lørdag den 7. juni 2014

Trinidad, Playa Boca, Santa Clara, "Hvor er min mobil?!", og ja, resten af Cuba-tiden

Lørdag d. 24. maj ankom vi til byen Trinidad. Lidt før byen gjorde vi stop (5 km nede af den værste vej vi nogensinde har kørt på) for at gå en tur ud til et vandfald. Vi gik og gik og gik, og kom efter lidt over en time endelig til nogle mennesker. Og der var vandfaldet! Vi blev dog hurtigt stoppet af en mand, som ville se vores billet - hvad?! Ved parkeringspladsen var der overhovedet ingen, der havde så meget som sagt ordet billet eller penge, så det havde vi altså ikke. Og selvfølgelig snakkede manden ikke engelsk. Lige efter os kom der en anden gruppe unge, hvor en spansktalende pige tog over. De havde nemlig heller ikke en billet - og det ville være ok øv at skulle gå tilbage efter en billet for at gå tilbage til vandfaldet igen. Nå, vi lovede alle højt og helligt at købe en billet, når vi kom tilbage og fik så lov til at se vandfaldet og grotten. Vejen tilbage var akurat den samme, ergo knapt på interessant. Da vi kom tilbage kørte vi ind til centrum, hvor vi kørte lidt rundt i de små-små gader for at finde et bestemt pizzaria, vi havde læst om. Nu kunne det altså være nok med det kylling og ris!! Vi fandt en gade, hvor andre biler også holdt parkerede og satte bilen der. Vi troede, at vi vidste, hvor det lå, men åbenbart ikke. Det lå i hvert fald ikke der, som vi ville have, at det skulle ligge. For at sige det mildt, så var der dødsens varmt den dag, og vinden stod bare stille - hvilket var lig med en millimeter kort lunte hos damen her. Og det hjalp ikke, at der stod ca 100 gadesælgere og lige så mange restaurantmedarbejdere, der alle ville have os ind i deres butik eller restaurant, når vi bare ville have pizza. GÅ VÆK! Nå, efter at have opgivet jagten på vores førsteprioritet, fandt vi en mand, der råbte "pizza!", og gik straks hen til ham. På vejen derhen havde vi gået forbi en anden, som sagde, at de var meget dyre, end han var. Den første pizzamands pizzaer var rimeligt dyre, så vi tog den anden. Godt nok havde han ikke pizza i sit menukort, og de andre restaurantsælgere råbte og skreg efter os, at han altså ikke havde pizza. Men når han ville sælge os en pizza til 20 kr kontra 60 kr, så valgte vi altså ham. Og selvfølgelig kunne han lave pizza! Altså, vi fik en stor bolle med ost, skinke og løg, men aldrig har en "pizza" smagt bedre! Ris var bare ikke toppen længere... 
Sidst på eftermiddagen skulle vi så også lige finde et sted at sove... Trinidad havde ikke rigtigt mere at byde på udover en masse museumer og en lille hike op af en bakke, så man kunne se udover byen. Marias knæ var dog ikke i flyvende humør efter formiddagens gåtur, så vi gemte hiken til den dag, vi skulle fra Trinidad igen. 
Vi besluttede os derfor for at køre de 10-15 km ned mod Playa Ancon, som skulle være en vildt flot strand, for at se, om et af hotellerne ville lukke os ind for en rimelig sum penge. Men nej. Alle var de enormt dyre, godt nok også enormt flotte, men 300-400 kr person pr overnatning er ikke ligefrem backpacker-budget. Vi kørte derfor lidt længere ned langs kysten til en by kaldet Playa Boca, hvor vi håbede på at finde et casa. Vi fandt et hyggeligt sted hos et ældre ægtepar, hvor vi besluttede os for at blive i to overnatninger. Playa Ancon var nemlig ikke længere end 4-5 km derfra, og der var en parkeringsplads i nærheden. Vi fik dem til at lave aftensmad til os, og sikke et festmåltid! Aldrig har kylling og ris smagt så godt! Vi fik også serveret pommes frites!!! YES! Virkelig noget godt mad! 

Dagen efter, søndag tilbragte vi sammen med 100000 andre lokale på stranden, hvor vi virkelig bare fedede den og slappede af. Og blev lidt røde måske...
Igen om aften fik vi serveret den samme lækre menu, men denne gang også med dessert! Da han kom med den lignede det noget risdessert og så vildt lækkert ud - men da han sat den foran mig, og der kravler en million små sorte dyr rundt i kanten af den, var den ikke så lækker længere. AD! Den blev godt nok skubbet helt helt væk!

Dagen efter, mandag, kørte vi videre. Vores næste "mål" var Varadero, men der var rimelig lagt dertil, så ville gøre et stop på vejen i enten Santi Spiritus eller Santa Clara alt efter, hvor langt vi kom. På vejen stoppede vi i Trinidad for at tage på den hike op for at se udover byen. Det gik ret meget op ad i ca en halv time, men så var vi der også - badet i sved. Vi fik en lille rundtur deroppe og fik fortalt hvad der lå hvor. Da vi kom ned igen blev vi enige om, at vi egentlig godt kunne spise en pizza, inden vi kørte videre, så vi kørte rundt for at lede efter et sted. Pludselig skete der noget, som nok ikke er sundt for offentligheden at høre før jeg kommer hjem. Men jeg kan sige, at vi IKKE fik pizza, men at vi tilgengæld kom meget hurtigt ud af byen!
Vi kørte igennem Santi Spiritus, og forsatte til Santa Clara. I Santa Clara var vejene mindst lige så forvirrende og uoverskuelige som alle andre byer, men da vi skulle finde et sted at sove, blev det pludselig let. I vores Lonely Planet bog stod der nemlig, at det billigste hotel var den højeste og grimmeste (helt lysegrøn) bygning i hele byen og lå ca i midten. Vi fik hurtigt øje på den, og kørte i den retning - vi skulle dog lige undgå alle ensretningerne - ellers gik det meget nemt. Vi spurgte i receptionen om de havde parkering, eftersom hotellet lå lige ved siden af en stor plads, og der var derfor ikke lige umiddelbart parkeringsnuligheder udenfor bygningen. Men ja ja, det havde de da - vi kunne bare give nøglen til ham, også kom han med den igen 5-10 min før vi ville checke ud dagen efter. Glem det kammerat! Vi havde fået at vide af biludlejningsmanden, at ingen andre måtte køre bilen og vi vidste jo heller ikke, hvor han tog den hen. Nå, jeg fik så lov til at tage med hen med bilen mens Maria stod i køen af 15 lokale for at få et værelse. Manden fra receptionen satte sig ind på passagersædet (efter igen at have sagt, at han kunne køre den - nej tak!), og guidede mig rundt. Vi kørte ind på en fin og aflåst parkeringsplads, som var eget af et andet biludlejningsfirma, fint nok. Han ville nu gerne have nøglen, så han kunne "flytte den rundt hvis nødvendigt", men da jeg sagde nej kostede det pludselig dobbelt så meget for parkering, og vi skulle hente den kl 8. Nå nå!

Så vi hentede bilen kl 8 dagen efter og parkerede den i en af gaderne. Da jeg havde ladet min lille taske blive nede i bilen natten over, ville jeg bare lige tjekke min telefon, inden vi gik ud i byen - og den var bare væk!!!! Ikke nok med at der var varmt som ind i helvede, at en random fyr ville have penge for at holde øje med vores bil og at min telefon var væk, så skar jeg mig da også lige (dybt!!) på min skraber, da jeg ledte efter min telefon (ja, det kunne da godt være, at den var faldet ned i min toilettaske!). Så nu blødte jeg så også udover det hele! Åh!!! Nå, der var ikke rigtigt noget at gøre, og der var ikke noget politi i Santa Clara - i hvert fald ikke noget, som vi havde tålmodighed til at køre rundt i de gader og lede efter. Så ja, sidste gang jeg så den var i Playa Laga hos det gamle ægtepar. Vi prøvede at ringe til dem og fik en spansktalende gut til at spørge om de havde set den. Det havde de ikke - men hvis de så havde, så havde de nok heller ikke sagt det alligvel.
Grundet situationen i Trinidad havde vi nogle ting at tage os af i løbet af formiddagen, men lidt over middag tog vi ind for af se en cigarrullefabrik. Der sad nok 100 mennesker på rad og række og bare rullede cigarer. Og de var bare hurtige! Vi måtte desværre ikke tage billeder derinde, men det var fedt at se!
Sidst på eftermiddagen påbegyndte vi de sidste 200 km mod Varadero. Vi ankom de 19-tiden og skulle først dér til at finde et hotel. I følge vores Lonely Planet bog, så var dét at finde et billigt hotel i Varadero en disiplin på højde med et marathon... Men vi gik flittigt igang. 1. bud skulle have kostet 28 for os begge, men kostede pludselig 44. Det var et vildt lækkert sted ned til vandet, men stadig! 2. bud var nogenlunde det samme bare ikke så lækkert og 3. bud var helt håbløst. Vi ledte desperat efter et andet sted, som skulle være både enormt billigt, men også lækkert - det viste sig så at være lukket! Øv. Så vi tog bud nr. 1, og boede derved helt ned til vandet. Okay så - her bliver vi tre overnatninger!

Onsdag og torsdag blev brugt på ren afslapning på den lækre strand og med en masse badning i det turkise vand! Og det gjorde da heller ikke noget, da den lokale svømmeklub kom ned på stranden for at træne hver formiddag. Pæne mænd! Vi kom tilmed for første gang på internet, og jeg havde en del at tjekke op på. Både min netbank og ang. min flybillet hjem. MEN, hverken netbank eller min mail kunne åbnes i udlandet. PRAKTISKT! Heldigvis havde jeg en sød mor, der kunne hjælpe mig lidt hjemmefra.
Fredag kørte vi så videre mod Havana af og vi ville overnatte ved noget der hed Playa Jibacoa. Her skulle ligge en campingplads, hvor de både havde pool, strand og lækre faciliteter. Altså, det havde de også, men de havde så også 150 festglade lokale, som spillede VILDT højt musik! Så vi kørte gladeligt tilbage til det første hotel vi tjekkede ud og betalte hver 70 (ca 380 kr) for at få all inclusive i 2 dage. 
Vi blev indlogeret på det flotteste værelse og buffeten var formidabel - de havde nemlig pizza og bygselv burger til frokost! Hurra!!
Så ja, fredag og lørdag blev brugt på ren afslapning ved skiftevis stranden og poolen - og gerne med en Piña Colada i hånden. Aaahhh! Jeg fik også (endelig!) vasket noget af mit tøj - dette skete i håndvasken og med brug af hotellets håndsæbe. Så nu har de bare at have vaskerier i Thailand!

Søndag morgen d. 1. juni kørte vi så mod det endelige stop; Havana. Vi kørte først hen til vores hotel for at tjekke ind og derefter ud for at aflevere bilen. Og altså, jeg ved ikke, hvad Cuba har gjort ved vores stedsans, men uden videre fandt vi bare stedet efter en meget lang forklaring fra en af dørmændene på hotellet. Og det lå altså langt væk. Succes! Nå, de var så ikke lige tilstede - det var jo søndag... Så vi måtte hen på et andet kontor med den. Men det gik jo fint alt sammen - vi fik en pizza til frokost og vi brugte resten af dagen på shopping. Lækkert!
Til lige at runde det hele af med fik vi et par daquris på en åbenbart kendt bar, hvor en eller anden gut åbenbart har opfundet drinken. Men godt smagte de da! Det gik nu op for os, at vores tid både på Cuba og sammen var ved at være slut, men hvor har det bare været nogle helt fantastiske 3 uger på denne skønne-skønne ø! Vi har haft vores hyr med de lokale mænd og diverse oplevelser, der har gjort det hele lige lidt for spændene en gang i mellem, men ellers har det været ufatteligt skønt! Vi har set så meget kultur - og meget forskelligt kultur - samt set rigtig mange steder på øen. Vildt fedt sted! Og ja, så blev det så også farvel til Maria, som har fulgt mig igennem de sidste to måneder. Åh, hvor har vi haft det fedt sammen! Hvis man lige har haft en lidt off-dag, så har vi altid forstået at lade hinanden være, men samtidig også få hinanden op i humør igen. Det har været SÅ skønt at rejse med hende, og ja, det har bare kørt på skinner! Af hjertet TAK for to skønne måneder, Maria! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar