Sidst på eftermiddagen kom ejeren af campsitet og kørte os ud i ørkenen. Manden havde sinpelthen den sjoveste accent, så det var svært for de fleste af os at lade være med at grine, når han snakkede. Heldigvis var han en spasmager i sig selv og kørte lidt ekstra på det sjove sprog. Vi kørte ud, og kunne se, at det her ikke var helt den ørken, vi havde forestillet os: Der var små totter af grønt/gult græs over det hele, og manden fortalte, at pga. af klimaforandringerne, så regner det her for meget, hvilket er rigtig skidt for ørkenen. En masse dyr dør, fordi sandet synker sammen, og de bliver kvalt. Han kørte os dog til et sted, hvor græsset endnu ikke havde tage over, og der stadig var "rigtig" ørkensand. Her gik han rundt lidt, satte sig ned og pustede lidt ned i sandet. En lille klump af forhøjede cirkler og striber kom til syne (ligesom man ser sandormene laver på stranden i DK). Her boede der åbenbart en edderkop. Han tog to stykker strå, og åbnede denne klump op, som var det en låge ned til hulen. Han satte et lille spejl op mod solen, så den skinnede ned i hullet, og vi kunne se edderkoppen. Vildt cool! De to norske piger sad på dette tidspunkt allerede oppe i køretøjet igen - manden havde jo sagt ordet "spider", og det kan godt nok få de to tøser til at hoppe og springe for livet!
Han fortalte en masse spændende ting om ørkenens dyr og planter, og hvordan han havde lært alle disse ting af sin bedstefar. 6 gange i løbet af sit liv havde han stået face to face med en løve eller hyæne. Tricket er at stå stille med armene i vejret, og løven vil løbe væk. Ret godt lige at vide i sådan en situation! Det samme med edderkopper og skorpioner: Stå stille og de vil kravle væk uden at gøre noget. Til sidst tvang han os op af et mindre bjerg for at se solnedgang. Og igen var det smukt og gåturen værd.
Da vi kom tilbage havde guiderne lavet aftensmad, punch og lagt sorte sække og stanniol frem. Nu skulle der være punch-party! Alle skulle vi klæde hinanden ud, spise god mad, drikke punch og hygge os indtil der ikke var mere punch. Alle hyggede sig rundt omkring bålet, og vi havde en rigtig god aften - men klimakset var helt klart, da vi skulle sove. Vi sov denne nat under åben himmel - og hold nu helt fast et syn, vi kunne falde i søvn til! WOW. Mælkevejen var så tydelig, og det hele var bare: WOW.
Nogle timer senere vågnede jeg ved, at en af de norske piger i søvne(troede jeg) lå og blev ved med at ligge og sige "help". Først da hun sagde, at der var en edderkop på hendes ansigt kiggede jeg over på hende. Begge de norske piger var selvfølgelig rædselsslagne for at skulle sove udenfor, for tænk hvis der kom en slange, skorpion eller i værste tilfælde en edderkop! Og tænk hvis det var den der 6-øjede edderkop, der dræber med et enkelt bid!!! Godt at de havde fået tilstrækkeligt med punch, ellers var de da aldrig faldet i søvn. Men nu lå Camilla altså dér og havde en edderkop i ansigtet. Jeg kunne ikke se den, eftersom hendes sovepose var udstyret med myggenet hele vejen rundt, så teknisk set, så burde der ikke kunne være kommet noget ind til hende. Hun fik vækket hele campen med hende små skrig og guiderne kom til undsætning. Hun fløj ud af posen og rystede helt vildt. Vi fik vendt bunden i vejret på soveposen og kunne konstatere, at det må havde været hendes hår, der kildede hende. Haha! Hun fortalte, at hun havde ligget stille i næsten en time, eftersom ørken-manden jo havde fortalt, at den ville bide, hvis hun rørte sig. Haha stakkels pige - som forresten sov resten af natten inde i trucken.
Søndag havde vi kun 3 timers kørsel, og kom derfor til vores nye camp(også i ørkenen) allerede kl 11. Kl 15 skulle vi afsted og se the petrofied forrest, som er et udtørret sted i ørkenen med nogle træer som er ved at blive til sten. Indtil da kunne vi ligge i poolen! Velfortjent og tiltrængt, eftersom der var omkring 50 grader og sandet var ca 80 og brændte igennem skoene!
Det var ikke fordi temperaturen faldt hen på eftermiddagen, og for at se den skov, skulle vi først køre i vores egen truck en times tid, herefter køre i safari-biler et kvarter og til sidst gå 2 km op og ned af dunes midt i ørkenen! Dunes er små eller store bakker/bjerge dannet af sandet. De ligner egentlig bare rigtig store snedriver. Men ja, det var en VARM fornøjelse for at se en klat gråt udtørret mudder og nogle døde træer, der var ved at blive til sten. Ej, det var rigtig flot og specielt, at gå i en masse rødt sand og pludselig var der bare en stor grå pandekage midt i det hele. Vi fik også set verdens største og højeste dune, Big Daddy, som er 380 m høj. 380 m rent sand.
Da vi kørte hjem, var vi omkring Serism Canyon, hvor der i enden var en smule vand, hvori der svømmede små søde skildpadder rundt. En af de kulturer vi hørte om i Mondesa den anden dag, skal når de frier komme med et lille skildpaddeskjold med en dusk fra en jakals hale i. Det får derfor folk derfra til at vandre igennem ørkenen for at komme hertil for at fange en af disse skildpadder.
Mandag morgen stod vækkeuret til 4.30. 5.15 skulle vi have pakket vores ting, taget teltet ned og drukket en kop kakao/kaffe, inden vi skulle videre til Dune 45, som er den mest forograferet dune i verden. Inden solopgangen skulle vi være på toppen af den, og selvom den ikke er højere end 100 m, så er det noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet at gå op af den! I mørket var det ikke til at se, hvor langt der var op, men det skulle vi hurtigt få at føle - og eftersom konkurrencemennesket i mig følte jeg havde en god dag, så blev jeg jo nødt til at gå forrest. Dumt. Om eftermiddagen og natten blæser det meget i ørkenen, hvilket sletter alle fodspor fra dagen før, hvilket betød, at hver gang jeg tog et skridt, så faldt jeg mindst et halvt tilbage. Så var der pludselig langt op! Men op kom jeg, og alle de andre nogle minutter senere (hæhæ), og det var det hele værd! Smukt syn at se solen stå op over en ørken fyldt med dunes og bjerge. Meget kan man sige om ørkenen, men smuk, det er den i hvert fald. Uanset hvor du kigger hen, så har motivet potentiale til at komme på et postkort. Og det samme gælder dets solop- og nedgange - smukke hver og én. Da vi kom ned igen stod vores guider klar med æg, bacon og toast, og alle jublede! De vidste vist godt, at humøret ville falde herfra og de næste 9 timer...
9 timer i en truck kan godt overleves med en god bog, musik og et stop engang i mellem for at få en is. Men 9 timer i en truck, uden støddæmpere at bemærke, i ørkenen, hvor der kun er grusveje fyldt med sten og huller og en bagende sol gennem vinduerne, er straks sværer at komme igennem i live. Efter kun en time begyndte folk at ligge sig ned på gulvet for at undgå solen, men efter 3-4 store bump, hvor hovedet kan flyve i hvilken som helst retning mod hvilket som helst objekt, så var solen pludselig bedre. Sikke nogle ulidelige timer!
Hen under aften kom vi til campen, hvor vi hurtigt kørte videre fra og ud til Fish River Canyon, som er verdens 2. største Canyon - lige efter Grand Canyon. Solen var på vej ned, hvilket gjorde det ekstra smukt og også gjorde en masse salamandere/firben aktive. Vi så både almindelige, røde, blå og én grønlig.
Derefter havde vores guider arrangeret ost og kiks samt vin til forret, som vi kunne nyde ved bænke helt ud til kanten af canyonen mens solen gik ned. Amen altså! Herefter fik en en god hjemmelavet suppe med tilhørende brød, hvori der var tomat, øl, majs og bønner. Vildt lækkert!
Meget mætte kørte vi det lille stykke tilbage til campen, hvor vi måtte sætte vores telte op i mørket. Dette foregik med en del skrig fra venstre, hvor de norske piger havde en del problemer, eftersom grene og og sten sagtens kan ligne både edderkopper, slanger og skorpioner. Haha!
Nå, over and out og farvel til ørkenen. Det har været helt fantastisk og dejlig varmt! Og nu: Videre til Sydafrika!
Ha' det godt gutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar