lørdag den 1. marts 2014

Deltaen og buskmænd

Torsdag morgen vågnede vi op til det smukkeste vejr og en solopgang, som kun Afrika kan levere. De andre dage har der været ret mange skyer på himlen, men stadig varmt-varmt - op til 40 grader i solen. Vi pakkede vores ting sammen, tog vores rygsæk på ryggen og begav os ned mod floden. Herfra blev vi i speedbåd sejlet 45 minutter ned af floden til en lille bred, hvor 12 afrikanere stod klar med deres mocoroer til at sejle os og tage med os ud i deltaen. Disse mocoroer er en slags kano, som afrikanerne laver ved at udhule et stort træ og den sejles ved at én står op i bagenden og skubber den frem med en lang og tyk kæp. Vi brugte vores madrasser (som faktisk bare er en lang havehynde) som ryglæn, og så skulle vi ellers bare læne os tilbage og nyde den halvanden times lange tur ud til vores campsite. Jeg siger jer; jeg kan ikke komme på noget mere afslappende end at ligge der, med lukkede øjne og hænderne i vandet og bare lytte til naturen mens vores "poler" (det kaldes poaling når afrikanerne sejler disse mocoroer - og derved en poler) stille nynner en eller anden afrikansk sang. Mmhhmm!! Hele turen sejlede vi i en helt smal passage omgivet af højt græs og søanemoner. Smukt!
Efter at have slået vores telte op, blevet vist hvor hullet, som det kommende døgn skulle være vores toilet, var placeret, var det tid til afslapning i varmen! Iført vores badetøj gik vi et lille stykke langs floden og blev anvist et sted i floden, hvor passagen ikke var helt så smal, men lidt bredere, så man kunne bade der. Vandet så ikke ret rent ud, men det er åbenbart så rent, at afrikanerne bruger det som drikkevand. Og forfriskende var det at hoppe i! Senere på dagen stod den på poaling-lesson. På skift blev vi udstyret med en mocoro, en pole (den lange kæp man bruger til at sejle med), et "good luck" og et lille skub ud fra bredden. Halvdelen af os faldt i vandet med det samme og den anden halvdel sejlede direkte ind i græsset og sad fast - og afrikanerne, ja, de stod på breden og grinte, som kun en afrikaner kan grine. Efter en times tid stående op mocoroen var man ikke kun forpustet af at skubbe med den ski** pole men også en anelse solbrændt - så vi besluttede alle, at det ville være smartest at gå ind i skyggen - nok ikke så meget pga. solen, men mere fordi vi alle indså, at dette poaling tog lidt mere end en dag at lære til fulde.
Afrikanerne var meget venlige og ville gerne fortælle om dem selv og hvordan de levede. Ikke dagens mest opmuntrende indslag, men da en af tyskerne fandt spillet UNO frem kom der lys i de små sorte øjne. DÉT kunne de finde ud af! Og vi blev alle sendt til tælling, eftersom de vandt samtlige runder. Eftersom at tabe ikke er min ynglings kop te gik jeg efter et par runder over til nogle af de andre tyskere og spillede et eller andet tysk spil med dem. Skiftevis skulle vi vælge et bogstav, hvor udfra vi alle skulle skrive en by, et land, et navn, et arbejde og et dyr med dette begyndelsesbogstav. De havde tydeligvis spillet det før, og kunne tilmed en hel masse ord med Q, X og C, så heller ikke her sad jeg i flere timer. Heldigvis havde jeg min bog med! Haha.
Sidst på eftermiddagen hvor UNO turneringen var på sit højeste blev alle straks afbrudt af et kæmpe lyn og et endnu større brag sekundet efter. Jorden bogstaveligt talt rystede under os, og alle tog sig til ørerne. Aldrig har jeg oplevet noget lignende! Der gik ikke lang tid før vores campsite var totalt gennemblødt og bikinien var skiftet ud med lange bukser og jakke. Regnen blev bare ved og ved og ved, helt indtil aftensmaden blev serveret. Men hyggeligt var det at sidde helt tæt op af hinanden under en lille presenning hængt op i træerne over os. Efter en snak med en af polerne fandt jeg ud af, at de ikke har noget job, men lever af at stå nede ved bredden hver morgen og vente og se, om der bliver noget, de kan lave i dag. Dem vi fik med os ud i deltaen havde alle stået der siden kl 5 om morgenen sammen med nok dobbelt så mange bare for at få chancen for at komme med på denne tur. To guider vælger dem de vil bruge, og så er det bare afsted. Da vi kom derud fik vi af vide af dem, at dette var vores ferie, og vi derfor ikke skulle røre en finger. De ville både sætte vores telte op og tage vores opvask. Min samvittighed slap dog hurtigt op, og jeg hjalp i stedet dem med at sætte deres, ret usle, telte op. Taknemmelige var de! Det var så forfærdeligt at sidde og spise så tæt på dem og bare se, at de ikke selv havde noget, men mindst lige så fedt var det at se deres ansigter, når de fik vores rester. Vores guider sagde, at vi ikke skulle føle os skyldige eller noget som helst, for denne dag var ren luksus for dem.
Sidst på aftenen dansede og sang de afrikanske sange for os. Smukt!
Torsdag morgen vågnede jeg kl 4(for nok 10. gang, eftersom man ikke sover specielt godt på en havehynde eller til larm af 800 forskellige dyr udenfor) ved at det IGEN regnede. Torden kom der også, og jeg var ikke glad. Eftersom vi den dag kunne sove helt til 6.30 faldt jeg i søvn igen, og vågende heldigvis op til solskin. Afsted det gik i de små mocoroer tilbage til hvor vi kom fra, og vi blev afleveret til speedbåden som skulle sejle os helt tilbage, hvor vi kom fra. Alle afleverede vi 50 pula (ca 40 kr), som de kunne dele imellem sig - og jeg tror, at vi med dét reddede deres uge.

Senere på dagen kørte vi 4 timer videre hen over Botswana til vores nye campsite. Vores guide ringede dertil inden vi kørte og kunne herefter meddele os, at det pt regnede der... Øv. Det regnede dog ikke, da vi kom dertil, men det skal jeg love for, at det senere kom til! 
Efter at have sat telte op kom vores guide til eftermiddagens aktivitet gående. Vi skulle ud at gå en tur med nogle buskmænd, som bor tæt på denne campsite. Da jeg så de 6 buskmænd kunne jeg være faldet bagover af rent kulturchok! De kom gående med spyd i hænderne, dyreskind til at dækkekroppen (eller det af kroppen de nu lige følte for at dække, for det var ikke alt, kan jeg afsløre), bare fødder og afskellige små "tasker" af skind til at bære forskellige ting. Vi havde ikke gået langt før den ældste af mændene satte sig ned og begyndte at grave med bare en pind og sine hænder. Men på mindre end et minut sad han med en rod på størrelse med en stor squash i hænderne - og manden var altså ret gammel! (han vidste ikke selv, hvor gammel han var, men han lignede en på mindst 80 år) Han fyrede en lang smøre af på san-people-sprog, som egentlig lød som en masse tilfældige lyde pg brugte adskellige fagter til forklaringen). Vores guide oversatte, at han sad med en rod, der kunne gøre deres dyreskind mere rødlige i det(så de passede til sandets farve) samt gøre det vandtæt! På en tur på nok 1-200 m fandt de hver i sær rødder, der kunne kurere både diarré, hovedpine, kløen fra myggestik, forebygge mod malaria, lindre rygsmerter samt hele sår hurtigere. Mange af rødderne skulle blot tygges, hvilket vi fik lov til at prøve, men fx den der skulle bruges til at lindre rygsmerter skulle både tørres, mases til støv og gnides ind i et åbent sår, hvor smerten var. En gammel dame på 60 år havde adskellige ar på ryggen fra dette, og hun bevægede sig som en på 20 men lignede en på 85. Selv en rod som blot tilsat lidt vand kunne skumme og fungere som sæbe, fandt de. For lige at runde af lavede de da lige ild med to pinde og lidt græs, så rygerne kunne ryge. At de alle bad og en cigaret havde ingen set komme! Da vi kom tilbage fra hvor vi kom lagde en af kvinderne sit skind ned på jorden og sagde et eller andet - guiden oversatte og sagde, at vi alle skulle gå hen og træde på skindet. Kerri(min teltkammerat) og jeg gik straks derhen og jokkede godt og grundigt på skindet som var det en fin gestus. I det sammen flækkede guiden af grin og busk-damen blev skide sur. Guiden kunne næsten ikke få fremstammet sine næste ord af bare latter, men grunden til, at hun havde lagt skindet på jorden, var for at få drikkepenge. Pinligt? Ja det kan man roligt sige!

Efter aftensmaden sad vi alle rundt om bålet og hyggede os med drinks og snaks, lige indtil vi blev afbrudt af et lyn, et brag og et regnskyl - af den helt store slags! Vi nærmest fløj ind i teltene og kunne faktisk ikke lave andet end at lægge os til at sove - kl 20.30! Heldigvis havde min teltkammerat en masse film på sin iPad. Regnen stillede af i løbet af et par timer, og vi gik over til toiletterne for at børste tænder. Lige var vi trådt udenfor teltet da endnu et regnskyl ramte. Åh! Så totalt gennemblødte (for anden gang) lagde vi os i soveposen og blev hurtigt enige om, at vi glæder os til lørdag nat, som skal tilbringes i en seng på et hotel! Nu i Namibia. Den 7 timer lange køretur dertil gjorde dog ikke noget, for hele lørdag viste både Botswana og Namibia sig fra deres regnfulde side.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar