søndag den 29. juni 2014

Cameron Highlands og Kuala Lumpur

Lørdag sidst på eftermiddagen ankom vi til Cameron Highlands. Her var der pludselig koldt?! "Kun" 25 grader var altså ikke lige shortsvejr... Så da vi havde fundet et sted at overnatte, var det straks på med langbukserne og den varme trøje! Også da vi senere gik rundt ude i byen og kiggede, gik vi rundt i varmt tøj. Fy føj! 
Vi fik booket en tur til dagen efter, som skulle give et godt indblik i hele området, så det glædede vi os til.

Søndag stod vi så op, fik morgenmad og blev 8.45 hentet af vores guide i en rigtig jeep. Vi kørte først lidt op i bjergene, hvor vi fik en kanon udsigt udover en kæmpe teplantage. Vildt smukt! Herefter kørte vi lidt højere op af bjerget, som vist nok var et af de højeste i Malaysia, hvor vi oppe i et tårn havde en vild udsigt! Og heldigvis var vejret klart. Herefter kørte vi til The Mossy Forrest, som er en regnskovs-jungle, hvor der er nogle helt specielle økosystemer. Og en hel masse mos! Rigtig flot tur. Guiden var dog bare lidt for entusiastisk, så vi blev i den grad belært om global opvarmning og om regnskovens vigtighed. Han fik det nærmest til at lyde som om, at hvis vi trådte på mosset derinde, så var der snart ikke mere drikkevand! Han snakkede bare lige lidt for længe... 
Herefter besøgte vi selve tefabrikken, hvor vi selvfølgelig skulle have en kop te. Det var der bare også ca 1000 andre der skulle, så vi stod i kø i godt 45 min for den ski** kop te! Herfra så vi en sommerfugle-farm, inden vi fik lokal frokost. De sidste stop på turen var på en jordbær-farm(jeg var fan), på et ret kedeligt og meningsløst museum og ved et buddhistisk/kinesisk tempel. Og så var vi godt nok også færdige for den dag! Jeg sov to timer, da vi kom hjem, spiste aftensmad og gik nærmest direkte i seng igen! Træt!
I morgen tidlig skal vi med bus mod Lines sidste stop; Kuala Lumpur. Her skal vi være i 3 dage, inden hun flyver hjem natten til d. 3. juli, og jeg flyver videre til Jakarta. 

Mandag lidt over middag ankom vi til en busstation i Kuala Lumpur. Vi anede ikke hvilken busstation, eller hvor vi skulle gå hen. Så der stod vi med alt vores bagage i de 40 grader, og sukkede. Vi fandt dog hurtigt ud af, at de billige steder lå i Chinatown og gik derhen imod. Til alt held gik der ikke voldsomt lang tid (dog lang nok tid til, at vi var badet i sved), før vi fandt et sted. Endda et sted, hvor vi kunne få vores eget værelse med aircondition til en fornuftig pris. 
Vi skiftede til shorts og gik ud i byen og kiggede. Vi fandt et marked, som igen blev farligt... Altså! Sidst på eftermiddagen bookede vi en tur til dagen efter, hvor vi skal rundt og se de centrale ting i byen. Aftensmaden blev nydt på 7eleven - ren gourmet, haha!

Tirsdag tog vi så på tur rundt i Kuala Lumpur sammen med guiden og en gammel mand. Vi startede med at køre ud til en stor grotte, hvori der var et tempel. For at komme op til grotten skulle man bestige 272 trappetrin i lange bukser (kun benene skulle være dækket her?!), så det var varmt! Samtidig skulle man holde øjnene åbne for ikke at blive angrebet af aber! Vi så en pige få rykket sin taske ud af hænderne, så aben kunne endevende den for mad. Skide abe! Men vi så templet, og det var ret specielt. Herfra tog vi ud til en tin-fabrik. Ret kedeligt faktisk. Herefter foregik det mere inde i byen, hvor vi så et monument for de faldne soldater under 2. verdenskrig, en vigtig plads, og en moské. I moskéen skulle vi have tørklæde på fra fødder til toppen af håret - kønne var vi ikke! Til sidst dagens vigtigste sted: Chokoladefabrikken! Og vi købte da også lidt... 
Eftermiddagen brugte vi igen på markedet, hvor vi igen igen købte en masse ting. Æj! 

Onsdag formiddag gik vi rundt i kvarteret og prøvede på at finde det berømte sted: The Golden Triancle. Her var der en masse butikker og et KÆMPE center. Vi fandt først en H&M - og ja, så var dagen ligesom igang... Ej, hvor vi købte meget derinde! Og turen inde i det største center var heller ikke bedre - i hvert fald ikke for Line, haha! 
Da vi kom tilbage gik vi i bad og ud for at spise. De sted vi havde udset os åbnede så først kl 19.30 og vi var altså klar 17.45! Men de skulle vente med at åbne til Ramadanen var forbi for den dag, så der skulle altså være mørkt. Så vi spiste vores gourmet-farvel-Line-måltid på McDonalds! Haha! Derefter gik vi igen lidt rundt på markedet, inden vi gik tilbage til hostlet for at pakke vores ting/pakke alle mine ting over i Lines tasker. Heldigvis var hun faldet over en stor Nike sportstaske i centret tidligere på dagen, så den er blevet fyldt godt ud. Uden pis, så har Line 10 kg af mit lort med hjem. Wow!! Hun er for sej! Slæber lige 34-35 kg med hjem.

Det var så meningen, at jeg skulle have et andet værelse at sove i her på hostlet, når jeg havde sendt Line afsted - vi skal nemlig ikke med fra den samme lufthavn - MEN! Manden sagde så, at de ikke havde flere af de billige senge tilbage, så han viser mig en seng, der står ude midt i det hele - ikke inde på et værelse eller noget - og den kostede det samme som en seng inde på et værelse. Glem det kammerat! Så nu må jeg sove på en sofa indtil jeg bliver hentet kl 4 i nat. Yes...

Men ja, det var så farvel til Malaysia. Det har været et kort visit, men vi har set RIGTIG meget af landet, og mange af de centrale ting her. Det har været meget specielt - især at opleve forskellen på Malaysia i forhold til Thailand. Vidt forskellige lande! Og vidt forskellige kulturer. 
Det bliver så også farvel til Line for denne gang. Det har været FANTASTISK at rejse med hende! Vi har haft det skide sjovt - og haft en god arbejdsfordeling: Jeg har læst i min bog og fortalt hende, hvor vi skulle hen, og hun har haft styr på alle nøgler og billetter. Skide fint! Haha! Men ja, vi har haft det rigtig sjovt sammen, og det var hårdt at sige farvel. Men vi ses jo lige om lidt igen!

Kl 7 i morgen tidlig, torsdag, flyver jeg så videre til Jakarta. Her skal jeg overnatte en enkelt nat og fredag bliver jeg hentet af Yudi og kørt ud i en mindre by, hvor jeg skal bo hos en værtsfamilie indtil d. 9. Her skal jeg lære en masse om den indonesiske kultur og på en masse ture rundt i området. Herfra er planen at rejse tværs hen over Javaøen og ende på Bali, hvor mit fly hjem er fra. Puha, der er godt nok ikke lang tid tilbage!! Det er godt nok mærkeligt at tænke på. Jeg vil ikke hjem, men samtidig glæder jeg mig til at se jer alle sammen! Åh...
Nå, farvel Line og Malaysia - ses i Jakarta!

lørdag den 28. juni 2014

Hej Malaysia!

Vi ankom til byen, hvor havnen var, og blev sat af ved et turistbureau, som kunne give os bådbilletterne. Her sad en lidt for rapkæftet fyr med sine lidt for smarte venner - de ville skam gerne hjælpe - de var bare ALT for meget! Da vi skulle til at betale kom vi i tanke om, at vi jo ikke havde fået hævet, og de småpenge vi havde fået vekslet på grænsen var ikke nok. Så jeg tog med en af mændene, som ville køre mig til banken. På sin scooter - selvfølgelig! Jeg bad ham om at køre langsomt, og han gjorde så selvfølgelig alt andet. Han var nok et af de mest irriterende mennesker, jeg nogensinde har mødt - måske spillede min træthed og sult også lidt ind, men wow, han skulle have haft 10 flade lige i ansigtet! Han blev ved med at snakke til mig, selvom jeg ikke kunne høre, eller forstå ham, og blev ved med at spørge, om jeg så vm, for så kendte han et sted med billig øl, hvor jeg kunne komme med hen. Nej, for 117. gang! Det værste var dog, at han blev ved med at tage selfies af os begge (han skulle bare dø!!), hvilket fik ham til at slingre mere! Jeg kiggede bare væk eller bukkede mig ned, så jeg ikke kunne ses for hans egen (trælse) krop. Han spurgte også jævnligt om jeg var bange, eftersom jeg gispede, når han rundede svingene med en lidt for høj fart. Da jeg så endelig sagde ja, begyndte han selvfølgelig at slingre, men så fik han fandme et slag på skulderen, at nu skulle han stoppe! Det forstod han så. Da vi så kom tilbage ville han have penge for det - og gu fandme nej, om han fik penge for det! Jeg kom dog til besindelse igen og gav dem til en af de andre smartass's og sagde, at jeg i hvert fald ikke gad at give ham dem! Hvilken idiot. Da vi havde betalt og fået vores billetter og skulle til at gå, spurgte de så, om vi ikke ville spise med dem, og vi kunne da også sove her. Det svarede jeg ikke engang på, og manden råbte efter os, at vi skulle huske at være på kontoret lidt i 7 i morgen tidlig. Ja ja, ses! Stodder... Det var som at være tilbage på Cuba!
Vi fandt et usselt hotel med en enkelt dobbeltseng, men vi orkede bare ikke at lede, eftersom vi var HELT døde og virkelig sultne! Vi har ellers ledt efter pænere steder at sove, da jeg i Phuket var så smart at glemme min silkesovepose i min seng... Så nu kan jeg ligge her og hygge mig med alle sengelusene! Hurra.
Velkommen til Malaysia, piger!

Torsdag kl 4 blev vi vækket af den lokale moské, der lige synes, at den skulle messe ud over HELE byen på dette umenneskelige tidspunkt! Omg! Så vi var da vågne, da vækkeuret ringede lidt over 6. Vi tog ned på turistkontoret og gik herfra ned til båden, som skulle sejle os ud til Palau Perhentian Kecil. Det er en lille ø lidt ude fra kysten, som skulle være vildt smuk! Så her ville vi tilbringe to nætter. Vi blev sejlet derud i speedbåd, og sat af på stranden, hvorfra vi så skulle finde et sted at sove. Og der var varmt! Vi fandt faktisk forholdsvis hurtigt et sted, som havde et dobbeltværelse til en okay pris. Vi ville dog frygtelig gerne have aircondition, men da han sagde, at sådan et værelse kostede lidt over 800 kr, så kunne vi godt overleve med den fan. Vi smed vores bagage og gik ned på stranden, hvor vi fik noget morgenmad, inden den stod på afslapning ved vandet. Til middag gik vi op på værelset lidt, inden vi gik over på den modsatte side af øen(hvilket kun tog 5 minutter), fik en is og lagde os i skyggen. Vi er rigtigt på ferie nu! 
Lidt senere svømmede vi lidt ud af, men vendte hurtigt om, da nogle halv-store fisk i vandet begyndte at bide os, så snart vi ikke rørte på os. Og de bed altså til! Så vi fandt hurtigt tilbage ind på stranden igen! 
Til aften spiste vi på en fin restaurant nede ved vandet, og til dessert fik vi henholdsvis en oreo-shake og en mars-shake. Mmhh! Vi nyder livet!

Fredag sov vi længe. Rart! Og tiltrængt. Vi vågnede ved 10-tiden og gik ned på stranden og fik morgenmad. Herefter gik vi lidt rundt på øen og tog billeder, inden vi lige blev dyppet og tog på snorklingtur. Vi blev sejlet ud i en lille båd og over til den såkaldte Turtle Beach. Ja ja, vi har efterhånden været på så mange snorklingture, hvor de lover både hajer og næsten hvaler. Så vi forventede ikke det store. Men lige var vi hoppet i, før vi kunne se den første havskildpadde ligge nede på bunden og spise. Line var ellevild! Vi så 2-3 stykker, inden vi sejlede videre. Fedt! Næste sted var Coral Garden - og koraller var der! For alle pengene. Og VILDT mange fisk! Næste sted var Shark Point, og det forventede vi slet ikke noget af. Men men men - efter at have svømmet rundt i ca et kvarter svømmede den første haj forbi nedenunder os. For vildt! Næsten 2 meter lang. Vi nåede at se 3. Vores guide grinte så bare af os, da vi sagde, at vi havde set 3, så vi ved ikke, om han ikke troede på os. Men vi var ligeglade - vi havde set hajer! Og Line havde set BÅDE skildpadder og hajer på én og samme dag. Kanon tur! 
Resten af eftermiddagen brugte vi skiftevis ved vandet og oppe i skyggen med en smoothie i hånden. Ren afslapning! 
Til aften spiste vi igen på en af restauranterne nede ved vandet - på stranden faktisk. SÅ hyggeligt!

Åh Perhentian Kecil, du har deme været god ved os! Og god for Lines tan, haha!  Vi har virkelig fået slappet af og nydt tilværelsen. I morgen drager vi med båden tilbage til hvor vi kom fra og tager derfra bussen til Cameron Highlands, hvor vi skal ud i junglen. Ses!

onsdag den 25. juni 2014

Farvel til Thailand

Da vi tirsdag omkring middag ankom til Krabi, kunne vi godt fornemme på det hele, at der ikke lige var så meget strand, som vi lige havde troet. Så vi forsøgte at finde et sted med pool, så vi kunne bruge dagen på at slappe af. Det lykkedes da også - endda til en fornuftig pris og med gratis transport. Yes! Vi ankom, smed vores ting og tøj(haha) og gik direkte i poolen. Lækker NEDKØLET pool - SKØNT. Freden varede dog ikke længe... Line fik hen på eftermiddagen en besked fra hendes mor hvori der stod, at hendes bedstefar desværre var gået bort samme morgen. Han havde været syg længe, men selvfølgelig slog det enormt hårdt ned på Line! Åh lille skat altså...<3 Hun fik et hav af krammere, og vi fik snakket lidt om, hvordan han var. Puha - slet ikke sjovt! Især ikke, når man er så langt væk hjemmefra. Men hun klarer det rigtig flot og får skrevet jævnligt hjem til familien.
For at hun ikke skulle ligge kun og tænke på dét hele dagen, så gik vi sidst på eftermiddagen ned i byen for at kigge lidt og finde noget mad. Og igen havde de en masse souvenirersbutikker - æj!! Vores vigtigste køb var nok vores billet til den malaysiske grænse dagen efter. Og her var vi nok lidt besværlige... I stedet for at tage den normale rute ned til enten Penang eller Kuala Lumpur, så ville vi gerne over til en ø ovre på østkysten. Vi havde nemlig læst, at den skulle være fantastisk! Og billig. Så turist-damen fiksede os en billet til en by lige før grænsen til Malaysia kaldet Sungia Kolok (tror jeg), og herfra skulle vi så tage en taxa - som i følge hende var enormt billige - til byen hvorfra båden ud til øen går. Hmm, okay så! Der var bare et eller andet ved det der navn Sungia Kolok, som jeg ikke var så glad for... Der er nemlig én grænse, som min guidebog ikke anbefalede, at man benyttede sig af, og jeg var ret sikkert på, at den havde noget at gøre med det bynavn. Men det var vores eneste mulighed. Og når jeg slår dette indlæg op, ved I jo også, om det var farligt eller ej! 

Vores bus - eller det var så en minivan - gik kl 6.40 morgenen efter, og turist-damen havde sagt, at det tog ca 4,5 timer. Fint! Så havde vi massere af tid på grænsen og tid til at finde den båd der. Vi sov det meste af vejen(med åben mund og det hele), men ankom 11.30 til et sted som slet ikke lignede en grænse - men her skulle vi altså af! Chaufføren stak os to billetter i hånden, og sagde noget om platform nr. 22. Held og lykke piger! Vi fandt dog let den givne platform, men her skulle vi lige vente på den næste minibus. Men hvornår kommer den, lille gamle mand? Åh, inden for en time - inden ved det! Okay så... Og egentlig vidste vi ikke, hvor vi var? Vi var så i en by kaldet Hat Tai, som SLET ikke var tæt på grænsen. Hvad?! Vi skulle så med endnu en minivan herfra og til grænsen, som igen ville tage 4 timer. Aj... Nå, så vi havde noget stillesiddende tid foran os. Line gik på toilet, og jeg holdte skarpt øje med taskerne! Min kære grandkusine, som for nyligt også var ude at rejse, fik stjålet alle sine vigtige ting efter hendes veninde blev udsat for en tricktyv netop mens min grandkusine var på toilet! Så jeg var klar på alt! Pludselig bliver jeg vinket over, at vi altså skulle med nu. Lort... På med ALLE taskerne (vi har hver 3 nu), og så afsted. Sved... Her kigger chaufføren godt nok lidt mærkeligt på alle taskerne og meddeler, at de ikke kan være der. Jeg kigger forbløffet på ham og siger, jamen hvad så? Åh, jamen så måtte vi jo købe en billet til vores tasker. Glem det kammerat! Bare fordi dine små thai-venner allerede har fyldt bagagerummet(som var lidt lille, ja), så skal jeg sgu da ikke betale! Og hele bagrækken var fri. Nul putte! Han forstod så ikke engelsk, så jeg ledte efter en, der kunne, så jeg kunne forklare ham situationen. Den ældre mand, som før var så flink at forklare os vores situation kom igen, og sagde så også, at vi skulle købe endnu en billet. Og han viste mig også det fyldte bagagerum. Ja! Det kan jeg da godt se - men hvis de andre ikke skal betale, så skal jeg deme heller ikke. Jeg fik forklaret ham, at han da ikke var særlig flink - for ham den sidste jeg kørte med var altså flink og ville rigtig gerne hjælpe mig. Og så kom der andre boller på suppen! Jeg ved ikke, om Budha lige fik prikket til ham(de SKAL jo være gode mennesker, altid), for så kunne vi lige pludselig godt få taskerne mast ind forskellige steder. Sådan! Tak flinke gamle mand. 
Vi kom ind i minibussen, og længe gik der ikke før den gamle dame lige bag os tilbød os en pose med sådan nogle små vaffelrør. Det gør de lokale tit, men vil selvfølgelig have penge for det. Men det ville hun bestemt ikke. Altså, hvor sødt! God og nærende frokost! Sammen med vores vingummipose og nødder... Ups. 
Men vi ankom efter de 4 timer til Sungai Kolok, hvor vi så skulle finde ud af alt det grænse-pjat. Det gik egentlig ganske smertefrit, og nu skulle vi bare finde en taxa, der ville køre os til havnen, hvor den båd skulle gå fra. Vi fandt en, og han meddelte, at det altså var 1 time og 40 minutter væk. Nå! Men han gav os en god pris, så det var jo fint! Dog meddelte han også, at den sidste båd var gået for i dag, men at der var hoteller i byen ved havnen. Okay så! Sidste projekt var så at få vekslet vores bath om til Malaysia-penge. Det gjorde man simpelthen i det lokale supermarked! Ja ja. Vi kørte afsted, og vinkede farvel til Thailand.

Det blev så farvel til kære Thailand, som har budt på en hel anden kultur end de andre steder, jeg har været. Alle her er virkeligt inderligt flinke, og vil virkelig gerne hjælpe én - uden noget til gengæld. Så når man kommer fra Cuba, med de forbandede klamme mænd og folk, der altid vil have noget ud af en, så var det en total omvæltning. En rar omvæltning. Og hvor er her altså bare nemt. Alt er bare nemt - bus, tog, hostel, ture osv. Man skal bare sige, hvad man gerne vil, hvor meget man vil betale, og så fikser de kære thaier det. 
Vi har oplevet VILDT meget på rigtig kort tid og været ude for et par ting undervejs - bl.a. Lines drop-tur til hospitalet mens jeg lå i alkohol-koma - det glemmer hun nok ikke lige i morgen. 
Men ja, vi nåede faktisk hele vores hjemmebryggede plan, og vi har både set nord og syd. Vi startede jo i Bangkok, som var rigtig fed at se, videre til Chaing Mai, hvor vi ziplinede, trekkede og red på elefanter, inden vi tog tilbage til Bangkok på madlavningskursus. Herfra tog vi natbussen mod Koh Pangang, hvor vi festede - jeg i baren og Line på toilettet. Ej - man må godt grine lidt af det nu! Haha. Herfra til Koh Tao, hvor jeg blev Advanced dykker, og vi var på tur rundt omkring øen - og Line fik sin første rigtige "wow-der-er-smukt-under-vandet-oplevelse!". Vi tog så til Khao Sok, hvor vi slappede af i smuk natur og trekkede ud til et "vandfald", inden vi endte i Phuket, hvor min hals ikke synes, at jeg skulle snakke. På Koh Phi Phi slap den mig dog løs igen, og vi var på en vild sejlturtur rundt omkring øen. Krabi blev så endestationen, og nu siger vi farvel til kære Thailand. Du er en skat - og jeg forstår nu, hvorfor folk elsker dig! Du er smuk og billig - det er jo dét folk vil have?! Hahaha! Ej, den var god! 
Vi ses i Malaysia venner - håber ikke den danske sommeregn skyller jer helt væk!

lørdag den 21. juni 2014

Phuket og Koh Phi Phi

Fredag først på aftenen ankom vi til Phuket busstation, hvorfra vi skulle finde vej til et eller andet hostel. Turistinformationen på busstationen havde selvfølgelig lukket, så vi gik over til nogle taxafyre, som vi spurgte efter et billigt hostel. Og dét vidste de lige hvor var! Så vi blev kørt et godt stykke væk fra stationen, og læsset af ved Phuket Backpackers. Her blev vi indlogeret og gik herfra på jagt efter mad. Da vi kom tilbage til værelset var der pludselig en anden fyr i Lines seng! Han var åbenbart lige kommet tilbage fra hospitalet, hvor han havde været i 4 dage pga. af en scooterulykke. Fjolset fortæller os så, at han vist var lidt fuld, da han kørte den, og derefter går ham og hans ven ud for at ryge en joint. Kloge mænd! Og vildt lækkert værelse, vi er endt på... 
Min nat var ikke ligefrem den fedeste eftersom jeg IGEN er løbet ind i en gang halsbetændelse - bare 100 gange værre end den på Galapagos. Hurra. Så lørdag gik vi på apoteket og fandt nogle gigantpiller, som forhåbentlig skulle hjælpe. Jeg er ikke just imporneret indtil videre... Øv øv. Og Line begynder snart at løbe tør for ting at snakke om, for jeg kan ikke rigtigt svare hende pga. vilde smerter. Møg! 
Vi brugte ellers lørdagen på diverse markeder, hvor vi igen igen igen købte os fattige. Okay, ikke fattige, men fattige i plads. Det holder snart ikke mere! Men nogle fine ting, vi fandt, altså! 
Vi ville gerne have været på et flydende marked her i Phuket, hvor man shopper i både - skulle være vildt hyggeligt! Vi havde bildt os ind, at der skulle være et her, men hver gang vi spurgte nogle, så kiggede de bare mærkeligt på os og spurgte, om vi ikke mente weekendmarked. Så det fandt vi altså ikke, desværre!
Efter en længere kamp med vores to værelseskammerater, om at de skulle lukke døren ud til, så vi slap for deres stak, kunne vi endelig sove! Min krop har hele dagen været HELT smadret, så nu håber jeg snart på, at pillerne virker, så jeg kan få lov til at snakke igen... Åh.

I morgen tidlig tager vi med båden til Koh Phi Phi, hvor vi håber, at solen har tænkt sig at skinne på os! 

Søndag formiddag ankom vi med båden til Koh Phi Phi. Her blev vi igen igen igen mødt af flere på havnen, der alle havde tilbud til os om overnatning. Og vi fik da lavet en ret god deal! For bare 8 kr mere end det billige hostel-værelse fik vi privat værelse med aircondition, eget badeværelse, terrasse og udsigt ud over hele byen og bugten(dette betød så også, at vores hotel lå helvedes langt oppe af en masse trapper!). 
Der var så hyggeligt på Phi Phi! Gaderne var helt små, og fyldt med butikker - ingen biler og INGEN scootere!(dog fandt vi senere ud af, at cykler faktisk er mere irriterende..) Rigtig fint sted. Stranden er godt nok heller ikke til at klage over. Vi brugte søndag eftermiddag på at ligge på stranden - igen var der dog overskyet og det blæste en del. Blæsten betød, at da vi gik mod hotellet igen, så lignede vi to sandmonstre og havde selv sand i ørerne! 
Søndag blev også dagen, hvor verdenen igen fik lov til at høre min skønne stemme igen! Den var stadig ikke helt god - langt fra faktisk - men jeg kunne da sige hele sætninger. Succes! 
Til aften gik vi ud at spise, hvor jeg endelig kunne spise andet end flydende ting! Dog formåede en lille thaidreng at forstyrre vores madro, da han kom hen og synes, at det sjoveste i verden var at give os sten. Jeg formåede at ignorere ham, men så koldhjertet var Line ikke. HA! Så hun fik omkring 20 sten, og jeg morede mig. Da han så fandt ud af, at hun bare smed dem væk igen, så kravlede han bare under bordet og begyndte at slikke på mit knæ?! Ej knægt, gå så! Jeg trak benet til mig, hvilket resulterede i, at knægten kravlede ud, rejste sig op og klappede mig alt hvad han kunne på armen, så det bare sagde klask! Jeg kiggede straks surt på ham og sagde "ej!". Bordet lige bagved os vendte sig straks om og kiggede enormt surt på mig, som om de troede, at jeg havde ham. Fedt, så troede de så, at jeg gik og slog på små thaibørn... Men knægten skred da langt om længe. 

Mandag skulle vi bruge formiddagen på stranden og eftermiddagen på en tur rundt og se de vigtigste ting på øen. Men regntidsvejret slog igen til og leverede blæst og overskyet vejr. Æj?! Så vi gik rundt og shoppede lidt (stop så med det shopping Line og Nadia!), og satte os derefter op på vores fine terrasse og læste. Lidt senere blev det lidt bedre vejr, så vi prøvede at ligge os ned på stranden. Det blæste stadig en halv pelikan, så sandmonstrene gik efter ikke så længe op i byen igen. Men det var også snart tid til afgang på turen, så det passede fint nok.
Fra stedet hvor vi skulle mødes med "guiden", gik vi ned mod havnen, hvor vi blev sat i en lille aflang træbåd sammen med 23 andre mennesker. Og afsted det gik! Ikke over stok og sten, men over bølger og under vand. Bølgerne var så høje, at to kinesere(kinesere kan åbenbart ikke svømme) gik i totalt panik og straks iførte sig redningsvest og klamrede sig til båden! Okay, bølgerne var også ret høje, og nogle gange var vi nede i små dale, hvor bølgen ved siden af var lige så høj som båden. Men det var nu ret sjovt faktisk! De høje bølger resulterede dog også i, at vandet tit bare skyllede indover os, så vi blev TOTALT gennemblødte! 
Første stop på turen var et sted kaldet Maya Bay. Vi lagde anker midt i vandet og lidt forude kunne vi se en rebstige føre op over en klippe. Vi blev forklaret, at vi blot skulle svømme derhen, kravle op, og så var vi der! Der var bare stadig pænt store bølger, og de klipper der, virkede ikke ligefrem som det blødeste landingssted. Vi forsøgte dog - hoppede i vandet og begyndte at svømme ind. Ikke nok med bølger, strøm og klipper forude, så var der sgu også store klipper under vandet! Så hvis man var en af de heldige, så nåede man ind og over rebstigen uden rifter under fødderne eller på benene. Og nej, Line var ikke heldig - hun formåede at klaske det øverste af foden ned i en sten. Øv! Men uden blod! Altså, Maya Bay var da vildt flot, men fordi det blæste så meget, så var det som at blive skudt af en million små pile at stå på stranden! Det var helt ulideligt! Og gik man i vandet, så smadrede man bare tæerne ind i de sten, der var i vandet, for bølgerne gjorde, at man ikke kunne se noget som helst. Ikke en succes! Nå, turen tilbage til båden var der ikke ret mange, der så frem til, men det var bare den eneste vej tilbage... Den gik faktisk ret smertefrit, hvis bare man kunne holde sine fødder nogenlunde i overfladen og svømme hurtigt udad! Men altså, der var da flere, der SLET ikke var glade for situationen, og jeg tror bare, at vi skal være glade for, at der ikke var nogen, der kom slemmere til skade, end de gjorde.
Næste stop var snorklingstederne. Her så jeg en hel masse fisk - bl.a. en af dem fra Find Nemo! Cool. Her vi fik vi også frokost og så en flot lagune. Sidste stop var Monkey Beach. Som navnet afslører, var der vildt mange aber her! Og selvom de i realiteten var vilde aber, så tog de mad ud af hænderne på os, hoppede ud på båden og kravlede rundt på folk der satte sig ned på sandet. En af drengene der var med, tror jeg, ville ønske, at han ikke havde taget en af dem på skulderen. Han havde et stort sår på den ene arm (fra en scooterulykke selvfølgelig), og det synes aben jo lugtede rigtig godt, så det satte den tænderne i. Tillykke med rabies, dumme dreng. Men det var vildt sjovt at se dem så tæt! Turen tilbage var mindst lige så gyngende - og hvis ikke vores ting var blev helt gennemblødte, så blev de det da her. Tak for turen! Guiden havde så ikke sagt andet på turen end ordene: "Maya Bay, smoking, lunch, big waves og Monkey Beach". God guide. Vi havde dog fået turen til 250 bath i stedet for 400, fordi vi efter alle vores ture til markeder er blevet champions til at prutte om prisen! Alt i alt var det nu en fin nok tur - vi havde det i hvert fald sjovt! Og var ret glade for at have overlevet den. Haha! 
Til aften mødte vi to af de piger, som vi boede med under Full Moon Party, så dem spiste vi og hyggesnakkede med det meste af aftenen. 
Sidst på aftenen skypede jeg med mor, som havde holdt den kørende uden i hele 14 dage. Flot mor! Ny rekord, haha. Men ret dejligt lige at se hende igen. 

Tirsdag morgen bar vi vores tunge ting hele vejen ned til havnen (her kunne solen selvfølgelig godt finde ud af at skinne?!), spiste vores morgenmad her og ventede på den selvfølgelig forsinkede båd til Krabi. Et par timer senere ankom vi igen til fastlandet, som vi regner med bliver vores sidste stop i Thailand inden vi tager til Malaysia. Lad os se, hvad Krabi har at byde på! 

onsdag den 18. juni 2014

Khao Sak

Ja, så steg vi jo så på natbåden mod Suratthani onsdag aften - og hvilket chok vi fik! Billederne hos turistbureauet viste nogle, noget små, men okay køjesenge, men det her virkede nærmest umenneskeligt i forhold til det! Vi blev vist ovenpå, hvor der nok var 1,5 m til loftet, og fandt her vores madras, som var MAX 50 cm bred. Alle madrasserne lå ultra tæt, og der var ca plads til 70-80 mennesker. Til at køle alle os af med var vi allernådigst blevet udstyret med i alt 8 faner til at vifte luften rundt med. Vi kom som nogle af de første, og håbede faktisk bare på, at der ikke blev fyldt op, for så var det jo i princippet fint nok - så kunne vi jo fylde lidt mere. Men efterhånden som klokken nærmere sig afgang blev der bare mere og mere fyldt, og alle masdrasserne var til sidst optaget. Omg!! Vi så en nat uden ret meget søvn, men ret meget sved, i øjnene. Men da vi så overhører 5 iriske gutters (noget højlydte) samtale om, hvor meget whisky og rom de skal drikke i løbet af turen, så tabte vi godt nok modet helt. Der gik ikke mere end en halv time før 4-5 andre havde sluttet sig til dem og festen var igang. Der blev også hurtigt tændt for noget højt musik, og snakken og råbene blev kun højere. Vi var IKKE glade, men vi kunne ikke rigtigt gøre andet end at grine og bare lade som om, at vi var gået kolde til en fest. Nogle timer senere vågnede jeg op og hørte mirakuløst nok ikke noget musik (telefonen gik sikkert tør for strøm), og det havde dæmpet festen lidt. Dog var en af dem rigtig glad for en sang om en "pink lady", og skrålede den så højt, at selv dem nedenunder kunne høre det! En pige nede for enden fik nok og skreg af sine fulde lungers kraft, at han snart skulle holde kæft - og det hjalp da også i nogle minutter... Wow han var død i manges hoveder, kan jeg godt love jer for! Nå, vi klarede den da hele vejen til Suratthani - endda med måske 3-4 timers søvn - hvor vi så stod overfor næste problem: Hvordan kommer vi til Khao Sak?! Som der plejer stod der heldigvis en masse, der ville have os med, og vi fandt en bus til vores sted. Vi blev i nattens mørke (klokken var 4.30) ført hen til et lille "kontor" sammen med nogle andre backpackere. Her betalte vi til en billet, som vi forresten aldrig så, og blev kørt til busstationen på ladet af en bil. Her blev vi smidt ind i den eneste bus, der var og fik at vide (som vi forstod det), at det ville tage ca en time. En time efter vågner jeg op og går op og spørger, om det måske er næste stop, der er vores. De kigger lidt mærkeligt på mig og siger, at det først er om 2 timer! Hvad?! Nå ja ja, vi var ret trætte og lagde os til at sove igen. 2 timer efter spørger vi så igen, og nu var der 45 minutter til. Omg?! 45 min efter var det så om en halv time... Vi var lige ved at give op og bare køre med til endestationen som var i Phuket, da vi bliver meddelt, at det var nu. Fint! Vi blev sat af på en grusplads ved siden af et skilt der sagde, at nationalparken var 2,5 km til højre. Og min rygsæk var altså stadig ikke blevet lettere! Nå, vi blev mødt af en mand, som ville have os til at bo på hans sted og med på hans ture. Han ville køre os gratis dertil, og der skulle der også ligge en form for et turistbureau. Okay så - for ingen har åbenbart hørt om den tur, vi gerne ville på! 
Vi kom ned til hans sted, som egentlig så ret hyggeligt ud og var okay billigt. Her hørte vi om en masse ture, som faktisk lød helt okay. Og mindsanten om de ikke også havde den tur, som vi gerne ville på. Dog kunne den først starte dagen efter hvilket ville betyde, at vi skulle tilbringe 2 overnatninger her. Det var vi ikke lige så klar på, eftersom tiden snart løber fra os, og vi stadig har en hel masse, som vi gerne vil nå! Så vi sammensatte vores egen tur, som endte med at indeholde alt det, som vi gerne ville - bare meget billigere! Dog kommer vi ikke til at sove i lakehouses, men som de ser ud på billedet, så flyder de slet ikke på søen, men er egentlig bare bygget i vandkanten. Så det kunne vi godt undvære! Vi boede i stedet i en fin lille hytte hævet et godt stykke over jorden og med gange rundt til de forskellige ting. Rigig hyggeligt!
Vi fik herefter noget meget tiltrængt morgenmad, inden vi gik en tur rundt i området. Vi startede med at gå et stykke op af vejen, hvor vi kunne booke vores busbillet til Phuket dagen efter. Den rare dame, der hjalp os, viste os 100 m ned af vejen, hvor der lå et abe-tempel, som hun synes, vi skulle se. Det passede os helt fint, eftersom vi først skulle noget om eftermiddagen. Vi gik derned og betalte sølle 3,5 kr for indgangen. Og aber var der i hvert fald! Der gik lidt tid før vi fandt selve templet, da vi ikke lige havde fattet, at det lå inde i en grotte. Det var nu meget sjovt at se. Og vi så en masse aber hygge sig med at klatre op af en klippe og kaste sig ned i en lille sø.
Vi gik herefter tilbage til vores lille hytte og fik en lidt tiltrængt middagslur, inden vi om eftermiddagen skulle på kanotur ud på floden. At vi overhovedet ikke skulle røre en finger i kanoen, men bare blev sejlet rundt i to timer var jo bare bonus! Totalt hyggelig og vildt smuk tur! 
Aftenen gik med dejlig aftensmad og Skype med far, Marianne og derefter Frederikke, som skulle have hjælp til matematik... Men lækkert at se dem igen!

Fredag morgen stod vi forholdsvis tidligt op, spiste morgenmad og gik derefter mod dagens tur: Trekkingtur til et vandfald. Vandfaldet lå inde i nationalparken, så man skulle betale for at komme derind. Herfra var der ca 3 km til det første og det andet vandfald skulle ligge lige efter. Efter at have gået og hyggesnakket hele vejen kom vi pludselig til vandfald nr. 2. Vi havde så misset nr 1, og man måtte ikke gå videre fra nr. 2 pga af for meget regn. Nå, vi fandt aldrig vandfald nr 2, og gik derfor tilbage for at finde nr 1. Vi gik rundt i lidt tid og ledte, inden vi fandt det sted, som det kun kunne være. Og et vandfald vil jeg ikke ligefrem kalde det... Der var nogle sten og vandet løb lidt nedad. Men godt nok ikke det store! Så vi gik tilbage til vores hytte, fik et bad (vi havde svedt værre end heste!) og noget frokost inden vi tog bussen til Phuket. Ses i Phuket!

tirsdag den 17. juni 2014

Koh Tao og ny dykkertitel

Søndag tidlig morgen skulle vi så sige farvel til Same Same og danskheden. Vi blev udstyret med hver vores frugtbakke og et "på gensyn". Åååh de damer, altså! Da vi ankom på havnen, var der også andre, der havde fået ideen om at skulle til Koh Tao den dag. Og en eller anden irriterende Budha-Gud havde tilmed bestemt, at det skulle regne. Ej hold! På med regnslaget (for første gang på den store rygsæk, faktisk!) og så afsted. Denne gang var det så en møg-båd med skod-sæder, vi vandt - så nul søvn. Øv. Men vi ankom da - selvfølgelig en time for sent - og blev hentet på havnen af resort-folkene. Da vi ankom, skulle jeg udfylde en hel masse ting omkring kurset inden vi blev indlogeret. Og altså... Resort og resort. Vi fik da en seng, et toilet og en blæser. Poolen på billedet er ikke til at finde og restauranten er sådan, ok. Nå, skide værre med det, jeg ville bare gerne igang. Først i morgen, åbenbart... Kurset startede så kl 9, og klokken var der 11.30. Så vi fik i stedet lidt frokost og gik op i byen og kiggede, inden den stod på stranden. Lines hvide ben kan stadig ikke så godt lide 12-15 solen (som jeg forresten aldrig ligger i!). Oppe i byen fandt vi en KANON butik. En boghandel med danske bøger! OG hun ville købe min gamle bog (som jeg egentlig kun har slæbt med rundt til hvis nu, jeg kom til at kede mig og ville læse den for anden gang) - godt nok kun for 5 kr, men stadig. Vi fandt begge en bog, så det var dejligt! Resten af dagen stod på strand og badning inden vi til aften skulle fejre, at vi var kommet til Koh Tao. Dette blev gjort med 3 retters bestående af buchetta, T-bone og isdessert. Det var vel søndag! Hele herligheden blev nydt ved et fint lille bord helt ned til vandet. Vi sad PÅ stranden - og kunne sidde og se solnedgangen. Idyllisk? Ja! 

Dagen efter, mandag, skulle jeg så begynde på kurset. Vi mødtes kl 9, hvor jeg, en pige fra Portugal og en fra England skulle tage det sammen. Først gennemgik vi en masse teori sammen med instruktøren og lidt over middag skulle vi så endelig dykke!
Dette kursus går ud på at blive "Advanced", så jeg skal specialisere mig inden for 5 områder. 2 af dem er dog valgt på forhånd. De 3 sidste havde jeg så valgt til at være natdyk, vragdyk og tørdragt. Ingen af dem kunne lade sig gøre, fordi ham Budha dér ikke kun havde bestilt regn, men også blæst! = skod dykkervejr! Stakkels Line forresten, som skulle have brugt dagen på at blive neger... Men hun fik læst en masse! Indenfor. 
Nå, mine specialiteter blev så i stedet ligevægtskontrol, fiskeidentifikation og søg under vand. Amen?! Lort. Nå, vi fik pakket vores grej og kom ud på båden. Det stormede en halv pelikan, så turen derud blev ikke kun virkelig gyngende men også ENORMT lang. Da vi kom derud skyndte vi os i vandet og gjorde klar til dyk nr. 1: Ligevægtskontrol. Virkelig sjovt faktisk! Vi skulle alt muligt, hvor vi virkelig skulle have kontrol over vores vejrtrækning. Fx skulle vi stå på hovedet uden at røre ved noget. Næste dyk var navigation som er obligatorisk. Faktisk bare at bruge et kompas under vandet. Sjovt nok. Sidste dyk for dagen var fiskeidentifikation. Vi svømmede rundt med et lille kort og forsøgte at navngive fiskene. Vi så SÅ mange fisk og forskellige dyr. Og hele 2 moræner! Sejt nok. Da vi skulle hjem igen var vejret ikke ligefrem blevet bedre, så det tog også sin tid. Tilbage på "resortet" mødte jeg Line, som kunne meddele, at hun altså havde en plade chokolade til at ligge på værelset, som hun havde gemt hele dagen til, at jeg kom tilbage - så nu måtte jeg godt skynde mig. YES - lige hvad jeg havde brug for!
I morgen skal vi så mødes 6.45 for at tage de sidste to specialities. Puha, det er lang tid siden, jeg har været så tidligt oppe!

Tirsdag morgen sejlede vi så ud - i noget noget bedre vejr heldigvis - til de sidste to dyk. Det først var deep dive - det dyk jeg havde glædet mig mest til (også obligatorisk)! Vi skulle ned på max 30 m - som Open Water må man kun komme ned på 18 m - så det var pludselig meget længere ned! Vi blev smidt i, og vi begyndte at synke ned. Vi kom ned på 20 m, og svømmede herfra langs bunden hen til ca 27 m. Her mødte vi en "mur" af koldt vandt (kun ca 2 grader koldere, men det gjorde, at man kunne se "muren"), så vi stoppede der. Her skulle vi skrive nogle ting ned og fortælle instruktøren, hvor meget ilt vi havde tilbage (man bruger det meget hurtigere, jo dybere, man er nede). En af de andre blev ved med at sige, at hun havde 160 bar tilbage, men vi kunne alle se, at hun havde 130. Hun havde fået dekompressionsickness (ved ikke det danske ord)! Vildt sjovt! Det er ikke farligt overhovedet - man får det bare som om, man er fuld. Så snart vi svømmede op af, blev hun normal igen. Dykket derefter var søg under vand - vildt kedeligt! Men efter det dyk var jeg officielt Advanced dykker! Hurra for mig. Vi sejlede tilbage, hvor Line sad og slængede sig i hængestolen på stranden. Eftermiddagen brugte vi ikke rigtigt på andet end afslapning. Vi ville egentlig have været ude at køre på scootere, men da han ville have vores pas eller 5000 bath i depositum, så kunne vi godt undvære dét! Heldigt nok, for straks efter begyndte det at styrtregne! Det er helt VILDT alt det vand, der kan komme her! Det ville være et skyl, som farmor og farfars have ville være glad for, haha. 
Til aften satte vi os ned på den hyggelige restaurant fra dagen før, hvor vi fik en drink til at fejre min nye dykker-titel. Hygge!

Onsdag skulle vi på tur! Vi havde booket en heldagstur rundt på hele øen, hvor vi bl.a. skulle snorkle en masse. Vi sejlede afsted i nogle noget store bølger men kom hurtigt til den første bugt, hvor vi skulle snorkle. Dette var den såkaldte sharkbay. Men hajer? Det var der bestemt ikke! Kun sandbund og nogle enkelte fisk. Nå, videre til næste bugt. Her var tilgengæld SMUKT! En masse fisk og koraller - og Line var helt oppe at køre! Hun havde aldrig set noget lignende, hæhæ sødt. Vi sejlede videre til et andet sted, hvor vi måtte hoppe i vandet fra bådens tag. YES! Herfra videre til sidste stop, som var "hoved-attraktionen" - øen Nangyuan. Wow et smukt sted! Nok et af de smukkeste steder, jeg har været. En lille sandbanke fører ud til øen, og her kan man så bestige "bjerget", som øen består af. Og det skulle vi da! Altså, vi fortrød det ikke, for sikke en udsigt(!!!), men ALDRIG har jeg svedt så meget! Virkelig - selv mine knæ svedte! Dødsens... Så det var godt med en dukkert bagefter. Det var så i 30 grader varmt vand - men stadig en smule afkølende.
Da vi kom tilbage fra turen gik vi op til det turistbureau, som vi havde booket turen gennem, for her stod vores tasker. Vi skulle nemlig videre til Suratthani med natbåden. Sådan en helnats-tur med saltvand over det hele virkede ikke så tiltrækkende, så vi hørte, om damen der tilfældigvis kendte et sted, hvor vi kunne tage et bad. Hun rejste sig op og bad os følge med. Så tog hun os med om bagved og viste os et lille toilet med bad og det hele - gratis bad! Hurra! 
Tiden inden afgang tilbragte vi på en lille bar, hvor de havde alverdens brætspil(yes!) og sidst på aftenen kom to af de piger vi snakkede med på Koh Pangang og spiste med. Hygge-hygge! 
Og ja, om lidt skal vi så med natbåden ind til fastlandet, hvor vi i morgen tidlig håber på at kunne komme på en to-dages tur til nationalparken Koa Sak. Kryds fingre! For vi ankommer med båden mellem 5 og 6, og skulle gerne med på en tur begyndende mellem 8 og 9. Og vi aner intet om, hvor det er, eller noget som helst faktisk. Vi har bare læst i Lonely Planet bogen, at det skulle være en vildt lækker tur. Så vi håber!!
Farvel smukke Koh Tao. Du er lækker!
Jeg håber, at DK er toppen, og at vejret arter sig. Ses!

lørdag den 14. juni 2014

Lidt billeder fra tiden på Koh Phangan

Her kommer lige et par billeder fra vores (noget vilde) tid på Koh Phangan. Vi mødte en masse SKØNNE mennesker og en masse danskere. LÆKKER tid!

1. Aften til poolparty. Billedet er taget INDEN vi hoppede i vandet. 

På tur ud til en nationalpark på 2. dagen. Guiderne havde glemt og sige, at vi skulle have vandresko med, så vi kunne komme på hiken op af et bjerg. Så måtte vi jo pleje tømmermændene i solen med en drink i stedet for. Hvor ærgerligt!

En gratis spand til den der tømte en smirnoff-ice hurtigst! 

SKÅL i spande! 

Resultatet af alkohol blandet med at skulle males med bodypaint...

Drengene fra New Zealand ville også være med!

Pigerneeeee.

Charlotte var klar på selfies!

Ja...

I dag lørdag skulle vi have været videre til Koh Tao, men pga. for store bølger blev vores båd aflyst. Så vi har tilbragt dagen på stranden med en masse afslapning. I morgen tidlig satser vi så på at komme med båden, for jeg har nu booket mig ind på et Advanced dykkerkursus. Så om 2 dage er jeg Advanced dykker! Vi bliver indlogeret på et fedt dykkerresort mens kurset står på, så det klager vi jo ikke over, når det var med i prisen!
Endegyldigt farvel til Koh Phangan! Vi ses på Koh Tao!
PS. Line er rask igen! Det blev lige til en lille tur i drop i 6 timer hos lægen - men nu er alt godt! Hurraaaa

onsdag den 11. juni 2014

Koh Phangan, fest og Full Moon

Efter en rigtig lang tur ud til øen med både 3 timers ventetid på havnen og og næsten ingen søvn, så var det en befrielse at lande på guesthouset, hvor vi blev taget rigtig godt i mod af de to danske damer Heidi og Christina, som ejer stedet. Vi blev indlogeret på et stort dormværelse, hvor vi skulle sove 14 mennsker. Men et rigig fint sted. Vi havde ikke rigtigt fået noget ordenligt at spise siden madkurset dagen før, så vi var sultne! Vi sad og kiggede i deres menukort og pludselig blev dagen lige 10000 gange bedre - de havde ægte dansk rugbrød!! Jeg har aldrig følt mig så dejlig mæt som efter den omgang. Wow! Herefter skiftede vi til bikini og gik ned på stranden for at blive kølet af. Og hvor blev vi snydt... Vandet var nok 30 grader varmt, så når man går i, så sker der egentligt ikke rigtig en temperaturændring. Men skønt nok var det nu alligevel! 
Efter halvanden time eller to gik vi tilbage for at jeg ikke skulle gå rundt med en rød krebs de næste par dage, hæhæ! Så kunne jeg også lige få skypet med mor og med far, hvilket var lidt tiltrængt. Om det var mest tiltrængt for dem eller mig, ved jeg nu ikke, haha.
Om aftenen var vi til intromøde for at høre om, hvad der skulle ske de næste dage op til selve Full Moon festen om torsdagen. Et lækkert program. 
Resten af aftenen blev brugt i selvskab med alkohol og alle de søde danske damer, der også bor her. Vi endte til et poolparty, hvor vi først havde sagt, at det jo ikke var sikkert, at vi skulle i vandet. Men da vi kom derhen blev vi grebet af stemningen og var faktisk kun i vandet. Skide skægt!

Tirsdag stod vi tidligt op (det var ikke for sjov) og skulle på tur kl 8.30. Vi skulle ud og besøge en nationalpark, som består af en masse øer lidt væk fra vores ø. Vi sejlede først 45 min ud, hvor vi skulle snorkle. Lines første gang! Herefter sejlede vi lidt rundt i parken og landede på en strand, hvor vi fik frokost. Bagefter sejlede vi lidt videre hen til et sted, hvor der lå en lagune. Man skulle så bare lige bestige 80000 trappetrin for at komme til at se den! Puha. Men SMUKT var det! Vi havde også udsigt ud over mange af de små øer i parken. Til sidst sejlede vi hen til en anden strand, hvor man kunne hike op på et bjerg. Det havde de så ikke lige fortalt os, så ingen af os havde ordentlige sko med. Og klipklappere, tømmermænd, hiking og 40 graders varme lød ikke som den bedste cocktail. Så vi lagde os på stranden i stedet! 
Da vi kom tilbage fra turen gik vi bad og gjorde os klar til aftenens udfordring. Bodypaint konkurrence! Først fortærede vi en ordentlig mexicansk buffet hvorefter vi straks gik igang med at pynte hinanden fra top til tå. Det endte dog med at nogle (mig) blev mere pyntet end andre. Jeg endte i hvert fald med at have maling på både tøjet og i håret! Men sjovt var det! At aftnenen så endte med, at mig og et par andre skulle slæbe først én og lidt efter en anden hjem i seng var en anden side af sagen. Men vi havde en skide skæg aften!

Onsdag startede dagsturen heldigvis først til middag. Heldigvis! Vi stod op og fik noget frokost inden vi kørte afsted til Wipeout-banen! Her skulle vi tilbringe de næste par timer med at prøve kræfter med de mange aktiviteter. Først skulle man op på en platform 6-7 m over vandet, gribe fat i et tov og svinge sig ned i vandet. Alt for sjovt! Herfra var der en masse ting man skulle igennem - ligesom en forhindringsbane - bare lidt vildere ting, og man faldt tit i vandet! Det var skide sjovt!! 
Til aften fik vi serveret en stor buffet med gode danske pitabrød. Hurra! Og ja, så faldt vi vist i flasken igen... Men sjov aften!
Line har været så uheldig at løbe ind i en omgang rigtig dårlig mave, så uanset hvad hun spiser kommer det ud den ene eller den anden vej. SÅ ærgerligt - især når intet af vores medbragte medicin hjælper. Hun gik derfor på apoteket onsdag, men det ser ikke rigtigt ud til at hjælpe. Det er godt nok synd for hende, for dagsture og fest er bare ikke det man har aller-mindst lyst til, når man har det skidt. Øv! Vi håber på, at det snart bliver bedre, ellers må vi jo tage til thai-læge. 

Torsdag sov vi dejligt længe, så vi var helt friske på aftenens festligheder.
Line tog til læge og fik 4 forskellige piller. Så nu må det snart hjælpe, håber vi på. Stakkels barn. Men hun kæmper en brav kamp. 
Dagen gik ikke rigtigt med andet end afslapning og opladning til aftenen. Vi var pænt døde efter 3 dage med fest. Men vi klarede da at komme i bad og gøre os klar inden maden blev serveret. Vi fik en KONGE buffet med alt fra roastbeef til frikadeller(!!!) og det var sygt lækkert! Line havde det lidt bedre lige inden maden, men fik det hurtigt rigtig skidt igen :-( hun fik det lidt godt igen, så hun var lidt med, men det er stadig ikke godt overhovedet. Altså! 
Efter maden gik vi ellers igang med penslerne og dét blandet med alkohol betød hurtigt, at vi alle blev dækket til med selvlysende maling, men vi havde en fest! Omkring midnat tog vi ned på stranden(sammen med de søde fyre fra New Zealand, hæhæ), hvor vi havde en KÆMPE fest! Det var alt for sjovt! Der var fest over det hele og enormt mange mennsker. Alle var grimme og selvlysende, men alle havde det for fedt og dansede grimmere end nogensinde før. Alt for vildt! Aftenen sluttede af med en god gammel Randers tradition - et pizzaslice. Okay to! Total fed aften! Wow! 

Men ja... Nu er det fredag, og mit hoved er SLET ikke fan af mig efter 4 dage med intens fest. Så dagen kommer ikke til at gå med andet end afslapning og tømmermændsmad!

Over and out fra Koh Phangan - man må sige at det har været en fest! TAK!

One day in Bangkok

Vi ankom med nattoget til Bangkok tidligt-tidligt søndag morgen, hvor vi skulle tilbringe hele dagen, inden vi skulle med natbussen til Koh Pangnan sent samme aften. Vi tog hen på New Road Guest House, hvor vi boede sidst vi var i Bangkok. De havde nemlig tilbudt os, at vi kunne opbevare vores ting dér indtil vi skulle afsted. Det var specielt jeg rigtig glad for, eftersom jeg nu slæber rundt på 3 tasker med en samlet vægt på omkring 25-26 kilo... Altså, det er værre end militæret det her!! Så jeg håber inderligt på, at Line kan have nogle af mine ting med hjem, når hun skal afsted, ellers ved jeg da ikke helt, hvad jeg skal gøre. Nå, vi fik lidt morgenmad inden tourguiden på guesthouset mødte. Vi spurgte hende, hvad der kunne være fedt, og hun anbefalede straks weekendmarked. Åh nej! Vi har ikke plads til det - for vi kan jo ikke lade være med at købe noget! Vi havde dog også i hovedet, at vi rigtig gerne ville på thai cooking kursus - og mindsanten - så kunne vi komme på det samme eftermiddag og stadig nå vores bus. Kanon! Vi tog herfra Bangkoks metro (utroligt nem at finde ud af faktisk!) ud til markedet, hvor vi oppe fra platformen, hvor vi stod af toget kunne se en strid strøm af mennesker og parasoller slået op over alle boderne nede på gaden. Vi gjorde os klar til krig! Og der gik da heller ikke længe før den første t-shirt til 16 kr var i hus. Jeg købte 4 t-shirts/toppe/skjorte, et par shorts og et ur for samlet 102 kr. Kan I forstå, hvorfor det går galt for mig det her?! Og det samme scenarie gentager sig HVER gang, vi er på marked! For, utroligt nok faktisk, så har de ikke alle sammen de samme ting. 
Efter at have svedt 5 liter sved og kæmpet en brav kamp for at prutte om priserne, så var det lidt over middag tid til at tage toget tilbage for at nå madlavningskursuset. Vi havde fået at vide, at det tog ca en halv time med toget inklusiv skiftet midt i mellem, så vi var i god tid og havde 45 minutter. Men da vi kom af toget med kun 15 min til programstart og starter med at gå den forkerte vej, så havde vi pludselig travlt! Vi gik i rask trav og nåede det kun lige til tiden (måske halvandet minut for sent). Vi var BADET i sved og skulle nu med resten af holdet og kokken på marked for at handle ingredienser ind. Han tog os med ind i en hal-lignende bygning, hvor vi stod og hørte ham forklare om alle ingredienserne mens sveden dryppede af os alle sammen. Herefter gik vi tilbage til "skolen", hvor vi heldigvis startede i et rum med air-con. Hurra! Vi gik herfra ind i et andet rum, hvor vi skulle sidde på gulvet i en fin lille halv runskreds omkring kokken og lære om de forskellige smage fra de forskellige krydderier. Han fortalte og og viste en masse ting, hvorefter vi skulle skære en mase ting, som vi derefter skulle stege samme på panden. Først lavede vi en (meget stærk!) suppe, som var vildt lækker! Herefter lavede vi noget nuddel-halløj med rejer og grøntsager, hvorefter vi alle troede, at vi skulle videre til desserten, men næ nej! Vi skulle tilberede hele 5 retter! Og vi var allerede mætte... Vi lavede herefter papayasalat, som virkelig også var helt fantastisk! Sidste "hovedret" var noget sammenkogt med kylling og kartofler og med ris til. Til dessert fik vi nogle klisterris badet i kokoscreme og sukker med mango til. Åndssvagt lækkert! Og bare glæd jer venner - for vi fik en kogebog med hjem! Vildt lækker eftermiddag. 
Vi gik tilbage til guesthouset for at få et bad (tiltrængt!), inden vi ville op i en bygning, hvor de på toppen har en skybar. Der skulle være en helt fantastisk udsigt heroppe fra, og vi skulle blot købe en drink deroppe for at få lov til at se det - havde vi fået at vide. Efter badet gik vi derhen og ind i den fine lobby, hvor vi først tog den forkert elevator. 11 etager lød ikke helt af nok.. Så vi tog den ned igen og spurgte om vej. Vi blev ledt hen til en voldsom fin dame, som pænt forklarede de grimme backpackere med stadig vådt hår efter badet (os), at der altså var en dresscode for at komme derop, som lød på en form for kjole for kvindernes vedkommende. Okay så... Vi går bare igen... PINLIGT! Vi brugte i stedet tiden på at spise en is og shoppe snacks til busturen. Langt mere fornuftigt! 
Vi kom, efter en hård kamp med en taxachauffør, som åbenbart var nyfødt indenfor faget, eftersom han INTET fattede, og en lang gåtur (taxachaufførens skyld) endelig hen til stedet, hvor vi skulle "tjekke ind" en time før afgang. Og der var vidst en god grund til den times tjekind-tid. Der stod allerede ca 100 backpackere klar, og vi var altså i god tid! Men okay, der er snart Full Moon tid, så det er jo klart, at der er fyldt op. Hele 4 dobbeltdækker busser kunne de fylde op!! Så vi drog afsted på den 12 timers lange bustur, og i morgen står den på yderligere 2 timer på en færge, før vi lander på øen om formiddagen. Og vi glæder os! Over and out fra Bangkok - det har været fantastisk!

lørdag den 7. juni 2014

Chiang Mai

Torsdag aften fandt vi så vores vej til togstationen, hvor vi skulle finde toget, der skulle tage os de 15 timer nord på til Chiang Mai. Det gik overraskende let med at finde toget og den vogn, vi skulle være i. Problemet var så bare, at vi havde fået to senge i hver vores kupe! Ej! Jeg prøvede at snakke med en af konduktørerne, men det eneste han kunne sige var "Full!" og vifte med armene. Nå! Dog kom han ind et par timer senere, hvor mine øjne var SÅ tæt på at lukke, at jeg kunne tage den ledige seng inde i Lines kupe. Fedt! Det var sådan nogle rigtige kupeer, som man ser på film, hvor man går ind af en dør og derinde er der plads til 4. Vi havde de to overkøjer (de var billigst), så vi kunne rigtigt ligge deroppe og råhygge! 

Vi sov som små børn den nat, og det var skønt! Da vi ankom til stationen i Chiang Mai stod der en hel masse klar til at tage os med til lige netop deres hostel/hotel, og de havde alle reklamer for deres ture osv. Vildt uoverskueligt! Vi endte dog med at vælge nogen, som ville give os gratis transport til deres hotel, og en masse andre så også ud til at vælge det. Og 60 kr for et værelse til os begge klagede vi da ikke over. Vi blev straks indlogeret og satte os straks derefter ved damen med alle turene. Vi havde nemlig kun fredag og lørdag deroppe, hvor vi skulle med toget lørdag kl 17 - så vi skulle have noget ud af vores tid!
Vi endte med at skulle ud at zip-line (en af de ting Maria og jeg også prøvede i Baños), hvor vi skulle ud på hele 28 lines samt blive firet direkte ned fra en platform 4 gange. Yes! Lørdagens program stod på en heldagstur hvor vi både skulle ride på elefanter, riverrafte, trekke og se et specielt folk. Alt i alt for begge ture: 680 kr - og turen om lørdagen var endda privat, så vi kunne være 100 % sikre på at nå toget og blev derfor lidt dyre.
Eftermiddagen stod så på ziplining. Vi blev kørt op i bjergene i ca halvanden time - wow nogle hårnåle-sving!! Herfra blev vi udstyret og skulle så afsted. Det var vildt fedt! Vi susede hen over junglen og hoppede ned fra platforme. Det aller-sjoveste var at blive firet omkring 50-60 m ned fra en platform med fuld fart. Wow det kildede i maven! Den sidste ziplining tur var hele 900 m. Voldsomt sjovt! Og smukt med udsigt udover bjergene.
Om aftenen begik vi igen fejlen at tage på natmarked. Denne gang med god tid til at se på tingene. Vi bliver så fattige og så tunge i bagage i det her land...

Lørdag stod vi så klar kl 7.00 og klar på tur! At guiden så først havde tænkt sig at komme 7.40, kunne han godt lige have meddelt! Første stop var på en elefant-farm, hvor vi skulle ride på elefanter. Vi blev sat op på ryggen af dyret i en fin lille stol og afsted det gik. Elefanten var dog ret morgensur, så den gad overhovedet ingenting og truttede i sit lille horn. Guiden havde den her ting med som han stak den med, når den ikke gjorde som den skulle, og det gjorde virkelig ondt i hjertet på os at se. Jeg fortrød i hvert fald at været taget med på den ridetur. Da elefantens elefantven kom og gik med på turen ville den godt lidt igen. Den var stadig ikke tilfreds, og det var så synd! Men det var da sjovt at prøve.
Efter elefant-ridningen kørte vi lidt igen ud til et vandfald. Her skulle vi trekke en time frem og tilbage til vandfaldet, og derude kunne vi få en dukkert! Og det fik vi brug for - nøj vi svedte! Efter trekkingturen var der frokost, hvorefter den stod på riverrafting! Det startede stille og roligt men blev et par gange semi-vildt. På et tidspunkt gik et af mine myggestik klø-amok, og jeg var derfor uopmærksom et kort øjeblik, og før jeg vidste af det lå jeg i vandet! Æj. Det kan nok være de andre i båden fik travlt med at få mig op! Jeg var bare mest ærgerlig over at have været nede i vandet eftersom det var ENORMT beskidt, og vi skulle jo direkte med toget hele natten efter denne tur. Øv-vand. Nå, vi havde en sjov tur, hvor vi til sidst også sejlede på en tømmerflåde lavet af bambus. Ret specielt.
Efter riverrafting (og heldigvis et skyl under en bruser!!) tog vi mod en lille landsby, hvor der bor såkaldte "Long Neck People". Det var et folk, som sætter ringe om deres hals for at gøre den længere. Jo længere jo smukkere! Nøj, det så surrealistisk ud! Vildt sjovt at se.
Sidst på eftermiddagen landede vi så på togstationen - klar til afgang mod Bangkok. På gensyn din skønne by! Først skal vi bare lige overleve 14 timer i et tog - og der er allerede en der snorker!!
Håber alt i DK er på toppen. Ses!

Trinidad, Playa Boca, Santa Clara, "Hvor er min mobil?!", og ja, resten af Cuba-tiden

Lørdag d. 24. maj ankom vi til byen Trinidad. Lidt før byen gjorde vi stop (5 km nede af den værste vej vi nogensinde har kørt på) for at gå en tur ud til et vandfald. Vi gik og gik og gik, og kom efter lidt over en time endelig til nogle mennesker. Og der var vandfaldet! Vi blev dog hurtigt stoppet af en mand, som ville se vores billet - hvad?! Ved parkeringspladsen var der overhovedet ingen, der havde så meget som sagt ordet billet eller penge, så det havde vi altså ikke. Og selvfølgelig snakkede manden ikke engelsk. Lige efter os kom der en anden gruppe unge, hvor en spansktalende pige tog over. De havde nemlig heller ikke en billet - og det ville være ok øv at skulle gå tilbage efter en billet for at gå tilbage til vandfaldet igen. Nå, vi lovede alle højt og helligt at købe en billet, når vi kom tilbage og fik så lov til at se vandfaldet og grotten. Vejen tilbage var akurat den samme, ergo knapt på interessant. Da vi kom tilbage kørte vi ind til centrum, hvor vi kørte lidt rundt i de små-små gader for at finde et bestemt pizzaria, vi havde læst om. Nu kunne det altså være nok med det kylling og ris!! Vi fandt en gade, hvor andre biler også holdt parkerede og satte bilen der. Vi troede, at vi vidste, hvor det lå, men åbenbart ikke. Det lå i hvert fald ikke der, som vi ville have, at det skulle ligge. For at sige det mildt, så var der dødsens varmt den dag, og vinden stod bare stille - hvilket var lig med en millimeter kort lunte hos damen her. Og det hjalp ikke, at der stod ca 100 gadesælgere og lige så mange restaurantmedarbejdere, der alle ville have os ind i deres butik eller restaurant, når vi bare ville have pizza. GÅ VÆK! Nå, efter at have opgivet jagten på vores førsteprioritet, fandt vi en mand, der råbte "pizza!", og gik straks hen til ham. På vejen derhen havde vi gået forbi en anden, som sagde, at de var meget dyre, end han var. Den første pizzamands pizzaer var rimeligt dyre, så vi tog den anden. Godt nok havde han ikke pizza i sit menukort, og de andre restaurantsælgere råbte og skreg efter os, at han altså ikke havde pizza. Men når han ville sælge os en pizza til 20 kr kontra 60 kr, så valgte vi altså ham. Og selvfølgelig kunne han lave pizza! Altså, vi fik en stor bolle med ost, skinke og løg, men aldrig har en "pizza" smagt bedre! Ris var bare ikke toppen længere... 
Sidst på eftermiddagen skulle vi så også lige finde et sted at sove... Trinidad havde ikke rigtigt mere at byde på udover en masse museumer og en lille hike op af en bakke, så man kunne se udover byen. Marias knæ var dog ikke i flyvende humør efter formiddagens gåtur, så vi gemte hiken til den dag, vi skulle fra Trinidad igen. 
Vi besluttede os derfor for at køre de 10-15 km ned mod Playa Ancon, som skulle være en vildt flot strand, for at se, om et af hotellerne ville lukke os ind for en rimelig sum penge. Men nej. Alle var de enormt dyre, godt nok også enormt flotte, men 300-400 kr person pr overnatning er ikke ligefrem backpacker-budget. Vi kørte derfor lidt længere ned langs kysten til en by kaldet Playa Boca, hvor vi håbede på at finde et casa. Vi fandt et hyggeligt sted hos et ældre ægtepar, hvor vi besluttede os for at blive i to overnatninger. Playa Ancon var nemlig ikke længere end 4-5 km derfra, og der var en parkeringsplads i nærheden. Vi fik dem til at lave aftensmad til os, og sikke et festmåltid! Aldrig har kylling og ris smagt så godt! Vi fik også serveret pommes frites!!! YES! Virkelig noget godt mad! 

Dagen efter, søndag tilbragte vi sammen med 100000 andre lokale på stranden, hvor vi virkelig bare fedede den og slappede af. Og blev lidt røde måske...
Igen om aften fik vi serveret den samme lækre menu, men denne gang også med dessert! Da han kom med den lignede det noget risdessert og så vildt lækkert ud - men da han sat den foran mig, og der kravler en million små sorte dyr rundt i kanten af den, var den ikke så lækker længere. AD! Den blev godt nok skubbet helt helt væk!

Dagen efter, mandag, kørte vi videre. Vores næste "mål" var Varadero, men der var rimelig lagt dertil, så ville gøre et stop på vejen i enten Santi Spiritus eller Santa Clara alt efter, hvor langt vi kom. På vejen stoppede vi i Trinidad for at tage på den hike op for at se udover byen. Det gik ret meget op ad i ca en halv time, men så var vi der også - badet i sved. Vi fik en lille rundtur deroppe og fik fortalt hvad der lå hvor. Da vi kom ned igen blev vi enige om, at vi egentlig godt kunne spise en pizza, inden vi kørte videre, så vi kørte rundt for at lede efter et sted. Pludselig skete der noget, som nok ikke er sundt for offentligheden at høre før jeg kommer hjem. Men jeg kan sige, at vi IKKE fik pizza, men at vi tilgengæld kom meget hurtigt ud af byen!
Vi kørte igennem Santi Spiritus, og forsatte til Santa Clara. I Santa Clara var vejene mindst lige så forvirrende og uoverskuelige som alle andre byer, men da vi skulle finde et sted at sove, blev det pludselig let. I vores Lonely Planet bog stod der nemlig, at det billigste hotel var den højeste og grimmeste (helt lysegrøn) bygning i hele byen og lå ca i midten. Vi fik hurtigt øje på den, og kørte i den retning - vi skulle dog lige undgå alle ensretningerne - ellers gik det meget nemt. Vi spurgte i receptionen om de havde parkering, eftersom hotellet lå lige ved siden af en stor plads, og der var derfor ikke lige umiddelbart parkeringsnuligheder udenfor bygningen. Men ja ja, det havde de da - vi kunne bare give nøglen til ham, også kom han med den igen 5-10 min før vi ville checke ud dagen efter. Glem det kammerat! Vi havde fået at vide af biludlejningsmanden, at ingen andre måtte køre bilen og vi vidste jo heller ikke, hvor han tog den hen. Nå, jeg fik så lov til at tage med hen med bilen mens Maria stod i køen af 15 lokale for at få et værelse. Manden fra receptionen satte sig ind på passagersædet (efter igen at have sagt, at han kunne køre den - nej tak!), og guidede mig rundt. Vi kørte ind på en fin og aflåst parkeringsplads, som var eget af et andet biludlejningsfirma, fint nok. Han ville nu gerne have nøglen, så han kunne "flytte den rundt hvis nødvendigt", men da jeg sagde nej kostede det pludselig dobbelt så meget for parkering, og vi skulle hente den kl 8. Nå nå!

Så vi hentede bilen kl 8 dagen efter og parkerede den i en af gaderne. Da jeg havde ladet min lille taske blive nede i bilen natten over, ville jeg bare lige tjekke min telefon, inden vi gik ud i byen - og den var bare væk!!!! Ikke nok med at der var varmt som ind i helvede, at en random fyr ville have penge for at holde øje med vores bil og at min telefon var væk, så skar jeg mig da også lige (dybt!!) på min skraber, da jeg ledte efter min telefon (ja, det kunne da godt være, at den var faldet ned i min toilettaske!). Så nu blødte jeg så også udover det hele! Åh!!! Nå, der var ikke rigtigt noget at gøre, og der var ikke noget politi i Santa Clara - i hvert fald ikke noget, som vi havde tålmodighed til at køre rundt i de gader og lede efter. Så ja, sidste gang jeg så den var i Playa Laga hos det gamle ægtepar. Vi prøvede at ringe til dem og fik en spansktalende gut til at spørge om de havde set den. Det havde de ikke - men hvis de så havde, så havde de nok heller ikke sagt det alligvel.
Grundet situationen i Trinidad havde vi nogle ting at tage os af i løbet af formiddagen, men lidt over middag tog vi ind for af se en cigarrullefabrik. Der sad nok 100 mennesker på rad og række og bare rullede cigarer. Og de var bare hurtige! Vi måtte desværre ikke tage billeder derinde, men det var fedt at se!
Sidst på eftermiddagen påbegyndte vi de sidste 200 km mod Varadero. Vi ankom de 19-tiden og skulle først dér til at finde et hotel. I følge vores Lonely Planet bog, så var dét at finde et billigt hotel i Varadero en disiplin på højde med et marathon... Men vi gik flittigt igang. 1. bud skulle have kostet 28 for os begge, men kostede pludselig 44. Det var et vildt lækkert sted ned til vandet, men stadig! 2. bud var nogenlunde det samme bare ikke så lækkert og 3. bud var helt håbløst. Vi ledte desperat efter et andet sted, som skulle være både enormt billigt, men også lækkert - det viste sig så at være lukket! Øv. Så vi tog bud nr. 1, og boede derved helt ned til vandet. Okay så - her bliver vi tre overnatninger!

Onsdag og torsdag blev brugt på ren afslapning på den lækre strand og med en masse badning i det turkise vand! Og det gjorde da heller ikke noget, da den lokale svømmeklub kom ned på stranden for at træne hver formiddag. Pæne mænd! Vi kom tilmed for første gang på internet, og jeg havde en del at tjekke op på. Både min netbank og ang. min flybillet hjem. MEN, hverken netbank eller min mail kunne åbnes i udlandet. PRAKTISKT! Heldigvis havde jeg en sød mor, der kunne hjælpe mig lidt hjemmefra.
Fredag kørte vi så videre mod Havana af og vi ville overnatte ved noget der hed Playa Jibacoa. Her skulle ligge en campingplads, hvor de både havde pool, strand og lækre faciliteter. Altså, det havde de også, men de havde så også 150 festglade lokale, som spillede VILDT højt musik! Så vi kørte gladeligt tilbage til det første hotel vi tjekkede ud og betalte hver 70 (ca 380 kr) for at få all inclusive i 2 dage. 
Vi blev indlogeret på det flotteste værelse og buffeten var formidabel - de havde nemlig pizza og bygselv burger til frokost! Hurra!!
Så ja, fredag og lørdag blev brugt på ren afslapning ved skiftevis stranden og poolen - og gerne med en Piña Colada i hånden. Aaahhh! Jeg fik også (endelig!) vasket noget af mit tøj - dette skete i håndvasken og med brug af hotellets håndsæbe. Så nu har de bare at have vaskerier i Thailand!

Søndag morgen d. 1. juni kørte vi så mod det endelige stop; Havana. Vi kørte først hen til vores hotel for at tjekke ind og derefter ud for at aflevere bilen. Og altså, jeg ved ikke, hvad Cuba har gjort ved vores stedsans, men uden videre fandt vi bare stedet efter en meget lang forklaring fra en af dørmændene på hotellet. Og det lå altså langt væk. Succes! Nå, de var så ikke lige tilstede - det var jo søndag... Så vi måtte hen på et andet kontor med den. Men det gik jo fint alt sammen - vi fik en pizza til frokost og vi brugte resten af dagen på shopping. Lækkert!
Til lige at runde det hele af med fik vi et par daquris på en åbenbart kendt bar, hvor en eller anden gut åbenbart har opfundet drinken. Men godt smagte de da! Det gik nu op for os, at vores tid både på Cuba og sammen var ved at være slut, men hvor har det bare været nogle helt fantastiske 3 uger på denne skønne-skønne ø! Vi har haft vores hyr med de lokale mænd og diverse oplevelser, der har gjort det hele lige lidt for spændene en gang i mellem, men ellers har det været ufatteligt skønt! Vi har set så meget kultur - og meget forskelligt kultur - samt set rigtig mange steder på øen. Vildt fedt sted! Og ja, så blev det så også farvel til Maria, som har fulgt mig igennem de sidste to måneder. Åh, hvor har vi haft det fedt sammen! Hvis man lige har haft en lidt off-dag, så har vi altid forstået at lade hinanden være, men samtidig også få hinanden op i humør igen. Det har været SÅ skønt at rejse med hende, og ja, det har bare kørt på skinner! Af hjertet TAK for to skønne måneder, Maria! 

Bay of Pigs

Tirsdag kørte vi så det næste lange stykke mod Bay of Pigs, hvilket ville lede os igennem Havana. Åh nej! Igen besluttede vi os for bare at køre indtil vi fandt den rigtige vej, for skiltningen var ikke blevet bedre siden sidst, sjovt nok! Det tog os lidt tid, eftersom vi også skulle have tanket og fundet en hæveautomat, men vi klarede den da ud i god behold - og endda på den rigtige motorvej. Succes! 
Vi ankom hen på eftermiddagen til Playa Larga, hvor vi fandt et vildt hyggeligt casa kaldet casa Frank! Det var nok et af de bedste casas vi var på, eftersom der var store senge, et smukt badeværelse, en kæmpe terrasse med hængekøje på, og det lå 5 minutters gang fra vandet. Så her blev vi to overnatninger! Der skulle også være godt dykning her, så vi gik hen til dykkercentret for at høre om mulighederne for dykningen dagen efter. Vi fik fat i en ikke-engelsktalende gut, men vi forstod da, at vi skulle komme dagen efter kl 9. 

Så dagen efter, onsdag, stod vi klar kl 9. Og selvfølgelig kunne vi komme ud at dykke! Vi blev udstyret og fik at vide, at vi skulle vente på bussen. Og der kom ikke bare én bus, men 3! Alle skulle udstyres med enten snorkeludstyr eller dykkerudstyr, før vi kunne komme afsted, så først ved 11-tiden var vi ved dykkerstedet. Men det var helt klart ventetiden værd! Vi gik i vandet fra kanten og svømmede ud på lidt dybere vand, hvor der var en kløft ned, som vi kunne svømme langs med og kigge på alle planterne og fiskene. Vi så også et lille vrag. Til sidst fandt en af instruktørerne en pose frem, og med det samme kom en moræne frem fra sit skjul! Han kunne fodre den med sine bare hænder, og den var kæmpe! Vildt fedt at se!
Resten af dagen blev bare brugt på afslapning på den lækre lækre strand.

Dagen efter, torsdag, fik vi morgenmad på vores casa, for pludselig var det inkluderet i prisen, fordi der var kommet et andet par, som boede i det andet værelse. Jo tak! Og wow, vi blev fodret op, før vi skulle vidre! Der var både toast, æg, frugt, juice og kage. Lækkert-lækkert! 

Herfra kørte vi lidt længere ned langs kysten af bugten til Playa Giron. Her fandt vi et all inclusive hotel til 140 kr pr person og det var med alt mad og alt det drikke vi ville have - og de havde en kæmpe pool. Okay så! Vi fik slappet godt og grundigt af og grint en del af de lokale, der virkelig bare drak rom hele dagen lang! Værelset var ikke noget at råbe hurra for og lå 500 m væk fra mad- og poolstedet, men vi hyggede os!

Dagen efter, fredag d. 23. maj kørte vi langs den sydlige kyst til byen Cienfuegos. Vi kørte lidt rundt i byen (igen, en helvedes trafik) og fik set på en masse markeder. Ret hyggelig by. Herfra kørte vi lidt længere øst på mod Trinidad men stoppede i en lille by kaldet Ranchon (tror jeg nok), hvor vi fandt et billigt casa. Vi ankom sidst på eftermiddagen, så vi satte os ned på stranden for at nyde de sidste solstråler. Som vi sad og snakkede kom en drengegruppe på skift hen og ville snakke. De havde hver et af de obligatoriske spørgsmål som fx, hvor vi kom fra, hvor lang tid vi skulle være her, osv. Til sidst ville de lære os at danse salsa i byen i aften (det var vel fredag), og forklarede ihærdigt, hvor denne club de skulle på lå henne. Jeg tror faktisk, at de troede, at vi kom, haha. 
Dagen efter skulle vi så endelig til Trinidad, som skulle være åh så kendt blandt turister - så dér måtte vi jo også til!

Cayo Levisa, Viñales og Maria La Gorda

Vi kørte fra Las Teraszas, så vi havde godt 3 timer til at de ca 90 km til færgen ud til øen. God tid! Troede vi... Jeg siger jer; vejene her er ikke værd at kalde for veje! Asfalten er enten fra midten af første verdenskrig eller så hullet, at man ikke kan køre mere end 30 km/t. Og når de så heller ikke har sat skilte op, så man kørte vi forkert indtil flere gange - og så tog sølle 90 km pludselig lang tid! Den bedste vejvisning vi havde var fra vores Lonely Planet bog, som sagde, at vi skulle til højre ved en stor bananplantage, og herfra bare fortsætte ligeud til havnen. Ved et mirakel drejede vi til højre ved en bananplantage kl 9.40 (båden gik kl 10), og fandt sørme stedet! Nu skulle de bådbilletter bare i hus og så afsted! 
Øen var et rent paradis! Vi havde åbenbart all-inclusive og vores hytte lå 15 m fra stranden. En helt krid-hvid sandstrand med helt turkis vand! Aaahhh. To overnatninger her virkede som alt alt for lidt! Men... 
Da vi ankom sidst på formiddagen lagde vi os direkte ned på liggestolene før vi kunne tjekke ind på værelset. Lidt over middag kunne vores små kroppe ikke klare mere sol, så vi gik ind for at tjekke ind. Vi fik den smukkeste hytte med to kæmpe dobbeltsenge, kæmpe badeværelse og en hængekøje på terrassen. Wow! Hen på eftermiddagen blev det lidt overskyet, så vi gik et par ture langs vandet inden den stod på kæmpe-buffet til aften. Sidst på aftenen vandt jeg en is fra Maria ved at slå hende i kæmpe-skak. Hæhæ!

Og ja, så vågnede vi op fredag til regn, torden og blæst - rigtig dansk sommer! Vi kunne ikke engang have shorts og t-shirts på?! Og ja, hvad dælen laver man så, ude midt på en ø, hvor det eneste man faktisk kan lave er at være på stranden og drikke drinks. Vi kunne selvfølgelig godt have nøjes med bare drinksne, men så alligevel ikke. Dagen gik derfor men ren afslapning inde i hytten, hvor der heldigvis var et tv - dog kun med spanske kanaler udover CNN... Men det gik! Maden var dog helt kanon, så det kunne vi glæde os lidt over og spise langsomt - men lidt øv, at vejret ikke lige ville arte sig på sådan en tur. 

Dagen efter, lørdag, tog vi båden tilbage til fastlandet, hvor vi skulle finde vej til Viñales, som var et område med vildt flot natur. Først skulle vi dog lige igennem de enormt hullede veje dertil, men det gik - og vi fandt det overraskende hurtigt! Vi havde læst i vores bog, at der skulle være omkring 200 casas i byen, så vi tænkte, at det nok skulle blive nemt at finde et sted. Da vi kom dertil så vi det ene farvestrålende hus efter det andet, som alle ville have os ind og overnatte. Kørte vi bare lidt langsomt forbi et sted, kunne vi nogle gange se dem komme løbende inde fra deres hus råbende efter os, haha! Vi fandt et lille hyggeligt sted hos en ældre dame, som ovenikøbet også var vildt billigt - omkring 80 kr for os begge, yes! Lidt over middag gik vi ned i byen i håb om at kunne komme på en trektur rundt i området. Alle ville de have os på hestetur, men nej tak! Vi fandt dog en tur - en hel almindelig gåtur. Vi fik lidt frokost, og kiggede lidt på markederne inden vi drog afsted. 
Vi var afsted med en amerikansk skoleklasse og deres to lærer, som var enormt snaksagelige, men det var nu hyggeligt nok. Området var utroligt flot! Vi gik i en dal, som var omgivet af bjerge, som så ud som om, de bare var skudt op af jorden - væggene gik bare lige op i luften. Rigtig smukt. Vi besøgte også en tobakfarm, hvor vi hørte om, hvordan de tørrede bladene, hvordan og hvor længe. Wow et arbejde der skal laves, og de får selvfølgelig næsten ingenting for det. Vi så ham også rulle en cigar, som kræver en uddannelse på 9 måneder! En rigtig svær uddannelse, siger de. 

Næste morgen, søndag, stod vi enormt tidligt op, fordi vi havde en laaaaang køretur foran os for at komme helt ned til det vestligste af Cuba kaldet Maria La Gorda. Der skulle nemlig være noget godt dykning her. Efter en endnu længere køretur end vi havde forestillet os, kom vi dog til de sidste 20 km, hvor vi kørte helt ude ved vandet - nøj der var flot! Træer og skov på den ene side og helt turkis vand og sandstrand på den anden. 
Vi ankom hen på eftermiddagen, hvor vi lagde os direkte ned til vandet og slappede af inden aftensmad. Morgenen efter stod den på dykning! Vi glædede os helt vildt - det var jo ved at være længe siden!

Næste morgen, mandag, blev vi sejlet ca 30 min væk fra kysten, hvor dykket skulle foregå. Og så snart vi kom under vandet var vi solgt! De caribiske have er godt nok noget for sig selv! Ikke nok med, at vi kunne se 30-40 m frem, men bunden var dækket af koraller og alverdens fisk i alle størrelser og farver! Vi dykkede igennem tunneler og ind i mellem revene, hvor alle fiskene gemte sig. Helt utroligt! Wow! 
Lidt over middag var det så tid til at komme videre. Vores næste mål var egentlig Bay of Pigs, men vi kunne godt se, at det ville være rimelig umuligt at nå på bare én eftermiddag, eftersom der var pænt langt dertil. Så vi skulle finde et sted på vejen. Og hvad egnede sig bedre end smukke og dejlige Las Terazas?! Intet. Så vi fik slået det lille telt op, tog en aftendukkert i den naturlige pool og håbede på tørvejr om natten!

Velkommen til Cuba!

Ja, på mystisk vis så forsvandt min telefon på Cuba, og internet kostede ca 30 kr for en halv time (så det blev ikke til mere end 2 gange) - men nu er jeg på igen fra Thailand! I må tilgive mig for at fatte mig en del mere kortfattet end tidligere - men at huske 3 uger på en ø som Cuba er ikke let! Specielt ikke med alt det, som vi har oplevet!

Nå, de 5 timer vi skulle vente i Quito blev så ikke kun til 5... Vi kom dog ind i flyet til tiden og var klar til afgang, da flyet pludselig begyndte at sige en masse mærkelig lyde og slukkede og tændte hele tiden. Efter 45 minutters forsøg på at få det til at virke blev vi sendt ud af flyet pga tekniske problemer. Det betød så, at vi IKKE kunne nå vores fly fra Bogota til Cuba... Amen?! De stakkels damer bag disken i gaten vidste intet og kunne ikke svare os eller nogle af de andre på noget som helst. Men hallo, vi ville altså gerne til Cuba! Nå, efter et par timer kunne vi så komme med et fly til Bogota, og minsandten om der ikke også var et fly til Havana samme dag! At vi så skulle omkring Panama og blev 9 timer forsinket gjorde pludselig ikke noget! Alt dette var nemlig efter, at vi havde fået at vide, at vi skulle vente en hel dag mere i Quito (nej tak!), derefter at vi skulle vente en hel dag i Bogota - men efter lidt brok og snak om at jeg ville have erstatning for dit og dat, så fandt de pludselig et fly. Tak! Så sent på aftenen søndag ankom vi til Havana. Næste problem var så vores transport til hotellet, som jo ikke anede, at vores fly var forsinket. Men men men! Der stod da en lille mand med vores navne på et skilt - YES! 

Efter en god nats søvn (wow vi var trætte), skulle vi virkelig tidligt op og på tur rundt i Havana. Vi blev mødt af en engelsk talende guide, som virkede vildt frisk! Han tog os med ned af "hovedgaden" i Havana, hvor alle "butikkerne" osv lå. Her var vi på en chokolade fabrik (yes!) og senere på romfabrik. Vi så også en cubansk pige, der skulle til at "konfirmeres". Når pigerne er 15, holdes der en stor fest (ikke noget med religion at gøre), hvor pigen skal dresses op så pæn som overhovedet muligt! Gerne i flere forskellige kjoler. Der skal tages billeder, som senere skal kunne vises frem til kommende ægtemænd, for hele denne fest er for at "sælge" pigen. Men hun var deme også dresset op, hende vi så! Til slut tog han os med op på toppen af et tag, hvor de lavede byens bedste mojitos. Herefter efterlod han os med et kort og en nogenlunde plan om, hvad der var værd at se her på Cuba. 
Eftermiddagen brugte vi på hotellets tag-pool, mmmhh!

Dagen efter kom dagen, hvor vi skulle hente den kære bil, der skulle tage os med rundt på Cuba de næste 20 dage. Vi mødte op på hotellet, der stod skrevet på vores papir kl 9, hvor vi blev mødt af en tom disk. Hallo?! Nå, en lille halv time efter kom en mand dumpende og meddelte, at bilen var klar kl 10. Kl 10 kom der ganske rigtigt også en mand og tog mig med ud for at blive enige om allerede lavede skader. Herefter skulle vi bare ordne papirerne og vi ville være klar til afgang! MEN... Da manden sad og kiggede i vores pas, trykkede han nogle tal ind på lommeregneren og rystede kraftigt på hovedet - og så vidste vi jo godt, at der var noget galt. Man skulle åbenbart være 22 år for at kunne leje en bil på Cuba. Det var bare løgn?! Når man lige havde sat sig op til frihed ved selv at kunne bestemme, hvor og hvornår man ville køre, så virkede det meget uoverskuelige og nærmest ikke-eksisterende bussystem virkelig ikke særlig attraktivt! Da vi gik i "hallo-i-har-selv-godkendt-reservationen-på-forhånd"-mode, så fik den lille mand ringet rundt og meddelte, at MÅSKE ville et andet firma lade os leje en bil hos dem. Hurra! Efter rigtig rigtig mange timers ventetid og en masse telefonopkald frem og tilbage fik vi kl 17.30 vores bil. Vi skulle have haft den kl 9... Men vi fik den, og det var på det tidspunkt det vigtigste! Vi fik en lille fin Geely, som havde air-con og hele skidtet! Og vi var endelig klar til afgang. Projekt nummer 1 blev at finde tilbage til byen (skete ved bare at køre rundt og håbe på held). Projekt nummer 2 blev at finde et nyt sted at sove. Vi fandt byen og fik os forvildet ind på nogle små gader, hvor en politimand pludselig viftede os ind til siden. Flot - en times kørsel og allerede en bøde, var vores første tanke. Det viste sig, at vi havde kørt imod en ensretning, og han ville nu se vores kørekort osv. En tilfældig mand kom forbi, som kunne oversætte for os, og han spurgte efter hele hurlumhejet, om vi ledte efter et casa (altså et sted at sove). JA! Vi vidste godt, at det ikke var smart at tage den første og den bedste, men han kom ind i vores bil og viste os vej. Vi kom til et noget skummelt sted, hvor vi fik et værelse med en lille dobbeltseng. Han ville derefter vise os byens bedste spisested, og vi fulgte pænt med. Og det VAR godt! Han bestilte en drik og sad og snakkede med os om Cuba, hvilket var virkelig interessant. De hader alle ham Castro der, og de lokale får ikke lov til noget som helst! De må ikke engang have internet i deres hus. Da vi skulle til at gå rejste han sig og gik mod udgangen, og overlod regningen til os. Fair nok, vi havde aftalt at vi ville give ham hans drink for hans hjælp, men han sagde intet om den! Da vi kom tilbage til huset spurgte han gudhjælpemig om vi ikke vil give ham en lille gave på 10 CUC (ca 50 kr). Og hvad dælen svarer man lige til det?! Så han fik sine penge... Herefter ville manden i huset have 10 CUC for at holde øje med bilen. Jamen lille mand, vi har lige betalt 30 CUC for at bo her! Han fik 5, også kunne vi endelig sove. Det blev en meget meget ubehagelig nat, og vi fik knapt nok lukket et øje, for trygge var vi bestemt ikke! Den fulde historie vil jeg vente med at fortælle til jeg kommer hjem, men lad mig sige, at vi var meget hurtigt ude af det hus den næste morgen! 

Overnatningen på vores første casa particular stod ikke som en god oplevelse, og Havana var ikke ligefrem vores ynglingsby mere, efter vi havde opdaget, hvor trælse folk er overfor turister. De råber og skriger efter én på gaden og lader aldrig én være i fred. Og når man kører bil, skal man ikke kun slås med dyttende kæmpe amerikanerbiler, der tror de ejer det hele, men også med hestevogne, cykler og mennesker, som tror, at midterbanen er er fortov! Lad os komme væk!
Vi satte kursen mod et sted kaldet Las Terrazas, hvor der skulle være noget flot natur. Vi ankom omkring middag efter at vi ved et rent tilfælde var kommet på den rigtige motorvej fra Havana af. På Cuba er skiltning et totalt fremmedord, og når man spørger nogle om vej, så vil de have et lift fordi deres arbejde liiiige ligger 10-15 km nede af vejen. Stop! Nå, vi ankom til området, hvor vi fandt en hyggelig sø, hvor vi kunne sidde og nyde vores medbragte vandmelon. Fars multitool havde været uundværligt i denne situation! Herefter kørte vi lidt rundt i området og gik et par ture i det smukke område. Sidst på eftermiddagen fandt vi endelig det sted, vi havde ledt efter til vores overnatning: En lille plads ved siden af en naturlig pool, hvor vi kunne leje et telt. Skønt sted! De havde endda en lille restaurant, hvor vi kunne få kylling og ris med bønner i. Dette viste sig at blive menuen på over halvdelen af alle vores aftensmåltid på Cuba.
Stedet var helt fantastisk, og vi nød resten af dagen med afslapning i "poolen" og med at planlægge lidt på vores videre tur.
Om natten vågnede vi ved, at det styrtregnede, hvilket ikke var fedt i et ikke-vandtæt telt! Efter en times regn og vi var blevet helt gennemblødte besluttede vi os for at løbe op i bilen (som holdte et godt stykke væk), og tilbringe resten af natten der. Vi vågnede op til en totalt gennem-dukket bil og brugte nok en halv time på at kunne se noget igenne forruden - men vi skulle tidligt afsted mod Cayo Levisa!

onsdag den 4. juni 2014

Og nu... Bangkok!

Efter en meget hektisk, men fantatisk tid på Cuba, så blev det mandag (meget tidligt) tid til afsked med Maria. Lidt over 2 måneder gik godt nok rigtig stærkt, men nøj, hvor har vi haft det FEDT! Og wow, hvor har vi oplevet mange ting - det er slet ikke til at holde styr på!
Nå, mandag morgen blev jeg hentet af en taxa-chauffør kl 5.30 og kørt til lufthavnen. Her afgik det første af 3 fly med en flyvetur på kun 3,5 timer til Toronto i Canada. De 3 timers venten her gik hurtigt, men det skal jeg love for, at de næste 13 timer i flyet til Tokyo ikke gjorde! Med en plads i midten ved siden af to store (den ene meget lugtende), så havde jeg ikke ligefrem "the time og my life". Men timerne gik, og vi kom til Tokyo. Også den MEGET turbulente tur fra Tokyo til Bangkok overlevede jeg. Jeg landede i lyn og torden og var MEGET træt! Total omvæltning af tidsforskellen. Jeg fik dog pumpet lidt liv i mit lille hjerte eftersom min taske kom som den absolut SIDSTE! Åh, jeg ved da ikke hvilken lille thai, der kunne have klaret mit humør på det tidspunkt, hvis den ikke havde været med flyet. Én thai fik dog ikke det store smil, da jeg meddelte ham, at mit lift altså ikke var her. Han var dog meget sød, ringede rundt og 10 min senere stod min chauffør der. At han så havde hele sin minivan fyldt op med hashplanter, sang sære thai-sange og små-grinte hver gang der kom et lyn (mange!) var på det tidspunkt bare bagateller. Giv mig en seng!!! Nå, ca kl 1 om natten (morgen i Cuba-tid) stod jeg foran hostlet, hvor jeg skulle mødes med Line. Jeg nåede kun lige at registrere, at der sad to danskere udenfor og snakkede før Line kom flyvende ud af døren og omfagnede mig.
Åh altså!!<3 Og jeg lyver ikke, når en af hendes første kommentarer var: "Du er godt nok blevet brun, hva'?" Lidt...
Selvom vi begge to var ved at falde om af træthed, så kunne vi jo ikke gå i seng! Hverken Line eller jeg er kendt for ikke at snakke, så snakken kørte derudaf som sjældent set andre steder! Line havde tilmed en MASSE ting med hjemmefra mor og far med til mig. Min kære far og redningsmand havde sendt en gammel telefon med, med nyt simkort og hele baduljen samt min fødselsdagsgave (som er en eller anden hemmelig film, som computeren her ikke kan vise, øv!!!!), samt en lader til mit GoPro (ja, den var også væk - dog passer laderen ikke, men det var forsøget værd) - TAK. Og min dejlige mor havde sendt et langt brev med, med en opdatering på verdenssituationen samt en masse billeder. Vigtigst af alt: Vi har fået en gasgrill! Så er det ligefør (kun ligefør!!), at man glæder sig til at skulle hjem. TAK.

Efter kun 3-4 timers søvn var det ikke en frisk Line, der prikkede til mig og sagde, at klokken altså var 7.30 = aftalt "nu-står-vi-op-tidspunkt!". Men op kom vi da, og den lækre morgenmadsbuffet hjalp da også lidt på det. Så manglende vi jo bare at finde ud af, hvad vi skulle lave! En sød dame i receptionen kom os til undsætning, og vi drog på eventyr i Chinatown. Vi skulle så bare lige derhen... Men det var jo i følge receptionisten NEMT! Bare tag båden til nummer 4, stig af og følg kortet. Problem nummer 1: Find stedet hvor båden er. Hmm. Min tålmodighed holder altså ikke længe i det her land eftersom luftfugtigheden er uforklarlig høj og solen bager med 150 km/t. En såkaldt tuk-tuk, som er en trehjulet knallert med lad og tag på (en form for taxa), kørte op på siden af os spurgte om vi havde brug for hjælp. Lidt ja. Han siger under vores "samtale" på thai-engelsk "tuk-tuk for free" ca 15 gange og til sidst besluttede vi os for at se, om det rent faktisk var gratis, så vi kunne finde den båd. Senere på dagen lurede vi tricket med de billige/gratis tuk-tuk, men på det her tidspunkt var vi bare forvirrede. Især da han drejede den forkerte retning i forhold til åen! Nå, det viste sig, at han kørte os hen til en butik, hvor vi kunne kigge men hvis "no like, bo buy", som han sagde! Vi skulle bare have en kupon til gratis tuk-tuk med derfra. Og det gik nemt! Han kørte os til båden - GRATIS. Gratis og billigt er forresten blevet mine nye ynglings-ord.
Nå, vi kom med båden og kom endda af det rigtige sted og skulle så bare lige finde Chinatown - problem nummer 2, mine damer og herrer. Vi gik lidt rundt og flere tuk-tuk ville køre os rundt for 40 baht i timen (ca 6-7 kr). En kommer op på siden og siger 20 baht i timen. Købt! Han kørte os først ud til et tempel, hvor vi så en GIGANTISK sovende Buddha. Som i 50 m lang og 10 m høj cirka. Vi så også nogle små templer og en masse flot-flot udsmykning. Og selvfølgelig havde vi skoene af inde i templerne! De lange ærmer og bukser havde vi desværre glemt, øv! Herefter kørte han os til et par butikker (som den anden tuk-tuk), hvor de solgte silke og alt muligt smukt til ingen penge! Svært at modstå... Han satte os efter en times kørsel af ved Chinatown "centrum", hvor vi hurtigt fandt det lokale marked. Et større marked har jeg aldrig set. Maria, du ville have brugt hele din opsparing her! KÆMPE stort og vi så langt fra det hele. Alle små gader var fyldt med boder, knallerter og mennsker - og det var VAMRT! Men nøj de har mange pæne ting. Og allerede nu er vi blevet "nærige". 200 bath er da for meget! Hvilket er ca 30-32 kr, haha!
Først på eftermiddagen hvor vi var gennemblødte af sved for 8. gang i løbet af den dag, ville vi til tage til hotellet for bruge eftermiddagen i en tætvedliggende pool. Men nu ville alle tuk-tuk mændene pludselig have 150-200 bath for at køre os hjem, og det var måske 10 min væk. Vi forstod ingenting, men regnede den snart ud... Vi fandt en og spurgte, om han ville køre os hjem for 20 bath. Ja, han ville! Hvis vi tog et kig i to butikker. Ok så! Det viste sig, at disse billige tuk-tuk'er har en sponsor-aftale (kalder de det selv), hvor de kører kunder omkring de dyre butikker og derved kan køre kunder rundt billigt. Smart for butikkerne, for vi kan jo ikke lade være med at købe noget altså! Nå, vi kom hjem og kom endelig i poolen. Aaaahhhhh! 

Til aften (efter at Line havde fået styr på sit rygsæk-liv - det tog sin tid), tog vi afsted mod aftenmarked. Igen skulle vi med en båd (gratis!!!), som vi overraskende hurtigt fandt. Da vi kom til markedet, hvilket vi først gjorde ved 21-tiden, og det lukkede 23, skulle vi først have mad. Det resulterede så i kun én shoppingtime, hvilket også var rigeligt! Jeg mener; ellers kunne vi ligeså godt tage hjem om én uge pga penge- og pladsmangel. Alt for mange pæne ting og alt for pænt og BILLIGT tøj! En rigtig hyggelig aften blev det til - en rigtig hyggelig dag i det hele taget. I morgen skal vi se et stort og kendt tempel samt meget gerne med et nattog til Chaing Mai om aftenen. Kryds fingre!

Torsdag d. 5. juni stod vi tidligt op, spiste morgenmad og blev herefter mødt af vores guide i receptionen. Han tog os og et andet par med ned til havnen, hvor vi i en lille båd blev sejlet ned af floden og ind igennem nogle små passager. Herinde så vi en hel anden del af Bangkok end de høje bygninger og mange butikker. Der lå træhuse helt ud til vandet og der sejlede små både rundt med souvenirers. Der var SÅ hyggeligt. Vi gjorde stop ved et lille marked, som nærmest lå bygget ud over kanalen. Vi så også en orkide-farm  (hvilket vi godt kunne har undværet), og vi fodrede fisk, som sprøjtede os fuldstændigt til med vand, fordi de plaskede (øv!!!). Vi stoppede også ved et tempel, hvor vi så en KÆMPE figur af Budha samt en eller anden djævel. Vores guide var utrolig god til at fortælle om religionen, og hvad de brugte de forskellige skikkelser til at bede for. Fx bad man til djævlen, hvis man havde det skidt - og det var der selvfølgelig en helt bestemt måde at gøre på. Mens vi sejlede på floden så vi også nogle såkaldte spirit-houses, som lignede et lille fuglehus (rigtig farverige og smukt udsmykket), hvor ånderne kan bo. Hvis man så husker at bede, så kommer de gode ånder og bor der og ikke de onde. Også på hoteller og store forretninger skal alle ansatte bede for at bede om held og lykke til forretningen. Men ja, alt i buddhismen handler egentlig bare om at være helt igennem god, og så skal alt nok løse sig. Ret smukt faktisk. Det var vildt fedt at se så stort et tempel, og vi så også munke gå rundt og en anden munk, der hjalp et par med at bede for dem ved at kaste helligt vand på dem. Sjovt med så anderledes en kultur. På busstationer fx har man specielle reserverede pladser til munke, fordi man ser sådan op til dem - ingen specielle pladser til handicappede derimod. Men fed oplevelse at se det tempel og pladsen med den kæmpe Budha.
Efter rundturen i de små kanaler sejlede vi ud til "hoved-floden" igen, hvor vi blev sat af til vores frokost pause. Det tog ikke lang tid i Thailand, før vi fandt ud af, at friturestegte ris blandet med lidt grøntsager og æg er der yndlingsret - og gæt, hvad der var til frokost!
Herfra gik vi i 8000 graders varme, lange bukser og lange ærmer mod the Grand Palace, som er et kæmpe tempel, hvor kongen engang har boet. Pga Budha skulle man så have langt tøj på. Det skulle senere vise sig at blive vores nære død! Allerede inden vi kom igennem porten svedte vi værre end svin, der allerede er døde og er ved at blive stegt til bacon. Omg det var VAMRT!Vi kom ind og det var da rigtig imponerende med alle de templer og helt vildt store og skinnende figurer af Budha. Alle bygningerne var udsmykket med diamanter i alle mulige forskellige farver, og inden i templerne var der mindst lige så flot. Bare ikke lige helt flot nok til at holde vores humør i top med den varme. Og da vores guide så for 117. gang begyndte at forklare om et eller andet symbol, som var et symbol for kongen, så var jeg da lige ved at springe i luften! Nå, ENDELIG så vi "exit"-skiftet og troede at vi var reddet! Vi fik lov til at tage overtøjet af, men fik 10 min efter at vide, at det skulle på igen. Det var nemlig endnu et tempel. Jaaaaaa... 
Det var dog også utroligt smukt og vi så en liggende figur af Budha som var næsten 100 m lang og nok 50 m høj. Shit! Men nu havde vi altså hørt og set nok om Budha. Ikke mere tak! Herefter fik vi endegyldigt lov til at tage overtøjet af og vride det for sved inden turen gik tilbage til vores hostel. Her fik vi et dejligt koldt bad inden vi pakkede sammen og drog mod nattoget, der skulle tage os med til Chiang Mai!
Over and out fra Bangkok for denne gang - ha' det smukt alle sammen!