeg for 6 kæmperejer og ret så mange pommes og et par glas cola kun kom af med 100 kr, så er det ret dyrt for en afrikansk restaurant. Men vi spiste med stil! 
Vi tog fra Waterfront en taxa til Lions Head, hvor vi begyndte klatringen op. Klokken var allerede tæt på 18, så vi havde små-travlt, hvis vi skulle nå solnedgangen. Et par liter sved og mange klatreture senere stod vi på toppen - lige i tide til solnedgangen. Og HVILKET syn! Toppen består af en forholdsvis lille platform, hvilket gør, at man kan se hele vejen rundt. Vi kunne både se solen gå ned i havet, Table Mountain og begge sider af Cape Town. Utroligt smukt!! Så snart solen var nede var det med at komme ned i en fart, inden det blev mørkt, for det var ikke ligefrem let at komme op og ned. Heldigvis var det sidste stykke en rigtig sti, så der gjorde det ikke så meget, at mørket havde indhentet os. Først ved 20.30 tiden var tilbage på hostlet, hvor vi skyndte os i bad og iførte os vores nye og fineste tøj og begav os mod restauranten. Vi havde hele dagen snakket om at spise på en restaurant, som serverer 500 g's bøffer og bundløse colaer, og vi nåede da også lige at bestille inden køkkenet lukkede. Heldigt! Efter en forret beståede af et helt hvidløgsbrød toppet med ost og bacon(et til hver!), en 500 g's T-bone steak med en masse pommes og løgringe til samt over en liter cola, kunne vi gå hjem og slå mave inden vi skulle fortære fødselsdagskagen! Vi sad et par minutter inden vi tændte lys og satte flag i kagen, og med hver vores teske begyndte vi fra hver vores hjørne. Meget meget mætte og også en smule trætte gik vi i seng med alarmen sat til 5.15....
Her er et par billeder fra dagen:












Kl 6 fredag morgen blev vi hentet og kørt 2,5 timer til Gansbaai, hvor vi skulle tilbringe dagen med shark cage diving!! Jeg glædede mig helt vildt og kunne slet slet ikke vente med at komme i buret! Efter en let morgenmad blev vi iført våddragt og vi begav os afsted ud mod Seal Island, hvor hajerne holder til om vinteren. Der sad vi ellers og vippede og spejdede efter hajer i en halv times tid, og jeg var skal da ærligt indrømme, at jeg ærgede mig ret meget over at have spildt 900 kr på kun at se på en sæl hoppe op af vandet en stor flok fugle flyve forbi. Crewet på båden havde dog prøvet dette før og hev hurtigt både anker og bur op af vandet igen og vi sejlede videre til hajernes sommer-sted, som var på lidt lavere vand. Og her skal jeg da love for, at vi fik hajer at se! Crewet kastede lidt forskelligt i vandet for at tiltrække The Great White Shark, og bare et par minutter senere cirklede der to rundt om båden. Eftersom vi havde placeret os på top-dækket, havde vi udsigt og kunne følge godt med i, hvor de var. Så fedt! Det første hold kom i buret og fes op og ned over vandoverfladen og hev efter vejret, hver gang de kom op for hurtigst muligt at kunne komme ned igen. 
Gutterne og jeg kom i 2. bur, og iført GoPro kamera var vi bare klar på at se hajer! Simon var dog ikke helt fan af disse dyr og var ikke helt tryg. Om hajen kunne lugte det, skal jeg ikke kunne svare på, men kun 3-4 minutter efter de havde lukket låget på buret ovenover os, stødte en haj direkte ind i buret lige foran Simon (som selvfølgelig sked i bukserne af skræk), og svømmede langs og helt tæt på buret lige forbi mig med vidt åben mund!!!!! SÅ VILDT! Og det var kun begyndelsen! Vi så en masse hajer svømme forbi, og et par gange fik crewet lokket dem helt tæt på buret - hvor alle helt naturligt lige flyttede hænderne fra holde-stangen og rykkede helt tilbage i buret. ALT FOR FED OPLEVELSE! Jeg håber og beder til, at jeg har nogle fede film på mit GoPro, så I kan se, hvad jeg mener!
Da vi efter en halv times tid kom op af buret, var showet langt fra forbi. Vi kunne stadig stå oppe på topdækket og følge hajerne nede i vandet, som ihærdigt prøvede på at fange den træ-sæl, som crewet stod og lokkede med i en snor. En kæmpe stod hvidhaj lykkedes sin jagt på den store klump fiskehoveder, som de også stod og lokkede med. Lige foran buret fangede den klumpen og hev herefter bare til! Den svømmede nedad og lige forbi buret, hvor den bed rebet over og svømmede væk med sin fangst. Seriøst, alt for vildt at se SÅ tæt på!!
Vi så i alt 12 forskellige hvidhajer, som er langt over gennemsnittet for sådan en tur, så vi havde valgt en god dag! WOW en fed dag!!! 

Vi blev kørt tilbage til hostlet, hvor vi landede sidst på eftermiddagen. Jeg sagde farvel til Vejle-gutterne som fredag aften tog videre på deres 1,5 måneders tur gennem Sydafrika. 
I morgen, lørdag, skal jeg for første gang ud at dykke i havet! Og efter jeg nu har set, hvad der gemmer sig dernede, så bliver det da med lidt sommerfugle i maven. Føj!

Jeg håber Danmark er helt ok, og at foråret er godt på vej. Pas på jer selv gyus.

onsdag den 26. marts 2014

Salty Crax - det rigtige Sydafrika

I lørdags ankom jeg til Salty Crax i Table View i god tro om, at jeg søndag skulle begynde på mit dykkercertefikat og være færdig som dykker allerede onsdag. Meeeen, jeg må et øjeblik have glemt, at jeg befinder mig i Afrika, og at tid og ugedage kun er noget du bruger til at finde ud af, hvornår du har fri fra arbejde. Salty Crax havde ikke lige fået booket min dykkeruddannelse hos Dive Action før lørdag eftermiddag, og planerne blev derfor ændret lidt. Mandag formiddag kom Julian (den mest take-it-easy fyr jeg nogensinde har mødt) med en stor pose fyldt med bøger og en dvd. Inden tirsdag morgen skulle jeg havde set 5 timers dvd, læst en hel bog samt svaret på 5 tests på hver 2 sider i bogen. Omg, farvel mandag. "Heldigvis" regnede det hele dagen, hvilket gjorde det lidt mindre slemt. Tirsdag mødte jeg op på et noget forvirret dykkercenter, hvor det ikke lige var helt afklaret hvem, der skulle undervise mig. T.I.A. hele vejen igennem! En stor rund fyr ved navn Steve tog sig af mig og vi gik flittigt igang med alt teorien. 4 timer senere kunne jeg så sige, at jeg havde bestået eksamens teori-testen med 1 fejl. Ej yes!!
Onsdag skulle alle færdighederne indlæres i bassin. Jeg fik alt udstyret på, 8 kilo rundt om maven og en kæmpe flaske på ryggen - og så bare igang! Det er utroligt så anderledes det er, at dykke! Jeg havde forstillet mig, at det ville være som at snorkle, men næ nej. At trække vejret under vandet er den største omvæltning - og at være i stand til at blæse luft ud af næsen under vand er jeg ikke helt skarp til endnu, men jeg fangede det dog til sidst! Lørdag og søndag skal jeg i havet, og søndag eftermiddag skulle jeg gerne kunne kalde mig PADI Open Water Diver!

Derudover er der faktisk ikke sket så meget. Jeg slapper af, nyder livet og nyder i dén grad, at jeg kan gøre præcis som det passer mig! Det lyder som en bagatel, men bare dét, at når én fra hostlet spørger om man vil med i Sydafrikas største center, bare kan sige ja, uden at tænke på andet overhovedet, er fantastisk. Gør som det passer dig, og resten løser sig til sidst. 
Hostlet jeg bor på nu er i modsætning til de andre steder fyldt med danskere! Jeg kommer rigtig godt ud af det med 3 gutter fra Vejle, og en pige fra Sjælland. Hende fra Sjælland er kommet tilbage til Salty Crax efter 3 måneders rejse i Asien, fordi hun for 3 måneder siden fandt en kæreste her. Og nu bliver hun 3 måneder mere! Smukt.
Tirsdag var det tequila-tuesday, og der var fest på den lokale German Locker. Der var dansekonkurrencer, gamle mænd der gav drinks og selvfølgelig tequila. Lækker aften.

I morgen siger kalenderen jo d. 27. marts, og det ved alle jo hvad betyder: Kage, flag, god mad og Shark Cage Diving!! Eller... den haj-dykning dér bliver så skubbet til fredag, eftersom vejret har været dårligt de sidste par dage, og sigtbarheden i vandet vil derfor være dårlig i morgen. Jeg vil dog skynde mig at sige, at vejret selvfølgelig vender i morgen og bliver godt igen! Hurra. Så dagen kommer til at blive dejligt afslappende og stå i spontanitetens tegn. Ellers skal nogle piger fra hostlet og jeg ud at spise til aften, og så ender vi nok med at få et par drinks eller 4 bagefter.
Allerede lørdag fik jeg faktisk min første fødslesdagsgave. Mor drev mig igennem en lang besked rundt i Cape Town for at finde en specielt marked, hvor jeg kunne finde dette specielle smykke, hun ville have jeg skulle have som et minde om min 20 års fødselsdag i Afrika.
Hendes oprindelige ide var at få hendes kollegas kæreste, som er bosat i Cape Town til at købe det, men desværre er han ikke i byen før på tirsdag, hvor jeg tager herfra. Ærgerligt, men en smuk tanke!
Men jeg hygger mig helt gevaldigt og har det fedt! Ses

torsdag den 20. marts 2014

Cape Town din vidunderlige by!

Mandag havde jeg min første rigtige "lav-ingenting-dag" siden jeg tog afsted - RART! Jeg sov længe, surfede hele to timer på nettet, shoppede i supermarkedet, slappede af og fik læst lidt i min bog. Dejlig dag!

Tirsdag stod den igen på surfing, som igen var fedt! Om eftermiddagen tog den tyske pige, Hannah, hendes veninde og jeg ud at spise tidlig aftensmad. Det sjove ved Hannah er, at hun er på min alder, men slet slet ikke er det samme sted, som jeg, og vi har slet ikke de samme interesser. Hun er vældig sød og hyggelig at være sammen med, men hun har sine særheder. Hannah er ikke Jordens tyndeste pige, men heller ikke tyk. Hun har lidt buttede kinder, men det hører ligesom til hendes person. Køn pige faktisk! Problemet for hende er, at hun gerne vil tabe sig... Hun går i fitness og løber en tur i ny og næ. MEN - hvis hun bilder sig selv ind, som hun gjorde tirsdag eftermiddag, at en dessert med fersken-budding og fløde ikke er usund, fordi der var mere fersken-budding (som jo er sundt - det ved alle!), end fløde, så skal man vist gå lidt mere i fitness end hun gør. Hun spurgte mig senere på aftenen, om hun var tyk, og tja, hun lever vel stadig i troen om, at hendes kindben stikker folk i ansigtet, når man snakker med hende... At hun så er stor-ryger og endda ikke havde noget imod at en på hostlet nede i køkkenet hev en klump hash op og ville til at ryge en joint lige foran os, er så en anden sag. Den aften fik hun i hvert fald at vide, hvad jeg mente om dén sag! Men jeg har da fundet ud af, at her i Sydafrika er weed åbenbart hverdagskost for ret så mange mennesker. Klamt.

Onsdag var der igen surfing og sidst på eftermiddagen gik de to tyskere fra værelset, en fyr fra surfing, en ny pige på hostlet, en vietnameser og jeg ud at spise for at fejre Anna fra værelsets fødselsdag. Jeg fik snakket en del med vietnameseren, mest fordi han havde det der ægte asiatiske grin, som går helt op til ørerne og som lukker hans øjne totalt i, men også fordi han var rigtig flink og gav mig en masse fif om Asien. Hyggelig aften.

Torsdag morgen havde jeg aftalt med fyren Bernie fra surfing og den nye pige på hostlet, Sarah, at bestige Table Mountain! Vi var klar ved hostlet kl 8, og tog derfra en taxa hen til foden af bjerget. Vanddunken, mobiltelefonen (i tilfælde af uheld) og solcremen var altsammen pakket i min lille rygsæk og op det gik! Op op op op og OP. Som i virkelig; Op. Hvert skridt var mindst en halv meter op, hvilket satte lårbasserne på en prøve. Heldigvis var mine to følgesvende i umenneskelig dårlig form, så jeg fremstod som en super-sprinter i deres øjne, og tja, jeg vil da ikke lyve ved at sige, at jeg følte mig godt tilpas med den status, haha. Efter 20 min holdte vi første vandpause og udsigten var allerede herfra super flot! Et billede skulle der da til! MEN! Dér, midt på bjerget stod jeg og kom i tanke om, at jeg havde GLEMT mit kamera på værelset! Jeg var på vej op ad Cape Town højeste og mest centrale bjerg, som derved giver en FANTASTISK udsigt udover byen og havet UDEN mit kamera! Hvis jeg blot havde kendt de to mennesker bare lidt bedre havde jeg skreget og været negetiv i langt længere tid end jeg var. Heldigvis havde jeg min iPhone med og Jorden gik ikke under alligevel - selvom den var tæt på at gøre det. Åh, hvor jeg ærgede mig! Nå, op op op op og op det gik igen. Aldrig har jeg svedt så meget - solen bagte direkte på os og lårerne syrede ligeså stille til. Jo højere vi kom op jo koldere blev det, så det var da altid en lille fordel. Men føj, den sidste halve time var altså ikke for sjov. Jeg siger jer folkens: Et marathon er ingenting! 
Se, hvor stejlt det går op!

Men vi kom da op i ét stykke endda i tiden 1 time og 10 min (den nummerede tid er altså 2 timer), og var nu klar til at nyde de mange forskellige udsigter rundt på plateauet. Og her kommer det glemte kamera faktisk til jeres fordel, eftersom jeg kan lægge billeder fra iPhone herind! 
Første udsigt var mod de andre bjerge og helt ude kan man fornemme Kap det Gode Håb. 


Ikke nok med at jeg havde glemt mit kamera, men jeg havde så også valgt at svede min lever ud for at komme op og se, at der var skyer den dag! Amen altså! Men det var jo smukt alligevel, så det gjorde ikke så meget.
Herefter gik vi over til "hoved-udsigten", som er ud over Cape Town City-centre, ud over havet og ud over Lions Head. SMUKT! Lige er par billeder:


 


Vi havde undervejs selvskab af de såkaldte dassies, der lever højt oppe og i klipper.


Lige et par udsigts-billeder mere fra rundt omkring op bjerget:



Så til trods for et glemt kamera og en smule skyer, så var det en helt fantastisk tur! Så smukt!

Efter at have spist frokost (en stor burger til 35 kr - hvordan kan man sige nej?!) og kom tilbage til hostlet, var jeg HELT færdig! Jeg sov i to timer før jeg var funktionsdygtig igen. 
Om aftenen havde jeg en aftale med 5 fra den gamle gruppe fra G-adventures om at tage ud at spise og få en drink eller to. Det var SÅ rart at se dem igen! Åh, jeg havde slet ikke indset, hvor meget jeg egentlig savnede dem, før jeg så dem den aften! Åh de kære mennesker.. En rigtig hyggelig aften! 
Da det søde par fra Schweiz havde fulgt mig til dørs, og jeg var på vej op i seng hørte jeg pludselig en velkendt stemme råbe mit navn bagfra. Det var Hege fra Norge som også var med på G-adventures turen! Hende og Camilla (pigen der har studeret i Århus), skulle egentlig være på vej til Johannesborg den dag for at tage flyet til Sydney, men de sad nu i baren, der hører til den restaurant, der tilknyttet mit hostel. Cape Town er lille! Som alle andre havde de også forelsket sig i Cape Town og bliver derfor nogle ekstra dage. Åh det var rart at se dem igen! Vi snakkede et par timer og aftalte af finde ud af noget en af de kommende dage før jeg blev nødt til at sige godnat. Sidste surfingtime fredag morgen inden den står på Colour Festival resten af dagen! Jeg glæder mig! 
Enjoy, alle sammen.

søndag den 16. marts 2014

Once in Cape Town

SÅ! Jeg var lørdag til min første surfing-lektion. To rigtige surfer-drenge (I ved, de der smukke mænd med lidt langt hår og et ægte Colgate-smil - altså!). Vi blev smidt i en våddragt (tak Gud for at give mig en small - den var jo slet ikke stram), et surfboard under armen og så afsted mod vandet. Vi startede med at lære det basic-stuff på selve stranden og derfra var det bare at kaste sig ud i det! Jeg må have lignet en strandet hvalros de første 100 bølger, men med tiden fandt jeg sådan nogenlunde ud af, hvordan jeg skulle undgå at få snuden af boardet ned i vandet, og derved undgå koldbøtter i bølgerne. Selvfølgelig stod den pæne af de to surfer-guider inde ved kanten og tog billeder af os - og jeg lover jer, at der er en del, hvor jeg ligner en albatros, der skal til at lande: aner ikke hvordan den skal bremse og ender oftest med snuden i jorden(vandet). Smuk var jeg. 
Efter en times klumpe-dumpe surfing fik jeg da lidt mere styr på det og jeg stod rent faktisk op indtil flere gange! Og endda og lang tid nogle af gange - jeg siger det bare!! 
Efter lektionen blev jeg kørt til det hostel, jeg skal bo på den næste uge, kaldet Once in Cape Town. En rigtig flot og nyt sted, som ligger dejlig centralt. Her bor jeg på værelse med 2 rigtig søde tyske piger. De kom ind på værelset blot en halv time efter jeg var ankommet, og lignede to kogte tomater. De havde lige bestiget Table Mountain, som jeg også agter at gøre en af dagene. Vi faldt hurtigt i snak, og de inviterede mig med dem til karneval i bydelen kaldet Green Point. De er her begge i ca 6 måneder, hvor de laver en masse forskelligt arbejde. 

Karnevalet var langt større end nogen af os havde forestillet os. Vi tog derhen i god tro om, at vi kunne få noget at spise og sidde og hygge os inden optoget. Men næ nej. Ca 20.000 andre havde fået samme idé - de var blot i langt bedre tid end os, og havde taget alle borde og stole i samtlige restauranter. I mangel på bedre smuttede vi ind i det lokale supermarked for at købe en salat. Heldigvis var én af pigerne, ligesom mig, ret så glad for mad og i sær kød, så vi prøvede på at finde noget lidt mere mættende. Luckly havde de en fin afdeling med pasties, susagerolls og små pies. Køen var dog flere meter lang, og den stakkels sælger havde kun to plader inde i ovnen, som forresten først var færdig om 20 minutter.. Da ovenen bippede "færdig", skal jeg lige love for, at folk omkring os fik de lange arme frem, for at få fat i, hvad der nu var tilbage. Heldigvis var vores arme også ret lange den dag, og vi fik fat i en god stor kyllinge-rulle hver. YES. 
Vi satte os på en kantsten for at nyde gourmetmåltidet og prøvede på at kigge over den enorme masse af mennesker for at se bare en smule. Efter maden stillede vi os op i tønden med sild og, ligesom alle andre, masede vi og skubbede lidt, for at komme til at se. Og sikke et syn!!! SÅ smukke kostumer i alverdens afskygninger, forskellige lokale danse og lokalt musik blev spillet. Så vild en oplevelse! Alle var bare glade, festede med og havde en fantastisk aften! Inklusiv os!

Søndag stod den på endnu en gang surfing, eftersom dagens vejr var helt perfekt! Endnu en super fed lektion - denne gang med en anden surfer-guide. Hun var også rigtig rigtig dygtig og træner faktisk det sydafrikanske juniorhold i surfing. De skal i slutningen af marts til World Cup i Equador!

Om eftermiddagen ved jeg da ikke, hvad jeg havde sagt ja til.. De to tyske piger slæbte mig med til yoga på stranden, og sikke et syn! Jeg væltede rundt og kunne ikke finde ud af nogle af positionerne! Min krop er i hvert fald ikke bygget til yoga, kan jeg afsløre! Men det var da sjovt at prøve.
I morgen har jeg min første rigtige lav-ingenting-dag. Så hvis alt går vel, så lommer der billeder op i morgen! Glæd jer!

fredag den 14. marts 2014

Sikke en dag!

Efter at have haft en VILDT fed torsdag aften/nat i Cape Town down town skulle jeg fredag morgen (med mange tømmermænd - farvel kære gruppe!! Åh :-( ) med nogle af de andre fra gruppen på en heldagstur rundt for at se nogle af de vigtigste ting i Cape Town. Vi kørte først hen til en bydel, hvor alle husene er malede i skrigende farver for at hylde glæde og forskellighed. Herefter kørte vi mod Cape Point, som er det aller sydligste punkt i Afrika, også kaldet Kap det Gode Håb. På vejen gjorde vi en del stop for at tage billeder eftersom Cape Town simpelthen er den smukkeste by jeg nogensinde har set! Dog også den mest blæsende.. Men uanset hvor du kigger hen, kunne det være på et postkort. Der er bjerge, bugter og smukke huse overalt. Og naturen er outstanding!
Ved Cape Point fik vi efter en halv times kø taget billeder ved det berømte skilt med navnet Cape the Good Hope. Herefter hikede vi op af nogle bjerge og op til en fyrtårn for at få udsigten over selve Cape Point. Herefter gik vi ud på selv Capen. Ret speciel oplevelse. 
Herefter kørte vi videre for at lede efter de sydafrikanske pingviner! Vi kom til en lille strand hvor de skulle gemme sig. Jeg vil lige skynde mig at sige, at I Cape Town bader man ikke i havet. Vandet er 8-9 grader, bølgerne er vilde og hajerne kan komme når som helst. Men her var der ligesom en lille bugt, der gjorde vandet roligt og hele 12 grader varmt. Og minsandten om der ikke lå en lille flok pingviner på en sten og solede sig! De lå lige så fint og man kunne gå helt helt tæt på dem. Hvis de lige skulle op og stå for at strække sig eller have en dukkert var det heller ikke blege for at posére for kameraet. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de stiller sig op og vender siden til og sætter vingerne i siden, når de ser et kamera! SÅ sjovt! Herefter gik turen til Cape Town bedste Fish and Chips restaurant - og wow! Fantastisk. Til sidst tog vi ud til at smuk vingård til vinsmagning. Jeg bliver snart bidt af det vin der - det smager bedre og bedre. Hele turen igennem var guiden fantastisk til hele tiden at snakke om byen og dets historie. Han forklarede og forklarede som om vi var hans elever, og vi skulle op til den afgørende eksamen i morgen - men det var rart! For nu kender vi byen, sådan rigtigt. Men ja, en 9 timers lang guidet tur inkl indgang til Cape Point, frokost og drikkelse samt vejskatter for alt i alt 325 pr person. Jeg ELSKER Afrika! Alt er lige i mine priser.

Jeg blev sat af ved busstationen med en beskrivelse af, hvor jeg skulle gå hen, når jeg kom af bussen. Første forhindring var dog at finde ud af, hvilken bus jeg skulle med... Ingen vidste noget som helst om Salty Crax, men de ville tilgengæld legøre ALT for at hjælpe. Selvom jeg hele tiden blev sendt frem og tilbage fra den ene til den anden, var de alle sammen SÅ søde og ville mig kun det bedste. Efter en times tid kom jeg på bussen og jeg kom da også af det rigtige sted. Det gik som smurt, lige indtil en bag mig spurgte hvor jeg var fra siden jeg rendte rundt med hele mit værelse på ryggen. Vi snakkede et minuts tid og han vidste godt, hvor Salty Crax var - lige nede af den her vej og til højre! SUPER. Men lige nede af vejen og til højre var der ikke noget Salty Crax. Jeg sagde pænt til ham, at jeg nok skulle finde ud af det, men han insisterede på at hjælpe mig dertil! Desuden måtte en pige ikke gå alene om aftenen her. Han havde jo ret, og jeg tog imod hans hjælp. Han brugte din gps på sin telefon, og efter lidt tekniske forvirringer fandt vi det! Eller - han fandt det. Tak kære Stan! 
Jeg ankom ved 20-tiden og fandt min veninde fra Livingstone, som jeg vidste ville være her. Vi fik hurtigt vendt hinandens ture, inden jeg faldt om i sengen. SIKKE en dag! Føj altså - men en SUPER dag.

I morgen tidlig bliver jeg hentet og kørt til min første surfing lektion. Om jeg ser frem til at skulle ligge og padle rundt i 8 graders koldt vand i et par timer? Arh, ikke jublende i hvert fald.. Jeg skal bo et sted inde i byen med surfingholdet og derefter skal jeg tilbage til Salty Crax. Og til den tid kan jeg finde vej!

Håber I har det godt alle sammen@

torsdag den 13. marts 2014

Namib ørkenen

Lørdag eftermiddag ankom vi, efter at have kørt i ørken(som ingen asfaltveje har) i 3 timer, til vores campsite. Stedet bestod af én toiletbygning, ejerens eget hus, en lille bar og en endnu mindre pool. Vi kunne godt se, at det ikke var muligt for os alle sammen at være i poolen på én gang, så nogle af os fik skiftet til bikini på rekordtid for derefter at kunne nyde det kolde vand. Fredag blev jeg jo den heldig vinder af en mindre solskoldning i ansigtet, så jeg fik pladsen med ryggen til solen, og sad der rigtig fint med min kasket og totalt faktor-50-indsmurte-rød-oghvidglødende ansigt. Smuk var jeg.
Sidst på eftermiddagen kom ejeren af campsitet og kørte os ud i ørkenen. Manden havde sinpelthen den sjoveste accent, så det var svært for de fleste af os at lade være med at grine, når han snakkede. Heldigvis var han en spasmager i sig selv og kørte lidt ekstra på det sjove sprog. Vi kørte ud, og kunne se, at det her ikke var helt den ørken, vi havde forestillet os: Der var små totter af grønt/gult græs over det hele, og manden fortalte, at pga. af klimaforandringerne, så regner det her for meget, hvilket er rigtig skidt for ørkenen. En masse dyr dør, fordi sandet synker sammen, og de bliver kvalt. Han kørte os dog til et sted, hvor græsset endnu ikke havde tage over, og der stadig var "rigtig" ørkensand. Her gik han rundt lidt, satte sig ned og pustede lidt ned i sandet. En lille klump af forhøjede cirkler og striber kom til syne (ligesom man ser sandormene laver på stranden i DK). Her boede der åbenbart en edderkop. Han tog to stykker strå, og åbnede denne klump op, som var det en låge ned til hulen. Han satte et lille spejl op mod solen, så den skinnede ned i hullet, og vi kunne se edderkoppen. Vildt cool! De to norske piger sad på dette tidspunkt allerede oppe i køretøjet igen - manden havde jo sagt ordet "spider", og det kan godt nok få de to tøser til at hoppe og springe for livet! 
Han fortalte en masse spændende ting om ørkenens dyr og planter, og hvordan han havde lært alle disse ting af sin bedstefar. 6 gange i løbet af sit liv havde han stået face to face med en løve eller hyæne. Tricket er at stå stille med armene i vejret, og løven vil løbe væk. Ret godt lige at vide i sådan en situation! Det samme med edderkopper og skorpioner: Stå stille og de vil kravle væk uden at gøre noget. Til sidst tvang han os op af et mindre bjerg for at se solnedgang. Og igen var det smukt og gåturen værd.

Da vi kom tilbage havde guiderne lavet aftensmad, punch og lagt sorte sække og stanniol frem. Nu skulle der være punch-party! Alle skulle vi klæde hinanden ud, spise god mad, drikke punch og hygge os indtil der ikke var mere punch. Alle hyggede sig rundt omkring bålet, og vi havde en rigtig god aften - men klimakset var helt klart, da vi skulle sove. Vi sov denne nat under åben himmel - og hold nu helt fast et syn, vi kunne falde i søvn til! WOW. Mælkevejen var så tydelig, og det hele var bare: WOW. 
Nogle timer senere vågnede jeg ved, at en af de norske piger i søvne(troede jeg) lå og blev ved med at ligge og sige "help". Først da hun sagde, at der var en edderkop på hendes ansigt kiggede jeg over på hende. Begge de norske piger var selvfølgelig rædselsslagne for at skulle sove udenfor, for tænk hvis der kom en slange, skorpion eller i værste tilfælde en edderkop! Og tænk hvis det var den der 6-øjede edderkop, der dræber med et enkelt bid!!! Godt at de havde fået tilstrækkeligt med punch, ellers var de da aldrig faldet i søvn. Men nu lå Camilla altså dér og havde en edderkop i ansigtet. Jeg kunne ikke se den, eftersom hendes sovepose var udstyret med myggenet hele vejen rundt, så teknisk set, så burde der ikke kunne være kommet noget ind til hende. Hun fik vækket hele campen med hende små skrig og guiderne kom til undsætning. Hun fløj ud af posen og rystede helt vildt. Vi fik vendt bunden i vejret på soveposen og kunne konstatere, at det må havde været hendes hår, der kildede hende. Haha! Hun fortalte, at hun havde ligget stille i næsten en time, eftersom ørken-manden jo havde fortalt, at den ville bide, hvis hun rørte sig. Haha stakkels pige - som forresten sov resten af natten inde i trucken.

Søndag havde vi kun 3 timers kørsel, og kom derfor til vores nye camp(også i ørkenen) allerede kl 11. Kl 15 skulle vi afsted og se the petrofied forrest, som er et udtørret sted i ørkenen med nogle træer som er ved at blive til sten. Indtil da kunne vi ligge i poolen! Velfortjent og tiltrængt, eftersom der var omkring 50 grader og sandet var ca 80 og brændte igennem skoene!
Det var ikke fordi temperaturen faldt hen på eftermiddagen, og for at se den skov, skulle vi først køre i vores egen truck en times tid, herefter køre i safari-biler et kvarter og til sidst gå 2 km op og ned af dunes midt i ørkenen! Dunes er små eller store bakker/bjerge dannet af sandet. De ligner egentlig bare rigtig store snedriver. Men ja, det var en VARM fornøjelse for at se en klat gråt udtørret mudder og nogle døde træer, der var ved at blive til sten. Ej, det var rigtig flot og specielt, at gå i en masse rødt sand og pludselig var der bare en stor grå pandekage midt i det hele. Vi fik også set verdens største og højeste dune, Big Daddy, som er 380 m høj. 380 m rent sand. 
Da vi kørte hjem, var vi omkring Serism Canyon, hvor der i enden var en smule vand, hvori der svømmede små søde skildpadder rundt. En af de kulturer vi hørte om i Mondesa den anden dag, skal når de frier komme med et lille skildpaddeskjold med en dusk fra en jakals hale i. Det får derfor folk derfra til at vandre igennem ørkenen for at komme hertil for at fange en af disse skildpadder.

Mandag morgen stod vækkeuret til 4.30. 5.15 skulle vi have pakket vores ting, taget teltet ned og drukket en kop kakao/kaffe, inden vi skulle videre til Dune 45, som er den mest forograferet dune i verden. Inden solopgangen skulle vi være på toppen af den, og selvom den ikke er højere end 100 m, så er det noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet at gå op af den! I mørket var det ikke til at se, hvor langt der var op, men det skulle vi hurtigt få at føle - og eftersom konkurrencemennesket i mig følte jeg havde en god dag, så blev jeg jo nødt til at gå forrest. Dumt. Om eftermiddagen og natten blæser det meget i ørkenen, hvilket sletter alle fodspor fra dagen før, hvilket betød, at hver gang jeg tog et skridt, så faldt jeg mindst et halvt tilbage. Så var der pludselig langt op! Men op kom jeg, og alle de andre nogle minutter senere (hæhæ), og det var det hele værd! Smukt syn at se solen stå op over en ørken fyldt med dunes og bjerge. Meget kan man sige om ørkenen, men smuk, det er den i hvert fald. Uanset hvor du kigger hen, så har motivet potentiale til at komme på et postkort. Og det samme gælder dets solop- og nedgange - smukke hver og én. Da vi kom ned igen stod vores guider klar med æg, bacon og toast, og alle jublede! De vidste vist godt, at humøret ville falde herfra og de næste 9 timer... 
9 timer i en truck kan godt overleves med en god bog, musik og et stop engang i mellem for at få en is. Men 9 timer i en truck, uden støddæmpere at bemærke, i ørkenen, hvor der kun er grusveje fyldt med sten og huller og en bagende sol gennem vinduerne, er straks sværer at komme igennem i live. Efter kun en time begyndte folk at ligge sig ned på gulvet for at undgå solen, men efter 3-4 store bump, hvor hovedet kan flyve i hvilken som helst retning mod hvilket som helst objekt, så var solen pludselig bedre. Sikke nogle ulidelige timer!

Hen under aften kom vi til campen, hvor vi hurtigt kørte videre fra og ud til Fish River Canyon, som er verdens 2. største Canyon - lige efter Grand Canyon. Solen var på vej ned, hvilket gjorde det ekstra smukt og også gjorde en masse salamandere/firben aktive. Vi så både almindelige, røde, blå og én grønlig. 
Derefter havde vores guider arrangeret ost og kiks samt vin til forret, som vi kunne nyde ved bænke helt ud til kanten af canyonen mens solen gik ned. Amen altså! Herefter fik en en god hjemmelavet suppe med tilhørende brød, hvori der var tomat, øl, majs og bønner. Vildt lækkert! 
Meget mætte kørte vi det lille stykke tilbage til campen, hvor vi måtte sætte vores telte op i mørket. Dette foregik med en del skrig fra venstre, hvor de norske piger havde en del problemer, eftersom grene og og sten sagtens kan ligne både edderkopper, slanger og skorpioner. Haha!

Nå, over and out og farvel til ørkenen. Det har været helt fantastisk og dejlig varmt! Og nu: Videre til Sydafrika!
Ha' det godt gutter.

Sandboarding, skydive og kultur

Fredag vågnede jeg op (i en seng vel at bemærke) og vidste ikke, at dette skulle blive en af de bedste dage i mit liv. I hvert fald den vildeste dag i mit liv! 9.30 mødtes vi ca. halvdelen af gruppen ved receptionen, hvor vi blev hentet af et par minivans, som kørte os ud i ørkenen lige uden for Swakopmound. Her skulle vi tilbringe formiddagen og middagen med sandboarding! Foran de 100 m høje "bjerge" af sand blev vi iført hjelme,  albuebeskyttere oh handsker og med et bræt i størrelsen 1 x 0,5 m i hånden var det bare at begynde at gå. Eftersom bakkerne var for stejle at gå direkte op af, måtte vi gå zik-zak hele vejen hvilket ikke gjorde det hverken lettere eller mindre hårdt! Fødderne sank ned i sandet, hjemlen var hamrende varm og brættet var ikke ligefrem komfortabelt at gå med. Men en eller anden holdt da hånden over os, for det var heldigvis overskyet fra morgenstunden af. Men stadig varmt! Vi kom op på toppen og stod nu og kunne kigge ned at den virkelig stejle bakke, som den ene af instruktørerne lige havde kastet sig ned ad med ca. 50 km/t. Ja ja da, og afsted det gik! Den eneste regel der var ved dette sandboarding var "do NOT drop the board!), betydende at vi hele tiden skulle holde det forreste af boardet oppe, og bremse kun med fødderne. Det tog lidt tid for nogle at forstå dette eftersom de instinktivt ville breme ved at sænke boardet ned i sandet - hvilket kun resulterer i virkelig meget sand i øjnene, under tøjet og i munden. 
Den første tur var fuldstændig vild!! Virkelig en vild følelse at ligge så tæt på sandet og flyve hen over det med sådan en fart. SÅ sjovt!! Gåturen op igen var slet ikke lige så sjov... Og da solen efter en times tid kom frem blev disse gåture blot endnu værre. Solen havde kun lige tittet frem, før guiderne tog deres solcreme på, og jeg tænkte at jeg nok hellere måtte gøre det samme. For sent var det dog, for senere på dagen blev mit ansigt og jeg offer for grin fra hele gruppen. Jeg lignede virkelig en kogt krebs!
I løbet af formiddagen prøvede vi både at ligge omvendt på boardet og sidde to derpå , inden vi skulle prøve den sidste og højeste bakke(en tur på ca 500 m), hvor turistrekorden var 78 km/t (de havde sådan en måler). Eftersom jeg havde grint lidt for højt at to piger fra Tysklands styrt under tandem-lektionen, så var jeg selvfølgelig den første på denne bakke. Selvfølgelig. Instruktøren demonstrede på vildeste vis teknikken og kameramanden stod klar midt på bakken. Shit. Og ned ad det gik! Fart: 72 km/t!! ENDNU federe end de andre bakker! Og jeg tog derfor gladeligt turen hele vejen op for at få lov til at prøve igen. Det blev til 4 ture på denne bakke, og 10 ture i alt, og jeg siger jer, at mine ben var færdige, da vi til sidst kom tilbage til bilerne for at få frokost. Men en fed oplevelse!

De sidste par dage har vores lille gruppe gået og pirret hinanden til at skydive her i Swakopmound. Mange har været sikre på at gøre det fra start af, mens vi var en lille håndfuld inkl. mig, der ikke var helt sikre. Og i dag, fredag, var det selvfølgelig på sit højeste for folk for at få så mange som muligt med til eftermiddagens aktivitet. Jeg spurgte pænt vores guider, om det var muligt at tage med derud og kigge inden man besluttede sig, og det var det, hvis man blot, inden vi forlod receptionen, udfyldte en formular. Fint! Hvad der så tog ved mig, ved jeg virkelig ikke (måske adrenalinen fra formiddagens sandboarding), men pludselig stod jeg med en udfyldt formular og en dankort-slip i hånden, der sagde, at jeg altså nogle få timer senere skulle hoppe ud af et fly. Og afsted det gik! 
Vi kom et godt stykke ud i ørkenen, hvor der var en 4-5 skure, som tilsammen udgjorde "flyvepladsen". Dog en hyggeligt lille sted med en lille bar og 4 finnere liggende på græsplænen. De boede der sommeren over for at tage deres faldskærms-licens der. Vi blev mødt af 3 glade mænd i deres bedste alder, som skulle være vores tandem-mastere. De skulle lige afslutte 4 spring før de kunne gå igang med os, så vi måtte lige vente lidt - eller vente i halvanden time. Derefter var jeg nået til det punkt, hvor jeg bare gerne ville have det overstået, og jeg kunne også se nogle skyer komme ind over os ovre fra havet af. De første 3 blev kaldt ind til omklædning og derefter sendt op, og derefter de næste 3. Hver gang flyet lettede med nogle gik der hele 45 min før de næste kom afsted! Min tålmodighed løb ud, og jeg spurgte hvornår jeg skulle op. Som den sidste. Omg!!! Nå, ventepositionen blev indtaget og jeg fik da spist et par poser chips for at dæmpe nerverne, inden jeg blev kaldt ind for at få dragt og udstyr på. Nervøsiteten dæmpede sig faktisk kun derfra og til jeg sad på kanten af flyvet for at hoppe. Vi satte os ind i flyet(som ikke lige havde en dør eller sæder), og fløj op over skyerne(som nu dækkede flyvepladsen). I starten syntes jeg det var ret ærgerligt med de skyer, men de ændrede sig hurtigt. Det tog godt en halv time at komme op i 3000 meters højde, og vi kom derfor et godt stykke rundt omkring. Vi kom væk fra skyerne, og ud over ørkenen, som er utrolig smuk oppefra! Helt vildt. Udsigten dæmpede virkelig nerverne - lige indtil piloten råbte "1 minut!". Shit shit shit shit shit! Den første forsvandt på under 1 sekund ind under flyet og 5 sek efter sad jeg dér med fødderne under flyet, hænderne godt holdene fast i håndtagene ved mine kraveben og ansigtet kiggende ned mod skyerne. Jeg nåede ikke at tænke eller mærke andet end instruktørers hånd, der førte mit hovede tilbage, før han hoppede, og vi lå der og drejede rundt i luften. Omg en VILD følelse! Det er så surrealistisk, at man falder direkte ned mod jorden, for det føltes slet ikke sådan. Da vi blev stabile i luften var det bare ren adrenalin, der susende rundt i kroppen, og alt for meget luft i kinderne! WOW! Han udløste faldskærmen og det var som om hele verden stod stille (konstrasten mellem det frie fald og at hænge i faldskærmen var ret stor!). Jeg havde nu tid til at kigge mig omkring (i mellem alle mine "omg, that was so cool!"-råb) og se, hvor smukt det var med alle skyerne, som lå som et fint tæppe nedenunder mig. Eftersom jeg var på det sidste fly, var klokken blevet 6.30, og solen var lige så stille på vej ned. SÅ smukt!! Adrenalin-suset fortsatte da instruktøren pludselig rev i den ene snor og vi fløj skarpt rundt og til venstre - som at sidde i en rutsjebane i Djurs Sommerland - bare vildere. Lidt efter "gik" vi på skyerne og i 5 sek kunne jeg absolut intet se. Herefter kom jorden til syne(mindst lige så smukt et syn), og ikke længe efter ramte vi jorden. WOW en sindssyg oplevelse og følelse jeg nu havde i kroppen. Det var helt ubeskriveligt! Helt klart ikke sidste gang det skal prøves!

Lørdag startede vi dagen med at tage på township tur, hvor vi blev vist Swakopmound - både dets gode og dårlige sider. Inde i selve byen er der rigtig flot, og det ligner en almindelig pæn by, men udenfor ligger Mondesa, som er et fattigt kvarter, hvor regeringen har bygget en masse huse, som folk kan købe. 44.000 ND (22.000 kr) betalt over 40 år, og kun meget få har råd til dette. Mens de sparer op, kan de bo i et andet område, hvor det er gratis at bo. Her bygger folk skure af træ, pap og papir og bor der. Vand kan de hente ved de såkaldte vand-hæveautomater for 10 cent pt liter (100 cent = 1 ND = 0,50 krone), hvilket er rigtig dyrt for dem. Så forfærdeligt at se! Vi besøgte flere forskellige som alle levede på forskellige måder. Én dyrkede medicin fra forskellige rødder og en anden levede efter en speciel religion (navnet kan jeg ikke engang udtale og da slet ikke stave), hvor kvinden bærer en kæmpe kjole og en sjov hat, for at hylde og ligne en ko. Jep! Til sidst besøgte vi en restaurant, hvor de serverer orme. Vi skulle smage en, som var stegt og angiveligt skulle smage af en blanding mellem sardin og bacon. Påstanden var rigtig, men det var ikke ligefrem min ynglingssmag. Til sidst hørte vi en gruppe synge afrikanske traditionelle sange, som simpelthen lød så godt, at jeg blev nødt til at købe deres cd.

Kl 11 gik turen videre -  nu ud i ørkenen! Hyg jer.

Sydafrika betyder farvel til G-adventures

Tirsdag morgen gik turen mod den Sydafrikanske grænse, og vi ankom til vores nye sydafrikanske camp lidt over middag. Vi fik lidt middagsmad inden nogle af os tog ud for at sejle i kano på Orange River. Åh Gud, hvor ville jeg ønske, jeg var blevet tilbage for at slappe af på campen som nogle af de andre, for det var da godt nok noget af en tur, der krævede, at man havde husket at spise sine havregryn og rugbrød de sidste 50 år. Føj for en tur! 
Vi blev smidt i vandet to og to i en oppusteligt kano og sendt afsted. Nogle steder var der lidt riverrafting over det, men kun til level 1, så det var ikke det helt vilde. Efter at have sejlet stille og roligt en lille times tid, hvor vi havde bade lidt i floden og bare hygget os, blev floden bredere og bredere. Vi kom ud på et sø-lignende stykke, hvor bølgerne tog til - ikke til vores fordel. Vi padlede og padlede og kom nærmest ikke nogle vegne pga. modvinden - ja, jeg vil ligefrem sige, at vi ind i mellem blev skubbet bagud! Vi kæmpede med et stykke på nok kun 300 m i 45 minutter inden vi kom i læ af et par bjerge. For ja, selve turen var en smuk tur med flotte udsigter - dem fik vi bare ikke tid til at nyde, for vi ville bare overleve stykket hjem til campen! Det varede ikke længe før vinden fandt os igen, og arrigt padlede vi, som var det OL, bare for at kunne bevæge os en smule fremad. En af guiderne smed bomben, da han, efter vi havde spurgt, hvornår vi var fremme, sagde, at vi kun havde sejlet ca 5 ud af de 9 km. OMG?! Vi var alle døden nær og så den nu komme tættere på - men jo længere tid af gangen vi ikke padlede, jo mere blev vi skubbet bagud - så på den igen!
Efter halvanden times hård sejlads mere kom vi endelig til campen! Åh hvor var vi smadrede, og vores arme var som gelé! Vi besluttede i samråd med dem, der var blevet tilbage, at den eneste måde at komme over det her på, vist var at gå i baren. Så det gjorde vi - og jeg taler vist på hele gruppens vegne, når jeg siger, at det ikke var specielt fedt at stå op 5.30 onsdag morgen og heller ikke særlig lækkert at køre 6 timer til næste camp... Men sjovt var det i hvert fald! Jeg fik i hvert fald lovet det sweiziske par, at jeg kommer og besøger dem, og at vi næsten hele gruppen derefter skal mødes til Oktoberfest i München, samt at jeg skal en måned til London og bo hos den engelske pige. Jep!

Onsdag lidt over middag kom vi til den næste camp, som ikke er vildt langt fra Cape Town. Vi nærmer os afslutningen på turen, og det er rigtig trist. Men vi har lovet hinanden ikke at snakke om det eller sige nogen form for farvel før torsdag aften, så det løfte vil jeg holde!

Onsdag havde vi en hyggelig dag på den smukkeste camp med udsigt til en masse vinmarker, og selvfølgelig stod den på vinsmagning om eftermiddagen! Rigtig hyggeligt.

Idag torsdag er vi ankommet til Cape Town, hvor vi i aften skal ud at spise fint og sige farvel. Åh altså!
Ha' det godt smukke mennesker.

torsdag den 6. marts 2014

Ødelagt truck og geparder

Onsdag skulle vi blot køre 5-6 timer for at komme til næste camp, hvor vi skulle bade i poolen, og slappe af inden vi skulle på et levende museum om buskmændene. Men sådan kom det ikke helt til at gå... Efter at havde kørt et par timer holdte vi ind for at holde tissepause, og som sædvanlig kiggede vores chauffør lige trucken efter inden afgang. MEN, trucken lækkede olie, og kunne derfor ikke forsvarligt køres videre i. Nå. Indtil han havde fikset den(for det kunne han åbenbart sagtens), kunne vi gå ned på en kaffebar længere nede af gaden og få kaffe og kage på G-adventures regning. Ok så! Der gik et par timer, hvorefter den ene af guiderne kom med gode nyheder: Der var fundet en ny reservedel, og vi kunne komme afsted om 30 min, og derved stadig nå museet om eftermiddagen. Der gik dog yderligere en time, og vores chauffør kom gående med olie i både ansigt, på hænderne og på tøjet og meddelte, at reservedelen altså ikke passede, og der ville gå yderligere 3 timer. Omg?! Nå, vores guider besluttede sig derfor for, at vi skulle overnatte i den by, vi var strandet i, og derved skippe museet. Vi blev hentet af en campingmutter, som læssede både os og bagage op på en ladvogn, og afsted det gik. Politiet var ikke så glade for synet af os siddende der, og stoppede straks bilen, mens vi alle forberedte os på at gå de sidste 5 km i 35 graders varme med hver vores rygsæk plus håndbagage. Føj! Men campingmutter snakkede tydeligvis rigtig godt for sin syge moster, og vi slap med skrækken og blev kørt til campen. Her blev vi straks foræret koden til WiFi, vist hvor poolen befandt sig og fik tilbudt en valgfri drink i baren som velkomst. Ja tak! At det så begyndte at regne 10 minutter efter, det var jo ikke hendes skyld, men hun gjorde alt, hvad hun kunne for at få os op med humøret igen! Om aftenen arrangerede hun tilmed, at en flok skolelærerer, som i øjeblikket overnattende på hendes campsite, skulle danse og synge en masse traditionelle sange for os, som vi selvfølgelig takkede pænt ja tak til. Hvad vi ikke lige fik med i hendes lange talestrøm var, at vi naturligvis også skulle fremføre en sang eller dans for dem som tak. Det skulle senere vise sig at blive en grinagtig fornøjelse for de syngende skolelærerer.
Deres sange og danse var meget underholdende, og flere gange kom de ned til bordene og hentede os op hver især, og så vi skulle stå og både klappe, knipse og synge med så godt vi nu kunne. Fedt fedt! Og fed stemning deres sang gav - massere af glæde og grin. Det pinlige øjeblik kom, hvor de meddelte, at nu var det vores tur til at synge, inden de ville fremføre deres sidste sange(de kunne nok 15-30 sange udenad). I mangel på bedre fyrede vi titelsangen fra Løvernes Konge af, og lignede garanteret en flok urytmiske børnehaveklasseelever, da vi også forsøgte os med at få lidt rytme på ved at bevæge os fra side til side med knipsede hænder. Et syn for guderne har det helt sikkert været! Haha. Men de var rigtig søde og både klappede og hujede af os, og stilte sig derefter op igen - klar til at give deres næste nummer. Denne sang var på pinligste vis selv samme sang, som vi lige havde stået og sunget, bare flere klasser bedre! Nøj hvor vi grinte af os selv! Og de grinte med os. Dejlig aften.

Med WiFi både på kaffebaren og på campsitet fik jeg skypet med både mor, far, Marianne, Frede og farmor og farfar, hvilket var rigtig rart! Det var ved at være et godt stykke tid siden, at jeg havde snakket eller skrevet ordentlig med dem, eftersom vi ikke havde haft WiFi en del dage, og fordi Namibias teleselskaber ikke synes, at hverken danskere eller andre skandaniver skal kunne sende sms'er herfra. Nu mangler vi bare lige at få mormor udstyret med det rette udstyr, så hun også kan se, at jeg hverken er vokset eller laver ulykker. Bare rolig mormor, jeg gør ikke noget, som du ikke ville have gjort!

Sidst på eftermiddagen ankom også trucken og vores chauffør til campen og meddelte, at vi i morgen gerne skulle være fit for fight igen, og at G-adventures som en ekstra ting ville betale for vores indgang til at komme op at se en flot vulkan på vejen til Swakopmound dagen efter. Sweet!
Vi kørte glad afsted kl 7 om morgen dagen efter, torsdag, og glædede os til dagen som både ville stå på vulkantur og byvandring i Swakopmound. MEN, igen ville trucken helst ikke holde på det olie der, og efter en times kørsel måtte vi holde ind. Igen blev vi sat hen på en café for at vente på nyheder omkring, hvad der skulle ske. Efter en times tid kom chaufføren og meddelte Kunenes (truckens navn) afgang til den store losseplads. Den var nu helt kaput. Der ville i stedet komme to minivans og hente os og vores bagage og køre os ud til en nærliggende gepardfarm, hvor G-adventure selvfølgelig ville betale for indgang og frokost på stedet. SÅDAN! En bus ville derfra hente os og køre os til Swakopmound.

Folkene på gepardfarmen var SÅ søde og hjælpsomme pga vores lille situation, og var vist også ret glade for pludselig at få 19 uanmeldte gæster. De biksede lige en gang oryxkød sammen i en gryderet, som vi fik serveret inden vi skulle ud at hilse på geparderne! 
Denne farms primære opgave er at tage sig af den 20.000 kvadratkilometer store park, de råder over og her sørge for, at geparderne har størst mulige levevilkår. Samtidig tager de sig af syge og sårede geparder med henblik på at sætte dem ud i naturen igen. De har dog 4 gepard-søskende, som de fandt i maven på moderen, som blev skudt af jægere for 10 år siden. De kan ikke sættes tilbage i naturen, da de er for tamme. De lever dog stadig i en stor indhegning somv "vilde" dyr, men får serveret deres kød. Og denne indhegning skulle vi ind i - ind til geparderne! Guiden sagde, at det her midt på dagen tit var en stor udfordring at spotte dem, eftersom de ville ligge i det høje græs og slappe af. Men det skrape falkeblik, som jeg jo er udstyret med, fangede hurtigt deres gemmested! Vi kørte meget forsigtigt og langsomt helt tæt på dem, og var til sidst kun 3-4 m fra dem. Og også kun 3-4 m fra at hoppe ned fra vognen og tage én af dem under armen! Søde dyr altså!

15.30 sad vi i den nyankomne kæmpe-bus og havde derfra ca 500 km foran os - og nej, det betyder ikke bare ca 5 timer her i Afrika, men nærmere 7, fordi vejene er så ringe, som de er. Men vi overlevede med nød og næppe og ankom sent om aftenen til Swakopmound med et løfte om, at vi ville komme på byvandring dagen efter, og at der ville være en ny truck der, som vi skal køre i resten af vejen til Cape Town.
De sidste to dage har vi skulle huske meget på Kunenes 1. regel som hedder: T.I.A. Hakuna Matata folkens - det hele løste sig jo i sidste ende.

Et stort tillykke til min kære mor skal også lyde herfra, eftersom hun i dag, torsdag, går ind i sit sidste år, hvor tallet 4 er det forreste. Puha - hva' gamle? ;-) Jeg håber, at du har haft en skøn-skøn dag!

Ha' det godt gutter og pas på hinanden.

onsdag den 5. marts 2014

Safari og ørken

I dag tirsdag kørte vi til en anden campsite i Etosha, og på vejen dertil kørte vi rundt i parken og ledte efter dyr. De er dog ret svære at finde denne tid på året eftersom der er regntid, og de har derfor let ved at finde vand, og samles derfor ikke ved vandhullerne så ofte. Vi så dog både zebraer, giraffer, næsehorn, empalaer, antiloper, waterbeast (nul dansk her, ved ikke hvad den hedder), egern, en leguan OG EN LØVE! Hell yeah!! Okay, den var ret langt væk, og mit billede af den er måske ikke det bedste, men vi så en løve! - endda en kæmpe hanløve. YES! 
På denne campsite er det ikke grævlinger, der raserer, men jakaler. De er nu ret søde - ligner små hunde/ræve og siger den sødeste lyd - en blanding mellem en hvalp, der gør og kat, der miauwer. De er dog ret farlige (selvom den nu godt kunne bo i min rygsæk), så de fik lov til at gå deres helt egne veje, for vi skulle nok flytte os! Det fik de bevist under aftensmaden, da alle måtte tage deres tallerken i hånden og løbe, da en af dem styrede direkte mod skraldespanden. At der sad 20 mennesker imellem den og spanden var bare en bagatel!e

Jeg kommer rigtig godt ud af det med to norske piger, en tysk pige, to tyske drenge og en engelsk pige og dreng. Så jeg får ikke kun plejet det engelske, men også norske og tyske. Den ene af nordmændene har endda boet i Århus, så hun er ret dygtig til at forstå dansk!

Jeg har i dag modtaget sms'er fra både far, mor, frede og farmor og farfar. Og her den anden dag fra mormor. Det varmer! (Selvom det nu ikke er varme, jeg mangler mest). Jeg savner jer rigtig meget, men eftersom Telmore ikke lige synes, at danskere(eller for den sags skyld andre skandinaver) skal kunne sende sms'er fra Namibia til DK, så må det jo være sådan! Jeg ved ikke, hvornår jeg får mulighed for at lægge dette indlæg op, men jeg har det altså godt, allesammen! No worries, T.I.A.
Ekstra glad blev jeg, da min kære Lotte (garanteret med en masse besvær, åh :-( ) fik sendt mig en besked sigende, at operationen gik godt, og at hun er ok, efter omstændighederne. TAK. Men hey, igår så vi jo Afrikas nationalfugl, som er yderst sjælden og derfor bringer det held at se den. Alt mit held går til dig Lot, og ta' så lige at hele godt og hurtigt, please.

Med alt det game drive (safari) vi har gjort her de sidste par dage, er det som om, at nogle dyr bare ikke er lige så spændende mere, som de var i starten - og kameraet siger nærmest nej til flere billeder af de samme dyr om og om igen. Nu er det nærmest normalt at se en giraf eller elefant stå i siden af vejen, og empalaerne og antiloperne gider man knapt nok kigge efter. Ja jeg ved det - luksusproblem! Men hvad jeg ikke er helt vant til endnu, er dyrelydene, man kan høre om aftenen/natten, når jeg ligger ALENE i teltet. Vi har jo overnattet på to campistens liggende inde i nationalparken (dog med et hegn rundt om, så de store dyr ikke man komme ind), hvilket godt kan give nogle uvante lyde. I går vågnede jeg ved at Milo blev trådt på halen og derfor hylede i en evighed (en af bivirkningers ved malaripillerne er sære drømme, haha). Det var dog ikke Milo, men i stedet en hyæne (!!!) - som tilmed lød til at være rimelig tæt på! Morgenen efter havde alle hørt lyden, og vores guider bekræftede os i, at det var en hyæne. I går aftes (tirsdag) var det ikke til at falde i søvn, for de skide jakalers yndlingsleg er åbenbart at kradse på folks telte - og når jeg forsøgte at skubbe til teltet indefra for at få den væk, hvæste den et par gange og fortsatte derefter ufortrødent sir kradseri. Så gå da væk! Efter en lille times kamp med jakalen var jeg lige faldet i søvn, da jeg vågnede til en virkelig høj lyd. En kæmpe brøl-lignende lyd. Først tænkte jeg selvfølgelig, at det var et dyr, men så alligevel ikke, for lyden lød til at være alt for høj til at kunne komme fra et dyr. Lyden kom et par gange før det stoppede og jeg faldt i søvn. Morgenen efter spurgte guiderne, om vi havde hørt det høje brøl og alle var tilsyneladende blevet vækket af det. Det var et løve-brøl! Og fra en løve indenfor en rimelig afstand. Shit! Men okay, de sagde, at en løves brøl kan høres på 8 km afstand - men sagde også, at denne havde været på en afstand af 200-300 m. Men hva' faan' - at en løve eller to brøler i løbet af natten vænner vi os vel også til med tiden, haha!

Namibia og bjergvandring

Lørdag aften tog vi alle ind på en restaurant anbefalet af vores guider - her var det nemlig muligt at få game-meat, som er kød fra dyr, der lever på savannen. Denne aften skulle vi også sige hej til vores 6 nye medlemmer af gruppen, men også farvel til 2, bl.a. min teltkammerat Kerri. Øv! De 6 nye er dog rigtig søde - OG to af dem er nordmænd, så ENDELIG kan jeg få snakket lidt dansk! Min hjerne er blevet så engelsk-fikseret, at jeg endda er begyndt at tænke på engelsk, omg!
Vi fik alle alt muligt specielt (og hamrende godt) mad den aften! Vi får nu rigtig god mad alle dage, men det her var godt nok toppen af poppen. Jeg fik et kæmpe spyd med kød fra både en zebra, krokodille, struds, springbok og oryx(antilope-lignende ting). Og jeg siger jer: WOW!! Strudsen er pt min favorit stærkt efterfulgt af krokodillen. 
Søndag morgen, efter en god nats søvn i en hotelseng var det tid til farvel-knus til Kerri. Rigtig sørgeligt, for vi svingede bare sammen, til trods for, at vi kun har kendt hinanden i 9 dage. Men nu har jeg mig et sikkert overnatningssted i Sydney - så der må jeg vist hellere tage til engang.

Vores nye overnatningsted var ca 150 km nord for Windhoek, inde i bjergene. Køreturen dertil var utrolig flot, men ikke nær så flot som vores campsite! Vi var omgivet af en stor bue af bjerge hvor der ovenpå var en slags plateau. Forestil jer et almindelig bjerg, men hvor toppen lige er hævet 10 m direkte op, så man kan se de røde sten, som bjerget består af. Smukt! Eftermiddagen blev tilbragt ved poolen - i selvskab med de sat*** aber! Denne gang fik vi fornøjelsen af baboons, som så åbenbart er endnu mere aggressive og tilmed dobbelt så store, som dem vi ellers har været vant til. Så det var jo bare super...! De lod os heldigvis være, eftersom vi var ret mange samlet. Sidst på eftermiddag gik turen op af bjerget. Nogle sten var ét sted faldet ned fra plateauet, så det var muligt at kravle op af dem, og derved komme helt til tops. Vi fik fortalt, at der ville være en form for sti derop - og det var der da også.. Altså en FORM for sti! "Stien" var egentlig bare en lang række af store kampesten førende helt vejen op. Så gåturen blev mere til en klatretur. En ret varm klatretur - men det var nu ret fedt. Da vi nåede toppen var det helt klart det hele værd! Wow. Landskabet derfra var helt fladt, så vi kunne se, så langt øjet rækker, og der var bjerge til begge sider.

Aftensmaden blev serveret kort før solnedgang, og grundet en kæmpe regnsky, der hang lige foran solen var det som om, at himlen brændte! Afrika forstår bare at levere de smukkeste solop- og nedgange! Det smukke syn og hyggen varede dog ikke længe, eftersom denne regnsky ikke havde tænkt sig at passere uden at vække opsigt. Lynene og tordenen kom hastigt nærmere, og få minutter efter havde vi rykket hele baduljen ind i toiletbygningens tilhørende minikøkken. Men der sad vi jo også fint!

Søndag aften blev afsluttet med en bøn fra min side om, at Lottes operation mandag kommer til at gå, som den skal. Held og lykke min skat! Og alle I andre; kryds lige jeres fingre sammen med mig - hun fortjener godt nok, at alt det her sygdoms-pjat skal være slut NU! 

Mandag kørte vi yderligere nordpå mod Etosha nationalpark - bare en lille park på 25.000 kvadratkilometer.. Her kørte vi rundt og ledte efter dyr i 3-4 timer, og vi fandt da både giraffer, elefanter, oryx(slå det op - ved ikke hvad den hedder på dansk), antiloper, Sydafrikas nationalfugl(som er vildt sjælden at se) og sidst men ikke mindst: næsehorn! To af den hvide slags! Der findes kun ca 20 næsehorn i denne park, så vi var virkelig heldige! Men... Stadig ingen løver eller leoparder. Øv.

Vi ankom først til vores campsite ved 18-tiden, hvor vi skulle skynde os at sætte vores telte op, fordi vi skulle nå at se solnedgangen, som skulle være ekstra flot her, fordi man kunne gå et lille stykke op af en bakke og se den lige foran et vandhul. Vi blev dog hurtigt distraheret i teltopsætningen af endnu et dyr - honninggrævlingen (honeybatcher). Dette kære lille kræ, der ligner en lille bjørn/hund vandrede rundt på pladsen og gik i alle de skraldespande, den kunne finde. Vi holdte os dog på en behørlig afstand, da dette ellers så søde lille dyr åbenbart er hamrende farlig, og absolut ikke bange for noget som helst! Selv krokodiller og løver kan den finde på at angribe, wtf?! Vi fulgte den stille rundt på pladsen og så den lave ravage rundt omkring, men til sidst fik den nok af alle fotograferne, så den løb direkte imod os hvæsede og visende tænder, og væk var vi!

Solnedgangen var helt fantastisk! Som i; jeg har aldrig set noget lignende. Udsigten udover vandhullet var helt fantastisk og de to-tre skyer, det var på himlen gjorde det hele ekstra farverigt - WOW. 

Efter vi havde spist må den lille grævlings næse kunne lugte, at der nu lå omkring 40 kyllinheskrog i skraldespanden og kom vandrede som om den ejede stedet. Med kurs direkte mod skraldespanden (og os) flyttede vi os alle både i frygt, men også for at hente vores kameraer. Og det skulle vise sig, at blive noget af en forestilling! Med hovedet helt nede i skraldespanden, blot hængende i dens klør på bagpoterne, fik den fisket et par knogler op - hoppede ned fra skraldespanden og lagde sig godt tilrette mellem vores borde og stole(hvor vi naturligvis alle var flygtet fra) og nød sit festmåltid. Ben efter ben hoppede den op på skraldespanden og hentede. Lige indtil det gik galt for dn lille fyr - kløerne gav efter, og han væltede direkte ned i spanden. Af bare forskrækkelse kom den hurtigt op af spanden, tog sit ben med lidt længere væk og spiste der. Vi kunne nu tage skraldespanden og rykke den lidt væk. Det lille kræ blev herefter muggen og drev nu os alle rundt på campen for at lede efter sin spand. Til sidst blev han sur og gik hjem! Men med fuld mave.

lørdag den 1. marts 2014

Deltaen og buskmænd

Torsdag morgen vågnede vi op til det smukkeste vejr og en solopgang, som kun Afrika kan levere. De andre dage har der været ret mange skyer på himlen, men stadig varmt-varmt - op til 40 grader i solen. Vi pakkede vores ting sammen, tog vores rygsæk på ryggen og begav os ned mod floden. Herfra blev vi i speedbåd sejlet 45 minutter ned af floden til en lille bred, hvor 12 afrikanere stod klar med deres mocoroer til at sejle os og tage med os ud i deltaen. Disse mocoroer er en slags kano, som afrikanerne laver ved at udhule et stort træ og den sejles ved at én står op i bagenden og skubber den frem med en lang og tyk kæp. Vi brugte vores madrasser (som faktisk bare er en lang havehynde) som ryglæn, og så skulle vi ellers bare læne os tilbage og nyde den halvanden times lange tur ud til vores campsite. Jeg siger jer; jeg kan ikke komme på noget mere afslappende end at ligge der, med lukkede øjne og hænderne i vandet og bare lytte til naturen mens vores "poler" (det kaldes poaling når afrikanerne sejler disse mocoroer - og derved en poler) stille nynner en eller anden afrikansk sang. Mmhhmm!! Hele turen sejlede vi i en helt smal passage omgivet af højt græs og søanemoner. Smukt!
Efter at have slået vores telte op, blevet vist hvor hullet, som det kommende døgn skulle være vores toilet, var placeret, var det tid til afslapning i varmen! Iført vores badetøj gik vi et lille stykke langs floden og blev anvist et sted i floden, hvor passagen ikke var helt så smal, men lidt bredere, så man kunne bade der. Vandet så ikke ret rent ud, men det er åbenbart så rent, at afrikanerne bruger det som drikkevand. Og forfriskende var det at hoppe i! Senere på dagen stod den på poaling-lesson. På skift blev vi udstyret med en mocoro, en pole (den lange kæp man bruger til at sejle med), et "good luck" og et lille skub ud fra bredden. Halvdelen af os faldt i vandet med det samme og den anden halvdel sejlede direkte ind i græsset og sad fast - og afrikanerne, ja, de stod på breden og grinte, som kun en afrikaner kan grine. Efter en times tid stående op mocoroen var man ikke kun forpustet af at skubbe med den ski** pole men også en anelse solbrændt - så vi besluttede alle, at det ville være smartest at gå ind i skyggen - nok ikke så meget pga. solen, men mere fordi vi alle indså, at dette poaling tog lidt mere end en dag at lære til fulde.
Afrikanerne var meget venlige og ville gerne fortælle om dem selv og hvordan de levede. Ikke dagens mest opmuntrende indslag, men da en af tyskerne fandt spillet UNO frem kom der lys i de små sorte øjne. DÉT kunne de finde ud af! Og vi blev alle sendt til tælling, eftersom de vandt samtlige runder. Eftersom at tabe ikke er min ynglings kop te gik jeg efter et par runder over til nogle af de andre tyskere og spillede et eller andet tysk spil med dem. Skiftevis skulle vi vælge et bogstav, hvor udfra vi alle skulle skrive en by, et land, et navn, et arbejde og et dyr med dette begyndelsesbogstav. De havde tydeligvis spillet det før, og kunne tilmed en hel masse ord med Q, X og C, så heller ikke her sad jeg i flere timer. Heldigvis havde jeg min bog med! Haha.
Sidst på eftermiddagen hvor UNO turneringen var på sit højeste blev alle straks afbrudt af et kæmpe lyn og et endnu større brag sekundet efter. Jorden bogstaveligt talt rystede under os, og alle tog sig til ørerne. Aldrig har jeg oplevet noget lignende! Der gik ikke lang tid før vores campsite var totalt gennemblødt og bikinien var skiftet ud med lange bukser og jakke. Regnen blev bare ved og ved og ved, helt indtil aftensmaden blev serveret. Men hyggeligt var det at sidde helt tæt op af hinanden under en lille presenning hængt op i træerne over os. Efter en snak med en af polerne fandt jeg ud af, at de ikke har noget job, men lever af at stå nede ved bredden hver morgen og vente og se, om der bliver noget, de kan lave i dag. Dem vi fik med os ud i deltaen havde alle stået der siden kl 5 om morgenen sammen med nok dobbelt så mange bare for at få chancen for at komme med på denne tur. To guider vælger dem de vil bruge, og så er det bare afsted. Da vi kom derud fik vi af vide af dem, at dette var vores ferie, og vi derfor ikke skulle røre en finger. De ville både sætte vores telte op og tage vores opvask. Min samvittighed slap dog hurtigt op, og jeg hjalp i stedet dem med at sætte deres, ret usle, telte op. Taknemmelige var de! Det var så forfærdeligt at sidde og spise så tæt på dem og bare se, at de ikke selv havde noget, men mindst lige så fedt var det at se deres ansigter, når de fik vores rester. Vores guider sagde, at vi ikke skulle føle os skyldige eller noget som helst, for denne dag var ren luksus for dem.
Sidst på aftenen dansede og sang de afrikanske sange for os. Smukt!
Torsdag morgen vågnede jeg kl 4(for nok 10. gang, eftersom man ikke sover specielt godt på en havehynde eller til larm af 800 forskellige dyr udenfor) ved at det IGEN regnede. Torden kom der også, og jeg var ikke glad. Eftersom vi den dag kunne sove helt til 6.30 faldt jeg i søvn igen, og vågende heldigvis op til solskin. Afsted det gik i de små mocoroer tilbage til hvor vi kom fra, og vi blev afleveret til speedbåden som skulle sejle os helt tilbage, hvor vi kom fra. Alle afleverede vi 50 pula (ca 40 kr), som de kunne dele imellem sig - og jeg tror, at vi med dét reddede deres uge.

Senere på dagen kørte vi 4 timer videre hen over Botswana til vores nye campsite. Vores guide ringede dertil inden vi kørte og kunne herefter meddele os, at det pt regnede der... Øv. Det regnede dog ikke, da vi kom dertil, men det skal jeg love for, at det senere kom til! 
Efter at have sat telte op kom vores guide til eftermiddagens aktivitet gående. Vi skulle ud at gå en tur med nogle buskmænd, som bor tæt på denne campsite. Da jeg så de 6 buskmænd kunne jeg være faldet bagover af rent kulturchok! De kom gående med spyd i hænderne, dyreskind til at dækkekroppen (eller det af kroppen de nu lige følte for at dække, for det var ikke alt, kan jeg afsløre), bare fødder og afskellige små "tasker" af skind til at bære forskellige ting. Vi havde ikke gået langt før den ældste af mændene satte sig ned og begyndte at grave med bare en pind og sine hænder. Men på mindre end et minut sad han med en rod på størrelse med en stor squash i hænderne - og manden var altså ret gammel! (han vidste ikke selv, hvor gammel han var, men han lignede en på mindst 80 år) Han fyrede en lang smøre af på san-people-sprog, som egentlig lød som en masse tilfældige lyde pg brugte adskellige fagter til forklaringen). Vores guide oversatte, at han sad med en rod, der kunne gøre deres dyreskind mere rødlige i det(så de passede til sandets farve) samt gøre det vandtæt! På en tur på nok 1-200 m fandt de hver i sær rødder, der kunne kurere både diarré, hovedpine, kløen fra myggestik, forebygge mod malaria, lindre rygsmerter samt hele sår hurtigere. Mange af rødderne skulle blot tygges, hvilket vi fik lov til at prøve, men fx den der skulle bruges til at lindre rygsmerter skulle både tørres, mases til støv og gnides ind i et åbent sår, hvor smerten var. En gammel dame på 60 år havde adskellige ar på ryggen fra dette, og hun bevægede sig som en på 20 men lignede en på 85. Selv en rod som blot tilsat lidt vand kunne skumme og fungere som sæbe, fandt de. For lige at runde af lavede de da lige ild med to pinde og lidt græs, så rygerne kunne ryge. At de alle bad og en cigaret havde ingen set komme! Da vi kom tilbage fra hvor vi kom lagde en af kvinderne sit skind ned på jorden og sagde et eller andet - guiden oversatte og sagde, at vi alle skulle gå hen og træde på skindet. Kerri(min teltkammerat) og jeg gik straks derhen og jokkede godt og grundigt på skindet som var det en fin gestus. I det sammen flækkede guiden af grin og busk-damen blev skide sur. Guiden kunne næsten ikke få fremstammet sine næste ord af bare latter, men grunden til, at hun havde lagt skindet på jorden, var for at få drikkepenge. Pinligt? Ja det kan man roligt sige!

Efter aftensmaden sad vi alle rundt om bålet og hyggede os med drinks og snaks, lige indtil vi blev afbrudt af et lyn, et brag og et regnskyl - af den helt store slags! Vi nærmest fløj ind i teltene og kunne faktisk ikke lave andet end at lægge os til at sove - kl 20.30! Heldigvis havde min teltkammerat en masse film på sin iPad. Regnen stillede af i løbet af et par timer, og vi gik over til toiletterne for at børste tænder. Lige var vi trådt udenfor teltet da endnu et regnskyl ramte. Åh! Så totalt gennemblødte (for anden gang) lagde vi os i soveposen og blev hurtigt enige om, at vi glæder os til lørdag nat, som skal tilbringes i en seng på et hotel! Nu i Namibia. Den 7 timer lange køretur dertil gjorde dog ikke noget, for hele lørdag viste både Botswana og Namibia sig fra deres regnfulde side.