SÅ er jeg landet i Qatar, som er den første af to mellemlandinger inden jeg ender i Zambia. De 7 timers ventetid er ikke ligefrem spændende, men i det mindste er der WiFi. Jeg tror alligevel ikke, at jeg kunne underholde mig selv med at kigge på indpakkede og farverige arabere i så lang tid - men en halv time fik jeg da hurtigt brugt.
Dog har min kære mor sørget for, at jeg hverken kommer til at kede mig eller sulte. Jeg er blevet udstyret med bøger, slik og endda en gave, som først måtte åbnes i flyet. En gave indeholdende en rejsekammerat i form af en bamse (som er navngivet Bøf) og et beroligende brev - SÅ SKØNT. Tak mor.
Men ja, nu sidder jeg her, mutters alene, langt langt væk fra lille Danmark - og jeg må da indrømme, at det ikke var med armene over hovedet, jeg gik ind i flyveren i Kastrup. Puha, det var ikke sjovt at sige på gensyn for et helt halvt år. Det begyndte allerede med farvel i mandags til mors side af familien og med fars side af familien tirsdag. Onsdag aften var en hård aften med farvel til far og Marianne. Af dem fik jeg lykke, beskyttelse og visdom med på vejen i form af 3 forskellige slags sten. En af de smukkeste og mest betydningsfulde gaver, jeg nogensinde har fået. Tak far og Marianne.
Og jeg kan skam blive ved: Fra min kære Lotte fik jeg følgende digt med på vejen.
"I carry your heart with me,
I carry it in my heart"
- E. E. Cummings.
Er hun ikke for skøn?! Jo hun er.
Og ja, en halskæde fra en "hemmelig beundrer" kunne jeg også pakke ned i rygsækken. Man er vel priviligeret.
Faktisk vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke jer allesammen for at være så interesserede i det hele. Det er dejligt at vide, at jeg har så mange derhjemme, jeg ved, der tænker på mig og ønsker mig alt det bedste. Det gør virkelig alene-heden en del lettere. TAK.
Det der med at være alene, var nu kun et problem i en lille times tid. Tiden lige efter farvel-scenen i lufthavnen var ret træls. Overhovedet ikke sjovt faktisk. Men pludselig gik det stærkt, og eventyret begyndte så småt. Jeg kom ind i flyveren og faldt hurtigt i snak med en ung mand, der var på vej til Indien for 3. gang. En vildt inspirerede type, der rejser rundt på egen hånd for at lære om meditation og yoga. Han fik mig hurtigt overbevist om, at mine røde og forgrædte øjne var en del - en uundværlig del - af det hele. Især første gang, man er afsted. Flink mand!
Tilmed blev jeg den heldige (med tiden uheldige) vinder af sæddet ved siden af flyets mest snaksagelige mand. Han kom til Danmark i 1993, efter at have flygtet ud af Irak pga af krigen. Hold nu helt fast en historie, han havde! Helt vildt, alt det han har været igennem - inklusiv at blive skudt i halsen på vej over grænsen. Jeg så selv ind- og udgangshullet. Men så stoppede det spændende så også... De næste to timer lagde jeg øre til alt fra hans job som tjener til hans datter på 7 - og for at det ikke skal være løgn, så sluttede han da også lige turen af med at lægge an på mig. Hurra for scorereplikker fra 50-årlige mænd: "Du er så sød og dejlig - pas nu på dig selv derude. Har du forresten en kæreste?" Ej ad. Det kan da nok være, at jeg fik proppet mine høretelefoner helt ind i øregangen!
Jeg havde kun været afsted i 4 timer, før jeg fik brug for mors hjælp. Et stykke kylling snasket ind i tomatsovs fandt vej ned i skødet af mig med vej ned over mine hvide t-shirt. Seriøst - mor, hvad gør jeg lige?!
Nå, men her sidder jeg - blot 12 timer inde i eventyret. Der er ca 4300 tilbage, og jeg glæder mig til hver og én!
Ha' det godt og pas på hinanden.








Dejligt,dejligt at høre(læse)fra dig. Og sikke rare gaver at have med hjemmefra:-) pas nu på dig og jeg glæder mig allerede til at høre om din næste flyv- ven..hø,hø. Juhuu fra tante:-):-):-)
SvarSlet