lørdag den 21. juni 2014

Phuket og Koh Phi Phi

Fredag først på aftenen ankom vi til Phuket busstation, hvorfra vi skulle finde vej til et eller andet hostel. Turistinformationen på busstationen havde selvfølgelig lukket, så vi gik over til nogle taxafyre, som vi spurgte efter et billigt hostel. Og dét vidste de lige hvor var! Så vi blev kørt et godt stykke væk fra stationen, og læsset af ved Phuket Backpackers. Her blev vi indlogeret og gik herfra på jagt efter mad. Da vi kom tilbage til værelset var der pludselig en anden fyr i Lines seng! Han var åbenbart lige kommet tilbage fra hospitalet, hvor han havde været i 4 dage pga. af en scooterulykke. Fjolset fortæller os så, at han vist var lidt fuld, da han kørte den, og derefter går ham og hans ven ud for at ryge en joint. Kloge mænd! Og vildt lækkert værelse, vi er endt på... 
Min nat var ikke ligefrem den fedeste eftersom jeg IGEN er løbet ind i en gang halsbetændelse - bare 100 gange værre end den på Galapagos. Hurra. Så lørdag gik vi på apoteket og fandt nogle gigantpiller, som forhåbentlig skulle hjælpe. Jeg er ikke just imporneret indtil videre... Øv øv. Og Line begynder snart at løbe tør for ting at snakke om, for jeg kan ikke rigtigt svare hende pga. vilde smerter. Møg! 
Vi brugte ellers lørdagen på diverse markeder, hvor vi igen igen igen købte os fattige. Okay, ikke fattige, men fattige i plads. Det holder snart ikke mere! Men nogle fine ting, vi fandt, altså! 
Vi ville gerne have været på et flydende marked her i Phuket, hvor man shopper i både - skulle være vildt hyggeligt! Vi havde bildt os ind, at der skulle være et her, men hver gang vi spurgte nogle, så kiggede de bare mærkeligt på os og spurgte, om vi ikke mente weekendmarked. Så det fandt vi altså ikke, desværre!
Efter en længere kamp med vores to værelseskammerater, om at de skulle lukke døren ud til, så vi slap for deres stak, kunne vi endelig sove! Min krop har hele dagen været HELT smadret, så nu håber jeg snart på, at pillerne virker, så jeg kan få lov til at snakke igen... Åh.

I morgen tidlig tager vi med båden til Koh Phi Phi, hvor vi håber, at solen har tænkt sig at skinne på os! 

Søndag formiddag ankom vi med båden til Koh Phi Phi. Her blev vi igen igen igen mødt af flere på havnen, der alle havde tilbud til os om overnatning. Og vi fik da lavet en ret god deal! For bare 8 kr mere end det billige hostel-værelse fik vi privat værelse med aircondition, eget badeværelse, terrasse og udsigt ud over hele byen og bugten(dette betød så også, at vores hotel lå helvedes langt oppe af en masse trapper!). 
Der var så hyggeligt på Phi Phi! Gaderne var helt små, og fyldt med butikker - ingen biler og INGEN scootere!(dog fandt vi senere ud af, at cykler faktisk er mere irriterende..) Rigtig fint sted. Stranden er godt nok heller ikke til at klage over. Vi brugte søndag eftermiddag på at ligge på stranden - igen var der dog overskyet og det blæste en del. Blæsten betød, at da vi gik mod hotellet igen, så lignede vi to sandmonstre og havde selv sand i ørerne! 
Søndag blev også dagen, hvor verdenen igen fik lov til at høre min skønne stemme igen! Den var stadig ikke helt god - langt fra faktisk - men jeg kunne da sige hele sætninger. Succes! 
Til aften gik vi ud at spise, hvor jeg endelig kunne spise andet end flydende ting! Dog formåede en lille thaidreng at forstyrre vores madro, da han kom hen og synes, at det sjoveste i verden var at give os sten. Jeg formåede at ignorere ham, men så koldhjertet var Line ikke. HA! Så hun fik omkring 20 sten, og jeg morede mig. Da han så fandt ud af, at hun bare smed dem væk igen, så kravlede han bare under bordet og begyndte at slikke på mit knæ?! Ej knægt, gå så! Jeg trak benet til mig, hvilket resulterede i, at knægten kravlede ud, rejste sig op og klappede mig alt hvad han kunne på armen, så det bare sagde klask! Jeg kiggede straks surt på ham og sagde "ej!". Bordet lige bagved os vendte sig straks om og kiggede enormt surt på mig, som om de troede, at jeg havde ham. Fedt, så troede de så, at jeg gik og slog på små thaibørn... Men knægten skred da langt om længe. 

Mandag skulle vi bruge formiddagen på stranden og eftermiddagen på en tur rundt og se de vigtigste ting på øen. Men regntidsvejret slog igen til og leverede blæst og overskyet vejr. Æj?! Så vi gik rundt og shoppede lidt (stop så med det shopping Line og Nadia!), og satte os derefter op på vores fine terrasse og læste. Lidt senere blev det lidt bedre vejr, så vi prøvede at ligge os ned på stranden. Det blæste stadig en halv pelikan, så sandmonstrene gik efter ikke så længe op i byen igen. Men det var også snart tid til afgang på turen, så det passede fint nok.
Fra stedet hvor vi skulle mødes med "guiden", gik vi ned mod havnen, hvor vi blev sat i en lille aflang træbåd sammen med 23 andre mennesker. Og afsted det gik! Ikke over stok og sten, men over bølger og under vand. Bølgerne var så høje, at to kinesere(kinesere kan åbenbart ikke svømme) gik i totalt panik og straks iførte sig redningsvest og klamrede sig til båden! Okay, bølgerne var også ret høje, og nogle gange var vi nede i små dale, hvor bølgen ved siden af var lige så høj som båden. Men det var nu ret sjovt faktisk! De høje bølger resulterede dog også i, at vandet tit bare skyllede indover os, så vi blev TOTALT gennemblødte! 
Første stop på turen var et sted kaldet Maya Bay. Vi lagde anker midt i vandet og lidt forude kunne vi se en rebstige føre op over en klippe. Vi blev forklaret, at vi blot skulle svømme derhen, kravle op, og så var vi der! Der var bare stadig pænt store bølger, og de klipper der, virkede ikke ligefrem som det blødeste landingssted. Vi forsøgte dog - hoppede i vandet og begyndte at svømme ind. Ikke nok med bølger, strøm og klipper forude, så var der sgu også store klipper under vandet! Så hvis man var en af de heldige, så nåede man ind og over rebstigen uden rifter under fødderne eller på benene. Og nej, Line var ikke heldig - hun formåede at klaske det øverste af foden ned i en sten. Øv! Men uden blod! Altså, Maya Bay var da vildt flot, men fordi det blæste så meget, så var det som at blive skudt af en million små pile at stå på stranden! Det var helt ulideligt! Og gik man i vandet, så smadrede man bare tæerne ind i de sten, der var i vandet, for bølgerne gjorde, at man ikke kunne se noget som helst. Ikke en succes! Nå, turen tilbage til båden var der ikke ret mange, der så frem til, men det var bare den eneste vej tilbage... Den gik faktisk ret smertefrit, hvis bare man kunne holde sine fødder nogenlunde i overfladen og svømme hurtigt udad! Men altså, der var da flere, der SLET ikke var glade for situationen, og jeg tror bare, at vi skal være glade for, at der ikke var nogen, der kom slemmere til skade, end de gjorde.
Næste stop var snorklingstederne. Her så jeg en hel masse fisk - bl.a. en af dem fra Find Nemo! Cool. Her vi fik vi også frokost og så en flot lagune. Sidste stop var Monkey Beach. Som navnet afslører, var der vildt mange aber her! Og selvom de i realiteten var vilde aber, så tog de mad ud af hænderne på os, hoppede ud på båden og kravlede rundt på folk der satte sig ned på sandet. En af drengene der var med, tror jeg, ville ønske, at han ikke havde taget en af dem på skulderen. Han havde et stort sår på den ene arm (fra en scooterulykke selvfølgelig), og det synes aben jo lugtede rigtig godt, så det satte den tænderne i. Tillykke med rabies, dumme dreng. Men det var vildt sjovt at se dem så tæt! Turen tilbage var mindst lige så gyngende - og hvis ikke vores ting var blev helt gennemblødte, så blev de det da her. Tak for turen! Guiden havde så ikke sagt andet på turen end ordene: "Maya Bay, smoking, lunch, big waves og Monkey Beach". God guide. Vi havde dog fået turen til 250 bath i stedet for 400, fordi vi efter alle vores ture til markeder er blevet champions til at prutte om prisen! Alt i alt var det nu en fin nok tur - vi havde det i hvert fald sjovt! Og var ret glade for at have overlevet den. Haha! 
Til aften mødte vi to af de piger, som vi boede med under Full Moon Party, så dem spiste vi og hyggesnakkede med det meste af aftenen. 
Sidst på aftenen skypede jeg med mor, som havde holdt den kørende uden i hele 14 dage. Flot mor! Ny rekord, haha. Men ret dejligt lige at se hende igen. 

Tirsdag morgen bar vi vores tunge ting hele vejen ned til havnen (her kunne solen selvfølgelig godt finde ud af at skinne?!), spiste vores morgenmad her og ventede på den selvfølgelig forsinkede båd til Krabi. Et par timer senere ankom vi igen til fastlandet, som vi regner med bliver vores sidste stop i Thailand inden vi tager til Malaysia. Lad os se, hvad Krabi har at byde på! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar