mandag den 7. april 2014

Quito

Efter den ENORMT lange rejse fra Cape Town til Equador kom jeg endelig til Quito onsdag formiddag. Flyveturen indover Quito var utrolig smuk! Byen ligger omgivet af bjerge og så ligger byen nede i en form for dal. Vildt smukt. Jeg så også bjerge med sne på toppen, som I kan se.

Allerede da jeg forlod lufthavnen blev jeg hurtigt klar over, at den spanske ordbog jeg tænke på at købe med hjemmefra havde været en ret god investering. Folk er absolut ikke stærke i det engelske, og det samme kan man sige om mit spanske. Kun den ene sætning min kære bror har lært mig hænger fast: "Hola goupa chicka" (staves garanteret slet ikke sådan), som betyder "hej, smukke pige". Tak Dennis, tak. Du kunne god have lært mig noget lidt mere nyttigt, haha. Tilmed kan jeg tælle til 4... Nå, men taxachaufføren forstod da efter lidt tid, hvor jeg gerne ville hen, og en anden taxachauffør kom mig til undsætning, da vi skulle aftale en pris. Men jeg kom da til mit hotel, hvor Maria ventede. Hvilket gensyn! SÅ rart at se et kendt ansigt så langt væk hjemmefra. Efter et hurtigt bad og en hurtig vending af verdenssituationen blev vi enige om at tage ud for at se ækvatorlinjen, som ligger lige i nærheden af Quito. I receptionen fik vi arrangeret en tur med museumsbesøg og hele skidtet, og afsted det gik!
Ude ved linjen fik vi en fin rundtur i deres museum, hvor vi hørte om folket kaldet shuar. Dette folk havde en ret crazy tradition med at dræbe betydningsfulde mænd for derefter at skære hovedet af dem, tage deres kranium ud og stoppe en sten ned i det tilbageværende og gå rundt med dette hoved/ansigt som et trofæ/en hyldest til denne betydningsfulde mand. Lidt mærkeligt... Og lidt mærkeligt at have sådan et museum ved en ækvatorlinje, men ja ja da. 
Herefter kom vi til det sjove, nemlig selve linjen. Guiden (som heldigvis talte engelsk!) viste os en masse vildt seje ting, der var specielt ved ækvator. Det første lille "forsøg" var at lade et kar med vand stående på linjen løbe igennem et afløb og se, at det bare går lige ned, hvor man jo normalt ser, at det løber rundt og rundt ned mod afløbet. Pga af at tyngdekraften er stærkere her (tror jeg nok, han var lidt forvirrende), så løber det lige ned, fordi der ingen anden påvirkning er. Herefter så vi så, at bare ved at rykke karret 1-2 m nord for linjen, så løb vandet rundt mod uret ned i afløbet, og syd for linjen løb det med uret rundt. Vildt sjovt at se, især når de havde en effekt bare at gå så lille et stykke væk fra linjen. Vi prøvede også at sætte et æg midt på et søm for at få det til at balancere. På linjen var det let, men igen, bare en meter væk var det langt sværere! Hvis man klarede denne lille udfordring fik man et diplom med et stempel på, der sagde at man har stået på ækvator, wuhu! Bagefter viste han os det med tyngdekraften på vores egen krop (ja det lyder måske lidt forkert, men vent nu på historien!). Lidt væk fra linjen skulle vi holde vores hænder foldet foran os, og han ville så prøve at presse vores hænder mod jorden. Vi prøvede dette både lidt væk fra og direkte på linjen. Forskellen var, at på linjen brugte han kun to fingre og langt færre kræfter på at presse vores arme ned - netop pga tyngdekraften, som bare går lige ned her. Til sidst skulle vi prøve at gå på linjen med armene ud til siden og med lukkede øjne. Normalt er dette jo ikke det store problem, men på linjen blev dine arme påvirket af kræfterne fra nord og fra syd, hvilket gjorde det nærmest umuligt at balancere! Vildt mærkeligt at mærke - man kunne virkelig mærke, hvordan det nærmest trak i én.

Sidst på eftermiddagen kom vi tilbage til hotellet hvorfra vi gik ud i byen for at finde et godt sted at spise. Quito er åbenbart ikke kendt for at have et hav af restauranter, for efter at have gået rundt i næsten to timer, havde vi kun fundet 3 faktiske restauranter. De har et hav af boder og små små caféer, men restauranter gør de ikke så meget i. Men vi fandt et rigtigt hyggeligt sted , hvor vi fik en god og tiltrængt pizza. Eftersom jeg var ved at falde sammen af træthed gik vi tidligt i seng - og vi skulle være klar kl 7.30 morgen efter til at blive hentet og starte vores 7 timers lange tur ud mod junglen.

Vi stod op i god tid, pakkede vores ting, spiste morgenmad på hotellet og stod ellers klar 7.30. Okay, måske var den lige blevet 7.35, men heller ikke meget senere! Vi kiggede efter vores pickup og spurgte efter det i receptionen. Men selvfølgelig snakkede gutten i receptionen ikke engelsk... Amen come on! Nå, men ved hjælp af hans computerskærm og Google Translate fik han kommunikeret, at der kom en engelsktalende receptionist kl 8. Nå, det måtte vi så vente på. Først var han meget "det har jeg ikke noget at gøre med, jeg arbejder her bare"-agtig, men så fik vi da lov til at låne telefonen og ringe til det selvskab, der arrangerer turen. Hun lød også lidt halv-forvirret og ville ringe tilbage. Der var åbenbart sket en misforståelse, for pickup var først kl 9. Godt nok, for jeg havde jo ikke brug for den søvn, jeg kunne have fået... Æj. 
Nå, vi brugte da vores ventetid fornuftigt på at booke et hostel i Baños, så da ikke er helt lost, når vi kommer dertil på søndag. Kl 9 kom den rareste mand for at hente os. Han var bare så sød og flink (og kunne tale engelsk!!!), og fortalte og fortalte om alt fra Sydamaerikas historie til hvad vi skal gøre for at undgå myggestik. Og efter at have set Marias ben efter hun har været ude i junglen i Peru, så kan det da nok være, at vi hørte godt efter!
Jeg ved ikke, om I kan se det så godt på billedet, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at hun har mere end 100 stik på bare hendes ben! Men ham gutten hér kørte os til et apotek, hvor han købte os nogle piller, som vi skulle tage en af om dagen, som skulle holde dem væk. Jeg tror lige, at vi skriver hjem, inden vi tager dem, men det var da vildt sødt af ham at hjælpe sådan! Vi fik også noget smørelse til at smøre på efter stik, for vi får nok et stik eller to... Han fortalte også om deres nationalret. Og ja, det er så marsvin, og de færreste kan llde det, haha - men det skal vi da lige prøve en dag. Vi fik også hans e-mail og telefonnummer, så vi kan skrive til ham, når vi skal til Galapagos, for han har sin rare familie til at bo derovre, og de ville hellere end gerne vise os rundt. Flinke mand altså!
Indtrykket af Equador er generelt at folk er vildt venlige og gerne ville hjælpe. Henne på busstationen hjalp ham chaufføren ikke kun med at bære vores ting men også med at bestille vores billet osv. Da vi fortalte ham, at når vi kom til Tena (som ligger ret tæt på junglen), skulle vi tage en taxa det sidste stykke, gik han straks igang med at få noget arrangeret i selvskab med hende der solgte billetterne. Så nu bliver vi hentet af busbillet-damens bror. Vildt fedt! Og SÅ sødt! Søde mennesker. Nå, vi kom på bussen og skal sidde her i 5 timer. Lidt underholdning er der dog i form af den høje musik og de gadesælgere, der fra tid til anden hopper ind i bussen i lyskryds for at sælge frugt eller blade. Ved næste lyskryds hopper de ud og nye kommer ind. At de så skriger et eller andet ud på spansk er så lettere irriterende efter at have set på dem i en time...
Vi er dog godt på vej og er pt halvvejs mod Tena og junglen! Turen føles ikke så lang eftersom vi jo har ca 1000 ting hver at fortælle hinanden, så det er lækkert nok. Den vildt flotte natur og bjerge vi kører i hjælper også lidt på det.
Ha' det godt gutter!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar