lørdag den 19. juli 2014

Back to Bali - Back to DK

Fredag morgen (tillykke til min kære far!) måtte jeg tage afsked med den skønne Gili T og stige på båden til Bali. Heldigvis kunne vinden arte sig lidt mere end på vejen hertil, så jeg kunne modtage en tør rygsæk på havnen på Bali! Jeg blev herfra kørt til Sanur, hvor den stod på hostel-jagt. IKKE let! Sanur er åbenbart ikke lige backpacker-stedet og da slet ikke med backpacker-priser. Så jeg måtte bide i det sure æble og tage det billigste jeg kunne finde - dobbelt så dyrt som i Kuta! Hmm. Så i morgen drager jeg atter mod Kuta for at tilbringe mine sidste dage der. 
Eftermiddagen blev ikke brugt på så meget - vejret var ikke noget at råbe højt om, så jeg gik lidt rundt i området og kiggede. Ikke meget at skrive hjem om faktisk. Dog har de en lækker strand her! Vandet er stille og roligt og hele vejen langs med sandet har de en sti, hvor det bugner med boder og restauranter!

Lørdag morgen fik jeg presset en taxachauffør så langt ned i pris, som jeg ville til Kuta, hvilket dog endte ud i en aftale om, at jeg skulle gå "50 m", for det ville være lettest for chaufføren. Noget med en ensretning! Det var bare ikke 50 m, men nærmere 500. Og det sted, hvor jeg ville have ham til at køre mig hen var yderligere  3-400 m fra hotellet. Æj. 
Resten af dagen blev brugt på stranden og på at kæmpe med alle surfborad-udlejerne og strand-sælgerne om IKKE at ville have deres ting. Kun én sælger med armbånd slap igennem... Eftermiddagen var meget overskyet, så den blev brugt ved poolen sammen med min bog.

Søndag, som var min sidste hele dag på min rejse, tillod jeg mig selv at sove helt til kl 9! Efter morgenmaden gik jeg ned mod stranden, og på vejen ind for at købe en flaske vand, er der pludselig én der råber: "Hej Nadia!". Det var svenske Jonathan, som jeg mødte sidst, jeg var i Kuta! Han var selvfølgelig ikke kommet videre trods planer om at skulle til Thailand. Men skide hyggeligt! Vi gik sammen ned på stranden, hvor vi mødtes med to svenske piger, som han havde mødt dagen før. Efter at have pruttet en hel del om prisen fik vi lejet surfboards og hoppede i vandet! Og jeg kunne rent faktisk huske noget af det - jeg fangede da den aller-første bølge! Wuhuu. Men efter at være blevet slået om kuld af lidt for mange bølger, fik jeg nu nok og tog mig en velfortjent pause efter et par timer i vandet. Ellers blev dagen ikke rigtig brugt på andet end afslapning, surfing  og lidt pakning sidst på eftermiddagen. Til aften tog de 3 svenskere og jeg ud at spise på den såkaldte "Skygarden". Et stort diskotek/spisested, som blev bygget i stedet for det, der i 2002 blev sprængt i luften af terrorister. Ens tasker bliver tjekket og man skal igennem en metaldetektor for at komme ind! Her serverer de en KÆMPE buffet for den nette sum af 25 kr - hvorfor opdagede jeg ikke dette sted noget før?! Åh det var lækkert! Skide hyggelig aften som blev afsluttet med stjernekigning ved pigernes pool og en magnum til en 5'er! 
Men ja, det lakker mod enden nu, og i morgen omkring 16-tiden sætter jeg mig ind i en taxa og vinker farvel til dejlige Bali og til min rejse. SÅ trist!

Mandag morgen var jeg mrs. Earlybird - jeg skulle have noget ud af min sidste tid! Jeg gik lidt rundt i butikkerne for at få fat i nogle "morning-prices" - de lokale tror nemlig på, at hvis de starter dagen med at sælge noget, så vil det gå dem godt resten af dagen - så typisk er tingene lidt billigere indtil middagstid. Derefter kaldte stranden og den sidste omgang Bali-sol, inden jeg hen på eftermiddagen gik tilbage til hotellet og fik mig et bad inden afgang.

Åh ha... Så er det godt nok lige om lidt - hjem mod lille Danmark. TAK til mig selv for at have givet mig denne utrolige rejse og TAK til alle, der har været en del af den, og som jeg har mødt undervejs. Jeg kan slet ikke sætte nok beskrivende ord på, hvor meget disse 5 måneder har lært mig samt alle de fantastiske oplevelser jeg har med hjem. Men der er helt klart overvægt i min rygsæk på oplevelses-fronten. Jeg kan i hvert kun anbefale ALLE at tage ud at rejse - men pas på - man bliver afhængig af det, og pludselig er et halvt år bare ikke nok - og pludselig er verdenen større end man først lige troede. Verdenen er bestemt ikke lille - jeg har i hvert stadig en helt masse "miles to go". Jeg er i hvert fald ikke færdig med dig, verden - du har jo alt for meget at byde på! Én ting er jeg dog sikker på: En tur som denne er ikke den sidste, og jeg glæder mig allerede til den næste! Cambodia, Laos, Vietnam, Filipinerne måske? Nu ser vi!
Ses i Danmark!!!!!!!!!!!

mandag den 14. juli 2014

Åh Gili T, din dejlige ø!

Altså - i skrivende stund er jeg ankommet til Gili øen kaldet Trawangan (kaldes i daglig tale Gili T), og kan allerede sige, at det var det hele værd - men jeg vil i samme sætning skynde mig at sige, at turen hertil ikke var for hvem som helst! Først blev jeg hentet 40 min for sent, herefter kørt i halvanden time i verdens mindste og varmeste minibus med alt for mange mennesker og rygsække i! Vi blev sat af på havnen, hvor vi blev en del af et større gedemarked, som gik ud på at få byttet sin kvittering til den faktiske billet til båden. Flere havde allerede været der i flere timer, og var ikke kommet med båden endnu! Herefter blive vi dænget ned på havnen, hvor vi blandt 100 ivrige gadesælgere skulle vente i næsten en time på, at de fik læsset vores bagage oven på bådens tag. Endelig kom vi ind! De heldige var først og fik siddepladser (jeg havde heldigvis en heldig dag!), de resterende måtte sidde oppe på taget sammen med bagagen. Igen lidt mere ventetid inden vi ENDELIG begyndte at sejle. Klokken 2! Jeg skulle have været hentet kl 10 og allerede have tilbragt mere end en time på stranden på det tidspunkt!
Seljturen var dødsens! Åndssvagt høje bølger, og alt for mange folk, der måtte vende mavesækken med vrangen ud af. Man kunne endda se på personalet, at de heller ikke var helt trygge ved situationen - og da de løb tør for brækposer forvandlede dagen sig nok ikke ligefrem til deres bedste. Seriøst - der lå bræk og brækposer overalt inde på den færge, da vi endelig ankom til øen og kunne gå i land. Og her ramte bomben så... Da jeg så de folk, der havde siddet på taget, som var TOTALT gennemblødte og bare ikke så glade ud, så tænkte jeg egentlig ikke videre over det. Først da jeg fik udleveret min HELT gennemblødte rygsæk, blev jeg ret bitter. Omg!!! Det passer bare ikke ind i mit afslapningsprogram at skulle til at have ALT ud og tørre ting. Lort - rent ud sagt. 
Nå, første indtryk af øen var ellers ret lækkert! Her er ingen køretøjer - kun hestevogne og cykler, så her er totalt hyggeligt! Samtidig er her heller ikke så turistet som i Kuta, hvor der er butikker overalt - her er mere en laided-back stemning, som jeg allerede er ret stor fan af. Tilmed kan man cykle øen rundt på blot halvanden time! 
Jeg fandt efter lidt tids søgen et ret lækkert sted at bo, hvor jeg igen har mit eget kæmpe værelse med terrasse og inkluderet morgenmad - og så ligger det 150 m fra vandet. SKØNT! De sidste få timer jeg havde tilbage af eftermiddagen brugte jeg på en lur på stranden - det er vel afslapning! 
Her på øen går de meget op i seafood, og ved alle restauranterne vælger du din egen fisk i disken, som ligger og er helt frisk, og den griller de så til dig. Lidt dyre end andre ting, men stadig - jeg gav den aften 55 kr for et stort spyd med forskellige fisk på, pommes frites og fri salatbar. Ikke til at klage over! Og vildt lækkert mad!

At få serveret morgenmaden på terrassen tirsdag morgen var ikke noget jeg klagede synderligt over! Derefter kunne jeg bevæge mit afslappede legeme ned på stranden, indtage en afslappet stilling og bare slappe af! Ah! I min middagapause fik jeg booket et dyk til om onsdagen og et madlavningskursus til i aften. Det skal nok blive spændende!
Ja, der er ikke meget at skrive hjem om fra min tirsdag eftermiddag - jeg lå på stranden (mest i skyggen, bare rolig), eller befandt mig i det turkise vand. Sidst på eftermiddagen trak jeg i mine ny-indkøbte falske nikesko (jeg kunne ikke lade være!), og gik ca 20 min rundt langs vandet og op til et udsigtspunkt for at se solnedgangen. Og wow! Helt perfekt - ud over vandet, og endda med et højt bjerg, som blev totalt lyserødt lige til venstre for solen. Rigtig smukt! 
Jeg gik tilbage til min lille bungalow, tog et bad og gik hen til madlavningskurset. 7 indonesiske retter kom vi igennem - helt utroligt mad, de har. Alle er selvfølgelig med chili! Desserten var den eneste, der ikke faldt i nogens smag. Det var en form for dej, som egentlig mest mindede om noget tyggegummi-halløj, da vi smagte på det, og indeni var der noget brun sukker af en art - palmesukker kaldte de det. Det blev rullet til en kugle og kogt og derefter rullet i kokos. Og ja, det smagte bare ikke særlig godt. Det var mest konsistensen tror jeg. Min ynglingsret var helt klart Mie Goreng. Jeg har fået den alt for mange gange på restauranter nu - og det bedste er næsten, at det er vildt let at lave! Blot nudler, chili, løg, kål, gulerødder og bønner - altsammen stegt på en pande sammen med soja- og østerssovs. Andre retter at nævne var fx tofu dyppet i peanutcreme, noget kogt salat mikset med peanut-kokoscreme og fisk sammen med krydderier og tomat kogt i et bananblad. Vildt lækkert, og rigtig søde kokke, der lærte os det hele. 
Og puha, så var det også bare i seng, for i morgen tidlig står den på dykning! 
Og nå ja - jeg har nu passeret mindre-end-en-uge-til-jeg-er-hjemme-dagen. Åh altså... Gili T er altså ikke lige en ø, man vil hjem fra!

Først og fremmest skal der lyde et kæmpe stort tillykke til min bedste veninde Lotte, som i dag, onsdag, fylder 20 år. Tillykke!
Jeg stod op, spiste min morgenmad og gik ned til dykkercentret. Her blev jeg mødt af min dykkerinstruktør, som skulle lede dykket. Efter at have prøvet udstyr osv. sejlede vi sammen med en masse andre 5-10 min langs stranden hen til dykkersitet. Her gik vi ned på ca 20 m, hvor vi så en masse koraller og rigtig mange fisk. Vi så også 3 hajer, 2 stingrays(den slags, der slog krokodillemanden ihjel!!!) og en enkelt skildpadde. Rigtig fedt dyk med en masse at se på! 
Efter dykket lejede jeg en cykel og cyklede øen rundt - ikke den mest fysiske udfordring efter det kun tager en lille times tid, hvilket er inklusiv fotostops og træk af cyklen igennem de steder, hvor vejen er for dyb af sand til at cykle i. Rigtig fin tur! Og jeg fik set alle de dyre hoteller - wow! Herefter lagde jeg mig ned i skyggen på stranden med en is i hånden og slappede godt af! Jeg havde jo været alt for aktiv i løbet af dagen, haha! 
Til aften havde jeg bestemt mig for at prøve det såkaldte street-food, som fås på øens natmarked. Er står en masse boder klar med deres friturestegte alt-muligt og køerne til boderne er overraskende lange! Det handler om at vælge de steder med længst køer, så man er sikker på, at maden er nogenlunde frisk og på den måde undgå både dårlig mave og madforgiftning. Men det smager jo himmelsk! Ægte indonesisk mad - skide stærkt, men rigtig godt! En masse ris, nudler og kylling - hvilket er hovedindgredienserne i alle deres retter - ja, i alle asiatiske retter! 
Og ja, så ender jeg nok med at være her på Gili T i 4 dage i stedet for 3, som jeg først havde planlagt. Her er simpelthen for lækkert!

Torsdagen blev egentlig ikke brugt på så meget andet end afslapning. Jeg lejede fra morgenstunden noget snorkelydstyr, eftersom der er et rev lige ud for stranden. Ellers lavede jeg ikke rigtig andet end at drikke smoothies og spise is - skønt! 
Hen mod aftenen besluttede jeg mig for at løbe en tur - simpelthen! Long time no see - og det kunne mærkes! Men jeg fik da en flot solnedgang ud af det! 


I morgen efter morgenmaden drager jeg atter tilbage mod Bali - denne gang til et andet område kaldet Sanur. Et sørgmodigt farvel til Gili T, men helt klart med et "på gensyn" hægtet på! Her er simpelthen så lækkert, at selv det halve ville få mig til at komme tilbage! Og så krydser jeg lige fingre for, at min rygsæk kommer lidt mindre våd igennem turen tilbage til Bali. 
Ses i Sanur!

lørdag den 12. juli 2014

Bali baby!

Lørdag sov jeg for første gang i nogle dage længere end til kl 4 - faktisk tror jeg den blev over 9 - men det var tiltrængt! Jeg gik ned i restauranten, hvor morgenmaden blev serveret - inkluderet i værelsesprisen på 65 kr selvfølgelig! Selvom den ikke bestod af andet end en bananpandekage var det nu fint nok. Herefter stod den på standen! Åh jeg havde savnet havet, så det var bare skønt at blive dyppet! Dog er havet her ikke rigtig egnet til badning eftersom strømmen er meget stærk og bølgerne meget store - men det betyder så tilgengæld fantastisk surfing! Jeg regner da stærkt med at leje et board her en af dagene og teste mine skills fra surfingtimerne i Cape Town, som nu ligger godt 4 måneder tilbage. Det skal nok blive sjovt! For de andre at kigge på...
Jeg havde ikke ligget på stranden i mere end et par minutter før den første kom hen og spurgte, om jeg ville surfe - blot få minutter senere kom en anden og spurgte om jeg ville have is. Og sådan blev det ved! Utallige sælgere går rundt - og de er virkelig nærgående - kan finde på at sætte sig ned helt ved siden af mit ansigt og ikke gå før efter 3. eller 4. "nej". Her er virkelig turistet, men det giver det hele en smule charme. Det kan også blive for meget engang i mellem! Efter bare lidt over en time på stranden kunne jeg godt mærke, at det efterhånden var over 2 uger siden jeg havde været udsat for "rigtig" sol, så jeg gik tilbage til hotellet og købte en smoothie på vejen. Mit værelse er jo udstyret med overdækket terasse, så der kunne jeg pænt sidde og slappe af! Aaaahhh! 
Resten af eftermiddagen blev tilbragt ved poolen, hvor der til min huds held var blevet overskyet. Sidst på eftermiddagen gik jeg på udkig i de ca 1 million butikker, der ligger overalt! Altså, jeg nyder virkelig livet - det er totalt afslapning for alle pengene det her! Efter aften gik jeg igen rundt i butikkerne for at se, om de var blevet billigere. På vejen møder jeg en svensker, som også rejser alene. Han fortalte, at han nu havde rejst alene så længe, at han ikke kunne klare ikke at snakke med nogle længere. Han havde rejst alene i to dage... Haha! Jeg synes nu, at det er rart at have noget tid "alene" - man bliver "tvunget" ind i den lokale kultur på en anden måde, fordi man bare er nødt til at involvere sig noget mere, fremfor hvis man rejser sammen med en hjemmefra, og man nemmere kan "gemme" sig bag hinanden. Men ja, han kunne ikke klare det, så vi gik rundt og snakkede en times tid, inden vi satte os ned på stranden og nød bølgerne og fuldmånen. Skide romantisk, haha! Nogle lokale var helt vilde med os, og gav os colaer og friske nødder. De er nu søde de indonesere! Strømmen gik først på aftenen i hele området, hvilket åbenbart var meget normalt og kunne vare i op til en hel dag! Nogle af de dyre steder havde dog nødgeneratorer, så helt mørkt var der ikke. Den kom dog igen ved 24-tiden, så jeg kunne sove under min blæser - ellers ville jeg nok være druknet i sved inden i morgen tidlig! Nå, jeg skal tidligt op i morgen - svenskeren og jeg aftalte at mødes til en omgang surfing, wuhu!

Så blev det søndag - og det blev regnvejr... Okay, det regnede ikke hele tiden, så vi gik ned på stranden for at leje et surfboard. Der blev vi dog mødt af en masse turister, som stod oppe på stranden og en masse lokale, der lå i vandet. Pga af fuldmånen var tidevandet åbenbart højere, hvilket gjorde bølgerne alt for vilde til andre end halv-professionelle. Så vi måtte pænt gå igen! Dog har Kuta Beach en hel masse shopping muligheder, så vi gik i krig der i stedet for! Og igen kunne jeg ikke holde mig fra alle souveniresne... 
Efter aftensmaden tog jeg en lille lur, inden jeg kl lidt i 1 stod op for at mødes med de 4 tyske drenge og det canadiske par på den tyske restaurant for at se finalen. Virkelig en fed oplevelse - og hvilken stemning! Dog døde stemningen lidt hen, eftersom folk var ret trætte (kampen startede kl 3), men da Tyskland så scorede, skal jeg lige love for, at de vågnede op! Sikke en fest! Og ja, selvom klokken var 5.30, da kampen sluttede, så var det bare begyndelsen af festen! Det var i hvert fald ikke meget søvn, jeg fik, inden jeg skulle stå klar ude foran hotellet kl 10 - klar til at tage til Gili øerne!

fredag den 11. juli 2014

Gunung Bromo og Ijen Crater

Onsdag morgen kl 8.30 var der afgang mod Bromo. Turen skulle tage omkring 11 timer, så det var ikke min rejses mest spændende dag. Dog var der en masse andre turister med minibussen, som jeg kunne snakke med - for fx sove kunne man ikke, eftersom ALT kørsel her er wbykørsel. De bremser og gasser op konstant, overhaler, eller kører bare råddent. Så man bliver kastet noget rundt inde i sådan en minibus! Ved 18-tiden holdte vi ind ved et "bureau", hvor chaufføren skulle spise pga ramadan. Okay så! Her så vi, at der var nok 4-5 andre fyldte minebusser, også med turister, som skulle samme sted hen. Vi blev alle læsset af her og skulle herfra med andre busser den sidste times kørsel. Vi blev smidt ind i tilfældige busser og kørt afsted. Og det gik opad! Vi stoppede ved 5 forskellige hoteller på vejen op, hvor forskellige folk skulle af. Jeg skulle af som den anden sidste sammen med et andet par. Det var meget lokalt og ikke jordens lækreste hotel, men det var til at leve med - MEN de havde ingen restaurant, og vi var ude midt i ingenting. De havde dog en lille "cafe" lidt nede i gaden, så der gik vi ned. Vi blev mødt af en flok, som lige skulle tænke et par sekunder over, om de overhovedet havde åbent eller ikke, men de lukkede os da ind. Her blev vi serviceret af en gammel dame uden tænder, som knapt snakkede engelsk. Men vi fik da mad - ret god mad faktisk, så det var altid noget!
Oppe af bjerget var der hunde koldt! Som i omkring 10 grader - og den næste morgen, helt oppe ved vulkanen, skulle der kun være 4 grader! De bruger ikke ligefrem radiatorer her, så værelserne var iskolde! Jeg prøvede at tage et bad, og var fra start af overbevist om, at det var koldt vand, men efter et minut eller to, så blev det brandvarmt! Jeg skulle slet ikke røre ved det uden at blive brændt, så det var ikke fedt at stå der med indsæbet hår... Her skyller man ikke ud i toiletterne. Men lægger papiret i en kurv ved siden af og hælder efter ens afsluttede business en spand vand ned i toilettet - og hvis man har lavet nr. 2 og der sidder lidt fast, så bruger man ikke toiletbørste, men en lille bruser, som hænger ved siden af toilettet - så den måtte jeg så vaske mit hår med. Iskoldt vand! Så jeg lagde mig ned i soveposen iført både bukser og trøje og lagde det tykke tæppe, der lå på sengen over mig - og jeg frøs stadig! Æj... 
Nå, jeg stod op igen 3.30, klar til at tage mod et viewpoint, hvor man skulle kunne se solopgangen samt Bromo-krateret og en høj vulkan. Jeg turde dog ikke håbe på noget efter den anden morgens skuffelse. Vi blev hentet af jeeps og kørt en time opad. Herfra skulle vi gå et lille stykke, inden vi kom til pladsen, hvor det hele kunne ses fra. Der var så andre, der havde fået samme idé, så der stod nok 200 andre, da vi ankom - og ALLE udsigts- pladserne var selvfølgelig taget. Så det var bare frem med mase-genet og se, hvor tæt man kunne komme på hegnet, eller se, om man kunne få stukket kameraet ind i mellem nogle andres ben. HELDIGVIS var vejret klart, så jeg så rent faktisk solopgangen - og hvilket syn! Wow det var smukt! Samtidig kunne man kigge til højre og se et tykt lag af skyer ligge hen over jorden, og se krateret og vulkanen stikke op. Amen jeg siger jer folkens - WOW! Utroligt smukt - noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, faktisk. 

(Bromo krateret og vulkan)

Efter at have taget nok 200 billeder gik vi ned igen, fandt vores jeep blandt 100 andre og kørte mod selve krateret. Da vi kom ned af bjerget, kørte vi i en slags ørken af sort sand det sidste stykke - ret specielt. Vi parkerede og skulle herfra gå et godt stykke opad for at komme op på kanten af krateret, hvor man kunne kigge ned. En masse lokale stod dog klar til at tage én derop på hest, men her kunne jeg da spare nogle penge ved at gå. Føj, en gåtur! Ikke nok med, at hele gåturen vare i sand og derfor endnu hårdere, så fløj der kontant sand op fra hestene, der red forbi, så det var ikke fedt at trække vejret! Efter en del anstrengelser (formen er ikke, hvad den har været) nåede jeg toppen, og kunne kigge ned i krateret. Endnu mere specielt! Man kunne kigge ned og se et stort hul i jorden, hvorfra der konstant kom røg op nede fra jordens indre. Igen: Wow! 

(Bromo krateret)

(Udsigten fra Bromo-krateret)

Det er virkelig det bedste ord at beskrive den morgen på: WOW! 
Da vi kom tilbage til "hotellet" fik vi hver udleveret en lille kasse med vores morgenmad. Faktisk helt ok - der var da både toast, en slags ost, et æg og en banan. Man blev da mæt! Herefter ventede jeg en halv time på minibussen, som kørte mig tilbage til det sted, hvor vi skulle skifte bus dagen før, og igen her ventede vi en lille times tid på den næste minibus til det næste sted kaldet Ijen. Dertil var der 6 timers køretur i en skod-bus uden aircondition. Ikke fedt! 
Hen under aften ankom vi til stedet, hvor vi skulle overnatte. Et rigtig fint sted med rigtig fine værelser - og vigtigst af alt: Varmt bad! Jeg tog verdens længste bad - SKØNT! For her er der selvfølgelig også skide koldt, så det var virkelig tiltrængt - også selvom jeg havde svedt hele dagen på minibussens lædersæder! Vi fik serveret en kæmpe gang aftensmad, inden alle gik i seng allerede omkring kl 20 - vi skulle være klar til at stå op kl 3.30 igen i morgen! Et mindre problem var den moské lige i nærheden, som skreg deres meget højlydte bøn ud igenne højtalerne, som egentlig bare mest minder om en fuldvoksen mand, der bliver rykket i håret en "sang". Og at de blev ved til kl 23.30 gjorde mig da ikke ligefrem i godt humør. Møg ramadan...

Fredag - på min kære lillesøsters fødselsdag, tilykke! - stod vækketuret igen til 3.30 - op og have morgenmad, inden vi blev kørt i halvanden time ud til Ijen Kraterets fod. Her ventede en noget hård hikingtur på 3 km op til en sø, som ligger i krateret. Hele vejen blev vi fulgt af en flok lokale, som gik med en masse kurve - de skulle op og hente sulfat, som blev dannet oppe i krateret. Efter en rigtig hård tur, kom vi op til udsigten, og ja, det var igen det hele værd! Wow! Vandet i søen var helt blåt og ved siden af, kunne man se røgen komme op fra krateret. 
Turen tilbage var mere til at overkomme - vi blev efter en times tid (de indonesere er lidt langsomme i det), delt ind i biler og kørt afsted. Igen stoppede vi ved et "kontor", hvor vi skulle skifte over til en stor bus - ikke ligefrem et godt byt! Den var bare gammel - ingen aircondition og rigtig mange mennesker og små sæder! Æj! Vi blev kørt til færgen, sejlet over, og endelig befandt jeg mig på Bali! Nu skulle en bustur på 3 timer til Denpaser bare lige overståes... I Denpasar stod ca 1 million taxachaufførere klar til at køre os hvorhen vi ville, og vi fandt da en til en god pris. Jeg fulgtes med 4 tyske drenge og et canadisk par, og eftersom vi alle havde en hel del bagage blev vi klemt en del sammen inde i minibussen - men vi havde også fået den billigt! Vi ankom en times tid senere til Kuta, som er hoved-turist stedet, så at finde et sted at sove var ikke svært - mig og tyskerne fandt endda et sted med pool! Som om vi havde brug for det - stranden er 5 minutter væk! 
Så i morgen står den bare på AFSLAPNING! Og måske lidt surfing - nu ser vi! Ses!

tirsdag den 8. juli 2014

Yogyakarta

Mandag morgen stod jeg så op kl lidt i 5, pakkede mine ting og vinkede farvel til Cianjur homestay. Mig, et spansk par og en hollandsk mand skulle alle med samme tog videre, så vi blev vist til "busstationen" af en af de ansatte på stedet. Vi blev så bare vist op til vejen, hvor vores lille guide stoppede den næste bus og fik os med. Denne bus skulle køre os til byen Bandung, hvorfra vi skulle med en taxa fra busstationen til togstationen og fra togstationen med et tog til Yogyakarta. Ret nemt faktisk! Vi kom med toget, fandt vores pladser og så frem til den 7,5 timers lange togtur. Puha! Problemet med disse toge er, at man betaler ekstra for at have aircondition, men den er bare så kold, at man nærmest har brug for en flyverdragt! Ikke sjovt at fryse i 7 timer... Lidt over 16 den eftermiddag nåede hollænderen og jeg Yogyakarta. Det spanske par stod af i en anden by omkring middagstid. Hollænderen (som forresten er ret godt tilfreds med sit fodboldlandshold pt) havde allerede booket er hotel, så jeg gik blot med derhen for at tjekke det ud. Jeg havde dog læst om et sted i min bog, som både var billigt og havde en pool - ulempen ved det var bare, at deres værelser var med squat-toilet, som jeg bare overhovedet ikke er fan af. Jeg har "squatet" nok i militæret! 
Nå, efter at have jaget indtil flere væk, der ville have os ind på deres sted (Yogyakarta er MEGET turistet!), fandt vi hans hotel. Det så ganske fint og billigt ud, så det tog jeg også - jeg fik skam det sidste værelse! 
Jeg fik booket en tur til dagen efter, hvor jeg tidligt-tidligt kører fra hotellet mod Borondur, for at gå op af en bakke og se solopgangen hen over er kendt tempel, der ligger i den by. Bagefter skal vi se endnu et kendt tempel. Jeg synes ellers, at jeg havde set nok templer, men disse to skulle været ret specielle og meget populære, så dem må jeg hellere se, nu når jeg er her! 
Jeg spiste aftensmad sammen med hollænderen, som er rigtig hyggelig, og som også selv har rejst rigtig meget! Dette er hans 44. land - wow! 

Tirsdag stod jeg så op kl 3.35 for at være klar til 3.45, hvor der var afgang mod Borobudur. Efter en times kørsel ankom vi til stedet, hvor jeg i totalt mørke gik op af en bakke for at være klar til at se solopgangen ud over templet og det nærliggende landskab. MEN... Skyerne havde lige bestemt, at det eneste bare lidt røde/orange jeg skulle se den dag, var den lille lampe, der lyser orange, når man fokuserer på mit kamera og hollænderens fodboldtrøje. Æj! Nå, men udsigten var da meget pæn alligevel - bare ret nederen at have siddet og ventet i en times tid på det. Herefter gik vi ned igen og kørte hen for at se selve templet. Det er vist verdens største tempel, og var vildt flot! Og stort! Slet ikke noget a la de andre buddhistiske templer, jeg før har set. Dog havde det efter flere vulkanudbrud i tidens løb taget en del skade, og stenene, det var bygget af, var helt sorte af aske. Selve templet blev først fundet ude midt i junglen engang i midten af 1800-tallet, så man ved ikke hvem der har bygget det eller hvornår. 
Efter at have gået rundt i området et par timer var det endelig tid til morgenmad! Herefter kørte vi igen lidt over en time hen til det næste tempel, som var et hindu-tempel kaldet Prambanan. Dette var blevet rigtig skadet af et jordskælv så sent som i 2005, hvor en masse af templerne var styrtet sammen og blokke var faldet sammen. Men de største af templerne stod stadig efter en del reparation og var rigtig flotte. Det er sjovt endelig at kunne bruge alt det man lærte i de selvfølgelig VILDT spændende religionstimer, jeg havde i gymnasiet. Jeg vidste hvem af guderne alle templerne tilhørte i hindutemplet samt kendte historierne - og ved det buddhistiske tempel havde jeg slet ikke behøvet en guide for at kunne fortælle historierne, der var indhugget i murerne! Det var jo ikke helt ubrugelig viden, han fyldte os med, ham LP. 
Efter at have kæmpet sig igennem alle de boder, der var sat op uden for templets udgang kørte vi tilbage til Yogyakarta - da vi kom tilbage var klokken kun 13! Utroligt hvor meget man kan nå, hvis man står tidligt op, haha.
Jeg tog mig lige en lille lur, da vi kom tilbage og gik derefter på markedet. Meget forvirrende marked i forhold til andre, jeg har været på! Og det endte da også hurtigt med, at jeg blev træt af det. Resten af eftermiddagen gik bare med afslapning og med at gå fra turistbureau til turistbureau for at få den bedste pris på min næste tur! Og det endte nu meget godt. I morgen tidlig tager jeg med en bus i 11 timer mod Gunung Bromo, som er en aktiv vulkan her på øen. Her skal jeg overnatte og morgenen efter prøver jeg igen med den solopgang! Derefter kører vi mod Ijen Crater, som er lidt samme historie: Overnatning og morgenen efter solopgang og trekking. Herefter bliver jeg læsset at på Bali og er klar på den strand! Ses!

lørdag den 5. juli 2014

Cianjur Homestay

Fredag morgen kl 7.00 stod jeg klar udenfor hostlet og ventede på mit lift til Cianjur. Som de altid er i udlandet, var de 25 min forsinket - men jeg kom da med! Jeg kørte sammen med ene af lokale, og jeg anede ikke, hvor langt der var til stedet. Efterhånden var der gået en time, og vi læssede den første af. Først næsten 3 timer efter jeg var blevet hentet havde vi læsset alle de lokale af, og jeg ankom til stedet. Her blev jeg modtaget med en velkomst-juice og en gang morgenmad, som bestod af ris kogt i kokosmælk, med lidt æg og noget virkelig stærkt ovenpå. Egentlig ret godt! Rigtig lokalt. Straks blev jeg også tilbudt at komme på en tur til en traditionel by den samme dag. Med det samme faktisk! Og eftersom jeg ikke lige havde nogle planer, så var det jo fint. Efter maden blev jeg sat på en scooter (denne gang med en hjelm på!), og kørt ca en halv time hen til et sted, hvorfra vi skulle gå. En fra homestayet fulgte mig hele vejen, indtil vi fandt gruppen, som allerede var taget afsted på turen kl 9. Så jeg svedte en hel del, da vi endelig fangede dem halvvejs oppe af bjerget! Vi havde spurtet! Der var en masse unge med på turen, som også er under det samme "program", som jeg er, så det var rigtig hyggeligt, og de var alle rigtig flinke.
Men vi gik og gik, og vi så en masse flotte udsigter udover rismarker og teplantager. Vi så også en masse huse på vejen, som tilhører folket, der lever traditionelt. Meget sjovt at se. Alle husene var bygget af bambus og havde ingen møbler. Men de så ud til at holde godt! Sidst på formiddagen ankom vi til en af guidernes hus, hvor vi blev serveret en frisk kokosnød med sugerør i. Himmelsk! Helt frisk kokosmælk. Efter vi havde drukket op, skar han nødden op, serverede hjemmelavet brun sukker - og dét blandet med den friske kokos var som en virkelig lækker dessert! Wow. Herfter blev frokosten serveret. Indenfor blev en runskreds af tallerkner sat op, og inde i midten stod maden. Så var det ellers at tage for sig af alle de lokale retter! Og at sidde på gulvet var også en del af charmen. Dog var det lidt synd at se de lokale, som pga af Ramadan, som er igang lige nu, ikke måtte spise. Efter frokost gik vi tilbage ned af bjerget og tilbage til homestayet. 
Jeg blev indlogeret på mit værelset, som bestod af ca 1 kvadratmeter gulv, en stor dobbeltseng og en fane. Toilettet kan som mange andre toiletter i Asien ikke skylle ud, så det gøres ved at hælde vand ned i det, indtil det man vil have væk er væk. Og papiret skal lægges i en spand. Der er ingen håndvask, men blot en hane, så vandet og sæben ligger bare på gulvet. Og ja, bruseren er også bare midt i det hele og afløbet er i det ene hjørne - så det er en oplevelse! 
Jeg bor hos en gut kaldet Yudi og hans familie, og det er Yudi, som arrangerer alt for sine gæster såsom turene rundt i lokalområdet. Der kan bo 5 i hans hus, og rundt omkring i byen kan der bo flere hos en anden familie eller i en bungalow, og så kommer alle hen til Yudi og spiser. Rigtig hyggeligt, for man møder en masse andre rejsende, og man kan tilmed snakke med folkene, der arbejder for Yudi, eller familien selv. Og alle er heldigvis vildt flinke! En sjov ting er dog, at alle de lokale vil have billeder med os. Man bliver tit stoppet på gaden for at få taget et billede med dem. Sært! Men det er kun 1 år siden, at dette sted kom i Lonely Planet bogen, så førhen kendte turister ikke til stedet, og derfor har mange af de lokale ikke set turister før. De er også helt vilde med at sige hej til en på gaden, og fniser og griner helt vildt tit, når de så endelig tør gøre det. Sjovt at se.
Der er bare lige den ting med den Ramadan der... De er vildt glade for deres kæmpe højtaler ovenpå moskeen, hvorfra de kl 4.30 om morgenen spiller HØJT "musik" - en bøn af en art, som fortæller dem, at de skal til at bede. De står op kl lort om natten for at spise, fordi de hverken må spise eller drikke, når solen er oppe, også om aftenen får de et kæmpe måltid. Især det med at de ikke må drikke - heller ikke vand - må godt nok være svært i den varme! Men at de så aflyser en masse af de ture, som jeg gerne ville bruge noget af min tid her på, kunne han godt lige have informeret mig om. Fx kan man ikke komme ud og se rismarkerne, eller en tur med noget traditionel dans... Så nu tager jeg måske herfra en dag eller to før end planlagt, for udover de her ture, så er der godt nok ikke meget at give sig til! Men det giver mig bare flere afslapningsdsge på Bali i sidste ende. Aaahhh.
Aftensmaden var også meget lokal, men vildt lækkert! Især desserten var spisciel. Vi fik en lille klump pakket ind i et blad. Indeni var der en klump klisterris, som var blevet grønne pga bladet og inden i dette var der kokos blandet med brunt sukker. Wow det smagte bare godt!! Jeg håber virkelig på, at kunne komme på madlavningskursus her, men damen som skal afholde det er desværre syg. Så kryds fingre for, at hun bliver rask snart!

Lørdag morgen tillod jeg mig selv at sove længe eftersom jeg først skulle på tur ud til en flydende by kl 13. Den samme nat ved 2-3 tiden havde jeg hørt nogle nye komme til stedet, og da jeg stod op ved 9.30-tiden mødte jeg en af pigerne. En dansk en af slagsen! Hun var ude at rejse med sine forældre, og de ankom direkte fra DK og hertil. Så det var kørt den tur, der for mig tog 3 timer fra Jakarta på bare 2 timer. Vi fik alle 4 morgenmad sammen, og de er vildt søde! Kommer lidt syd fra Århus af. Vi snakkede en hel del og pludselig blev frokosten serveret! Jeg skulle jo nå at spise inden min tur. Under maden ankom et par mere fra Spanien og senere et andet par fra Tyskland - så der er gang i den! Frokosten bestod af noget klisterris (slet ikke som I kender det - det her hænger HELT sammen i små kugler) i noget sovs igen lavet på kokos sammen med en masse grøntsager. Jeg siger jer: jeg skal leve af store røde bøffer og bare generelt kød, når jeg kommer hjem - for kød, det bruger de godt nok sjældent her! Jeg har ikke fået kød i 3 dage nu. Hvad er det for noget?! Nå, jeg overlever nok. Jeg blev hentet sammen med nogle af de andre og kørt ud til den flydende by. Her sejlede vi rundt og så på husene, som virkelig ligger helt udeni vandet og blot er bygget ovenpå tønder og holdt sammen af bambus. Ret specielt. Vi steg af båden og fik lov til at gå på de mange bambus broer, der er mellem husene. De har også en masse små bassiner i mellem husene, hvor de har fisk. Både til akvarie og til spisning. Så det lever de fint af! Virkelig specielt at se sådan et samfund. Da vi kom tilbage gik jeg en tur rundt i området sammen med den danske familie - knapt så hyggelig en tur - ikke pga selvskabet - men der er bare rigtig mange køretøjer på deres veje, som virkelig larmer, og rundt i kanten af vejen ligger der uendelig mængder af skrald! Overalt. 
Aftensmaden var en god omgang nudler med grøntsager, som man kender det! Efter at alle havde fået booket hvilken tur de ville på dagen efter, sad vi og snakkede, da Yudi kommer og spørger, om nogle vil med ud at se er hospital. Og set kunne da være super fedt, så det sagde jeg ja til! Det var så bare ikke et hospital, men en mand, som sammen med nogle andre arbejde frivilligt for en organisation for at hjælpe psykisk syge, som rundt omkring i landet bare bliver låst inde af deres egne familier, fordi familien ikke ved, hvad de skal stille op med dem. Ret interessant at høre på, men da de 5 lokale, der var tilstede ville tage billeder sammen med os for 11. gang var jeg en smule irriteret! Stop nu! Og vi så også en lidt for lang film om det hele, som jeg sagtens kunne have undværet! Bagefter gik vi dog over og så hospitalet. Ikke just en opmuntrende oplevelse, men man kan da sige, at vi skal være glade for, hvad vi har i Danmark. Klokken blev så også halv tolv før vi kom tilbage, og jeg skulle på tur fra 8-17 ud for at se en botanisk have og et stort vandfald sammen med den danske familie dagen efter. Spændende!

Okay... Søndag morgen blev vi så først hentet kl 10. Indonesisk tid for kl 9! Men vi kom da afsted. Vi blev kørt i en lille minibus ca en time hen til den botaniske have, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på alle træerne og planterne. Guiden vidste så stortset intet om planterne, så det var faktisk ikke så meget værd. Det var dog en rigtig flot have! Vi gik til sidst ned og så vandfaldet, som var rimelig skuffende. Vi havde læst om nogle andres oplevelser af det, hvor de havde skrevet, at de var det største, de havde set udover Niagra Falls - og det var det bare IKKE. Nå, men vi så det da. Da vi kom tilbage til minibussen, var klokken ikke mere end 1.30, og turen skulle altså vare til kl 17. Det gjorde den så ikke. På vejen tilbage fik vi guiden til at stoppe bilen ved forskellige små boder, hvor de solgte en masse frisk og spændende frugt. Så vi prøvede en masse forskellige frugter, da vi kom tilbage til huset - vildt lækkert! Resten af dagen gik med afslapning og en lækker-lækker lokal aftensmad efterfulgt af en gåtur om aftenen.

Grundet Ramadanen og at der derfor er mange af turene, der ikke kan lade sig gøre, har jeg besluttet at tage herfra en dag før end forventet. Så jeg tager afsted mod Yogyakarta tirsdag virkelig tidlig morgen, hvor jeg gerne skulle ende tirsdag eftermiddag - Javaøen er åbenbart virkelig stor?! Det tager faktisk 60 timer at komme her fra Cianjur til Bali i bus! Fra Yogyakarta regner jeg med at tage mod en vulkan kaldet Bromo, som jeg vil bestige og derfra til Bali. På Bali regner jeg med at få slappet GODT og grundigt af, samt tage nogle dage på Gili øerne og Lombok for derfra at vende tilbage til Bali og mit fly hjem d. 21. Det ender jo næsten med, at jeg får travlt! Jeg havde faktisk været lidt bange for, at jeg havde FOR mange dage, men det kommer vist til at passe helt fint! Så sorry gyus, I må altså vente helt til d. 22.!

Nå, der kan så ske meget på bare de få timer, siden jeg skrev det sidste lille stykke indlæg! Nu tager jeg så afsted mod Yogyakarta i morgen tidlig kl 5! Ham gutten der har stedet her er lidt irriterende og kan ikke love mig, at jeg kan komme på en tur i morgen... Jeg ville gerne have været ude at se en risfarm - men det blev et nej pga af ramadan. Så ville jeg gerne på en lang hike i bjergene her - nej, fordi guiden, der kender bjergene, er i Jakarta. Lige pludselig! Som første prioritet ville jeg faktisk have været på et madlavningskursus, men hende damen, der skal afholde det er syg! Amen altså... Og der er virkelig bare ikke nok at lave her en HEL dag - det eneste man kan lave udover de ture der, er faktisk bare at gå rundt i byen, som egentlig ikke er særlig hyggelig. Så her til aften kl 21 fik ham der ejer stedet lige hu-hej arrangeret en togbillet. Sådan! 
Så farvel til Cianjur Homestay - det har været en blandet fornøjelse. Det lød af lidt mere end det lige var i min Lonely Planet bog, men sådan er det jo nogle gange. Altid noget, at jeg kunne komme videre herfra med så kort varsel.
Ses i Yogyakarta! Håber DK er fornøjelig!

fredag den 4. juli 2014

Jakarta

Efter at have fået absolut intet søvn blev jeg kl 4 om natten hentet af taxaen og kørt til lufthavnen. Taxachaufføren måtte vække mig, da vi var der! Systemet i lufthavnen var ikke til at råbe hurra over, og alt virkede bare tilfældigt. Der stod ingen ved security, men folk kørte da deres ting igennem - og da jeg gik igennem med min telefon i lommen sagde den ikke en lyd. Nå, jeg kom da på flyet, og efter lidt forsinkelse kom vi afsted mod Jakarta. 
For at komme ind i Indonesien skal man åbenbart have visa! Og man skal også betale for det... Eftersom jeg ingen kontanter havde på mig, så måtte jeg lægge mig pas som "depositum", gå ud og hæve de over 200 kr det kostede (435.000 af deres - sindssyge beløb!) og komme tilbage og betale. Jeg kunne så endelig forlade lufthavnen! Jeg havde læst mig til, at når jeg kom ud, så skulle jeg blot gå til venstre og dér finde en bus, der kører til centrum. Jeg fandt da også stedet og købte en billet, men bussen måtte jeg vente i laaaaang tid på. Så lang tid, at en soldat-lignende mand og hans ven prøvede at score mig. De fortalte om alle de "seje" ting de lavede, men til sidst sagde jeg altså til ham, at jeg selv var soldat, og at vi faktisk var meget sejere i Danmark. Så gik de da heldigvis!
Efter at have kørt næsten halvanden time i bus endte jeg på en togstation midt i byen. Herfra havde jeg læst mig frem til, at jeg skulle tage en taxa de sidste to kilometer. Først kommer en scooterfyr hen - neeeeej! Jeg fandt heldigvis en almindelig taxa og endte rent faktisk det rigtige sted. Hurra! Jeg tjekkede ind, og da hun sagde, at værelset ikke var klart endnu var jeg lige ved at dø! Jeg var SÅ træt! Men efter hun havde ordnet papirerne, så var det pludselig klart alligevel. Yes - lur til mig! Jeg stod op til frokost, spiste og gik herefter ud i byen. Jeg gik først hen på et marked, men der solgte de kun brugte ting, og sælgerne var alt for nærgående. Så jeg gik det lidt lange stykke hen til det centrale shoppingcenter og centrum i byen. Her var jeg ved at blive kørt ned flere gange ved at krydse vejen - men jeg klarede den hele vejen ind i centret. Efter shoppingturen med Line i Kuala Lumpur, så måtte jeg beherske mig... Og jeg var god til det! Da jeg kom ud igen var det pludselig blevet mørkt! Og klokken var kun 18. Så jeg måtte jo med en taxa, for der var rimelig langt tilbage. Jeg fandt en lille tuk-tuk og fik ham forklaret, hvor jeg ville hen. Han kørte i 100 år, og jeg var ved at blive i tvivl, om han overhovedet vidste, hvor det var. Men han skulle selvfølgelig også slås med alle scooterne og bilerne på vejen. Ej hvor er der mange scootere! For hver bil er der nok 5 scootere. Men han fandt det da til sidst. Jeg fik noget mad, så lidt af en film, der kørte i lobbyen, også ellers bare i seng! Jeg skulle ligesom også hentes kl 7 næste morgen for at blive kørt til Cianjur. Her skal jeg bo i 5 dage hos en familie og på ture om dagen for at lære om den indonesiske kultur. Det skal nok blive spændende! Ses i Cianjur!