For at hun ikke skulle ligge kun og tænke på dét hele dagen, så gik vi sidst på eftermiddagen ned i byen for at kigge lidt og finde noget mad. Og igen havde de en masse souvenirersbutikker - æj!! Vores vigtigste køb var nok vores billet til den malaysiske grænse dagen efter. Og her var vi nok lidt besværlige... I stedet for at tage den normale rute ned til enten Penang eller Kuala Lumpur, så ville vi gerne over til en ø ovre på østkysten. Vi havde nemlig læst, at den skulle være fantastisk! Og billig. Så turist-damen fiksede os en billet til en by lige før grænsen til Malaysia kaldet Sungia Kolok (tror jeg), og herfra skulle vi så tage en taxa - som i følge hende var enormt billige - til byen hvorfra båden ud til øen går. Hmm, okay så! Der var bare et eller andet ved det der navn Sungia Kolok, som jeg ikke var så glad for... Der er nemlig én grænse, som min guidebog ikke anbefalede, at man benyttede sig af, og jeg var ret sikkert på, at den havde noget at gøre med det bynavn. Men det var vores eneste mulighed. Og når jeg slår dette indlæg op, ved I jo også, om det var farligt eller ej!
Vores bus - eller det var så en minivan - gik kl 6.40 morgenen efter, og turist-damen havde sagt, at det tog ca 4,5 timer. Fint! Så havde vi massere af tid på grænsen og tid til at finde den båd der. Vi sov det meste af vejen(med åben mund og det hele), men ankom 11.30 til et sted som slet ikke lignede en grænse - men her skulle vi altså af! Chaufføren stak os to billetter i hånden, og sagde noget om platform nr. 22. Held og lykke piger! Vi fandt dog let den givne platform, men her skulle vi lige vente på den næste minibus. Men hvornår kommer den, lille gamle mand? Åh, inden for en time - inden ved det! Okay så... Og egentlig vidste vi ikke, hvor vi var? Vi var så i en by kaldet Hat Tai, som SLET ikke var tæt på grænsen. Hvad?! Vi skulle så med endnu en minivan herfra og til grænsen, som igen ville tage 4 timer. Aj... Nå, så vi havde noget stillesiddende tid foran os. Line gik på toilet, og jeg holdte skarpt øje med taskerne! Min kære grandkusine, som for nyligt også var ude at rejse, fik stjålet alle sine vigtige ting efter hendes veninde blev udsat for en tricktyv netop mens min grandkusine var på toilet! Så jeg var klar på alt! Pludselig bliver jeg vinket over, at vi altså skulle med nu. Lort... På med ALLE taskerne (vi har hver 3 nu), og så afsted. Sved... Her kigger chaufføren godt nok lidt mærkeligt på alle taskerne og meddeler, at de ikke kan være der. Jeg kigger forbløffet på ham og siger, jamen hvad så? Åh, jamen så måtte vi jo købe en billet til vores tasker. Glem det kammerat! Bare fordi dine små thai-venner allerede har fyldt bagagerummet(som var lidt lille, ja), så skal jeg sgu da ikke betale! Og hele bagrækken var fri. Nul putte! Han forstod så ikke engelsk, så jeg ledte efter en, der kunne, så jeg kunne forklare ham situationen. Den ældre mand, som før var så flink at forklare os vores situation kom igen, og sagde så også, at vi skulle købe endnu en billet. Og han viste mig også det fyldte bagagerum. Ja! Det kan jeg da godt se - men hvis de andre ikke skal betale, så skal jeg deme heller ikke. Jeg fik forklaret ham, at han da ikke var særlig flink - for ham den sidste jeg kørte med var altså flink og ville rigtig gerne hjælpe mig. Og så kom der andre boller på suppen! Jeg ved ikke, om Budha lige fik prikket til ham(de SKAL jo være gode mennesker, altid), for så kunne vi lige pludselig godt få taskerne mast ind forskellige steder. Sådan! Tak flinke gamle mand.
Vi kom ind i minibussen, og længe gik der ikke før den gamle dame lige bag os tilbød os en pose med sådan nogle små vaffelrør. Det gør de lokale tit, men vil selvfølgelig have penge for det. Men det ville hun bestemt ikke. Altså, hvor sødt! God og nærende frokost! Sammen med vores vingummipose og nødder... Ups.
Men vi ankom efter de 4 timer til Sungai Kolok, hvor vi så skulle finde ud af alt det grænse-pjat. Det gik egentlig ganske smertefrit, og nu skulle vi bare finde en taxa, der ville køre os til havnen, hvor den båd skulle gå fra. Vi fandt en, og han meddelte, at det altså var 1 time og 40 minutter væk. Nå! Men han gav os en god pris, så det var jo fint! Dog meddelte han også, at den sidste båd var gået for i dag, men at der var hoteller i byen ved havnen. Okay så! Sidste projekt var så at få vekslet vores bath om til Malaysia-penge. Det gjorde man simpelthen i det lokale supermarked! Ja ja. Vi kørte afsted, og vinkede farvel til Thailand.
Det blev så farvel til kære Thailand, som har budt på en hel anden kultur end de andre steder, jeg har været. Alle her er virkeligt inderligt flinke, og vil virkelig gerne hjælpe én - uden noget til gengæld. Så når man kommer fra Cuba, med de forbandede klamme mænd og folk, der altid vil have noget ud af en, så var det en total omvæltning. En rar omvæltning. Og hvor er her altså bare nemt. Alt er bare nemt - bus, tog, hostel, ture osv. Man skal bare sige, hvad man gerne vil, hvor meget man vil betale, og så fikser de kære thaier det.
Vi har oplevet VILDT meget på rigtig kort tid og været ude for et par ting undervejs - bl.a. Lines drop-tur til hospitalet mens jeg lå i alkohol-koma - det glemmer hun nok ikke lige i morgen.
Men ja, vi nåede faktisk hele vores hjemmebryggede plan, og vi har både set nord og syd. Vi startede jo i Bangkok, som var rigtig fed at se, videre til Chaing Mai, hvor vi ziplinede, trekkede og red på elefanter, inden vi tog tilbage til Bangkok på madlavningskursus. Herfra tog vi natbussen mod Koh Pangang, hvor vi festede - jeg i baren og Line på toilettet. Ej - man må godt grine lidt af det nu! Haha. Herfra til Koh Tao, hvor jeg blev Advanced dykker, og vi var på tur rundt omkring øen - og Line fik sin første rigtige "wow-der-er-smukt-under-vandet-oplevelse!". Vi tog så til Khao Sok, hvor vi slappede af i smuk natur og trekkede ud til et "vandfald", inden vi endte i Phuket, hvor min hals ikke synes, at jeg skulle snakke. På Koh Phi Phi slap den mig dog løs igen, og vi var på en vild sejlturtur rundt omkring øen. Krabi blev så endestationen, og nu siger vi farvel til kære Thailand. Du er en skat - og jeg forstår nu, hvorfor folk elsker dig! Du er smuk og billig - det er jo dét folk vil have?! Hahaha! Ej, den var god!
Vi ses i Malaysia venner - håber ikke den danske sommeregn skyller jer helt væk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar