Nå, de 5 timer vi skulle vente i Quito blev så ikke kun til 5... Vi kom dog ind i flyet til tiden og var klar til afgang, da flyet pludselig begyndte at sige en masse mærkelig lyde og slukkede og tændte hele tiden. Efter 45 minutters forsøg på at få det til at virke blev vi sendt ud af flyet pga tekniske problemer. Det betød så, at vi IKKE kunne nå vores fly fra Bogota til Cuba... Amen?! De stakkels damer bag disken i gaten vidste intet og kunne ikke svare os eller nogle af de andre på noget som helst. Men hallo, vi ville altså gerne til Cuba! Nå, efter et par timer kunne vi så komme med et fly til Bogota, og minsandten om der ikke også var et fly til Havana samme dag! At vi så skulle omkring Panama og blev 9 timer forsinket gjorde pludselig ikke noget! Alt dette var nemlig efter, at vi havde fået at vide, at vi skulle vente en hel dag mere i Quito (nej tak!), derefter at vi skulle vente en hel dag i Bogota - men efter lidt brok og snak om at jeg ville have erstatning for dit og dat, så fandt de pludselig et fly. Tak! Så sent på aftenen søndag ankom vi til Havana. Næste problem var så vores transport til hotellet, som jo ikke anede, at vores fly var forsinket. Men men men! Der stod da en lille mand med vores navne på et skilt - YES!
Efter en god nats søvn (wow vi var trætte), skulle vi virkelig tidligt op og på tur rundt i Havana. Vi blev mødt af en engelsk talende guide, som virkede vildt frisk! Han tog os med ned af "hovedgaden" i Havana, hvor alle "butikkerne" osv lå. Her var vi på en chokolade fabrik (yes!) og senere på romfabrik. Vi så også en cubansk pige, der skulle til at "konfirmeres". Når pigerne er 15, holdes der en stor fest (ikke noget med religion at gøre), hvor pigen skal dresses op så pæn som overhovedet muligt! Gerne i flere forskellige kjoler. Der skal tages billeder, som senere skal kunne vises frem til kommende ægtemænd, for hele denne fest er for at "sælge" pigen. Men hun var deme også dresset op, hende vi så! Til slut tog han os med op på toppen af et tag, hvor de lavede byens bedste mojitos. Herefter efterlod han os med et kort og en nogenlunde plan om, hvad der var værd at se her på Cuba.
Eftermiddagen brugte vi på hotellets tag-pool, mmmhh!
Dagen efter kom dagen, hvor vi skulle hente den kære bil, der skulle tage os med rundt på Cuba de næste 20 dage. Vi mødte op på hotellet, der stod skrevet på vores papir kl 9, hvor vi blev mødt af en tom disk. Hallo?! Nå, en lille halv time efter kom en mand dumpende og meddelte, at bilen var klar kl 10. Kl 10 kom der ganske rigtigt også en mand og tog mig med ud for at blive enige om allerede lavede skader. Herefter skulle vi bare ordne papirerne og vi ville være klar til afgang! MEN... Da manden sad og kiggede i vores pas, trykkede han nogle tal ind på lommeregneren og rystede kraftigt på hovedet - og så vidste vi jo godt, at der var noget galt. Man skulle åbenbart være 22 år for at kunne leje en bil på Cuba. Det var bare løgn?! Når man lige havde sat sig op til frihed ved selv at kunne bestemme, hvor og hvornår man ville køre, så virkede det meget uoverskuelige og nærmest ikke-eksisterende bussystem virkelig ikke særlig attraktivt! Da vi gik i "hallo-i-har-selv-godkendt-reservationen-på-forhånd"-mode, så fik den lille mand ringet rundt og meddelte, at MÅSKE ville et andet firma lade os leje en bil hos dem. Hurra! Efter rigtig rigtig mange timers ventetid og en masse telefonopkald frem og tilbage fik vi kl 17.30 vores bil. Vi skulle have haft den kl 9... Men vi fik den, og det var på det tidspunkt det vigtigste! Vi fik en lille fin Geely, som havde air-con og hele skidtet! Og vi var endelig klar til afgang. Projekt nummer 1 blev at finde tilbage til byen (skete ved bare at køre rundt og håbe på held). Projekt nummer 2 blev at finde et nyt sted at sove. Vi fandt byen og fik os forvildet ind på nogle små gader, hvor en politimand pludselig viftede os ind til siden. Flot - en times kørsel og allerede en bøde, var vores første tanke. Det viste sig, at vi havde kørt imod en ensretning, og han ville nu se vores kørekort osv. En tilfældig mand kom forbi, som kunne oversætte for os, og han spurgte efter hele hurlumhejet, om vi ledte efter et casa (altså et sted at sove). JA! Vi vidste godt, at det ikke var smart at tage den første og den bedste, men han kom ind i vores bil og viste os vej. Vi kom til et noget skummelt sted, hvor vi fik et værelse med en lille dobbeltseng. Han ville derefter vise os byens bedste spisested, og vi fulgte pænt med. Og det VAR godt! Han bestilte en drik og sad og snakkede med os om Cuba, hvilket var virkelig interessant. De hader alle ham Castro der, og de lokale får ikke lov til noget som helst! De må ikke engang have internet i deres hus. Da vi skulle til at gå rejste han sig og gik mod udgangen, og overlod regningen til os. Fair nok, vi havde aftalt at vi ville give ham hans drink for hans hjælp, men han sagde intet om den! Da vi kom tilbage til huset spurgte han gudhjælpemig om vi ikke vil give ham en lille gave på 10 CUC (ca 50 kr). Og hvad dælen svarer man lige til det?! Så han fik sine penge... Herefter ville manden i huset have 10 CUC for at holde øje med bilen. Jamen lille mand, vi har lige betalt 30 CUC for at bo her! Han fik 5, også kunne vi endelig sove. Det blev en meget meget ubehagelig nat, og vi fik knapt nok lukket et øje, for trygge var vi bestemt ikke! Den fulde historie vil jeg vente med at fortælle til jeg kommer hjem, men lad mig sige, at vi var meget hurtigt ude af det hus den næste morgen!
Overnatningen på vores første casa particular stod ikke som en god oplevelse, og Havana var ikke ligefrem vores ynglingsby mere, efter vi havde opdaget, hvor trælse folk er overfor turister. De råber og skriger efter én på gaden og lader aldrig én være i fred. Og når man kører bil, skal man ikke kun slås med dyttende kæmpe amerikanerbiler, der tror de ejer det hele, men også med hestevogne, cykler og mennesker, som tror, at midterbanen er er fortov! Lad os komme væk!
Vi satte kursen mod et sted kaldet Las Terrazas, hvor der skulle være noget flot natur. Vi ankom omkring middag efter at vi ved et rent tilfælde var kommet på den rigtige motorvej fra Havana af. På Cuba er skiltning et totalt fremmedord, og når man spørger nogle om vej, så vil de have et lift fordi deres arbejde liiiige ligger 10-15 km nede af vejen. Stop! Nå, vi ankom til området, hvor vi fandt en hyggelig sø, hvor vi kunne sidde og nyde vores medbragte vandmelon. Fars multitool havde været uundværligt i denne situation! Herefter kørte vi lidt rundt i området og gik et par ture i det smukke område. Sidst på eftermiddagen fandt vi endelig det sted, vi havde ledt efter til vores overnatning: En lille plads ved siden af en naturlig pool, hvor vi kunne leje et telt. Skønt sted! De havde endda en lille restaurant, hvor vi kunne få kylling og ris med bønner i. Dette viste sig at blive menuen på over halvdelen af alle vores aftensmåltid på Cuba.
Stedet var helt fantastisk, og vi nød resten af dagen med afslapning i "poolen" og med at planlægge lidt på vores videre tur.
Om natten vågnede vi ved, at det styrtregnede, hvilket ikke var fedt i et ikke-vandtæt telt! Efter en times regn og vi var blevet helt gennemblødte besluttede vi os for at løbe op i bilen (som holdte et godt stykke væk), og tilbringe resten af natten der. Vi vågnede op til en totalt gennem-dukket bil og brugte nok en halv time på at kunne se noget igenne forruden - men vi skulle tidligt afsted mod Cayo Levisa!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar