torsdag den 13. marts 2014

Sandboarding, skydive og kultur

Fredag vågnede jeg op (i en seng vel at bemærke) og vidste ikke, at dette skulle blive en af de bedste dage i mit liv. I hvert fald den vildeste dag i mit liv! 9.30 mødtes vi ca. halvdelen af gruppen ved receptionen, hvor vi blev hentet af et par minivans, som kørte os ud i ørkenen lige uden for Swakopmound. Her skulle vi tilbringe formiddagen og middagen med sandboarding! Foran de 100 m høje "bjerge" af sand blev vi iført hjelme,  albuebeskyttere oh handsker og med et bræt i størrelsen 1 x 0,5 m i hånden var det bare at begynde at gå. Eftersom bakkerne var for stejle at gå direkte op af, måtte vi gå zik-zak hele vejen hvilket ikke gjorde det hverken lettere eller mindre hårdt! Fødderne sank ned i sandet, hjemlen var hamrende varm og brættet var ikke ligefrem komfortabelt at gå med. Men en eller anden holdt da hånden over os, for det var heldigvis overskyet fra morgenstunden af. Men stadig varmt! Vi kom op på toppen og stod nu og kunne kigge ned at den virkelig stejle bakke, som den ene af instruktørerne lige havde kastet sig ned ad med ca. 50 km/t. Ja ja da, og afsted det gik! Den eneste regel der var ved dette sandboarding var "do NOT drop the board!), betydende at vi hele tiden skulle holde det forreste af boardet oppe, og bremse kun med fødderne. Det tog lidt tid for nogle at forstå dette eftersom de instinktivt ville breme ved at sænke boardet ned i sandet - hvilket kun resulterer i virkelig meget sand i øjnene, under tøjet og i munden. 
Den første tur var fuldstændig vild!! Virkelig en vild følelse at ligge så tæt på sandet og flyve hen over det med sådan en fart. SÅ sjovt!! Gåturen op igen var slet ikke lige så sjov... Og da solen efter en times tid kom frem blev disse gåture blot endnu værre. Solen havde kun lige tittet frem, før guiderne tog deres solcreme på, og jeg tænkte at jeg nok hellere måtte gøre det samme. For sent var det dog, for senere på dagen blev mit ansigt og jeg offer for grin fra hele gruppen. Jeg lignede virkelig en kogt krebs!
I løbet af formiddagen prøvede vi både at ligge omvendt på boardet og sidde to derpå , inden vi skulle prøve den sidste og højeste bakke(en tur på ca 500 m), hvor turistrekorden var 78 km/t (de havde sådan en måler). Eftersom jeg havde grint lidt for højt at to piger fra Tysklands styrt under tandem-lektionen, så var jeg selvfølgelig den første på denne bakke. Selvfølgelig. Instruktøren demonstrede på vildeste vis teknikken og kameramanden stod klar midt på bakken. Shit. Og ned ad det gik! Fart: 72 km/t!! ENDNU federe end de andre bakker! Og jeg tog derfor gladeligt turen hele vejen op for at få lov til at prøve igen. Det blev til 4 ture på denne bakke, og 10 ture i alt, og jeg siger jer, at mine ben var færdige, da vi til sidst kom tilbage til bilerne for at få frokost. Men en fed oplevelse!

De sidste par dage har vores lille gruppe gået og pirret hinanden til at skydive her i Swakopmound. Mange har været sikre på at gøre det fra start af, mens vi var en lille håndfuld inkl. mig, der ikke var helt sikre. Og i dag, fredag, var det selvfølgelig på sit højeste for folk for at få så mange som muligt med til eftermiddagens aktivitet. Jeg spurgte pænt vores guider, om det var muligt at tage med derud og kigge inden man besluttede sig, og det var det, hvis man blot, inden vi forlod receptionen, udfyldte en formular. Fint! Hvad der så tog ved mig, ved jeg virkelig ikke (måske adrenalinen fra formiddagens sandboarding), men pludselig stod jeg med en udfyldt formular og en dankort-slip i hånden, der sagde, at jeg altså nogle få timer senere skulle hoppe ud af et fly. Og afsted det gik! 
Vi kom et godt stykke ud i ørkenen, hvor der var en 4-5 skure, som tilsammen udgjorde "flyvepladsen". Dog en hyggeligt lille sted med en lille bar og 4 finnere liggende på græsplænen. De boede der sommeren over for at tage deres faldskærms-licens der. Vi blev mødt af 3 glade mænd i deres bedste alder, som skulle være vores tandem-mastere. De skulle lige afslutte 4 spring før de kunne gå igang med os, så vi måtte lige vente lidt - eller vente i halvanden time. Derefter var jeg nået til det punkt, hvor jeg bare gerne ville have det overstået, og jeg kunne også se nogle skyer komme ind over os ovre fra havet af. De første 3 blev kaldt ind til omklædning og derefter sendt op, og derefter de næste 3. Hver gang flyet lettede med nogle gik der hele 45 min før de næste kom afsted! Min tålmodighed løb ud, og jeg spurgte hvornår jeg skulle op. Som den sidste. Omg!!! Nå, ventepositionen blev indtaget og jeg fik da spist et par poser chips for at dæmpe nerverne, inden jeg blev kaldt ind for at få dragt og udstyr på. Nervøsiteten dæmpede sig faktisk kun derfra og til jeg sad på kanten af flyvet for at hoppe. Vi satte os ind i flyet(som ikke lige havde en dør eller sæder), og fløj op over skyerne(som nu dækkede flyvepladsen). I starten syntes jeg det var ret ærgerligt med de skyer, men de ændrede sig hurtigt. Det tog godt en halv time at komme op i 3000 meters højde, og vi kom derfor et godt stykke rundt omkring. Vi kom væk fra skyerne, og ud over ørkenen, som er utrolig smuk oppefra! Helt vildt. Udsigten dæmpede virkelig nerverne - lige indtil piloten råbte "1 minut!". Shit shit shit shit shit! Den første forsvandt på under 1 sekund ind under flyet og 5 sek efter sad jeg dér med fødderne under flyet, hænderne godt holdene fast i håndtagene ved mine kraveben og ansigtet kiggende ned mod skyerne. Jeg nåede ikke at tænke eller mærke andet end instruktørers hånd, der førte mit hovede tilbage, før han hoppede, og vi lå der og drejede rundt i luften. Omg en VILD følelse! Det er så surrealistisk, at man falder direkte ned mod jorden, for det føltes slet ikke sådan. Da vi blev stabile i luften var det bare ren adrenalin, der susende rundt i kroppen, og alt for meget luft i kinderne! WOW! Han udløste faldskærmen og det var som om hele verden stod stille (konstrasten mellem det frie fald og at hænge i faldskærmen var ret stor!). Jeg havde nu tid til at kigge mig omkring (i mellem alle mine "omg, that was so cool!"-råb) og se, hvor smukt det var med alle skyerne, som lå som et fint tæppe nedenunder mig. Eftersom jeg var på det sidste fly, var klokken blevet 6.30, og solen var lige så stille på vej ned. SÅ smukt!! Adrenalin-suset fortsatte da instruktøren pludselig rev i den ene snor og vi fløj skarpt rundt og til venstre - som at sidde i en rutsjebane i Djurs Sommerland - bare vildere. Lidt efter "gik" vi på skyerne og i 5 sek kunne jeg absolut intet se. Herefter kom jorden til syne(mindst lige så smukt et syn), og ikke længe efter ramte vi jorden. WOW en sindssyg oplevelse og følelse jeg nu havde i kroppen. Det var helt ubeskriveligt! Helt klart ikke sidste gang det skal prøves!

Lørdag startede vi dagen med at tage på township tur, hvor vi blev vist Swakopmound - både dets gode og dårlige sider. Inde i selve byen er der rigtig flot, og det ligner en almindelig pæn by, men udenfor ligger Mondesa, som er et fattigt kvarter, hvor regeringen har bygget en masse huse, som folk kan købe. 44.000 ND (22.000 kr) betalt over 40 år, og kun meget få har råd til dette. Mens de sparer op, kan de bo i et andet område, hvor det er gratis at bo. Her bygger folk skure af træ, pap og papir og bor der. Vand kan de hente ved de såkaldte vand-hæveautomater for 10 cent pt liter (100 cent = 1 ND = 0,50 krone), hvilket er rigtig dyrt for dem. Så forfærdeligt at se! Vi besøgte flere forskellige som alle levede på forskellige måder. Én dyrkede medicin fra forskellige rødder og en anden levede efter en speciel religion (navnet kan jeg ikke engang udtale og da slet ikke stave), hvor kvinden bærer en kæmpe kjole og en sjov hat, for at hylde og ligne en ko. Jep! Til sidst besøgte vi en restaurant, hvor de serverer orme. Vi skulle smage en, som var stegt og angiveligt skulle smage af en blanding mellem sardin og bacon. Påstanden var rigtig, men det var ikke ligefrem min ynglingssmag. Til sidst hørte vi en gruppe synge afrikanske traditionelle sange, som simpelthen lød så godt, at jeg blev nødt til at købe deres cd.

Kl 11 gik turen videre -  nu ud i ørkenen! Hyg jer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar