tirsdag den 1. april 2014

Farvel smukke Afrika

Lørdag og søndag tog jeg sammen med Dive Action og Jane og Jimmy ud til Long Beach hvor vi, Jane, Jimmy og jeg skulle vise de skills vi havde lært i poolen i havvand. Det gik helt fint, og vi fik lov til at svømme rundt om et lille vrag en af dagene. Søndag skulle de sidste øvelser bare overståes før vi kunne kaldes os for PADI Open Water Divere! Da vi svømmede ind ad mod stranden og faktisk bare manglede det bekræftede "du-er-nu-dykker-håndtryk" kan det nok være, at jeg fik mig noget af et chok! Vi svømmede selvfølgelig pænt tæt på hinanden, som dykkere jo skal, men pludselig rører noget min ene finne. Jeg vender mig om, og kan bare se en sort utydelig klat, hvilket straks fik mit tempo op! Dog kunne jeg se på dykkerinstruktøren, at han var meget rolig, og da jeg stoppede op og kiggede var det jo bare en lille forvirret sæl, der ikke lige kunne finde sin sæl-ø.
Vi overlevede hele vejen op på stranden og fik vores håndtryk, hurra!!

Mandag var min sidste dag i Cape Town, hvilket i sig selv var ret sørgeligt. Jeg havde aftalt med en norsk pige fra hostlet at tage ud på Robben Island, eftersom det var den eneste ting jeg manglede at se i Cape Town. Vi kunne kun få plads på den sene eftermiddagsbåd, men det var nu også fint, for så kunne vi sove længe og slappe lidt af, for en gangs skyld.
Vi kom ned på havnen de gode 10 minutter før afgang i god tro om, at vi skulle afsted til den planlagte tid kl 15. Tro om igen tøser! Køen var ca 100 år lang, og de både der sejler ud til øen kan åbenbart hver have 150 mennesker og ikke ca 30, som vi havde troet. Vi ventede og ventede og ca 15.30 kom båden så! Den kunne så kun havde halvdelen, og eftersom vi jo var kommet daskende kun 10 min før afgang, så stod vi ret meget bagerst. Og vi måtte derfor igen vente. 16.15 kom vi endelig afsted på den 1 times lange tur ud til øen. Vi havde godt hørt, at det var noget af en vippende tur uanset om vejret var helt vindstille eller ej - og eftersom vinden ikke var stille denne dag, så fik vi da tur for pengene! Vi blev i hvert fald gynget godt og grundigt!
Ude på øen fik vi en bustur rundt på øen, hvor en guide fortalt en masse (for at være ærlig) ubrugeligt møj.. Først da vi kom ind i fængslet og blev vist rundt af en tidligere fange fra fængslet, blev det interessant! Han fortalte om de ringe forhold, viste os cellerne, fortalte om maden osv. Og sidst men ikke mindst så vi selveste Nelson Mandelas enmandscelle. Vildt nok at se. 
Det er vildt så meget de fleste her i Sydafrika ser op til Mandela. Han er ikke bare én der kæmpede for frihed og blev præsident - han er den, der satte hele processen igang og gav rigtig rigtig mange mennesker frihed. Jeg mødte dog også enkelte, der ikke var helt så store fans af ham, eftersom de mente, at pga ham kunne politisk kriminelle nu komme i regeringen (som nogle vist også er nu, som jeg kunne forstå). Men generelt er de helt optaget af ham og hylder ham ved enhver givet lejlighed. Og de tiltaler ham hele tiden fint. Aldrig bare Mandela, men altid mr. Mandela fx.
Og så på vejen tilbage fra øen måtte vi vente på færgen, hvilket kom den lille souvenier/snack-butik til gode. Vi endte på havnen igen 20.30, altså 2 timer forsinket. Vi tog derfor bussen tilbage til Table View og spise mad der, inden vi gik tilbage til hostlet, hvor jeg havde en bombet rygsæk, der skreg på førstehjælp. Så inden jeg havde været i bad, pakket og tjekket flybilletter igennem var klokken godt 00.30. Så ville skæbnen selvfølgelig at 3 nye backpackere ankom til hostlet kl 2 om natten, og de skulle selvfølgelig bo på vores værelse. Så søvn var ikke noget jeg så meget til den nat, eftersom vækkeuret ringede 3.30 og den 37-38 timers lange rejse mod Equador skulle begynde. Med mellemlandinger i både Johannsborg, Sao Paulo og Bogoto hvor der bl.a. er 9 timers ventetid i Sao Paulo skal overståes, så skal det jo tage tid. Men i morgen sen eftermiddag/aften dansk tid skulle jeg gerne lande på hotel San Francisco i Quito. At det så der er formiddag og ikke aften kommer nok til at gøre en smule indtryk på øjenlågene.. 
Når jeg ankommer til Quito skulle Maria meget gerne sidde på værelset og vente på mig, og det bliver SÅ godt at se hende! Uh jeg glæder mig! 
Torsdag drager vi ud på en 4 dages tur ud i Amazonas junglen, hvor vi skal bo på Cotococha Amazon Lodge. Det skal nok blive spændende. Og vådt!
Tilmed har jeg lige så lige skrevet med to gutter fra Randers, der lige har forladt Quito, men er på Galapagos 2 dage, hvor vi også er der, så forhåbenligt ser vi lige dem et smut. Tilmed har jeg snakket med to andre gutter OGSÅ fra Randers, der lige har været i Baños, så de kom også lige med et par fif om, hvad man skulle, og hvad der ikke var noget værd. Lækkert! 

En stor TAK og sørgeligt farvel skal det også lyde til Salty Crax. Aldrig har jeg været så mærkeligt et sted, hvor jeg samtidig følte mig utroligt godt tilpas og hjemme. Der boede alle slags typer der. Fra den lokale surfer-fyren, der bor i telt i haven til den mærkelig britiske mand med dårlig hofte som kunne snakke dansk. Alle kunne være der og så ud til at føle sig godt tilpas. Den bærende stamme til det hele er Julian. Ganske vist ejer han ikke stedet, men har du et problem eller vil gerne et sted hen, så går du til ham. Godt nok er han så afrikansk, som man kan blive, men det er en del af charmen, at ens dykkerkursus egentlig ikke lige er bestilt til tiden.. Også Leon, den kære chauffør er en mand med charme. Han er så stille og rolig en fyr at man ikke kan andet end at elske ham. Og så vil han bare ALLE det bedste. Mandag aften blev han oppe til 23.30 for bare lige tjekke, at jeg kom hjem og var klar til afgang morgenen efter. Søde Leon!

Men ja, det var så farvel til 5 og en halv uge i smukke Afrika, og SIKKE en oplevelse! Det er helt utroligt, hvor meget man kan nå på så relativt kort tid, og hvor mange mennesker, man møder. Og så mange forskellige mennesker. Ikke mindst på Salty Crax, haha.

Jeg kan uden tvivl anbefale alle, der bare tænker på at tage til Afrika at gøre det! Den natur de har er blændende smuk og helt forskellige fra sted til sted. Den ene dag kan du under nordlige Namibia stå i en tyk våd varme med en masse grønt og blomster omkring dig og dagen efter stå i den bare ørken med tør og meget høj varme. Eller køre fra Botswana som er HELT fladt til de Namibiske bjerge. Amen altså! Og sidst men ikke mindst, så bare dét, at du kan blive nødt til at stoppe midt på vejen for at lade en elefant gå over vejen, eller stopper op for at kigge på de 10 giraffer, der lige står og spiser i vejkanten. Vildt fedt! 
En af de største grunde til at tage hertil er for at opleve folket. Ja, der er skidte fyre - men de er jo overalt i verdenen. Hernede er de blot lettere at spotte og det er vildt nemt at preventere sig selv imod dem. I Cape Town kalder de dem dutchy people - altså de skidte fyre, der leder efter ballade. Men folket generelt er så smukt, fordi de bare lever. De er altid venlige og er SÅ søde til at hjælpe. Der er så mange og så meget, der har gjort indtryk på mig, at det er svært at forklare. Men én ting er sikkert, og det er, at de virkelig HAR det skidt hernede. Det ER som de viser i tv så snart du er uden for byerne. Her er der ikke asfaltveje, og husene er bygget af ler, plastic, pap eller træ. Ret trist syn.

Én ting, jeg helt sikkert vil bruge, som jeg har lært her er T.I.A. Tingene går som de går, NÅR de går som de går. Man fornemmer bare hurtigt Afrika-stemningen - lærer rigtig hurtigt at tage den med ro og vente en ekstra time eller to end forventet. Der skulle jo gerne være tid til at grine sammen med den anden kasseekspidient mellem hver kunde over et eller andet som ingen andre ved hvad er. No rush. 
Den anden dag på en café så jeg dette citat, som egentlig er ret sigende: "We are not africans because we are born in Africa, but because Africa is born in us."
Selvom forskellen mellem sorte og hvide ikke er helt væk hernede (hvilket specielt er tydeligvis Cape Town), så kæmper de stadig.

Jeg har oplevet så meget, at det er svært at opsummere (og huske), men jeg prøver. Jeg har; set sure aber, heftige regnskyl, Victoria Falls, badet på kanten af Vic Falls, sejlet i maccoro ud i Deltaen, set både elefanter, løve, geparder, flodheste, diverse nationalfugle, pingviner, krokodiller, strudse, zebraer, giraffer, leguaner, antiloper, kuduer, spist både zebra, kudu, struds, krokodille og antilope, hørt en masse lokalt musik og set en masse danse, set fattige kvarterer, mødt forskellige religioner og tro, bestiget en kæmpe sanddynge, sprunget i faldskærm, sandboardet, gået i byen i Cape Towns vildeste festgade, surfet, været til Colour Festival, mødt buskmændene, slået tele op og med alt for mange gange, dykket med hajer, besteget Table Mountain, besteget Lions Head, set Waterfront, været på Robben Island. Set Afrikas sydligste punkt, fået dykkercertifikat, set en truck gå i stykker, set alt for mange tøjbutikker, og sidste men bestemt ikke mindst har jeg fået SÅ mange nye venskaber rundt omkring i hele verdenen!

Farvel smukke Afrika. Ses snart igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar