tirsdag den 11. august 2015

Tunge kufferter

Så kom dagen: Dagen før dagen hvor vi skulle hjem. Ikke lutter smil over den statement, men dagen måtte jo komme. Mandag var som sagt fastlagt og bestemt til shopping i et kæmpe center i Manila. Vi fik lokal morgenmad (ris til morgenmad er stadig ikke vores favorit), og gik derefter mod centret. Det skulle kun ligge 15 minutters gang fra hotellet, så vi kunne ligeså godt "opleve" den lille del af Manila, som vi nu kunne nå ved at gå. Vi kunne selvfølgelig også være gået af det kulturelle spor og have brugt dagen på at se diverse seværdigheder i Manila, men vi havde efterhånden hørt fra en del, at det ikke var dét værd, og at det var svært, når man slet ikke kender byen. Shopping var dog et ganske udemærket alternativ, og vi havde alle armene over hovedet! Eller... Mor var ikke begejstret, men det blev da ændret op af dagen i takt med, at "wow-jeg-er-glad-for-mit-køb"-følelsen blev flerdoblet.
Vi gik afsted og stødte på vejen på en masse boder på et marked, som solgte alverdens lort til nul penge - men selvom klokken ikke var mere end 9, så var der allerede langt over 30 grader og Hanna er gået på pension, så vind var der ikke noget af. Børnene svedte... Meget. Vi fik spurgt om vej til centret, men de der 15 minutter virkede i varmen som 150. Men vi klarede den og følte alle, at vi havde løbet et marathon, da vi gik igennem den forfriskende mur af aircon-luft på vej ind i centret. Og så var det faktisk bare at gå i krig med de mere end 1000 butikker - men først: Mango-shake! Hvis der er noget, som for alvor bliver ført med hjem (bortset fra de mange mange kilo sovuniers), så er det mango-shakes/frugt-shakes! Wow! Efter optankningen gik vi i krig! Mor var ikke helt tilfreds, når vi nåede op over de 45 minutter pr butik, men det er jo også svært for os, når nogle af butikkerne er større end en stor H&M, og man ikke må prøve mere end 6 ting af gangen! Æj altså... Vi stødte dog også på en KÆMPE butik FYLDT med al mulig ragelse (også kaldet sovuniers), hvor mor hurtigt fik brugt 45 minutter - hvis ikke også en time. Alt fra øreringe med sten, armbånd, fletkurve og træ-ting (omg), mor var i himlen. De yderst ansvarlige børn måtte dog ofte pænt fortælle og forklare hende, når hun fik revet noget ned fra hylden af ren udenlands-begejstring og ikke fordi hun nogensinde ville komme til at bruge det eller overhovedet kigge på det hjemme i DK. Godt at hun havde os med! Dankortet fik en kort pause under frokosten, men derefter kørte det ellers på højtryk igen. Nøj hvor fik vi købt MEGET! Alle sammen. Jeg har ikke engang tal på, hvor mange par sko, vi har købt tilsammen. Men det var lækkert, og nu er kufferterne RIGTIG tunge - ikke kun fysisk, men også af helt fantastiske minder og oplevelser! Det kan godt være, at 3 uger både kan lyde af meget og af lidt, men når vi sidder og tænker tilbage, så er det jo HELT VILDT så meget som vi har set, hørt og oplevet på "bare" 3 uger, og tiden på Boracay synes flere måneder tilbage - men set fra den anden side, så er tiden gået enormt stærkt og 3 ekstra uger ville være blevet taget i mod med kyshånd, men nok også med spørgsmålet "kan vi få 5?". 7 øer er blevet trådt på af Thrane-fødder, så der er lang vej igen for at nå de over 7000 øer. Filippinerne er et helt specielt land. Selvfølgelig er de "ekstra" venlige i turistområderne, men mod betaling til sidst - men ude i udkantsområderne, er de bare ægte flinke og vil hellere end gerne hjælpe de dumme turister. Vi kommer i dén grad til at savne de små filippinere, deres bountyhvide strande, det blå vand og self. det fantastiske koralrev. Hvad vi ikke kommer til at savne er at køre i tricycle på grusveje (det har som charme 1. gang - IKKE 2. gang) og tyfonen Hanna. Men åh kære Fili - du har været GOD ved os!
Nå, tilbage til mandag! Da vores fødder og mors gamle ryg ikke længere kunne slæbe os rundt længere tog vi tilbage til hotellet - ikke helt let eftersom vi gik fat i en taxachauffør der havde sin første dag, og vi ikke var heeeelt sikre på, hvad vores hotel egentlig hed. Men vi fandt det! Vi fik alle et bad inden vi tog mod lufthavnen (i mor-god-tid-selvfølgelig). Og heldigt at vi var i god tid! Ikke nok med at trafikken var fuldstændig sindssyg (så vild at Frede flere gange rykkede tættere ind mod midten fordi en bus kom lige lovligt tæt på i en af de 100.000 sammenfletninger, vi var vidner til. Da vi ankom til lufthavnen (i live og endda også uden buler i bilen) blev vi også her mødt af kø. Den time vi brugte på at checke ind blev trukket fra aftensmads-tiden, øv... Alle overlevede dog og ingen blev helt udsultet før vi nåede flyet til Abu Dhabi. Turen fra Abu Dhabi mod München, (München, hvor vi kun havde en time til at skifte fly) blev lidt ekstra spændende, da en passager pludselig fik det dårligt og skulle af og derved forsinkede flyet næsten en time... Da vi kom til München, havde vi lige godt en halv time til at komme til flyet - som selvfølgelig afgik fra den anden ende af lufthavnen samt bagved en kæmpe kø for at komme igennem paskontrollen. Og vores lunter var korte! Vi løb og nåede hen til gaten i tide - MEN her fik vi blot beskeden at flyet var fyldt, og at vi ikke kunne komme med. Say what?! Efter en masse senden-frem-og-tilbage fik vi dog løst problemet og blev ombooket til et fly 4 timer senere. Ikke så fedt... Så nu sidder vi hér i München og lytter på tyskere! Men mon ikke, at vi når hjem engang - om Frede og Josse er udsovet til skole i morgen er dog ikke helt sikkert. 
Til slut skal der lyde verdens største TAK til vores elskede mor for at tage os med på denne tur! Hun knokler sin røv i laser med vikartimer hver eneste weekend i Norge for at tage os med på sådanne ture, og dét fortjener en klapsalve. Bedre mor kunne man jo faktisk ikke ønske sig❤️
Over and out for nu - på "genlæsning" når min næste rejse nærmer sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar