Herefter gik vi lidt rundt i byen og kiggede i alle deres små "her-sælger-vi-falske-Nike-sko"-butikker - og vi faldt da også for lidt af deres skrammel. Og et par poser Chips eller 3 røg da også ned i posen - det er hårdt med alt det regnvejr!
Tilbage på hotellet var det ved at være tid til aftensmad skønt ingen af os var synderligt sultne - og det viste sig da også på Josses og mors tallerkner! Der bor et par hunde og nogle katte her - alle tynde som bare pokker - og siden de 3 andre alle er medlem af diverse red-dyrerne-sider/lad-os-adoptere-denne-udsultede-kat-facebookgruppe, så kan de jo ikke dy sig for at donere halvdelen af deres mad til de tikkende dyr. Omg. Men alle blev mætte - inklusiv dyrerne. Herefter stod den igen på ægte ferie-afslapning og kiks- og chips-spisning. Ahhh.
Ja, så kom vi jo til at tjekke vejret for i morgen, torsdag, som ikke kun siger 90% regn (som vejrudsigten for i dag gjorde), men 100%. Hurra... Det viste sig, efter en del søgning, at en stor tyfon lige nu passerer lige nord for det nordlige Filippinerne, og som er skyld i al den regn, som vi oplever lige nu. Altså - heldigt nok, at den ikke havde valgt sin bane bare 500 km mere sydligt, men kunne den ikke have ventet bare en uge?! Æj... Især på den her ø, som ikke rigtigt byder på andet end falske mærkesko og strand. En strand som ser helt åndssvagt lækker ud - hvis der bare lige var lidt sol... Eller - bare ingen regn i det mindste. Men nu har vi da regnslagene, så mon ikke at vi kan foretage os lidt mere fornuftige ting i morgen.
Torsdag stod vi op til - hvad? Ingen regn-lyd udenfor?! Det var næsten for godt til at være sandt! Skyerne fortalte os dog, at vi ikke skulle føle os for sikre på det tørvejr dér... Vi fik vores morgenmad - med hvad de nu lige havde i køkkenet. Det er som om, at deres yndlings sætning her på hotellet er blevet "sorry we don't have". Godt nok er vi de eneste gæster på hotellet lige pt, men de kunne da godt købe lidt ind. Vi spiste, og så stadig ingen regn, men derimod bitte-små huller i skyerne! Og der gik da derfor heller ikke længe før vi lå som strandede hvaler i bikini på vores salt-våde håndklæder på standen. De øvre magter kvitterede dog hurtigt med at lukke HELT af for sol-posen... Nå! Lidt op af formiddagen besluttede vi at se noget af øen, inden vi allerede i morgen tidlig skal afsted igen til øen Cebu. Vores plan var at se den eftersigende flotte strand Paliton, spise frokost der og derefter tage op i nogle grotter/huler, som man kravle igennem med små filippinere som guider. Vi havde hørt, at turen ind i grotterne skulle være en smule barsk med både vand op til knæene og små passager, der kun passer til filippinere. Men vi glædede os faktisk lidt!
Vi sagde til tricycle-chaufføren, at vi skulle til Paliton og gerne til en restaurant. Han så lidt forvirret ud, men fik os kørt ned til et resort - endda er dansker-resort kaldet the Danish Lagoon. Vi havde hørt om stedet fra Magnus (fra øen Negros på hostlet Bongo Bongo Divers), som havde fortalt, at de to danskere der ejer stedet er nogle værre tosser. Man skulle i hvert fald fange dem før kl 11, hvis man skulle se dem ædru! Okay... Men vi fik noget helt fantastisk mad der (KÆMPE burgere), og var faktisk på vej mod Paliton Beach - som vi havde fået at vide, at man kunne gå til derfra - da vi blev stoppet af den ene af resort-ejerne. Han spurgte til vores plan, og inviterede os ind i restauranten igen. Vi skulle da lige have en lille hjemme-brygget at gå på! Ej føj! Han skænkede gavmildt op til os alle til trods for vores afvisende ord og skålede straks. Mor sprang med på vognen, mens vi andre kun lige sippede - til danskerens store skuffelse. Han stilte os derfor et ultimatum: Tøm glasset og han kørte os til stranden eller gå. Efter protester fra os alle 3, så tog mor Josses glas, danskeren tog Fredes og så stod jeg der... Føj for den lede, hvor det smagte! Mor synes det var lækkert, og danskeren var allerede fuld. Ha! Og sikke en masse historier han kunne fortælle. Efter rundvisningen på resortet (som faktisk er ret lækkert) vidste vi allerede hvordan han som 14-årig var blevet smidt ud hjemmefra og siden ikke havde boet i DK, kendte alt til hans designer/bygge-evner (han havde selvfølgelig selv bygget og tegnet hele resortet) plus og en masse om hans kone. Men vi fik da et lift til stranden (som jo egentlig lå 2 km væk) og kunne sætte tjek ud for at have mødt en ægte ø-tosse! Vi gik lidt rundt på den ikke helt så impornerede strand, hvor der ikke var et øje, men rigtig meget tang. Den lå dog rigtig lækkert nede imellem nogle klipper og langt væk fra vejen. Gevinsten ved besøget var dog en masse VILDT flotte muslinger og konkylier. På vejen tilbage til hovedvejen fandt vi endnu en strand med endnu flere muslinger og flotte ting - Josse var i himlen, og vi samlede alle lige til, at vi ikke kunne bære mere.
Da vi kom til hovedvejen skulle vi have fat i tricycle. Vi skulle ikke længere til grotterne, da den tossede dansker havde en pointe: Da det havde regnet så meget dagen før, så var der meget mudret på vej ned til grotten og sikkert også endnu mere vand indeni den. Så vi besluttede os for at tage til et gammelt træ, der skulle være værd at se samt et vandfald (endnu et). De lå dog begge ret langt væk (ca en halv times kørsel), og det er ret lang tid i en tricycle. Den hopper op og ned, og maximum to kan sidde bare nogenlunde godt - så vi ville gerne have fat i en bil - MEN det vrimler ikke lige frem med biler. Motorcykler er det nye. Vi blev af tricyclen kørt til byen San Juan, hvor vi forsøgte at finde en bil, der ville tage os på rundtur. Lettere sagt end gjort... Efter lidt søgen fik mor dog fat i en med en Jeepney, som ville køre os hele vejen, vente ved tingene og køre os hjem bagefter. Dygtig mor! Vi kørte først afsted mod det gamle træ (ca 400 år gammelt), men den virkelige attraktion her var deres fisk-spa foran træet. Her spiste en masse fisk (både små og op til 15 cm store fisk) af vores fødder eller hænder for kun 5 pesos (under 1 kr). Sjovt! Bagefter kørte vi til vandfaldet, men gjorde på vejen stop ved en stor katolsk kirke, som viste sig at være Filippinernes største. Ved vandfaldet skulle vi ned af en masse trapper for at komme dertil. Nøj hvor var vandfaldet flot! Det flotteste vi har set. Fede og jeg fik os tilmed et sving i en lian ud over vandfalds-søen og tilbage igen. Turen op af trapperne igen var knapt så sjov - især mor var ikke en særlig stor fan.
Turen tilbage til hotellet var lidt lang, men vi blev underholdt af alle de filippinere, der vinker og smiler over hele ansigtet, når de opdager, at det er hvide, der sidder i bilen. Og endnu mere smiler de, når man vinker tilbage! Vi takkede pænt vores chauffør for turen og gik ind for at slappe lidt af inden aftensmad. Hotel-personalet havde tydeligvis øvet sig endnu mere på deres nye yndlingssætning, for halvdelen af hvad vi bestilte, havde de ikke. "Sorry, no have". Amen for dælen venner?! Nå, de havde oksekød, fisk, brød, ris og pasta. Aha! Vi fik da noget mad ud af det.
Imorgen skal vi så videre til et af de snart sidste stops. Vi skal med båden/færgen herfra kl 5.45 (zzzz) tilbage til Dumaguete på øen Negros (hvor vi kom fra), derfra med en tricycle til en by lidt nord for og herfra med en anden båd videre til Cebu. Herefter skal vi igen med en tricycle til byen Oslob, hvor vi FORHÅBENTLIG kan få hvalhajer at se. Kryds fingre allesammen - for jeg kommer ikke hjem, før jeg har set en!
Billeder fra Josefines og Frederikke prøve-dyk:



Ingen kommentarer:
Send en kommentar