tirsdag den 28. juli 2015

Mambucal og møde med regntiden

Tirsdag morgen tog vi en taxa mod Mambucal-terminal, som vi havde fået instrukser i fra både Stig (som vi havde hørt om stedet fra) og turistinformationen her i Bacolod. Herfra skulle vi med en minibus mod selve Mambucal. Da vi kom til "terminalen" stod der fluks mindst 7 filippinere klar til at hjælpe os med hvilken bus vi skulle tage (de kørte alle sammen til Mambucal), men ja ja - sødt nok. Vi skulle dog først hæve penge, og gik derfor på udkig efter en automat. Bacolod er en ret stor by, men til trods for dette, så ser indbyggerne vist ikke turister hver dag... Alt fra tiggere til almindelig mennesker, der blot vil fortælle os, at vi er smukke, henvendte sig til os. Og selvfølgelig også de evige gadesælgere... De er overalt! Og oveni det, så stirrer ALLE på os, som om vi havde et kæmpe mælkeskæg til at sidde på overlæben eller en fuglelort midt i panden. Bacolod er fyldt med gademarkeder, som alle sælger omtrent det samme. Kyllingekød der ligger fremme på bordet med en vifte over sig (ikke til at køle, men til at holde fluer væk - klart det vigtigste...), halv-gråt oksekød, der ligeså godt kunne være det, der også havde ligget ude hele dagen i går og alverdens grøntsager og frugter. Nogle boder er dog specialiseret i fx bananer eller motorcykel-hjul. Vi fandt dog en hæveautomat og gik igen mod terminalen til minibussen der gik mod dagens destination. Her blev vi også ofre for alle de filippinere, der havde fået glosuppe til morgenmad. Men en sjov tur var det! Mærkeligt - men yderst effektivt - system de har! Bussen kører (med fuldt åbne døre og vinduer selvfølgelig) og en mand, der sørger for at trække kunder til ved at råbe og skrige igennem hele byen. To bank på stolpen eller taget betyder "sænk farten" efterfulgt at endnu et bank, der betyder "stop". Vil man med bussen, så vinker man blot lidt, og bussen stopper. Vi skulle med til endestationen og fik derfor en times sightseeing af det totalt lokale Filippinerne at se. 
Vi ankom til Mambucal omkring 11-tiden og begav os ind i området. Det ligger lidt oppe af i bjergene/junglen og er kendt for sine varme kilder, som man kan bade i. Vi havde gået rundt og kigget i 5 minutter før det begyndte at regne. Sikke en fest! Vi stod lidt i ly af nogle træer og fik øje på en hel masse kæmpe store flagermus, der hang oppe i træerne. Vi begyndte at gå lidt videre, men regnen tog bare til. Vi satte os derfor ned til "restauranterne" og fik en fruitshake indtil regnen stoppede. Vi havde lidt besvær med at komme i gang med at prøve mange af de forskellige aktiviteter, de havde derude, men lidt over middag besluttede vi os for at begynde med at gå op for at se vandfaldet, der lå en halv times gåtur væk. Vi blev stoppet af en filippiner-dreng, der fortalte os, at pga regnen var der lukket for det vandfald, som man normalt gik op til. Der lå dog et andet, men som tog en time at gå op til, og det holdte vores tidsplan ikke rigtigt til, da dem sidste minebus kørte tilbage kl 16.30. Men ham og nogle andre kunne på deres motorcykler køre os op mod et af de andre vandfald. Herfra skulle vi kun gå 15 min og han ville være vores guide. OK filippiner-dreng. Afsted! Alle mand op bagpå en scooter og derud'a. Det gik meget godt de første par minutter, men så kom vi til en "vej" fyldt med store sten, huller og vand fra vandfaldet. Igennem det?! Hmm... Om vores fingre nærmest var blodsprængte af at holde godt fast på de små håndtag bagpå scooteren? Det kan man vist godt sige ja til! Men vi overlevede, og besluttede i samme åndedrag, som vi stod af scooteren, at vi vist sagtens kunne GÅ vejen tilbage. Vi gik afsted i vores små klipklappere og måtte finde vores balanceevner frem. Vi krydsede floden op til flere gange og skøjtede rundt i mudder. Men ingen styrt, wuhu! Kun mudrede ben og svedige pander (faktisk bare sved overalt). Vi overlevede de 15 minutters gang og kom op til vandfaldet - og i det samme begyndte det at regne. Jamen?! Nå, vi tog lidt billeder og dyppede fødderne, inden vi begyndte nedstigningen. Jeg tror, at guiden havde fattet, at vi måske ikke var geparder på en bjergsti, så han foreslog hurtigt, om vi ikke skulle tage den hurtige vej ned. Jo. Vi krydsede igen floden nogle gange - og Josefine fandt her hurtigt ud af, at det var en god ide at smide klipklappere INDEN man gik i floden og ikke midt i. Vores guide var dog hurtig på fødderne og fik reddet den flygtende klipklap (som rent faktisk var helt ny-indkøbt!). Det sidste stykke af stigen var noget værre noget.. Fik man først mudder ind i klipklapperne, så var man solgt til du-falder-på-numsen-om-lidt-guden. Det var umuligt at stå fast og man gled bare rundt! Josse og jeg måtte se skæbnen i øjnene, at vi med mudder hele vejen op af benene nok ikke ville komme med uden at glide på bagdelen. Men vores guide var SÅ sød til at hjælpe os (mest josse - jeg var faktisk bare med... Hallo?!) - vi kom i hvert fald ned i et helt stykke og uden udtværret mudder på bagdelen. Succes! Vi fik skyllet ben og fødder og begav os mod frokost-stedet. Og bum, så faldt en kæmpe regnbyge ned. Timingen har aldrig fejlet noget! Herefter var klokken faktisk ved at være mange, men ikke tale om, om vi gik derfra uden at have været i en varm kilde! Badetøj på og ned i det 38-43 grader varme vand med os. Heldigt nok, at der ikke var de normale 33-35 grader i luften den dag. Det var skønt!
Vi tog minibussen tilbage og blev læsset af et helt andet sted end der, hvor vi steg på. 4 store spørgsmålstegn blev spottet i Bacolod (vi var faktisk ikke engang sikre på, at det var Bacolod, vi befandt os i) på udkig efter en taxa. Vi ramte dog hotellet inden mørket overtog - HELT flade og udkørte. Vi bor ikke i det mest hyggelige kvarter, og med 100 stirrende filippinere, så er vi blevet forbudt udgang efter mørkets frembrud af overboss-Hanne. Aftensmaden skulle derfor indtages på bistroen tilhørende hotellet. Og altså - de laver maden ved 16-17 tiden og stiller det an i nogle fade, og så kan man ellers tage det, som ser mindst ulækkert ud... Ingen varme under, nej nej. Kun mor gamblede med diarréen inden den 6 timers lange bustur i morgen og forsøgte sig med en lokale ret. Vi andre tog en sandwich - som jeg egentlig ikke er  sikker på var mere hygiejnisk. Men det var da mad! Godt at vi havde fået købt massere af chokolade og chips til spilaften bagefter.

I morgen, onsdag, tager vi så videre mod Dumaguete på den syd-østlige del af øen Negros. Her skal vi finde byen Dauin, hvor en dansker er med til at styre et backpacker-hostel, der skulle være et besøg værd. Det ligger forholdsvist tæt på øen Apo Island, som skulle have noget af det pæneste dykning og snorkling. Vi er klar!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar