Deres sange og danse var meget underholdende, og flere gange kom de ned til bordene og hentede os op hver især, og så vi skulle stå og både klappe, knipse og synge med så godt vi nu kunne. Fedt fedt! Og fed stemning deres sang gav - massere af glæde og grin. Det pinlige øjeblik kom, hvor de meddelte, at nu var det vores tur til at synge, inden de ville fremføre deres sidste sange(de kunne nok 15-30 sange udenad). I mangel på bedre fyrede vi titelsangen fra Løvernes Konge af, og lignede garanteret en flok urytmiske børnehaveklasseelever, da vi også forsøgte os med at få lidt rytme på ved at bevæge os fra side til side med knipsede hænder. Et syn for guderne har det helt sikkert været! Haha. Men de var rigtig søde og både klappede og hujede af os, og stilte sig derefter op igen - klar til at give deres næste nummer. Denne sang var på pinligste vis selv samme sang, som vi lige havde stået og sunget, bare flere klasser bedre! Nøj hvor vi grinte af os selv! Og de grinte med os. Dejlig aften.
Med WiFi både på kaffebaren og på campsitet fik jeg skypet med både mor, far, Marianne, Frede og farmor og farfar, hvilket var rigtig rart! Det var ved at være et godt stykke tid siden, at jeg havde snakket eller skrevet ordentlig med dem, eftersom vi ikke havde haft WiFi en del dage, og fordi Namibias teleselskaber ikke synes, at hverken danskere eller andre skandaniver skal kunne sende sms'er herfra. Nu mangler vi bare lige at få mormor udstyret med det rette udstyr, så hun også kan se, at jeg hverken er vokset eller laver ulykker. Bare rolig mormor, jeg gør ikke noget, som du ikke ville have gjort!
Sidst på eftermiddagen ankom også trucken og vores chauffør til campen og meddelte, at vi i morgen gerne skulle være fit for fight igen, og at G-adventures som en ekstra ting ville betale for vores indgang til at komme op at se en flot vulkan på vejen til Swakopmound dagen efter. Sweet!
Vi kørte glad afsted kl 7 om morgen dagen efter, torsdag, og glædede os til dagen som både ville stå på vulkantur og byvandring i Swakopmound. MEN, igen ville trucken helst ikke holde på det olie der, og efter en times kørsel måtte vi holde ind. Igen blev vi sat hen på en café for at vente på nyheder omkring, hvad der skulle ske. Efter en times tid kom chaufføren og meddelte Kunenes (truckens navn) afgang til den store losseplads. Den var nu helt kaput. Der ville i stedet komme to minivans og hente os og vores bagage og køre os ud til en nærliggende gepardfarm, hvor G-adventure selvfølgelig ville betale for indgang og frokost på stedet. SÅDAN! En bus ville derfra hente os og køre os til Swakopmound.
Folkene på gepardfarmen var SÅ søde og hjælpsomme pga vores lille situation, og var vist også ret glade for pludselig at få 19 uanmeldte gæster. De biksede lige en gang oryxkød sammen i en gryderet, som vi fik serveret inden vi skulle ud at hilse på geparderne!
Denne farms primære opgave er at tage sig af den 20.000 kvadratkilometer store park, de råder over og her sørge for, at geparderne har størst mulige levevilkår. Samtidig tager de sig af syge og sårede geparder med henblik på at sætte dem ud i naturen igen. De har dog 4 gepard-søskende, som de fandt i maven på moderen, som blev skudt af jægere for 10 år siden. De kan ikke sættes tilbage i naturen, da de er for tamme. De lever dog stadig i en stor indhegning somv "vilde" dyr, men får serveret deres kød. Og denne indhegning skulle vi ind i - ind til geparderne! Guiden sagde, at det her midt på dagen tit var en stor udfordring at spotte dem, eftersom de ville ligge i det høje græs og slappe af. Men det skrape falkeblik, som jeg jo er udstyret med, fangede hurtigt deres gemmested! Vi kørte meget forsigtigt og langsomt helt tæt på dem, og var til sidst kun 3-4 m fra dem. Og også kun 3-4 m fra at hoppe ned fra vognen og tage én af dem under armen! Søde dyr altså!
15.30 sad vi i den nyankomne kæmpe-bus og havde derfra ca 500 km foran os - og nej, det betyder ikke bare ca 5 timer her i Afrika, men nærmere 7, fordi vejene er så ringe, som de er. Men vi overlevede med nød og næppe og ankom sent om aftenen til Swakopmound med et løfte om, at vi ville komme på byvandring dagen efter, og at der ville være en ny truck der, som vi skal køre i resten af vejen til Cape Town.
De sidste to dage har vi skulle huske meget på Kunenes 1. regel som hedder: T.I.A. Hakuna Matata folkens - det hele løste sig jo i sidste ende.
Et stort tillykke til min kære mor skal også lyde herfra, eftersom hun i dag, torsdag, går ind i sit sidste år, hvor tallet 4 er det forreste. Puha - hva' gamle? ;-) Jeg håber, at du har haft en skøn-skøn dag!
Ha' det godt gutter og pas på hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar