Nå, men mandag aften gik vi lidt rundt og kiggede på de utallige firmaer, der tilbyder alle mulige aktiviter. Vi ville selfølgelig vælge det bedste og det billigste sted, og vi gik derfor rundt i et stykke tid. Ved et tilfælde stod vi og kiggede i et godt stykke tid uden for en lidt større butik, fordi de havde en masse billeder af aktiviterne. Efter at have stået et stykke tid spurgte manden i butikken, om vi havde brug for hjælp. 10 minutter senere havde vi booket os ind på en aktivitet kaldet canoying om formiddagen og ziplinging om eftermiddagen dagen efter. Vi vidste ikke sådan vildt meget om, hvad der skulle ske, men det skulle da nok blive sjovt!
Tirsdag morgen mødte vi op kl 9 - klar på, hvad end der nu skulle ske! Vi blev sat i en bil med to spanske fyre, som skulle være vores guider og to amerikanske fyre, som også skulle med. Vi kørte langt op i bjergene og blev her udstyret med hjeml, våddragt og en sele til tovene. Herefter skulle vi gå ca 20 minutter op og op og op. Vi endte højt oppe på et bjerg ved et vandfald. Herfra gik det nedad både ved at sidde på numsen og glide ned af vandfaldet, ved at kravle rundt på stenene eller ved at rapelle ned. Det første vandfald vi skulle rapelle nedad var 18 m højt, og ja, her skulle vi så rapelle ned fra - I vandfaldet! Ikke nok med at det var skide glat på stenene, så fik man også en masse vand i hovedet! Men det var vildt sjovt men også lidt skræmmende at kigge ned, når man kun hænger i et tov sat fast i en klips oppe på toppen. Vi kom ned af i alt 3 vandfald på 18 m, 20 m og til sidst 20 m igen. Det var en vildt sjov, grænseoverskridende og smuk tur!!
Eftermiddagen stod så på ziplinging. Vi blev igen kørt op i bjergene, hvor vi mødtes med de to guider, som tog os med på endnu en gåtur opad. Vi blev udstyret med hjelm og sele, spændt på en tyk line, der hang mellem to træer og afsted der gik! Siddende i selen susede man hen over skoven og hen til næste "stadtion". Vi skulle her sidde og nyde farten og udsigten ned. Den næste line skulle man ikke bare sidde i selen, men vende på hovedet! Skide sjovt, men også lidt vildt!! Den næste var "Supermand". Vi blev spændt fast to steder og hang på den måde lige ud i luften og fløj som supermand. Endnu sjovere! Der var i alt 2000 m fordelt på 6 liner. Vi morede os virkelig - og nøj al den flotte natur, vi kunne nyde. To gange gik linen nemlig hen over en dyb kløft med en flod ned i bunden. Smukt! Men wow det var sjovt og kan klart anbefales!
Onsdag stod den på swing jump og paragliding! Efter morgenmaden gik vi med guiden mod broen, hvor hoppet skulle foregå. Maria ville absolut være først, ellers turde hun ikke. Hun havde været nervøs siden aftenen før, mens jeg havde taget det alt for roligt. Da vi kom til broen var jeg stadig usandsynligt rolig, og var helt ok med Marias krav om at hoppe først. Efter instruktøren havde talt til 3 en 3-4 gange, hoppede hun og det så skide fedt ud! Man hopper 30 m ned, bliver grebet af rebet og svunget under broen - ligesom en gynge. Herfra bliver man lige så stille firret ned på jorden og grebet af en mand stående dernede. Så blev det min tur! Min hjerne var dog ikke helt med på ideen om at kaste sig ud fra en bro, da jeg endelig kom op på platformen og med en kæmpe publikumsskare bestående af 20 danskere gjorde det heller ikke mere attraktivt for mit lille alt for tænkende hoved. Jeg stod der på platformen, og jeg kunne bare IKKE gøre det. Hver gang jeg tænke på, hvor meget jeg egentlig gerne ville (altså, nu har jeg jo skydivet, så dette burde jo være pærelet!), så sagde min krop alligevel bare nej! Nå, jeg kom ned fra platformen lidt og var efter et par minutter klar på at prøve igen. For jeg ville jo sindssygt gerne! Mit hoved sagde dog igen blankt nej og ville bestemt ikke bede mine ben om at sætte af. Amen helt ærligt ben?! Der var bare ikke noget at gøre, og jeg kan slet slet ikke forklare, hvad der foregik oppe i hovedet på mig, og hvorfor jeg pludselig blev så bange. Efter endnu et godt stykke tid på platformen blev instruktøren godt træt af mig og sagde endda, at jeg var den, der havde stået der aller længst tid nogensinde! Eftersom der var flere, der skulle prøve, gav han mig én chance mere. Jeg stod og kiggede ned og PLUDSELIG hang jeg bare der i luften på vej ned. Instruktøren havde kunnet se på mig, at jeg ikke ville hoppe af mig selv, så han gav lige et lille hjælpende skub. SHIT! Men godt at han gjorde det, for jeg tror simpelthen bare, at mit hoved på dette tidspunkt bare havde slået fra og uanset hvad bare ville have sagt blankt nej. Vildt mærkeligt - men hele episoden deroppe er stadig lidt uklar for mig - men som en af de andre guider sagde; "Hvis man ikke er bange første gang man skal kaste sig ud fra en bro, så er der jo noget galt!". Men WOW, hvor var det F-E-D-T! Sådan helt vildt fedt!!! Instruktøren gav mig et kæmpe knus, da jeg kom op på broen igen, og jeg gav ham et kæmpe tak for hans tålmodighed. Igen: endnu en flink mand! Ecuadoriske mænd<3
Eftermiddagen skulle stå på paragliding. Vi vidste dog godt, at denne aktivitet afhang meget af vejret, og eftersom det både regnede og blæste, var vi ikke så optimistiske.. Men vi kørte da op på bjerget og instruktøren pakkede da også skærmen ud. Han kiggede dog længe på sin vindmåler og snakkede rigtig meget spansk med sin paraglider-ven. Imens kunne vi dog sidde og nyde synet af Tungurahua-vulkanen, som pt er rigtig aktiv. Vi var heldige, at den ikke var dækket af skyer, og vi derved kunne få et glimt af røgen, der hele tiden steg op fra vulkanen. Vildt fedt syn!
Vi kom lidt senere i luften, og hvilken tur! Wow!! Vi hang bare oppe over Baños med udsigt ud over hele byen, alle bjergene og ikke mindst vulkanen. Totalt vildt! Da alle havde prøvet og vi skulle tilbage mod byen, begyndte mørket så småt at falde på. Til vores vulkan-hjerters fordel! Vi kunne nu se lyset fra vulkanens midte og hvordan det hele tiden brændte fra den. Vinden havde også lagt sig og vi kunne nu virkelig høre, hvordan den buldrede og bragede. Hvilket syn og hvilken oplevelse! At stå deroppe på bjerget og kunne kigge direkte over på en aktiv vulkan, der rent faktisk kommer lava ud af!!! Totalt ubeskrivelig oplevelse. Efter at have nydt udsigten er godt stykke tid kørte vi mod Baños. Det blev nu helt mørkt, og det fik vulkanen i endnu mere hopla. Den gik helt amok, det sprøjtede op af den med lava og det flød ned af siderne på den! Selv de lokale holdte ind til siderne, for at tage billeder. Det er åbenbart ikke normalt, at den er så aktiv... Ej, selvfølgelig er den ikke så aktiv hver dag, men det var heller ikke farligt på nogen måde at opholde sig i Baños, forsikrede de lokale guider os om. Men hvilket syn!! Wow!! Ej altså - virkelig wow! Jeg har de vildeste billeder af lava, der sprøjter op og løber ned af siderne på vulkanen. Helt klart en af de sejeste og smukkeste ting, jeg nogensinde har set!! HVILKEN DAG - kastet sig(/skubbet) ud fra en bro kun iført et reb, kastet sig ud fra et bjerg kun iført en nylonskræm og nogle tynde snore og så lige slutte dagen af med at se en vulkan i udbrud. Altså... Jeg er tom for ord. JEG ELSKER BANOS!!
Vi belønnende os selv med en lækker middag med både forret og kæmpe hovedret, inden vi gik i seng værende klar på at stå op kl 5.30 næste morgen for at komme i de varme kilder. De bliver nemlig varmet op af vulkanen, så mon ikke de er dejligt varme i morgen?
Vi stod op kl 5.30 - rigtig morgenfriske selvfølgelig, for den fest de lokale havde holdt på hostlet aftenen før, havde da ikke forstyrret os.... - og var klar til at gå ned mod de varme vande. Vi skulle dog først finde vores nøgle, eftersom man kun kan komme ud af hostlet ved at låse sig ud. Men den var bare helt væk! Vi boede på værelse med to andre, som selvfølgelig sov på dette tidspunkt, så vi skulle jo heller ikke larme så meget, at det blev vækket. Efter at have ledt i næsten 45 minutter, og jeg var på randen til at sprænge i luften, så jeg, at der lå en nøgle helt magen til vores ovre på kommoden mellem de to andre piger. Ved at tjekke om den lille nøgle på nøglebundet passede til vores safty-skuffe kunne vi jo se, om det var vores. Og wupti - vores skuffe gik op... Hmm, om de ved et "uheld" har taget vores nøgle, da de kom hjem sent aftenen før, ved vi ikke, men de havde da ikke taget noget fra vores skuffe - men stadig lidt mærkeligt.
Nå - vi kom da ned til kilderne, dog alt for sent. Vi havde jo netop fået at vide, at vi skulle være der rigtig tidligt for at undgå menneskemængden og for at se vandet rent. Men nu var vi jo en time forsinket. Det gjorde dog ikke det store - jo en af "poolsne" var ret beskidt, men vi fik da stadig det varme vand at føle. Først dyppede vi os i en pool med vand fra vandfaldet, der var lige nær ved - KOLDT! Herefter var det direkte i 35 graders varmt vand, som jo føltes som 100 grader efter det kolde gys. Det stak og prikkede, hvilket fik os til at lave de særeste ansigter, som virkelig fik de lokale til at grine. Vi faldt hurtigt i snak med en lokal, der forklarede os, hvordan disse kilder kunne have en "medicinsk" virkning - vi skulle blot sidde i det 35 graders varme lidt tid, gå op og skylle os under det iskolde vand, og derfra gå direkte i det 38 graders varme. Ikke noget med at stå og hoppe og lave mærkelig ansigter på trappen på vejen ned. Haha! Så vi prøvede - AV! Det stak og prikkede og var bare brandvarmt! Men sjov oplevelse - og vi havde jo også udsigt udover bjergene, byen og til vandfaldet lige bagved, så vi kunne nu godt lige holde til det.
Formiddagen gik med Skype med mor og far - en ting jeg måske har forsømt lidt på det sidste - men puha, der har bare været så meget at lave!! Men rigtig dejligt at se og snakke med dem igen.
Lidt over middag gik vi ned til byen og fik os en times massage. Nøj det var godt for vores små kroppe! De havde vist været på overarbejde de sidste par dage med alle de aktiviter, for der var da et par gange, hvor de tog ret godt fast i os. Av... Men når man for en full body massage + ansigtsmassage + ansigtsbehandling giver 110 kr, så var det jo lige før, vi skulle have taget 2 omgange.
Hen på eftermiddagen pakkede vi vores ting sammen og tog bussen tilbage til Quito. I morgen bliver vi hentet på vores nye hostel og kørt et godt stykke op af verdens højeste aktive vulkan Cotopaxi. Det sidste stykke op til de 5000 meters højde skal vi selv gå, for deres biler er ikke ligefrem bygget til at køre i sne(ja, der er sne på toppen, hæhæ). Selve vulkanen er lldt under 6000 m, men det sidste stykke skal man være halv professionel for at bestige. Det må også kun gøres med guide og det rette udstyr og tager 2 dage. Så vi har det fint med de 5000 meters højde - selvom det kunne være alt for fedt, at bestige den! Marias knæ stemte dog nej, da jeg spurgte, om vi skulle gøre det. Øv! Men vi glæder os til turen!
Lørdag morgen står der Galapagos på programmet, møde med vores nye værtsfamilie og opstart på vores 4 ugers frivillighedsprogram. Vi skal bo i San Cristobal, og wow, hvor vi glæder os til at klappe kæmpeskildpadder og kigge på fugle med blå fødder!
Både jeg, Maria og Marias finger har det godt! Håber også DK er ok!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar